2.1 C
Copenhagen
mandag 23. februar 2026
Facebook Instagram Linkedin Twitter

Når politik bliver for abstrakt, betaler de svageste prisen.

Af
Sune Nørgaard Jakobsen
-
0

I den offentlige debat kan man få indtryk af, at politik først og fremmest handler om Trump, Putin og klimaaftaler.

Det gør det også.

Men hvis politik kun handler om verdensscenen, mister vi blikket for det, der foregår i vores eget land.

Danmark har brug for mere.

Jeg mener, at jeg kan tilføre Danmark en tydelig socialpolitisk stemme. En stemme med begge ben solidt plantet i den del af Danmark, der sjældent råber højest, men som mærker konsekvenserne, når beslutninger bliver teoretiske og abstrakte.

Jeg har arbejdet 15 år i den sociale virkelighed.

Ikke i embedsmandsdansk.
Ikke i powerpoint-politik.
Men blandt mennesker, der ikke passer ind i systemets kasser.
Mennesker hvis udfordringer ikke kan gemmes væk til næste valgperiode.

Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg er træt af socialpolitik, der formuleres flot, men fungerer elendigt.

Alt for mange behandler socialpolitik som noget, der kan sendes videre til projekter, puljer og konsulenter. Som om ansvar kan udliciteres.

Men socialpolitik er ikke et projekt.

Det er kernepolitik.

Det handler om orden.
Det handler om ansvar.
Det handler om, hvilket land vi faktisk er.

Tag botilbuddene.

Vi har samlet nogle af de mest sårbare borgere her og driver stederne som budgetposter. Når kvaliteten svigter, forsvinder problemerne ikke. De flytter sig. 

Til psykiatrien. Til kriminalforsorgen. Til gaden. Til familierne.

Det er hverken effektivt eller økonomisk ansvarligt. Det er symptombehandling forklædt som styring.

Tag psykiatrien.

Vi har talt om den i årevis. Alligevel har vi sparet på terapi og sociale indsatser. Tilbage står tvang og medicinering som de mest håndgribelige redskaber. Vi medicinerer, udskriver og håber.

Og når det går galt, spørger vi. Hvordan kunne det ske?

Det kunne ske, fordi vi fjernede det, der skulle have skabt stabilitet og relationer. Fordi vi reducerede mennesker til diagnoser og forløb til pakkeløsninger.

Se på handicapområdet.

Alt for mange mennesker med handicap skal igen og igen bevise deres behov. Pårørende bliver sagsbehandlere i deres kæres liv. Retten til støtte opleves som en kamp og ikke som en retssikker selvfølge.

Retssikkerhed er ikke en administrativ detalje. Det er fundamentet under velfærdsstaten.

Og anbringelsesområdet.

Jeg er ikke imod anbringelser.
Jeg er imod dårlige anbringelser.
Imod mangelfuld sagsbehandling.
Imod brud på lovgivningen.
Imod anbringelser uden kvalitet, stabilitet og relationel forankring.

Vi bruger enorme summer på forløb, der ender i misbrug, kriminalitet og livslang offentlig forsørgelse.

Det er ikke bare menneskeligt tragisk, det er også politisk uansvarligt.

Hvis vi mener noget med orden og ansvar, skal det også gælde her. Det kræver, at vi prioriterer kvalitet frem for projekter, relationer frem for regneark og langsigtede løsninger frem for midlertidige puljer.

Socialpolitik må ikke være den afdeling, man parkerer de svære problemer i.

Folketingsvalget er en lakmusprøve på, om vi tager vores eget samfund alvorligt.

Jeg stiller op for en socialpolitik, der tager virkeligheden alvorligt. En politik, der sætter mennesker før systemet. Og som forstår at et samfund måles på, hvordan vi håndterer dem, der ikke kan klare sig selv.

Politik er ikke kun de store overskrifter fra udlandet.

Det er også det stille sammenbrud i lejligheden ved siden af.

