Valgdeltagelsen til EU-valget er igen faldet. I 2019 stemte 66,08 % af danskerne, mod gårsdagens 58,2 % i 2024. For så vidt er det udmærket set i et historisk lys, men det viser også, at interessen er lav. Opbakningen til det europæiske projekt er generelt lav i Europa, hvor valgprocenterne ikke er specielt høje. En alvorligt stor gruppe borgere i landene vil ikke stemme, og det kan tolkes som et tegn på projektets svaghed. Samtidig er beslutningerne reelt ikke overladt til parlamentet, hvorfor valghandlingen også kan forekomme mere symbolsk end reel, om end det kan have stor betydning, at man har nogle dygtige repræsentanter i magtens centrum.

Når det er sagt, så lider fortællingen om EU under de gamle mediers forældede opfattelse af politik som personlige opgør mellem forskellige politikere, samt ikke mindst den overdramatisering af virkeligheden, der finder sted. Mange folk betragter meget af debatten og formidlingen som ren teater, og det er ikke uden grund. Men bag ved den overfladiske formidling og det politiske spil, ligger der åbenlyse problemer og venter på os alle. Den traditionelle opdeling af partierne, hvor man ynder at snakke om “den yderste højrefløj” eller “den yderste venstrefløj”, men ikke mindst “midten”, er ved at falde fra hinanden. En del af de partier i Europa, man ønsker at klassificere som “yderligtgående” har opnået enorm opbakning i en stor del af befolkningen. Logisk set betyder det jo, at de ikke længere er på “det yderste”, men nærmer sig “midten”. Det er mere end blot en simpel politisk tendens:

Det er tegn på et kommende tidevandsskifte.

På nuværende tidspunkt er fortællingen fortsat, hvordan denne udvikling kan “true” dit og dat, samt hvordan de nuværende magthavere med censur, undertrykkelse og love kan undertrykke modstanderne med henblik på at “forsvare demokratiet”. Men polariseringen fortsætter uhindret, ganske som i USA, hvor befolkningen er på vej til at blive splittet op i to nogenlunde lige store grupper. Og selvom ideen om “de røde” og “de blå” gør det meget nemmere for de gamle medier at opstille historierne, så falmer det i længden, fordi man overser nogle væsentlige problemer for alle partier:

Tilslutningen til demokratierne er faldende. På begge sider. Interessen for at forstå modstandernes argumenter og finde fælles synspunkter, hvor det end måtte være muligt, fortoner sig i politisk krigsførelse. Der er ved at være mere, der skiller folk, end samler dem. Færre og færre argumenter kan deles, eller som alle erkender som værende indenfor et givent sandhedsbarometer. Udviklingen i USA de sidste otte år er et skræmmende eksempel på denne frontalkurs, der er drevet frem af de amerikanske mediers forkærlighed for drama og elendighed. En metode, der også bliver flittigt kopieret i Europa, også Danmark, hvor fanfarer og persondramaer fylder så meget, at den almene objektivitet for mange år siden lader til at være forsvundet.

Nu fortolkes der flittigt på valgresultatet fra i aftes, også for den indenrigspolitiske situation, selvom EU-valget i høj grad er båret oppe af kandidaternes personligheder, hvor eksempelvis en politiker som Morten Løkkegaard er umådelig populær og trækker rigtig mange stemmer til sig. Personen på plakaten kan med andre ord betyde mange flere stemmer, end hvis der er valg til Folketinget eller den lokale kommune. Når det er sagt, så er der også en generel afmatning hos både Venstre og Socialdemokratiet, der også kan ses i de nationale meningsmålinger. Men tendensen er klar nok, nemlig at vælgerne er på udkig efter andre løsninger.

I Europa har medierne straks formidlet historien om, at centrale figurer ikke vil samarbejde med “det yderste højre”. Men det ændrer næppe på, at de systemkritiske partier vil fortsætte med at vinde frem. Der er valg i Storbritannien, og der kommer valg i Frankrig. Alene disse to nationer kan ændre situationen i vores del af verden. Det vil være fornuftigt at forholde sig til de underliggende problemer, der får de pågældende partier til at vinde tilslutning, fremfor at have travlt med at klassificere dem som farlige. At fornægte den udvikling og den tid vi lever i, hvor demokratierne er hårdt pressede, er en virkelighedsflugt, der ikke er råd til. Hvis demokratiet skal overleve, vil det kræve respekt for modsatte synspunkter end ens egne. Og derfor er det ekstra farligt, når de nuværende magthavere har travlt med at forbyde alverdens ytringer, de er uenige i:

Det er med til at skabe mistillid til institutioner, demokratiet og medierne.

EU-valget i 2024 er derfor et monument over manglende omhu i rette tid. Selvom det europæiske projekt altid har levet på kanten af afgrunden med stor folkelig modvilje i Europa, så kan det kun overleve ved at fjerne de elitære overtoner og genskabe en national identitet til medlemslandene. Det er den kendsgerning, som mange af kommissærerne og EU-folkene ikke har forholdt sig til. Den kommende tid bliver spændende for Europa. De nyvalgte danske repræsentanter kan se frem til nogle turbulente år, mens utilfredsheden i mange lande kommer op til overfladen. Her hjælper ingen strudsetaktik og bortforklaringer med statsbetalte medier. Storbritannien, Frankrig og lige om lidt Tyskland er steder, hvor der kan komme enorme forandringer på ganske kort tid.