Der findes koncerter, man bør opleve, og så findes der koncerter, man er nødt til at opleve, hvis man nogensinde har haft hjertet parkeret i Beach Boys-universet. Hyldestkoncerten til Brian Wilson i DR Koncertsalen 14-01-2026, hørte klart til den sidste kategori. De indledende ord fra artisterne var, dette er musik man virkelig skal øve sig på og til, bemærk. udtalt fra nogle af Danmarks bedste musikere.
Dette er en anmeldelse i den nørdede ende af skalaen. Læser du med hele vejen, er du enten dedikeret Brian Wilson-entusiast – eller har i det mindste et blødt punkt for Beach Boys-universet. Jeg kalder mig gerne selvudnævnt ekspert på området. Min første koncert med de originale Beach Boys oplevede jeg i Anaheim i 1970’erne, syd for Los Angeles – midt i det sydcaliforniske musik- og surfmiljø, som også var en afgørende kulisse for Beach Boys-æraen. Siden har jeg set dem i utallige konstellationer. Jeg har endda selv forsøgt mig med deres musik – mindre succesfuldt – og overlader derfor trygt opgaven til de langt mere musikalsk begavede.
Denne aften var langt mere end et nostalgisk gensyn. Den var levende, nærværende og musikalsk overbevisende. Numrene fik lov at ånde, og kompleksiteten i Wilsons kompositioner stod klart frem uden at blive akademisk. Det var musik spillet med respekt –uden museumsglas. De vokale præstationer bar koncerten sikkert igennem. Harmonierne – selve rygraden i Brian Wilsons musik – sad imponerende rent og præcist, men vigtigst af alt med følelse: varme, sårbarhed og overskud, som fik selv de mest velkendte sange til at fremstå friske.
Aftenens klare vokale højdepunkt kom allerede i åbningsnummeret “Don’t Worry Baby”, hvor falsetten stod knivskarpt og rørende skrøbeligt, leveret af Randell Kirsch fra The Beach Boys’ originale touring-band. Et øjeblik, hvor tiden i salen nærmest stod stille. Lige så stærkt stod slutnummeret “God Only Knows”, hvor vokalen blev delt mellem solisterne og leveret med en inderlighed og tyngde, der gav sangen ny dybde uden at fjerne dens uskyld.
Instrumentalt var niveauet konsekvent højt. Særligt trommer og percussion fortjener ros. Musikken fra Pet Sounds- og Smile-perioderne er rytmisk alt andet end enkel – fuld af forskydninger, lag og subtile skift – og netop derfor så tilfredsstillende, når det lykkes til UG plus, med både præcision og musikalitet.
Repertoiret var klogt sammensat og spændte elegant fra de solbeskinnede og umiddelbart genkendelige hits som “Surfin’ USA” og “Good Vibrations” til de mere komplekse og følelsesmættede værker fra Pet Sounds og Smile, som for alvor cementerede Brian Wilson som visionær komponist. Overgangen mellem lethed og dybde fungerede forbilledligt.
Som helhed var koncerten en musikalsk helstøbt oplevelse. Den mindede os om, hvorfor Brian Wilsons musik stadig bevæger, stadig udfordrer – og stadig lyder som noget, der kunne være skrevet i morgen. En varm, overbevisende og dybt musikalsk hyldest, der kom så tæt på den ægte vare, som man realistisk kan forvente. Kort sagt: En koncert, der ramte både hjerte, hjerne og gehør. Man gik hjem en anelse mere forelsket i musikken, end da man kom.
Sangere & frontpersoner
Jacob Dinesen En stærk og umiddelbar vokalist med internationalt snit. Dinesen leverer rå nerve og energi, men bevægede sig enkelte steder lidt for frit i forhold til materialets skrøbelighed. En smule for meget sønderjysk temperament til netop dette repertoire.
Christian Hjelm Kendt fra Figurines og en solid solokarriere. Hjelm mestrer balancen mellem præcision og følelse, og hans vokalarbejde binder pophåndværk og elegance flot sammen. En virkelig stærk vokal indsats.
Patrick Dorgan Aftenens største vokale overraskelse – sammen med Hjelm. En markant stemme med dybde og varme, som gav arrangementerne tyngde og løftede de mere melankolske passager med autoritet og ro, man sjældent hører i dansk popmusik.
Kira Skov En af dansk musiks mest alsidige stemmer. Skov tilfører modenhed, nerve og et strejf af jazzet frihed, som klæder Wilsons komplekse harmonier overraskende godt. I ét nummer blev indgangen lidt usikker – påstår denne nørd – men helhedsindtrykket var stærkt.
Darian Sahanaja (special guest) En central figur i Brian Wilsons univers. Som sanger, keyboardist og arrangør – og som nøglemanden bag færdiggørelsen af Smile – er Sahanaja ikke blot gæst, men bærende kulturarv.
Randell Kirsch (special guest) Veteran fra The Beach Boys’ live-lineup. Kirsch er sanger, guitarist og bassist, og hans lead falset og backing-vokal matcher Brian Wilson-æraens lyd fra 1963-69 næsten skræmmende præcist. Sceneerfaringen giver koncerten autenticitet og historisk tyngde. Når Mike Love siger tak til ham, lytter man.
Bandet
Troels Skjærbæk – bas & kor (med markant bass vokal og stor stabilitet) Lars Skjærbæk – guitar & kor Mikkel Damgaard – guitar / tangenter Palle Hjorth – keyboard / klaver Søren Koch – guitar / backing Mads Andersen – trommer / percussion
Et rutineret og musikalsk overskudsstærkt backingband, der forstår disciplinen i Brian Wilsons lagdelte univers og med et musikask CV i topklasse.