Og det ansvar kan vi ikke udlicitere.

Psykiatriens fallit

Af
Peter C. Gøtzsche, professor emeritus
-
0
Foto: AVISEN

Psykiatriens fallit er svær at overse. Antallet af personer, der ikke kan udføre daglige aktiviteter fuldt ud på grund af en psykisk lidelse, er næsten tredoblet i de seneste årtier, og forskellen i forventet levealder mellem mennesker med alvorlige psykiske lidelser og befolkningen er fordoblet.

I min seneste bog, ”Is psychiatry a crime against humanity?”, der kan hentes gratis på scientificfreedom.dk, forklarer jeg, at psykiatriens fallit skyldes det store forbrug af psykofarmaka, som patienterne ikke engang ønsker. I Norge sagde halvdelen af patienterne på en psykiatrisk afdeling, at de ville have foretrukket et medicinfrit alternativ, hvis det havde været en mulighed. Hvorfor kan folk så ikke få det? Jeg påviser i bogen, at psykosociale tiltag er klart bedre end medicin, og psykoterapi er endda det billigste på langt sigt.

WHO og FN har derfor opfordret til en mental sundhedsreform med vægt på psykosociale tiltag. Da der skal meget til, før disse organisationer melder ud om behov for radikale forandringer, siger det noget om, hvor alvorlig situationen er.

Med det nægter man at se i øjnene i Danmark. Jeg indsendte derfor en kronik til Politiken og skrev i følgebrevet, at Politiken kunne gøre fantastisk meget for patienterne ved at udgive den, hvilket kunne starte en endnu større debat end den, jeg startede i 2014. Dengang udgav Politiken min kronik, ”Psykiatri på afveje”, der affødte flere kronikker og startede en debat, også på de psykiatriske afdelinger, der varede over en måned.

Politiken er desværre ikke længere interesseret i indlæg, der kritiserer psykiatrien, og min kronik blev afvist uden begrundelse.

Forskningen viser, at den medicinfokuserede psykiatri gør det sværere for folk at komme tilbage til arbejdsmarkedet, hvilket jeg skal illustrere med et eksempel.

Ved åben dialog – den finske Laplandsmodel – samler man ved en akut psykose et tværfagligt team og patientens netværk af familie og venner og forsøger at skabe en fælles forståelse og finde løsninger, hvor patientens muligheder, ønsker og ressourcer er i centrum, og ikke symptomerne.

En sammenligning af førstegangspsykoser i Stockholm og Lapland viste, at 93% fik antipsykotika i Stockholm mod kun 33% i Lapland, og fem år senere var tallene 75% og 17%. På det tidspunkt var 62% mod kun 19% sygemeldt eller fik handicapydelser, og sengeforbruget havde været meget højere i Stockholm, 110 mod 31 dage i gennemsnit.

Forsøg har vist, at benzodiazepiner virker hurtigere end antipsykotika på patienter med akut psykose, der er opkørte og trænger til at falde til ro. Og samtlige patienter, jeg har spurgt om det, når jeg underviser, har sagt, at de helst vil have et benzodiazepin, som er langt mindre farligt end antipsykotika, men det er der stort set ingen, der får.

Man kunne godt helt undvære antipsykotika. Trods deres navn har de ikke nogen specifik effekt på psykose, og effekten på symptomerne er langt mindre end den mindste effekt, der har nogen klinisk betydning. Det har psykiaterne selv påvist, men de handler ikke derefter.

Overforbruget af medicin er voldsomt: 10% af folk, der er mindst 45 år gamle, får antidepressiva, og for dem, der er mindst 80 år, er det 19%. Det er en dødelig behandlingsstrategi, fordi stofferne nedsætter balanceevnen, og hvis man falder og brækker hoften, dør omkring en femtedel det næste år. Jeg har estimeret, at psykofarmaka er den tredjehyppigste dødsårsag, efter hjertekarsygdomme og cancer.

