Sommerferie er for langt de fleste lig med afslapning, sol og kvalitetstid med familie og venner. Men for de mest magtfulde politikere i Danmark, har denne sommer været anderledes. Der venter nemlig et vildt efterår – der ikke alene forventes at give en ministerrokade, men hvor der også forventes en længe ventet ”genbekræftelse” af regeringssamarbejdet.

Mellem alle bøgerne, som statsministeren på sine sociale medier har lagt op, at hun skal læse denne sommer, skal hun også læse en række forslag fra hendes regeringskollegaer fra Venstre og Moderaterne til et nyt regeringsgrundlag.

Det er ikke nogen hemmelighed, at regeringen er kommet ualmindeligt dårligt fra start. Det er ganske normalt, at en regering mister opbakning i det første lange stykke tid, særligt hvis man – som denne regering – på forhånd meldte klart ud, at der skulle reformer på bordet. Reformer gør ofte ondt, før de gør godt, hvilket ofte ses afspejlet i meningsmålingerne. Men når det alligevel kan siges at stå rigtig skidt til, så handler det om den konsekvente og voldsomme nedtur regeringen befinder sig i.

Store Bededag fremstår for mange som billedet på, hvor det gik galt for regeringen. Det har da sikkert også sin berettigelse som begrundelse, men der ligger helt sikkert flere ting bag. Den grønne dagsorden er regeringen ikke for alvor lykkedes med – endnu. Der bliver indgået aftaler, herunder en historisk grøn flerpartsaftale, som nu mangler den politiske behandling. Men der står også uddannelse på programmet, blandt andet med en kandidatreform der skal føres ud i livet og SU-besparelser, der sjældent giver glade unge vælgere.

Mette Frederiksen kom ikke til NATO

Der var mange spekulationer, formentlig med hold i mange af dem, om at statsministeren var på vej videre i det storpolitiske system. Det gik så vidt, at udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, bad om en genbekræftelse af regeringssamarbejdet, skulle det ske at Frederiksen valgte Bruxelles over Prins Jørgens Gård. Men som bekendt er Mette Frederiksen fortsat statsminister i Danmark. Hun kom ikke til NATO – og topposterne i Bruxelles og EU-systemet er også blevet besat, uden Mette Frederiksen som en af de tiltrædende.

Men det har ikke stoppet regeringens interne arbejde, for selvom statsministeren er den samme – og regeringen (for nu) også er den samme, så er der nye ting på bedding. Der går pålidelige rygter på Christiansborgs vandrør om, at et nyt regeringsgrundlag er på vej. Der skal ske ting og sager i dansk politik, så regeringen igen kan genvinde danskernes tillid.

Det regeringsgrundlag der blev præsenteret efter valget i 2022 fik ellers mange rosende ord med på vejen. Der var længe forhandlinger med flere partier om regeringsdeltagelse, ja sågar troede ”arbejdsfællesskabet”, at de også skulle have Radikale med i regering. Men sådan gik det som bekendt ikke, der var for mange knaster for folketingsgruppen, selvom de to forhandlere ellers havde meldt positivt tilbage til de tre regeringspartier.

Men det er altså på tide, at regeringsgrundlaget skal skrives om. Lidt tidligt, kunne man mene, men med den nedtur regeringen har været i, så fremstår det nødvendigt, at der skal ske noget nyt. Der skal simpelthen ske én af to ting: enten skal de til at dele gaver ud for alvor, eller også skal de gøre det de blev sat i verden for – skabe store reformer, selvom det kommer til at gøre ondt på nogen.

Hvad ender de så med at gøre? Ja, det ved de jo helt klart bedst selv. Men det ender nok med et klassisk lunkent kompromis, hvor man gerne vil lave store afgørende reformer, der former fremtidens Danmark, men samtidig er særligt Venstre og Socialdemokratiet bange for at tabe endnu flere vælgere, og derfor skal der kompenseres med store gaver til udvalgte grupper.

Ministerrokade må være på vej

Men det er ikke kun det konkrete indhold der forhandles om. Der er også ministerposter på spil. Dels fordi Danmark skal udpege en ny EU-kommissær, fordi det er meldt klart ud, at det ikke bliver denne regering der sikrer Margrethe Vestager en tredje periode i kommissionen. Om der skal vælges blandt nuværende ministre eller måske tidligere ministre, der nu sidder i folketingsgrupperne, er der mange spekulationer om. Et oplagt bud er Dan Jørgensen, der nu sidder som international klimaminister og udviklingsminister. Det kunne også være en mulighed at sende en minister afsted, alene for at frigøre en plads til en anden.

Det virker mere og mere tydeligt, at det ikke er en fordel for Venstre med en formand der også er forsvarsminister. Det er et for tidskrævende og hårdt job, særligt med den kultur der har vist sig at være i systemet, hvor kun ganske få ministre har haft den fornødne respekt internt og derfor ikke er blevet modarbejdet af systemet. Så er spørgsmålet: Hvad skal Troels Lund Poulsen så? Finansminister bliver han næppe, men det er ikke utænkeligt, at hans egen næstformand, Stephanie Lose, må afgive sin plads som økonomiminister.

Hvad skal hun så? Hentet ind fra Region Syddanmark som en historisk populær regionsrådsformand til at redde Venstre. Hun skal have en post, der passer til hendes hårde arbejde og økonomiske sans – måske er erhvervsministeriet et godt sted for en stærk Venstre-kvinde?

Det er særligt hos Venstre, det trækker op til en større rokade. Dog er det ikke utænkeligt, at behovet for rokade i Venstre også kan koste en enkelt eller to ministre fra Socialdemokratiet og Moderaterne. De må se det som en investering i regeringens overlevelse, for de fastlåste positioner der har været indtil ny, har med alt tydelighed ikke sikret dem opbakningen i befolkningen.

Der skal også findes en europaminister. Danmark skal i efteråret 2025 have EU-formandskabet, og historisk har det også betydet en dansk europaminister. Et oplagt bud er Venstres helt store stemmesluger, Morten Løkkegaard, der vist mere eller mindre egenhændigt sikrede Venstre et (omstændighederne taget i betragtning) ganske hæderligt EP-valg. Men det er også satset at hente ham hjem, idet han så skal opgive sin plads i Europa-Parlamentet.

Begivenhedsrigt efterår venter

Et nyt regeringsgrundlag og en ministerrokade giver anledning til et meget begivenhedsrigt efterår i dansk politik. Det er der vist ingen tvivl om. Der venter også en række hårde opgaver for regeringen, som ikke alene består i de interne kampe. Der er bebudet en større sundhedsstrukturreform, der har medfødt en række reaktioner efter sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger, ligesom der forventes en større reform at uddannelsessektoren, både de videregående uddannelser og ungdomsuddannelserne.

Der er nok at tage fat på for regeringen, særligt hvis de skal genvinde noget tillid i befolkningen.