Det nyopførte autismecenter på Nymarksvej i Fredericia har åbnet dørene til en ny tilværelse for mange borgere med særlige behov, herunder 26-årige Sandra, der netop er flyttet fra bostedet Kobbelgården 3. For Sandras mor, Birgit Gregersen, hendes papfar Frank og biologiske far er overgangen til det nye center mærkbart positiv.

For Sandra, som lever med infantil autisme og Downs syndrom, er de rette rammer helt afgørende, da hun hurtigt kan blive utryg og stresset uden den nødvendige struktur og tryghed. Birgit Gregersen er klar i sin tale om centerets betydning:

– Når Sandra bliver forstået, så får hun det meget bedre og bliver rolig, end hvis hun ikke bliver forstået. Vi håber, at Sandra udvikler sig i den rigtige retning og kan begynde at få det bedst mulige liv, siger Birgit.

Struktur og tryghed – en nødvendighed

For mennesker som Sandra er hverdagen afhængig af struktur og genkendelighed. Enhver forstyrrelse kan være belastende, og uden faste rammer kan en ellers god dag hurtigt blive uoverskuelig. Derfor er autismecentret på Nymarksvej designet med fokus på forudsigelighed og tryghed. Her er både indretning og materialer nøje udvalgt til at skabe en rolig atmosfære, hvor lyddæmpende materialer og stressdæmpende farver minimerer sensoriske udfordringer.

Da Sandra så sit nye værelse for første gang, lyste hun op og udbrød: “Wow.” Familien havde sørget for, at værelset var indrettet på samme måde som på Kobbelgården, så overgangen blev så glidende som muligt.

– Det var vigtigt for os, at hendes nye omgivelser føltes genkendelige, så hun kunne føle sig tryg fra dag ét, fortæller Birgit og uddyber, at med en udviklingsalder mellem to og seks år er det altafgørende, at Sandra har stabile rammer, som hun kan forholde sig til.

Familien har gennem Sandras liv erfaret, hvordan de rette omgivelser og den rigtige pædagogiske tilgang kan fremme stabil og positiv udvikling. Sandras rejse begyndte som syvårig, da hun kom i aflastning. Efter at have været på Bifrost i Vejle, flyttede hun til Kobbelgården, hvor hun boede i fem år.

– Vi håber, at Sandra nu kan udvikle sig endnu mere og måske endda begynde at deltage i sociale aktiviteter, siger Birgit og nævner familiens drøm om, at Sandra kan deltage i weekendbesøg og hyggelige stunder som restaurantbesøg og udflugter.

– Hun har været hjemme i weekenden, hvor vi har fulgt op på hende, men nu håber vi, at hun også kan komme hjem, hvor vi kan hygge os som andre familier, tilføjer Birgit og ser fremad og fokuserer på de nye muligheder, i stedet for at se tilbage på udfordringerne fra det tidligere bosted.

Birgit håber, at Sandra på det nye autismecenter kan få en hverdag, hvor hun kan få gode oplevelser.

– Hun fortjener at få et godt ungdoms- og voksenliv. Jeg ved, at der er arrangementer på Nymarksvej, hvor man prøver at lave noget socialt og jeg vil elske, hvis Sandra kan få gode oplevelser ud af det, siger Birgit.

Specialiseret støtte og faglighed i højsædet

Det nye autismecenter på Nymarksvej, der åbnede i oktober, tilbyder både midlertidige og længerevarende botilbud. Centret er indrettet med den nyeste viden om autisme i fokus og har til formål at skabe rammer, der fremmer beboernes udvikling. Både de fysiske rammer og de pædagogiske principper er tilrettelagt for at dæmpe stress og tilbyde beboerne en hverdag præget af genkendelighed og tryghed. Personalet er højt specialiseret og trænet i at arbejde med autistiske borgere, som Sandra, hvilket giver hende mulighed for at få en hverdag, der rummer både forståelse og omsorg.

Birgit Gregersen er ikke i tvivl om, at Nymarksvej har været det rigtige valg for Sandra.

– Det, vi som familie oplever på Nymarksvej, er virkelig fantastisk. Jeg er så glad for, at vi tog beslutningen om, at Sandra skulle flytte derhen. Vi har fantastisk opfølgning på hende, og der er forståelse for måden, Sandra skal tilgås på, siger hun. For familien er det en lettelse at vide, at Sandra nu er omgivet af kompetente fagpersoner, der kan hjælpe hende med at trives og udvikle sig i et stabilt miljø.