De placebo-kontrollerede forsøg viser, at antidepressiva ikke bare øger risikoen for selvmord; de fordobler selvmordene, uden nogen aldersgrænse. Det har forskere vist, baseret på data fra den amerikanske sundhedsstyrelse, der tillod dem at medtage selvmord, der indtraf efter forsøgsperioden var afsluttet.

Men mærkeligt nok anbefaler alle selvmordsforebyggelsesprogrammer antidepressiva, og i takt med, at flere og flere krigsveteraner i Amerika fik antidepressiva, steg selvmordene naturligvis tilsvarende. I juni holdt jeg foredrag om dette i kongresbygningen i Washington DC ved et møde, veteranerne havde arrangeret. Pressen var til stede, men kun Wall Street Journal turde skrive noget om det. Det er tabu at fortælle, at medicinen slår folk ihjel. Der er så stærke økonomiske interesser på spil, at flere TV-stationer formentlig måtte lukke, hvis de holdt op med at bringe reklamer for psykofarmaka og anden receptpligtig medicin.

I Danmark hævder førende psykiatere desværre, at antidepressiva beskytter mod selvmord. Det gjorde Poul Videbech og børne- og ungepsykiater Per Hove Thomsen, da jeg i 2018 på forældrenes opfordring beskrev et selvmord i Jyllands-Posten. Det skyldtes helt klart den depressionspille, deres 19-årige søn, Rasmus Burchardt, aldrig skulle have haft. Han var bare skoletræt og havde søvnbesvær. Han hængte sig i familiens badeværelse.

Min ældste datter, der er psykolog, og jeg har påvist, at psykoterapi kan halvere risikoen for et nyt selvmordsforsøg. Desværre er det pengene, der bestemmer, ikke evidensen, og for at få patienterne til at indtage medicin i årevis, de ikke ønsker at tage, har medicinalindustrien og førende psykiatere på industriens lønningsliste gennem de sidste 60 år gentaget den løgn, at patienterne er syge, fordi de har en kemisk ubalance i hjernen.

De fleste patienter har hørt denne løgn, som er blevet gendrevet af kritiske psykiatere, der har gennemgået litteraturen, men den lever i bedste velgående i Danmark.

I 2017 gjorde jeg redaktøren af Patienthåndbogen opmærksom på, at de afsnit om depression og depressionsmedicin som professorerne Lars Kessing og Poul Videbech havde skrevet, var misvisende, fordi de viderebragte løgnen om den kemiske ubalance. Det førte ikke til noget. Kessing og Videbech rettede nogle småting og beholdt løgnen. Kessing tilføjede endda, at ”antidepressiv medicin stimulerer hjernen til at lave nye nerveceller i visse områder”. Hvis det er sandt, beviser det bare, at stofferne skader hjernen, fordi den reagerer på en skade ved at danne nye nerveceller.

Videbech har flere gange, også ved et offentligt møde, hvor jeg var den anden foredragsholder, sammenlignet det at tage antidepressiva for depression med at tage insulin for diabetes, hvilket er yderst misvisende. En diabetiker mangler insulin, som derfor er livsreddende, hvorimod en patient med depression ikke mangler serotonin, og medicinen øger ovenikøbet risikoen for at dø.

I Storbritannien står der på indlægssedlerne for medicinen, at depression skyldes en kemisk ubalance. For et år siden bad jeg derfor den britiske lægemiddelstyrelse om at ændre informationen. Men, uha da da da da, det ville man skam ikke. Jeg fik en lang, indviklet sang fra de varme lande og en belæring om, at man havde inddraget patienterne, da man lavede informationen. Jaså. Når alle er blevet hjernevasket til at tro på løgnen om den kemiske ubalance, er det ikke et holdbart argument for at fortsætte med at lyve overfor patienterne, at man har talt med dem.