Lyd, rum og helhed:
Som danskere kan vi være stolte af at have musikere i en kaliber, der kan løfte en så krævende og tung opgave. Kombinationen af dette ensemble og DR Koncertsalens fremragende akustik var i sig selv optimal. Rummet understøtter harmonier, dynamik og detaljegrad på et niveau, man sjældent hører uden for klassiske opsætninger.
Min faglige – og kærlige – anke: Lydmanden burde have haft en skarpere vokalseparation. Når man arbejder med Wilson-harmonier, er stemmerne ikke pynt – de er musikken. Her røg lidt for meget sammen i midten. Det var godt. Det kunne have været sublimt.
Vi andre kan kun drømme om at spille med den elite. Men nogen skal jo også sidde og lytte, skrive – og være lidt kloge bagefter.
Vejdirektoratet advarer onsdag morgen om risiko for glatte veje flere steder i landet.
Ifølge en særmelding er vejtemperaturen fortsat under frysepunktet mange steder, hvilket øger risikoen for glatføre. Trafikanter opfordres derfor til at sænke hastigheden, holde god afstand og være ekstra opmærksomme under kørslen.
Advarslen gælder særligt ved skovstrækninger, i lavtliggende områder samt på og under broer, hvor glatte forhold kan opstå hurtigt.
Vejdirektoratet opfordrer bilister til at orientere sig om de aktuelle vej- og vejrforhold, inden de kører ud, og til at følge de generelle råd for kørsel i vintervejr.
Det begyndte som et jubilæumsår, men endte som noget langt større. Ifølge administrerende direktør Rune Rasmussen blev 2025 ikke blot ADP’s bedste år økonomisk. Det blev året, hvor havneselskabet for alvor trådte ind i en ny rolle som national infrastrukturaktør med internationalt udsyn, nye investeringer og en containerstrategi, der skal løfte både Fredericia og resten af porteføljen.
Der er ro over Rune Rasmussen, når han sætter sig til interviewet. Stemmen er afdæmpet, formuleringerne præcise, og der er både smil og overskud i svarene. Det er den samme rolige tilgang, der ofte kendetegner ADP’s administrerende direktør udadtil. Men bag den kontrollerede fremtoning gemmer der sig et år, som har været alt andet end stille. 2025 har været præget af beslutninger i højt tempo, store strukturelle forandringer og en række milepæle, der normalt ville være fordelt over flere år. Som han selv formulerer det: der har været fuld smadder på.
Da spørgsmålet falder på, hvordan 2025 tog sig ud fra direktørkontoret i ADP, kommer svaret uden tøven og uden diplomatisk indpakning. »2025, det var eddermame et vildt år. Det var det vildeste år til dato. Det var jubilæumsår. Det økonomiske bedste år nogensinde,« siger Rune Rasmussen.
I hans opsummering ligger en række begivenheder, som hver for sig ville være markante overskrifter i et havneselskab. Samlet tegner de billedet af et år, der skiller sig ud. Et havnekøb. En færdiggjort havneudvidelse i Fredericia. Et tæt samarbejde om containerterminalen med Mærsk. Og en ny medejer, der følger med en kapitalrejsning, som i ADP’s optik handler om mere end penge. »Ny medejer i moderselskabet, stor kapitalrejsning, sikring af fremtiden. I bund og grund var 25 på alle mulige måder ikke kun det bedste år for ADP økonomisk, men formentlig også det vigtigste år nogensinde,« siger han.
Annonce
Et selskab, der har skiftet karakter
Når Rune Rasmussen spoler tiden tilbage, er det ikke for at romantisere fortiden, men for at vise, hvor hurtigt ADP har flyttet sig. Han knytter tilbageblikket til en intern milepæl, der siger noget om tempoet i forandringen. »Vi talte om det her til morgen. Vores driftsdirektør har 10 års jubilæum i dag. Så det er en god måde at kigge lidt tilbage på, for han har nemlig været med på hele turen,« siger han. Dengang var ADP ifølge direktøren et helt andet sted i markedet. »Da han startede var ADP den 11. største havn i Danmark og var egentlig ikke nogen særlig god forretning.«
I dag tegner han et billede af et selskab, der arbejder ud fra en større skala og et andet selvbillede. Ikke som lokal havn med lokale hensyn først, men som en virksomhed, der ser sig selv som en del af Danmarks samlede infrastruktur og dermed også af Danmarks evne til at handle med omverdenen. »I dag ser vi ind i et budgetår, hvor vi måske håber, vi tror på, hvis vi er dygtige, er den største havn i Danmark,« siger han.
Det handler ikke kun om volumen, men om robusthed og om at stå med flere ben plantet i virkeligheden, når markedet skifter. »Vi tjener vores penge på alle mulige forskellige måder, så virksomheden er mere stabil, solid og klar til fremtiden, og har kompetencer og kapital til nu at være den virksomhed, som ADP fortjener at være,« forklarer han. Samtidig understreger han, at forandringen rækker ud over regneark og nøgletal. »Det er ikke kun en lokal virksomhed, men en national virksomhed med et internationalt udsyn.«
Brookfield som milepæl og som signal
I løbet af 2024 fik ADP en ny medejer i form af den internationale infrastrukturinvestor Brookfield, og i fortællingen om 2025 bliver ejerskabet et tydeligt signal om næste fase. Rune Rasmussen beskriver ankomsten som noget, der rækker ud over kapital. »Ankomsten af Brookfield er jo selvfølgelig i sig selv en kæmpestor milepæl, og der er jo meget andet end kapital i det,« siger han.