Et skræddersyet autismetilbud

Autismecentret er mere end blot et botilbud. Det tilbyder også aktivitets- og samværstilbud, som giver beboerne mulighed for socialt samvær i en kontrolleret og tryg ramme.

– Det er vigtigt, at der er styr på det, når vi har at gøre med den slags borgere, siger Birgit, der roser stedets faglighed og den indsats, der bliver gjort for at skabe de bedst mulige vilkår for beboere som Sandra.

Centret er indrettet med lyddæmpende materialer, fleksible rammer og fokus på at reducere sansemæssige overbelastninger, som kan være en stor udfordring for personer med autisme. Den forudsigelige hverdag giver tryghed for både beboerne og deres familier.

– Som familie letter vi virkelig på hatten over det arbejde, der allerede nu gjort på stedet, slutter Birgit Gregersen.

Sandras situation berørte politiker

Susanne Eilersen er glad på familiens vegne. Foto: AVISEN

Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti, som er medlem af Senior- og Socialudvalget i Fredericia, har haft tæt kontakt til familien Gregersen i forbindelse med deres datter Sandra. Sandra havde en turbulent tid på Kobbelgården, hvilket har skabt bekymring hos hendes mor, Birgit, og hendes stedfar, Frank.

– Det er rigtigt, at jeg har mødtes med familien nogle gange og fået en snak om Sandra og de bekymringer, de havde omkring, at hun havde ændret sin adfærd og lignende. Vi talte om, hvad de kunne gøre, og så videre. Det, de fortalte om hendes udvikling, berørte mig dybt, fortæller Eilersen og forklarer, at familien i samarbejde med kommunen har fundet en ny løsning for Sandra.

Efter en længere proces lykkedes det at finde et tilbud, der matcher Sandras behov, hvilket nu betyder, at hun er flyttet til autismecentret på Nymarksvej.

– Derfor er jeg også utrolig glad for, at det lykkedes dem at få en plads til hende på Nymarksvej, da jeg tror, det er det rette sted for Sandra. Jeg har selv været ude på Nymarksvej og set det, og jeg synes, det er rigtigt godt indrettet. Der er plads til ro og struktur, hvilket jeg ser som meget positivt, siger Susanne Eilersen.

Eilersen fremhæver, at det ofte kan være de fysiske rammer, som spiller en afgørende rolle i, om et bosted er det rette for en borger med særlige behov. Hun peger også på indretningen som en udfordring på Kobbelgården.

– Når vi taler om Kobbelgården, er indretningen nok en af udfordringerne. Så jeg er virkelig glad på familiens og Sandras vegne, at hun er kommet til Nymarksvej. Jeg tror, at når hun har været der et par måneder, vil vi se en helt anden Sandra, siger hun og udtrykker håb for Sandras fremtidige trivsel.

For Eilersen er det vigtigt, at forældre har mulighed for at komme til kommunen med deres bekymringer, da det kan føre til forbedringer for borgerne.

– Det er dejligt at se, at når man har en ressource i sin familie, bliver man lyttet til i kommunen og får et tilbud, der passer til ens barn. Forældre skal give udtryk for deres bekymringer, for ellers ved vi det ikke, heller ikke som politikere. Hvis ikke folk deler deres bekymringer, kan vi ikke handle på dem, siger hun og understreger vigtigheden af åben dialog mellem borgere og kommune.

For Susanne Eilersen er dialogen med familien Gregersen et eksempel på, hvordan samarbejdet mellem kommunen og de pårørende kan skabe resultater, der gavner borgerne.

– Det er vigtigt at møde folk med en åben tilgang og lytte til deres synspunkter. Mange gange kan man nå langt ved bare at tage dialogen. Det har jeg i hvert fald oplevet med både Birgit og Frank. Selvom de kom med kritik, har vi haft en rigtig god dialog, og jeg synes, vi har haft nogle meget konstruktive samtaler. Jeg sætter stor pris på den dialog, vi har haft, og jeg vil gerne takke dem for, at de tog fat i mig, fortæller Susanne Eilersen.

Med flytningen til Nymarksvej har Sandra nu fået de bedst mulige forudsætninger for at trives i hverdagen. For familien Gregersen er det en ny begyndelse og en mulighed for, at Sandra kan få de rammer, der gør det muligt for hende at leve et liv fyldt med tryghed og udvikling. Med den rette støtte og miljø håber de nu på en lysere fremtid, hvor Sandra kan blomstre, og de pårørende kan få en roligere hverdag og sænke skuldrene.