Medicinen retter ikke op på en kemisk ubalance, den skaber en kemisk ubalance. Det er årsagen til, at meget få patienter er i stand til at stoppe med medicinen igen uden professionel hjælp til en langsom udtrapning, hvor dosisreduktionen er meget lille til allersidst. Abstinenssymptomerne kan være meget udtalte og kan få patienterne til at tro, at de stadig har behov for medicinen.

Mange siger, at medicinen har hjulpet dem, men de kan jo ikke vide, hvordan de ville have haft det uden medicin. Også for antidepressiva er den effekt man opnår i placebo-kontrollerede forsøg markant mindre end den mindste effekt, der har nogen betydning for patienterne. Den lille effekt, man har kunnet måle, ville man også kunne opnå med mange andre stoffer, som vi ikke vil kalde antidepressiva, f.eks. alkohol, amfetamin, psykedeliske svampe og hash, som er populær hos mange patienter.

ADHD er tidens modediagnose, og den er meget rummelig; 25-50% tester positive, når jeg underviser fagfolk. Medierne fortæller desværre ikke, at langtidsresultaterne af behandling med amfetaminlignende stoffer er negative; at stofferne er meget effektive væksthæmmere; og at de øger risikoen for vold.

Et af de mørkeste kapitler i psykiatriens historie er tvangsbehandling med antipsykotika. Der var ikke en eneste artikel i verdenslitteraturen, som beskrev hvad der skete, når patienterne klagede over tvangsbehandlingen, da jeg besluttede at samle 30 fortløbende patienthistorier fra Det Psykiatriske Ankenævn i Danmark og gjorde det samme i Alaska.

Det var uhyggelig læsning. Loven var overtrådt i hver eneste sag. Alle 30 patienter i Danmark blev tvunget til at tage psykosepiller, de ikke havde samtykket til, selvom mindre farlige alternativer kunne have været brugt, f.eks. benzodiazepiner.

Psykiaterne havde ingen respekt for patienternes oplevelser og synspunkter. I alle 21 tilfælde, hvor der var information om effekten af tidligere psykosepiller, hævdede psykiaterne, at der havde været en god effekt, hvorimod ingen af ​​patienterne delte denne opfattelse.

Skadevirkninger af tidligere medicinering spillede ingen rolle for psykiaternes beslutninger, heller ikke når de var alvorlige. Vi mistænkte eller fandt akatisi eller tardiv dyskinesi – meget svære medicinskader – hos syv patienter, og fem var bange for, at pillerne ville slå dem ihjel.

Magtubalancen var ekstrem. Vi tvivlede på psykiaternes diagnoser af vrangforestillinger

i ni tilfælde, og patienterne var fanget i en Catch-22 situation. Når en psykiater og en patient er uenige, viser det ifølge psykiateren, at patienten mangler indsigt i sygdommen,

hvilket er et symptom på psykisk sygdom.

Psykiaterne brugte diagnoser eller nedsættende udtryk for ting, de ikke kunne lide eller ikke forstod; patienterne følte sig misforstået og overset; og den forvoldte skade var enorm.

Patienterne eller deres sygdomme blev bebrejdet stort set alt, der var uønsket. Psykiaterne interesserede sig ikke for tidligere traumer eller dem, de selv eller deres personale havde forårsaget. Abstinensreaktioner blev ikke taget alvorligt; udtrykket blev aldrig brugt, selvom mange fik dem, når de prøvede at stoppe med medicinen.

I Alaska måtte den advokat, jeg samarbejdede med, bruge fire år på at sagsøge sygehuset, før vi fik adgang til informationen. I modstrid med tidligere højesteretsafgørelser blev patienternes oplevelser, frygt og ønsker ignoreret i 26 tilfælde, selv når de var bange for, at medicinen kunne dræbe dem, eller når de var blevet alvorligt skadet, fx af tardiv dyskinesi. Flere af psykiaterne opnåede retskendelser, der gav dem lov til at bruge medicin og doser, der var decideret farlige. Jeg var ekspertvidne i en af disse sager, og det var grotesk at opleve, hvordan sygehusets advokat fordrejede alting, og at dommeren var ligeglad. Han fungerede bare som et gummistempel for det, der allerede var blevet besluttet, lige som Det Psykiatriske Ankenævn gør i Danmark.