Han sætter Brookfield ind i en længere læringskurve, hvor ADP tidligere har fået en professionel partner ind i Taulov-miljøet. »Der skete der jo også enormt mange gode ting fra ADP i det øjeblik PFA trådte ind ad døren i Taulov. Og det har vi jo trænet og øvet os og lært rigtig meget af PFA,« siger han. Brookfield bliver i den optik ikke et brud, men en fortsættelse på et højere niveau. »Brookfield er jo mere af det samme, bare mere internationalt og endnu større.«
Det afgørende er ifølge Rune Rasmussen, at ejere og ledelse grundlæggende vil det samme. »Vi vil gerne drive en sund, god, langsigtet forretning, som kommer alle ejerne til gode. Og det gør man bedst ved at være professionel og have et udsyn internationalt,« siger han og knytter det direkte til Danmarks økonomi. »Danmark lever af eksport og import, og skal blive ved med at leve af eksport og import. Og desto mere vi kan være overbeviste om at levere de ydelser og produkter, der understøtter, at Danmark skal eksportere og importere. Desto bedre er det for Danmark, og desto bedre er det for vores ejere herhjemme.«
Nyborg i fremgang, Hanstholm i opbygning
Når blikket flyttes fra Fredericia til ADP’s øvrige havne, står det klart, at 2025 ikke kun blev et Fredericia-år. Nyborg får direkte ros og et markant superlativ. »Nyborg er det bedste år nogensinde i de 20 år plus, som ADP har ejet Nyborg,« siger Rune Rasmussen. Han beskriver en havn, der i praksis er tæt på fuldt udnyttet. »Nyborg er mere eller mindre en udsolgt havn. Der er kommet mange nye kunder til, høj godsomsætning.«
Succesen rejser samtidig nye spørgsmål. »Når kapaciteten nærmer sig grænsen, begynder diskussionen om næste skridt. Det er jo selvfølgelig også derfor, at i 2025 der blev i gang sat tankerne om potentiel havneudvidelse i Nyborg, som vi helt sikkert kommer til at snakke mere om i 2026 sammen med Nyborg Kommune og borgerne i Nyborg,« siger han. For Nyborg bliver 2025 dermed både status og start. »Så en stor kvalitetsstempel på Nyborg Havn i 2025,« lyder det.
Hvor Nyborg fremstår som en havn i drift og med momentum, er Hanstholm en anden disciplin. Her handler 2025 mindre om at trykke på speederen og mere om at få greb om maskinrummet, relationerne og det lokale økosystem, før man for alvor kan bygge forretning ovenpå. ADP overtog Hanstholm 1. august, og ifølge Rune Rasmussen blev resten af året brugt på at få hænderne ned i virkeligheden og forstå, hvad det er for et sted, man har fået ansvaret for. »Hanstholm overtog tøjlerne 1. august og har brugt 25 på flere ting, men først og fremmest selvfølgelig at lære folk, kunder, mennesker og ejerne rigtig godt at kende,« siger han.
Han beskriver en havn og en egn med stærk identitet og stor lokal opbakning, men han pakker ikke udfordringen ind. Potentiale er noget, der skal omsættes, og det kræver både timing, volumen og et marked, der kan bære nye aktiviteter. »Det er jo nogle skønne mennesker, og Thy er dejlige, og det er Hanstholm Havn også. Men det er også en bekræftelse af, at fundamentet og potentialet er der. Men det kommer ikke af sig selv.«
For ADP bliver opgaven derfor at få sat nye forretningsstrømme ind i en havn, der ikke automatisk fylder sig selv. Det er her, Hanstholm adskiller sig fra de havne, hvor kapacitetsudfordringen er den primære hovedpine. »Det bliver hårdt arbejde at få fyldt noget ny forretning ind i maskinen deroppe,« siger han. Lykkes det, vurderer han, at effekten rækker længere end ADP’s egen bundlinje. »Lykkes vi med det, hvilket vi tror på, så bliver det både en god forretning, men det bliver også et stort aktiv for regionen deroppe.«
Flere havne som strategi, nu med bedre timing
Spørgsmålet om flere havne har altid ligget som en understrøm i fortællingen om ADP. Allerede navnet Associated Danish Ports peger på en idé om fællesskab, skala og sammenhæng på tværs af geografi – en ambition, der i perioder har været mere vision end virkelighed. Alligevel er det et spor, der igen melder sig, denne gang med større realisme og et andet afsæt end tidligere. Rune Rasmussen præsenterer ingen færdig plan eller konkrete navne, men giver en åben vurdering af sandsynligheden og begynder med at sende en anerkendelse tilbage til den oprindelige konstruktion. »Jeg synes jo, at den måde, ADP var født på, der var man jo foran sin tid,« siger han.
