Indenfor murene på Gamle Scene på Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther

En af dansk teaters helt store klassikere, Indenfor murene, tager efter en næsten udsolgt spilleperiode på Gamle Scene på turné rundt i landet fra den 20. februar.

Indenfor murene er fortællingen om, hvad det vil sige at høre til og være tvunget til at gøre op med alt det, der binder ens verden sammen.

Da Indenfor murene havde premiere 19. januar i anledning af Det Kongelige Teaters 275-års jubilæum, var det til anmeldernes store begejstring. Berlingskes anmelder: ”Græd af begejstring: Skal du i teatret en gang i år, er det denne forestilling, du skal se” og kvitterede med seks stjerner.

Fra d. 20. februar tager skuespilchef og instruktør Morten Kirkskovs stjernebesatte nyopsætning af Henri Nathansens klassiker på danmarksturné. 

– Jeg er meget glad for at sende Indenfor murene ud i landet, for det er en forestilling, jeg er meget stolt af. Det skyldes ikke mindst, at Henri Nathansens stykke ganske enkelt er et mesterværk, som handler om de ting, vi som mennesker og folk altid er optaget af – identitet, de andre, tilhørsforhold – og de store temaer, der lige nu fylder nyhedsfladerne i medierne – krig, religion, dem og os-temaet. Og så er Indenfor murene i særlig grad et stykke, der kræver ekstraordinært store skuespillere, og dem har vi. Så glæd jer til en aften der giver mening, på alle mulige måder, siger Morten Kirkskov.

En evig aktuel klassiker

Trods pres udefra hersker der fred og sammenhold indenfor i det jødiske hjem hos familien Levin. Alt er tilsyneladende, som det skal være, indtil den unge datter, Esther, forelsker sig i sin kristne lærer, Jørgen Herming, hvis farfar for år tilbage afviste at hjælpe familien Levin med et lån, blot fordi de var jøder, og hvis far har nægtet Levin en stilling i sin bank, af samme grund. Fortidens had vækkes til live, og kampen for kærlighed og forandring begynder. Faren Adolf Levin sætter sig imod ægteskabet, men indvilliger i at møde Herming til en middag, og herfra tilspidses dramaet yderligere.

Kan familierne rumme de omvæltninger, der følger med et nyt slags liv, eller vil hadet sejre over håbet om en bedre verden?

Henri Nathansen skrev Indenfor murene i 1912, og hans fortælling har vist sig at være evig aktuel og et af de mest spillede på Det Kongelige Teater. I Morten Kirkskovs iscenesættelse kan du opleve en stjernebesætning med Bodil Jørgensen og Jens Albinus som ægteparret Levin, og Lars Brygmann og Stine Stengade som hr. og fru Herming. I rollen som familien Levins unge datter Esther ses det unge talent Emilie Kroyer Koppel.

Vejle Musikteater, 20. februar 2024 kl. 19:30

Musikhuset Esbjerg, 22. februar 2024 kl. 19:30

Musikhuset Aarhus, 24. februar 2024 kl. 17

Aalborg Kongres & Kultur Center, 27. februar 2024 kl. 19:30

Værket, Randers, 29. februar 2024 kl. 19:30

ODEON, Odense, 2. marts 2024 kl. 16

Det Kongelige Teater på turné:

Det Kongelige Teater fortsætter sin omfattende turnévirksomhed i 2024. Vi gentager vores faste succes Kongelig sommeropera og Kongelig sommerballet, og besøger 24 byer, mens et udpluk af vores bedste teaterforestillinger også skal på turné, heriblandt jubilæumsforestillingen ’Indenfor murene’. Teaterlegepladsen Postyrium ruller forbi 16 byer, mens årets største udendørs teateroplevelse bliver den spektakulære familieforestilling ’Ragnarok’, igen i år i et samarbejde med Moesgaard Museum, ved Aarhus. I 2023 så 174.785 publikummer en turnéforestilling af Det Kongelige Teater. Der er små 150 planlagte turné-dage i 2024 og i gennemsnit en aktivitet hver tredje dag et nyt sted i Danmark!

Medvirkende:
Adolf Levin: Jens Albinus
Sara Levin: Bodil Jørgensen
Esther Levin: Emilie Kroyer Koppel
Jørgen Herming: Joachim Kubel
Etatsråd Herming: Lars Brygmann
Etatsrådinde Herming: Stine Stengade
Hugo Levin: Emil Prenter
Jakob Levin: Zaki Nobel
Dina Levin: Jela Natius Abildgaard                                                   
Meyer: Nicolai Dahl Hamilton
Lille Sara: Livia Teodora Lupu / Frederikke Kofoed Heiberg
Hushjælp hos Levins: Lene Strate
Tjener hos Hermings: Jakob Haahr Andersen

Holdet bag:
Dramatiker: Henri Nathansen
Iscenesættelse: Morten Kirkskov
Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup
Koreografi: Sofie Akerø