FN har argumenteret overbevisende for, at vi skal afskaffe alle love, der tillader tvangsmedicinering af psykiatriske patienter. Men der sker ingenting. Vi skal også afskaffe tvangsbehandling med elektrochok, som ødelægger hukommelsen for mange, har tvivlsom effekt, og slår omkring en promille af patienterne ihjel.

I min første bog om psykiatri, på dansk ”Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse”, anslog jeg, at psykofarmakaforbruget kunne reduceres med 98%. Kritiske psykiatere har fortalt mig, at jeg var alt for venlig. Psykofarmaka bør kun bruges i akutte situationer, meget kortvarigt, kun med patienternes accept, og de mindst toksiske stoffer skal anvendes.

Psykiatrien bør omlægges radikalt. Da psykiske lidelser ikke er medicinske sygdomme, bør psykiatrien overtages af folk med ikke-lægelige uddannelser, der ikke bilder folk noget ind, der ikke er rigtigt. I min gratisbog, ”Critical psychiatry textbook”, afdækker jeg en lang række vildledende og fejlagtige udsagn i de danske psykiatrilærebøger om årsagerne til psykiske lidelser, om de er genetiske, om de kan påvises i en hjernescanning, om de er forårsaget af en kemisk ubalance, om psykiatriske diagnoser er pålidelige, og hvad de gavnlige og skadelige virkninger er af psykofarmaka og elektrochok.

Lige før nytår skrev jeg en artikel i en gratisavis, der også ligger på Folketingets hjemmeside, fordi den blev omdelt i Sundhedsudvalget. Titlen siger det hele: ” Skueproces, pøbelvælde og psykiatrisk justitsmord i Randers-sagen”. De to overlæger brugte meget lidt medicin, gav patienterne større frihed, og fik bedre resultater end deres kolleger. De havde endda ledige sengepladser. Så systemet måtte reagere for at beskytte sig selv – og de to overlæger røg derfor ud. Dette system bør afvikles.

Sepp Piontek er død

Af
Andreas Andreassen
-
0

Den tidligere danske landstræner Sepp Piontek er onsdag gået bort efter kort tids sygdom. Han blev 85 år.

Sepp Piontek efterlader sig hustruen Gitte, børnene Stephanie, Jacob og Malene samt børnebørn og oldebørn. Familien ønsker ro i den kommende tid.

Med Sepp Pionteks død har dansk fodbold mistet den mand, der mere end nogen anden forvandlede landsholdet fra en nordeuropæisk kuriositet til et hold, verden lagde mærke til.

Fra Bundesligaen til Danmark

Josef »Sepp« Piontek blev født den 5. marts 1940 i Breslau, dengang en del af Tyskland, i dag den polske by Wrocław. Han voksede op i efterkrigstidens Vesttyskland og uddannede sig til fodboldspiller. Som forsvarer spillede han i Bundesligaen for Werder Bremen i en årrække og nåede også at optræde på det vesttyske landshold.

Efter den aktive karriere gik Piontek trænervejen. Han arbejdede som træner i flere tyske klubber, inden Dansk Boldspil-Union i 1979 ansatte ham som landstræner. Det var et opsigtsvækkende valg. Danmark havde aldrig haft en udenlandsk landstræner, og holdet var langt fra verdenseliten. Landsholdet havde ikke kvalificeret sig til en slutrunde i mere end to årtier.