Han peger samtidig på, at der tidligere har været bevægelse tættere på målstregen, end mange tror. »Jeg tror, man har været tættere på, både i Uffe Steiner Jensens og Jens Peters tid, tættere på, end vi lige går og tror, og lykkes med det nogle gange.« At det ikke blev til mere dengang, forklarer han med politisk timing og vilje i de kommuner, der skulle have sagt ja. »Tiden var en anden, og det politiske mod andre steder var måske heller ikke helt til stede. Timingen var måske ikke helt den rigtige.«
I dag mener han, at både marked og rammer har flyttet sig. Havne- og logistikverdenen er blevet mere kapitaltung, mere reguleret og mere konkurrencepræget, og derfor står argumentet for større, mere professionelle enheder stærkere. »Der lever vi i en anden tid nu, hvor der måske også er nogle ting, der er blevet modnet i mellemtiden, som gør, at jeg tror på sandsynligheden for, at vi lykkes med flere havne i de næste år, de næste 5-10 år er væsentligt større.« Og det er ikke blot en løs tanke, understreger han. Det er et strategisk spor, der allerede ligger på bordet i ejer- og partnerkredsen. »Det er faktisk noget vi bruger tid på, også med Brookfield og vores ejere.«
Annonce
Når han samler trådene, bliver pointen, at ADP igen kan komme til at leve mere fuldt op til sit navn, men ikke som en hurtig ekspansion, men som en langsigtet konsolidering. »Det tror jeg på, at Associated Danish Ports bliver endnu mere berettiget, også i navnet, i fremtiden, end det har været.«
Diversifikation som det stærke ben – og den nøgterne grønne virkelighed
Når Rune Rasmussen forklarer, hvorfor ADP står stabilt, selv når markedet skifter, lander han på en enkel forretningslogik. ADP er ikke låst fast i én indtægtskilde eller én konjunktur. Styrken ligger i blandingen. »Både historisk set, og når vi kigger ud i fremtiden, så har ADP altid performet godt på tværs af konjunkturer.« Der har været downperioder, erkender han, men diversifikationen gør, at virksomheden kan flytte tyngden fra ét ben til et andet. »Fundamentalt er den helt store fordel, at forretningen er så diversificeret.«
I gode logistikår har Taulov Dry Port og beliggenheden været en motor. I andre tider har de mere klassiske bulk-aktiviteter taget over. »Vi har haft nogle år, hvor logistik i verden har været all time high. Jamen der har vi lukreret hårdt på Taulov Dry Port og vores beliggenhed. Andre perioder, der har det været den faste bulk, der har taget over, når olien har været faldende.« Og så er der det nye vækstben, som skal løfte endnu mere i de kommende år. »I de senere år og i de kommende år har vi en containerterminal, som er i kæmpe vækst og understøtter hele regionen helt vildt. Så det er forskelligheden i forretningen, der er vores allerstærkeste ben sammen med beliggenhederne.«
Netop fordi forretningen står på flere ben, anlægger Rune Rasmussen en mere ædruelig tone, når han taler om den grønne omstilling. Her blev 2025 ikke året, hvor udviklingen leverede på ambitionerne. »Jeg synes 2025 har været for den grønne omstilling et meget svært år.« Han peger på, at de politiske mål er under pres. »Så Danmarks 2030-mål hænger i en tynd tråd.« Og han nævner flere konkrete spor, der ikke udviklede sig som håbet. »Der var 2025 ikke det år, vi havde håbet på for brintrøret. Det var jo heller ikke det år, vi havde håbet på for CCS, heller ikke for Ørsted. Ørsted havde store problemer.«
Alligevel er han ikke i tvivl om retningen. Det er tidshorisonten og tempoet, der må justeres, så investeringer og løsninger igen hviler på det, han kalder rationalet. »Vi er meget fortrøstningsfulde, hvis vi kigger lidt længere ud i tid. Hvor vi måske også skal erkende, at vi har været igennem en meget forceret periode for den grønne omstilling, hvor rationalet og fornuften ikke nødvendigvis har sejret.« Derfor flytter han også fokus væk fra de nærmeste deadlines. »Det er ikke sikkert, at det er 2030-målene, vi skal have så meget fokus på. Det kan godt være, det er 2040-målene, vi skal have fokus på.«
Rune Rasmussen arbejder også for at få ændret den nuværende havnelov. Det gør han blandt hos organisationen, Danske Havne, hvor han er næstformand.
Havneloven som flaskehals
På reguleringssiden er Rune Rasmussen lige så ligefrem. 2025 var et år med geopolitik og regulering på tværs af sektorer – men ikke dér, hvor havnene har ventet. »2025 vil som noget have været geopolitikkens år, reguleringens år for alle sektorer, inklusiv havnene. Bare ikke på havneloven,« siger han og låner et billede fra cykelsporten. »Havneloven den står plantet som en træ i harpiks.«
For Fredericia er det ifølge direktøren ikke en teknisk detalje, men et spørgsmål om rammerne for elektrificering og grønne investeringer. »Der skete ikke det, der skulle i 2025, og vi håber og tror på, at 2026 bliver året. Det er noget, vi bruger meget tid på.«
2026 som eksekvering, høst og geopolitisk risiko
Efter milepælene i 2025 bliver 2026 året, hvor tingene skal sætte sig. Brookfield skal integreres, investeringerne skal give afkast, og næste kapitel skal forberedes. »Vi skal have Brookfield godt og grundigt implementeret på den gode måde i butikken. Det er vi i fuld gang med. Det går rigtig godt.« Men forventningen er ikke til at misforstå. »Der er en masse investeringer, der er foretaget, som vi skal vise, at vi kan tjene de penge på, vi har regnet med.«
Taulov nævnes som et sted, hvor næste runde kan blive sat i gang. »Vi skal til at bygge i Taulov igen, formentlig. Taulov skal også videre til det næste.«
Samtidig holder han døren åben for den risiko, som altid følger med transport og logistik i en urolig verden. »I 2026 med den flanke åben, at det kan godt have nogle ikke uvæsentlige negative betydninger for transport og logistikkens verden.« Han peger på, at geopolitikken kan ramme direkte ind i godsmængderne. »Kommer der nogle situationer ude på markedet, som følger geopolitikken, der kan sætte sig i godsmængderne, det er der en risiko for. Og sker det, så vil ADP også blive ramt negativt.« Alligevel er det i den konstante forandring, han mener, at infrastrukturselskaber skal kunne holde kurs. »Forandringen er konstant. Hvis ikke det er corona, hvis ikke det er den ene krig, så er det den anden krig.« Og han afrunder med den opgave, han ser som ADP’s kerne. »Der er det jo som infrastrukturvirksomhed vores forbistrede opgave at kunne navigere i det og sørge for at både kunne vækste og holde åbent uanset hvilket scenarie det må være. Og det er da spændende og udfordrende.«
Der følger et særligt ansvar med at blive valgt ind i et byråd. Det ansvar stopper ikke ved byrådssalen. Tværtimod. For mange folkevalgte fortsætter deres mandat ind i bestyrelseslokaler, repræsentantskaber, selvejende institutioner og selskaber, hvor kommunen har udpegningsret.
