For Kevin Møller er forskellen ikke et spørgsmål om lydniveau, men om temperatur. Om hvilken retning energien bevæger sig i, når man træder ind på banen.
I Jyske Bank Boxen er stemningen åben. Der synges. Der klappes i takt. Fællesskabet fylder rummet, når Volbeats Forevigt breder sig som en kollektiv puls, og tribunerne mere ligner et stort familieportræt end en fæstning. Det er ikke et sted, man bliver presset frem. Det er et sted, man bliver båret.
I Flens Arena er bevægelsen en anden. Her er trykket mere direkte, mere råt. Publikum står tættere, loftet virker lavere, og lyden har en skarpere kant. Det er ikke nødvendigvis venligt – men det er intenst. En hjemmebane for SG Flensburg-Handewitt, hvor modstanderen mærker, at man er på udebane, allerede før bolden er givet op.
Kevin Møller oplever det ikke som et spørgsmål om bedre eller dårligere, men om forskellighed.
»Jeg synes jo faktisk ikke, at stemningen er bedre dernede. Nu er stemningen bedre her, synes jeg, fordi folk er mere veloplagte på en eller anden måde. Det er jo så sjældent, at der er sådan nogle kampe i Danmark.«
Derfor kommer anerkendelsen også hurtigt.
»Der skal lyde et kæmpe løft på hatten til alle fansene og tilskuerne hernede.«
Flensborgs arena har sin egen vægt. Sin egen identitet.
»Banen i Flensborg er jo enestående. Og svær at sammenligne. Det er også noget med størrelsen på hallen at gøre. Men det er virkelig to vidt forskellige ting – og så stadigvæk ens ting.«
Hvor Boxen samler, konfronterer Flens Arena. Hvor den ene favner, udfordrer den anden. Det handler ikke om at overdøve modstanderen, men om at placere ham i et rum, hvor han aldrig helt føler sig hjemme.
»I Flensborg er der lidt mere mod modstanderne på en måde.«
Men også her afhænger stemningen af kampens retning.
»Når vi fører, og spiller sådan, som vi gør, så er det måske heller ikke så nødvendigt, at der bliver gået til stål mod modstanderne. Så er det mere bare at klappe folket fremad.«
For Møller er essensen ikke, om der buhes eller synges. Det afgørende er, at energien bliver givet.
»Jeg synes i princippet bare, at det er fedt, at de gider at komme og lægge sin energi i og skubbe os frem. De har betalt for nogle billetter og gør lidt ekstra. Det er vi bare utroligt taknemmelige for.«
To arenaer. To kulturer. To måder at vise engagement på. Og midt imellem dem står en målmand, der kender begge – og ved, at stemning ikke kun kan måles i decibel, men i retning.

