Dynamitholdet

Det, Piontek byggede op i løbet af de følgende år, forandrede dansk fodbold for altid. Han samlede en generation af usædvanligt talentfulde spillere og fik dem til at fungere som et hold. Michael Laudrup, Preben Elkjær, Morten Olsen, Søren Lerby, Jesper Olsen, Frank Arnesen, Jan Mølby og Klaus Berggreen var blandt profilerne på det hold, der blev kendt som Dynamitholdet.

Tilnavnet var fortjent. Holdet spillede en angrebsfodbold, der var lige dele mod og kvalitet. Piontek insisterede på, at Danmark skulle spille fremad, og han formåede at forene spillernes individuelle klasse med en kollektiv disciplin, der gjorde holdet til mere end summen af dets dele.

I 1983 kvalificerede Danmark sig til EM i Frankrig i 1984. Det var landsholdets første slutrunde siden 1966. I Frankrig spillede danskerne sig ind i alles bevidsthed med en 5-0-sejr over Jugoslavien i åbningskampen. Holdet nåede semifinalen, hvor Spanien blev for svært i en dramatisk kamp, der blev afgjort på straffespark.

To år senere kvalificerede Piontek holdet til VM i Mexico i 1986. Her besejrede Danmark Uruguay og Vesttyskland i gruppespillet og leverede nogle af turneringens mest underholdende kampe. I ottendedelsfinalen ventede Spanien igen, og denne gang tabte Danmark 1-5 i en kamp, der blev et brat punktum for det, mange betragter som den mest underholdende periode i dansk fodboldhistorie.

Et varigt aftryk

Piontek fortsatte som landstræner frem til 1990, hvor han efter en skuffende kvalifikation til VM stoppede. Han havde da stået i spidsen for landsholdet i 11 år og grundlagt en selvforståelse i dansk fodbold, der rakte langt ud over hans egen tid. Da Richard Møller Nielsen to år senere førte holdet til EM-triumfen i Sverige i 1992, var det på et fundament, som Piontek i høj grad havde lagt.

Efter tiden i Danmark vendte Piontek tilbage til klubfodbolden. Han trænede blandt andet den tyske klub Fortuna Düsseldorf og var i en kortere periode landstræner for Tyrkiet. Men det var årene i Danmark, der definerede hans karriere og eftermæle.

Piontek bosatte sig i Danmark og blev i landet. Han giftede sig med danske Gitte og slog rødder i det land, han var kommet til som fremmed og havde gjort til sit eget. Gennem årtierne forblev han en varm og respekteret stemme i dansk fodbold, der jævnligt deltog i jubilæer og markeringer af Dynamitholdets bedrifter.

En tysker, der blev dansk

Sepp Pionteks betydning for dansk fodbold lader sig vanskeligt overvurdere. Han kom til et land uden tradition for at nå slutrunder og efterlod et land, der betragtede sig selv som en fodbolnation. Han gjorde det med en blanding af tysk grundighed og en åbenhed over for de danske spilleres kreativitet, der viste sig at være en formidabel kombination.

Han var ikke bare en træner, der vandt kampe. Han var en kulturbærer, der ændrede den måde, et helt land så på sig selv på en fodboldbane.

Sepp Piontek blev 85 år.

Fra vandtårn i Grindsted til erhverv ved Slotsøen – 139 byggerier dyster om årets renovering

Af
Mille Dyhrberg
-
0

Tidligere møller, historiske villaer, fabrikker, skoler og ikoniske erhvervsbygninger fra hele landet er nu med i opløbet om Renoverprisen 2026. I alt 139 projekter er indstillet og skal dyste om titlen som årets bedste renovering.

Feltet spænder bredt fra Nordjylland til Bornholm og vidner om en markant interesse for at genoplive og gentænke eksisterende bygninger frem for at rive ned og bygge nyt. Bag prisen står Grundejernes Investeringsfond og den filantropiske forening Realdania, og med de 139 indstillinger går udvælgelsesprocessen nu ind i næste fase.