Her sidder de ikke som private personer. De sidder ikke som venner. Og de sidder ikke som loyale medspillere for ledelsen. De sidder der som folkevalgte. På vegne af kommunen. På vegne af borgerne.
Det er en rolle, der alt for ofte bliver misforstået.
Når en politiker indtræder i en bestyrelse som kommunens repræsentant – eller som observatør – er det ikke for at blive en del af driften. Det er heller ikke for at sikre ro, harmoni eller interne hensyn. Rollen er grundlæggende demokratisk: at føre tilsyn, stille spørgsmål og sikre, at offentlige midler, værdier og formål forvaltes korrekt.
En observatør er ikke en passiv gæst. En bestyrelsesrepræsentant er ikke en medunderskriver på stilhed.
Tværtimod.
Alt for ofte ser man folkevalgte, der sætter sig til rette i bestyrelseslokalet, tager imod kaffen, spiser smørrebrødet og glider ind i møderne som tilskuere snarere end vagthunde. De nikker, lytter og lader dagsordenen passere, uden at stille det mest grundlæggende spørgsmål af alle: Hvad har vi faktisk lavet siden sidst? Hvilke beslutninger er truffet? Hvilke penge er brugt? Og hvilke risici er opstået? Hvor skal vi hen? Hvilke muligheder er der? I stedet for at udfordre direktøren og formanden på fremdrift, retning og ansvar, bliver rollen reduceret til selskabelighed. Men den folkevalgte sidder ikke dér for stemningens skyld. Man er ikke udpeget for at være nem at have med at gøre. Man er udpeget for at repræsentere borgerne – også når det kræver, at man stiller de spørgsmål, der kan få kaffen til at smage lidt bittert.
Den folkevalgte i bestyrelsen er borgernes øjne og ører. Den, der skal turde spørge, også når spørgsmålene er ubehagelige. Den, der skal sige fra, også når det forstyrrer den gode stemning. Den, der skal huske, at loyaliteten ikke ligger overfor direktøren, formanden eller institutionen – men overfor offentligheden.
Det er her, det ofte går galt.
For når folkevalgte begynder at tale om “arbejdsro” i bestyrelser, når de undlader at rejse kritik af hensyn til relationer, eller når de forsvarer beslutninger, de reelt ikke kan forklare i det offentlige rum, er rollen allerede gledet. Så er den folkevalgte ikke længere vagthund. Så er vedkommende blevet medforvalter af tavshed.
Det er måske ikke ulovligt. Men det er problematisk.
For kommunale bestyrelsesposter er ikke belønninger. De er tillidshverv. Og tillid forpligter. Ikke til stilhed, men til ansvarlighed. Ikke til loyalitet opad, men til gennemsigtighed udad.
Det gælder uanset, om der er tale om en erhvervsdrivende fond, et forsyningsselskab, en kulturinstitution eller et udviklingsselskab. Offentlig indflydelse kræver offentlig forklaring. Og offentlig forklaring kræver mod.
Særligt rollen som observatør bliver ofte misforstået. Observatøren har måske ikke stemmeret, men har netop derfor en friere position. En observatør er der for at se, notere og reagere – ikke for at tie. Hvis observatøren kun observerer i stilhed, svigter vedkommende sit mandat.
Når folkevalgte efterfølgende siger “det kan jeg ikke udtale mig om” eller “det foregik i bestyrelsen”, bør alarmklokkerne ringe. For netop dér begynder demokratiet at blive reduceret til formalitet i stedet for praksis.
Det er ikke altid nemt at være den, der stiller spørgsmålene. Det kan koste relationer. Det kan koste popularitet. Men det er prisen for at være folkevalgt. Man bliver ikke valgt for at være bekvem. Man bliver valgt for at tage ansvar.
At være folkevalgt stopper ikke, når man træder ind i bestyrelseslokalet. Det er ofte dér, det begynder.
Hvis borgerne ikke kan stole på, at deres repræsentanter også repræsenterer dem dér, hvor beslutningerne træffes uden for offentlighedens søgelys, mister det kommunale demokrati sin dybde.
Spirituskørsel i Faaborg, flere færdselsuheld i Odense og sigtelser for euforiserende stoffer fylder i Fyns Politis døgnrapport tirsdag. I Faaborg blev en 62-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune sigtet for spirituskørsel mandag aften. Ifølge politiet førte manden en personbil, selvom han var påvirket af alkohol over den tilladte promillegrænse. Uheldet skete på Kildetoften omkring klokken 20.35, hvor manden påkørte et parkeret køretøj og efterfølgende kørte gennem et hegn. Der er ikke oplyst om personskade.
Mandag morgen skete der et harmonikasammenstød med tre biler i østgående retning ved afkørsel 53 Odense SV. Uheldet skete i 2. vognbane omkring klokken 08.19. Ifølge politiet overså den bagerste bilist, at trafikken foran var bremset ned, hvilket førte til, at bilen påkørte den forankørende, som igen blev skubbet frem i et tredje køretøj. Der skete ingen personskade, men der opstod materielle skader, primært på de to bagerste biler.