Renoverprisen har siden 2013 hædret menneskerne bag særligt vellykkede renoverings- og transformationsprojekter. Projekterne skal vise, hvordan det eksisterende byggede miljø kan fremtidssikres med respekt for både historie, funktion og kvalitet.

Ifølge administrerende direktør i Grundejernes Investeringsfond, Susanne Borenhoff, viser årets felt det store potentiale i den eksisterende bygningsmasse.

»Årets indstillede projekter viser, hvor stort et potentiale, der ligger i det eksisterende byggeri. Bygninger, som tidligere var slidte, utidssvarende eller havde mistet deres funktion, er blevet omdannet til steder, der igen skaber værdi – for brugerne og for lokalsamfundet. Renovering kræver både faglighed og respekt for det, der allerede står. Det er præcis det, vi fejrer med Renoverprisen.«

Også i Realdania er der fokus på, at prisen ikke går til en enkelt person, men til hele holdet bag et projekt. Administrerende direktør Nina Kovsted Helk understreger, at samarbejdet er afgørende.

»Renoverprisen gives ikke til én genial ide eller én aktør, men til et helt hold. De nominerede projekter viser, hvordan bygherrer, rådgivere og udførende, der tager fælles ansvar tidligt i processen, kan mindske ressourceforbruget og samtidig passe på vores bygningskultur. Det eksisterende byggeri rummer stor klimamæssig, historisk og menneskelig værdi, og projekterne viser, at det er muligt at vælge ambitiøse løsninger frem for de nemme og skabe bygninger, der kan bruges og værdsættes i mange år frem.«

I Syddanmark er en række projekter med i feltet. Blandt dem er Grindsted Vandtårn, der er forvandlet fra årtiers forfald til kulturperle, en tidligere erhvervsejendom ved Slotsøen i Kolding, Ribe Pakhus, Helnæs Mølle samt flere bolig- og institutionsprojekter i blandt andet Esbjerg, Faaborg, Haderslev, Sønderborg, Vejle og Odense.

De kommende måneder skal nomineringsudvalget gennemgå alle 139 projekter. I foråret skæres feltet ned til omkring 18 projekter til hovedprisen og fire til specialprisen. I juni offentliggøres de seks endelige nomineringer til Renoverprisen 2026 og to til specialprisen.

De endelige vindere findes af et valgkollegie bestående af omkring 90 fagfolk fra byggebranchen. Vinderne hyldes ved en prisfest den 3. september 2026.

Udover æren følger der 100.000 kroner med hovedprisen, mens specialprisen udløser 10.000 kroner til vinderholdet. Alle indstillede projekter kan ses på Renover.dk.

Genindfør Store Bededag – for tillidens skyld

Af
Karina Lorentzen Dehnhardt
-
0

OPINION. Hvis Danmark igen skal samles om en rød regering, må det første skridt være at reparere den tillid, der blev brudt, da Store Bededag blev afskaffet.

Beslutningen handlede nemlig ikke kun om en fridag i kalenderen. Den blev et symbol på en magtfuldkommen politisk proces, hvor en stor ændring blev gennemført i hast, uden ordentlig inddragelse og på trods af massiv modstand. Mange oplevede, at noget værdifuldt blev taget fra dem – uden at de blev spurgt.

Siden da er billedet kun blevet klarere: Afskaffelsen var ikke afgørende for at finansiere forsvaret. Regeringen fandt senere milliarder andre steder og valgte at bruge dem på skattelettelser, som især kom dem til gode, der i forvejen står stærkest. Gevinsten ved at fjerne Store Bededag viste sig at være begrænset – men regningen i form af mistillid har været høj.

Vil en ny regering vise, at den har lært af fortidens fejl, må den turde omgøre de beslutninger, der har ramt hårdest. At genindføre Store Bededag er et konkret skridt, som vil sende et klart signal: Politik kan også handle om respekt, lydhørhed og fællesskab.