Senere på aftenen var der endnu et færdselsuheld i Odense C. Her skete et sammenstød på Østerbæksvej omkring klokken 23.00, da en bilist forsøgte at undvige en snebunke ved siden af vejen og i den forbindelse påkørte et modkørende køretøj. Politiet oplyser, at der umiddelbart ikke er meldinger om personskade.
Derudover blev to unge mænd, en 21-årig og en 22-årig – begge fra Odense Kommune – mandag eftermiddag sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. De to blev truffet på Kochsgade omkring klokken 15.28. Politiet oplyser ikke nærmere om sagen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport den 14. januar.
Vikingetiden var ikke kun togter og vold, men en langsom globalisering, hvor handel, lov og kristendom flettede sig sammen. Ifølge lokalhistoriker Gert Jensen var Fredericia-egnen et centralt knudepunkt i en europæisk proces, der begyndte længe før Jelling – og fortsatte langt efter.
Der er noget særligt ved den måde, Gert Jensen taler om vikinger på. Han begynder sjældent med sværd, skibe eller slag. I stedet starter han dér, hvor forestillingerne knirker en smule – dér, hvor den velkendte fortælling ikke længere helt passer.
»Det, der fascinerer mig mest, er ikke den almindelige opfattelse af vikinger som nogen, der tager ud i verden og slår folk ihjel og voldtager kvinder,« siger Gert Jensen. »Det, der interesserer mig, er globaliseringen.«
Ordet falder næsten umærkeligt, men det åbner et helt andet perspektiv på vikingetiden. Globalisering lyder som noget, der hører containerskibe, datakabler og EU-topmøder til. Men for Gert er det præcis dét ord, der bedst indfanger, hvad der sker i århundrederne omkring vikingetiden – og hvorfor Fredericia-egnen pludselig træder frem som mere end et lokalt hjørne af Danmark.
For det er her, ved Lillebælt, at bevægelsen bliver tydelig. Ikke kun udad – men indad. Mennesker kommer og går. Varer, idéer, ritualer og magtformer krydser hinanden. Fredericia-området ligger ikke i udkanten af verden, men på en akse, hvor nord og syd, øst og vest mødes. Sejladsen gennem bæltet er ikke en omvej, men en hovedfærdselsåre.
»Det er dér, man for alvor kommer ud i verden og støder på kristendommen, som man så stille og roligt forsøger at få ind i Danmark. Den proces er fuldstændig vild,« siger Gert.
Kristendommen ankommer ikke som et lyn. Den sniger sig ind gennem kontakter, alliancer og gensidig afhængighed. Missionærer, handelsfolk og udsendinge bevæger sig ad de samme ruter som vikingerne selv. Fredericia-egnen bliver et mødested – ikke kun for varer, men for verdenssyn. Tro møder tradition. Nye magtformer støder mod gamle.
For Gert er det afgørende, at vikingetiden ikke forstås som et voldsomt brud, men som en overgang. »Det er ikke en eksplosion, men en langsom omstilling,« siger han. Og netop i den omstilling får steder som Fredericia en særlig betydning. For overgange sker sjældent i yderpunkterne – de sker i knudepunkterne.
Når han læser byzantinske kilder, støder han på en overraskelse, som også siger noget om Danmarks placering i verden på det tidspunkt. »Man kan se, at de med en vis forundring konstaterer, at nogle af de mennesker, de møder i nord, faktisk er danske vikinger,« siger han. Ikke som mytiske barbarer, men som genkendelige aktører i et større politisk og økonomisk spil.
Og forundringen stopper ikke dér.
»De er meget forundrede over vores lovgivning. Over den måde, samfundet er organiseret på.«
For i modsætning til de centraliserede systemer i Rom og det østlige Middelhav møder de her noget andet. Ikke kaos, men heller ikke enevælde. I stedet et samfund, hvor magt og ret er forankret i fællesskabet. Hvor loven ikke står i en bog, men lever i et menneske.
Lovsigemanden.
»Man havde ikke en lovbog, man kunne slå op i. Man havde en mand, der kendte loven og fremsagde den,« forklarer Gert. Et system, der virker fremmed for romere og egyptere, men som i praksis rummer en høj grad af stabilitet og forudsigelighed. Loven er ikke abstrakt – den er personlig, forpligtende og offentlig.
»Lovene bliver først skrevet ned langt senere, men de bygger på ældre traditioner. Og mange af de principper, vi kender i dag, kan faktisk føres hele vejen tilbage,« siger han.
I det lys bliver Fredericia-egnen ikke bare et geografisk sted, men et laboratorium for tidlig samfundsorganisering. Her mødes rejsekonger, stormænd, handelsfolk og religiøse aktører. Her testes grænserne mellem magt og fællesskab. Og her opstår et retssystem, som – set udefra – virker overraskende avanceret.
Det er også her, fortællingen om kvinders rettigheder vender tilbage. Ikke som et romantisk efterrationaliseret ideal, men som et konkret element i den sociale orden. »Man kan se, at kvinder har rettigheder, og at folk forventes at opføre sig ordentligt. Det hele hænger sammen,« siger Gert.
Det er ikke lighed i moderne forstand, men det er struktur. Forpligtelser. Grænser for magtudøvelse. Og netop derfor bliver vikingetiden, set fra Fredericia, noget andet end den fortælling, vi ofte gentager. Ikke kun togter og vold, men forhandling, tilpasning og langsom forandring.
Det er denne sammenhæng, Gert bliver ved med at vende tilbage til. Ikke de enkelte begivenheder, men forbindelserne imellem dem. Mellem steder, mennesker og idéer. Og forbindelserne stopper ikke ved vikingetiden. De rækker videre – ind i kristendommen, middelalderen og den europæiske historie, Fredericia-egnen allerede da var vævet ind i.
»De her vikingkonger og magtcentre opstår jo ikke ud af ingenting,« siger Gert Jensen. »Hvis vi går længere tilbage, helt til stenalderen, kan vi se, at området allerede dér har været et af de bedste bosætningsområder.«
Det er en afgørende pointe for ham. For historien om Fredericia-egnen begynder ikke med vikingerne – og den slutter heller ikke med dem. Den folder sig ud som en fortsættelse, ikke en begyndelse. Et lag oven på et andet. Mennesker, der har valgt de samme høje, de samme kyster, de samme passager igen og igen, fordi landskabet ganske enkelt egner sig til liv, magt og bevægelse.
Og netop dette lag på lag bliver tydeligt, når Gert begynder at tale om kilderne. Ikke kun de arkæologiske fund i jorden, men også de skriftlige spor, der ligger spredt i tiden – og som først for alvor giver mening, når man ser dem i sammenhæng.
Han nævner et værk fra 1400-tallet, som senere optog Grundtvig dybt. Et skrift, der stadig kan virke overraskende, fordi det peger et andet sted hen, end den nationale grundfortælling har lært os. Her står nemlig, at kristendommen ikke først og fremmest får sit afgørende fodfæste i Jelling, men netop hernede – i området omkring Lillebælt.
»Han siger, at det er hernede, kristendommen kommer til Danmark.«
Det er ikke en romantisk fortælling om en ensom missionær, der vandrer rundt med fromme ord og håb i stemmen. Tværtimod. Det er storpolitik. Relationer. Strategi. Missionæren, der omtales, er ikke en perifer skikkelse, men en central aktør, der færdes i magtens rum.
»Kongen omtaler ham som den bedste rådgiver, han har. Og det er jo, fordi han kender forholdene i Frankerriget og videre ud.«
Kristendommen bliver her ikke alene et spørgsmål om tro, men om alliancer og orientering i en verden, der er ved at hænge tættere sammen. Et Europa i bevægelse. Et netværk af konger, kejsere og interesser, hvor også Fredericia-egnen indgår – ikke som tilskuer, men som deltager.
Og netop derfor bliver området strategisk. Ikke kun religiøst, men militært og politisk.
Gert fortæller om pælespærringer i vandet. Spidse pæle banket ned i mudderet for at ødelægge fjendtlige skibe, hvis de kom for tæt på. Fund, der kan dateres helt tilbage til 1300-tallet. »Man har vidst, hvad man skulle passe på. Og man har forsvaret det her område.«
Han har selv skrevet indgående om området ved Gudsøs bund, hvor sejlbare ruter har gjort det muligt både at handle og angribe. Et sted, hvor man kunne komme til – og hvor man kunne blive stoppet. Et landskab, der i dag kan virke stille og ufarligt, men som dengang var ladet med strategi og magt.
Og så er der stednavnene. De stille spor, der ofte overlever længere end både bygninger og skriftlige kilder.
»Vi har steder, der stadig hedder noget, som direkte peger på kongemagt og militær organisation,« siger Gert. »Navne, der fortæller om kongens folk, kongens herfører, professionelle soldater.«
Her bliver sproget selv til arkæologi. Stednavnene som vidnesbyrd om forbindelser til kontinentet, til hære og slag, til mennesker, der har været i udenlandsk krigstjeneste og er vendt hjem med erfaringer, rigdom – og nye perspektiver. Fredericia-egnen som bagland. Som base. Som hjem.
»Vi tror ofte, det bare er et lille område. Et lille Fredericia, et lille Kolding. Men i virkeligheden er det en del af europæisk storpolitik.«
Det er ikke en sætning, der skal blæse stedet op eller gøre det større, end det er. Tværtimod. Det er et forsøg på at vise, hvad det faktisk har været: et punkt i et netværk. En brik i et puslespil, der rækker langt ud over det lokale og helt frem til Kalmarunionen og videre ind i den europæiske historie.
Samtalen ebber langsomt ud. Der tales om kaffe. Om tid. Om at fortsætte en anden dag. Men fortællingen slipper ikke helt sit greb.
For det, der bliver stående, er ikke én bestemt konge eller én enkelt begivenhed. Det er erkendelsen af, at historien her ikke er perifer. Den er forbundet. Indvævet. Global, længe før ordet fandtes.
Og måske er det netop derfor, den stadig har noget at sige. Fordi den minder os om, at steder, vi tror, vi kender – og måske har kørt forbi tusind gange – ofte har været langt mere centrale, end vi forestiller os.
Der er forskel på at fortælle en historie og på at fælde en dom. Og der er forskel på at åbne for refleksion og på at lukke for genmæle. Den forskel er blevets udvisket i den dokumentar, der nu genåbner historien om Gudmundur Gudmundsson og hans tid som dansk landstræner.
Det er ikke i sig selv forkert, at tidligere landsholdsspillere fortæller om deres oplevelser. Det står enhver frit for at sætte ord på sin egen fortid. Men når man samler disse fortællinger i en dokumentar, der fremstår autoritativ, historisk og forklarende – uden at give den centrale hovedperson mulighed for at svare – bevæger man sig fra dokumentation til iscenesættelse.
Gudmundur Gudmundsson kalder det uforskammet. Det er svært at være uenig.
For her er ikke tale om en perifer figur. Gudmundsson var landstræner i en periode, der kulminerede med dansk herrehåndbolds største triumf: OL-guldet i Rio. Det var under hans ledelse. Med hans metoder. Med hans kompromisløshed. Og med hans faglige tilgang, som nu – mange år senere – bliver reduceret til et spørgsmål om trivsel og tone, uden at han selv får mulighed for at forklare, hvorfor han gjorde, som han gjorde.
Det er i sig selv et problem.
For dokumentaren fremstiller et billede, hvor én version får lov at stå alene. Spillernes oplevelse. Spillernes frustration. Spillernes efterrationalisering. Alt sammen legitimt – men ikke tilstrækkeligt, hvis man vil forstå helheden. For sport på eliteplan er ikke et pædagogisk projekt. Det er et præstationsrum. Og nogle gange kræver det ledelse, der ikke er konsensusbaseret, men målrettet.
Gudmundur Gudmundsson blev ikke ansat for at skabe harmoni. Han blev ansat for at vinde. Og det gjorde han.
Det interessante er, at selv Ulrik Wilbek – som ifølge dokumentaren selv forsøgte at fyre Gudmundsson midt under OL – i dag erkender, at Gudmundsson ikke var en fiasko. Tværtimod. Han var håndboldfagligt stærk. Problemet var ikke resultaterne, men kulturen. Og netop derfor er det så problematisk, at dokumentaren ikke lader Gudmundsson være en del af samtalen om den kulturforskel.
For uden hans stemme bliver fortællingen skæv.
Det er ikke dokumentarens opgave at skabe balance for balancens skyld. Men det er dens ansvar at give plads til genmæle, når den retter kritik mod en person, der stadig lever med konsekvenserne af fortællingen. Især når kritikken går på forhold, som den kritiserede direkte afviser som faktuelt forkerte.
Når Gudmundsson siger, at træningsmængderne ikke var et problem, at videomøderne ikke var overdrevne, og at han lyttede til spillerne – så er det ikke en detalje. Det er selve kernen i den kritik, dokumentaren rejser. At udelade hans deltagelse er ikke neutralitet. Det er et valg.
Og det valg gør dokumentaren fattigere.
For sandheden om eliteidræt ligger sjældent ét sted. Den ligger i spændingsfeltet mellem krav og trivsel, mellem struktur og frihed, mellem ledelse og medbestemmelse. Når man kun lader den ene side tale, ender man ikke med indsigt, men med dom.
Det er ikke for sent at rette op. Gudmundur Gudmundsson burde have været med. Ikke som forsvarstale, men som stemme. Ikke for at lukke diskussionen, men for at åbne den.
For det er først, når alle parter bliver hørt, at historien bliver mere end en fortælling. Og først dér, den bliver værd at kalde en dokumentar.
OPINION. Fødevarepriserne er tårnhøje og det borgerne har brug for, er at momsen på fødevarer sænkes, og at der gives skattelettelser i bunden, så almindelige danskere igen kan få råd til at opfylde et af menneskets allermest basale behov, nemlig behovet for føde på bordet. Det får vi så ikke, hvis man altså ser bort fra, at der er fundet penge til at gøre chokoladen billigere.
Alle afgiftslettelser er selvfølgelig gode afgiftslettelser, men man bliver næppe mæt af det. “Når der ikke er mere brød, så lad dem spise chokolade”, kan man næsten høre dem sige. Til gengæld har regeringen så fundet 4,5 milliarder til såkaldte fødevarechecks til udvalgte borgere.
Man vælger at lade staten være først med hånden i lommen og så bagefter kaste nogle af pengene tilbage (til nogle af os), formentligt med dybt bureaukratiske kriterier og et kæmpe administrativt apparat. Hvis de absolut skal vælge denne dårlige løsning, kunne de i det mindste kalde det, hvad der et: bestikkelse. Hvis man virkelig ville hjælpe dem, der kæmper med stigende madpriser, kunne man sænke skatten i bunden. Det ville komme alle til gode og gøre det mere attraktivt at tage et ekstra job eller en ekstra vagt.
Regeringens løsning holder folk fast i afhængighed og passivitet. Det er et grundlæggende socialistisk greb. Staten tager først for meget, og lover så at redde os med vores egne penge, når det begynder at gøre ondt. Den slags politik er ikke bare uambitiøs, den er også skadelig for vores økonomi, vores frihed og vores ansvarsfølelse.
Tirsdagens døgnrapport fra Sydøstjyllands Politi vidner om et forholdsvis roligt døgn i politikredsen.
Kort efter midnat, klokken 00.20, standsede politiet en bil på 6. Julivej i Fredericia. Føreren, en mand født i 1980 og bosiddende i Vejle, blev sigtet for at føre bil uden gyldig førerret.
Senere på aftenen, klokken 22.45, blev en bil standset på Ullerupdalvej. I bilen sad tre personer, og i forbindelse med kontrollen blev der fundet 2,71 gram skunk. En mand født i 2000 blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
I Kolding har politiet ifølge døgnrapporten ikke haft hændelser af betydning i det seneste døgn.
Oplysningerne stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport og pressebriefing ved vicepolitikommissær Arno Rindal Petersen tirsdag den 13. januar.
Ørsted kan igen sætte gang i arbejdet med havvindmølleparken Revolution Wind. Det har en dommer ved en føderal domstol i Washington D.C. afgjort mandag.
Dermed ophæves den midlertidige standsning, som har sat projektet på pause, og energiselskabet får lov til at fortsætte anlægsarbejdet. Domstolen har vurderet, at betingelserne for at holde projektet tilbage ikke længere er opfyldt.
Revolution Wind er et større havvindprojekt ud for USA’s østkyst og indgår som en del af Ørsteds satsning på vedvarende energi i Nordamerika. Projektet har tidligere været udfordret af juridiske indsigelser, men med afgørelsen kan arbejdet nu genoptages.
Ørsted har endnu ikke meldt ud, hvornår arbejdet konkret bliver intensiveret igen, men dommen fjerner en væsentlig usikkerhed omkring projektets videre forløb.