Samtidig skylder vi vælgerne ærlighed. Et rødt flertal er ikke det samme som en rød regering. Derfor siger SF klart, at vi ikke går i regering med Venstre. Vores politiske udgangspunkt er grundlæggende forskelligt.

Vi arbejder for et Danmark, hvor velfærd går forud for skattelettelser, hvor uligheden mindskes, hvor natur og drikkevand beskyttes – og hvor tilliden mellem befolkningen og de folkevalgte genopbygges.

Genindfør Store Bededag. Ikke af nostalgi, men af nødvendighed.

Regionen kalder dao i samråd efter fejl med post og kasserede prøver

Af
Mille Dyhrberg
-
0

REGIONEN. Region Syddanmark har indkaldt daos øverste ledelse til et møde efter en række problemer med levering af brevpost til regionens sygehuse.

Problemerne er konstateret i uge 6 og har blandt andet medført, at diagnoseprøver fra borgere er blevet kasseret. Samtidig har der været mulige brud på persondatasikkerheden.

Den 18. december 2025 overtog dao opgaven med at levere fysiske breve for Region Syddanmark fra PostNord. Siden overgangen har flere sygehuse og patienter oplevet udfordringer med manglende brevleveringer i varierende grad, oplyser regionen, som samtidig understreger, at sygehusene har procedurer til at håndtere den type problemer.

I uge 6 konstaterede flere syddanske sygehuse dog, at dao havde afleveret sække med brevpost på offentligt tilgængelige steder, blandt andet på gulvet i en forhal. Det strider ifølge regionen mod de leveringsaftaler, der er indgået.

Konsekvensen har været, at diagnoseprøver har måttet kasseres, og at der har været risiko for brud på persondatasikkerheden, da forsendelserne typisk indeholder følsomme oplysninger som helbredsdata. Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at de mulige sikkerhedsbrud er blevet udnyttet, men hændelserne er alligevel anmeldt til Datatilsynet.

Koncerndirektør Kurt Espersen lægger ikke skjul på utilfredsheden.

»Det er uacceptabelt, at dao ikke har levet op til de leveringsaftaler, vi har med dem. De har fået udleveret adgangskort, så posten kan indleveres steder, der ikke er offentligt tilgængelige. Så dur det ikke, at posten bliver smidt i en forhal, hvor der ikke er bemanding i weekenderne. For det første fordi diagnoseprøverne risikerer at blive for gamle og derfor skal kasseres, hvilket er en stor ulempe for vores patienter. For det andet fordi brevene kan indeholde følsomme personoplysninger. Vi har derfor indkaldt daos øverste ledelse til et møde, så vi én gang for alle kan få løst de problemer, som er opstået.«

Indtil problemerne er løst, har sygehusene indført midlertidige tiltag. Det kan blandt andet være, at personale går ekstra postrunder de steder og på de tidspunkter, hvor dao tidligere har placeret postsække. Derudover er medarbejdere instrueret i at gennemgå forkert leverede diagnoseprøver og informere de berørte borgere direkte eller via sundhed.dk, hvis prøver må kasseres og skal tages igen.

»Indtil vi er sikre på, at dao har løst problemerne, bliver vi nødt til at forsøge at begrænse konsekvenserne. Jeg ville ønske, det ikke var nødvendigt, da vores medarbejdere har nok at se til i forvejen, og de ekstra ressourcer, der skal afsættes, medfører også ekstra omkostninger for os. Men af hensyn til både patientsikkerhed og persondatasikkerhed er der desværre ingen vej udenom. Men jeg håber og forventer bestemt, at dao løser disse leveringsproblemer hurtigt«, siger Kurt Espersen.

Ordentlige vilkår for soldaterne – også når det gælder løn

Af
Martin Ramsdal Pedersen og John Erik Nyborg
-
0

Danmark har stolte traditioner for at tage ansvar for sin egen sikkerhed og for at bidrage til stabilitet i verden omkring os. I generationer har danske soldater løst krævende opgaver med professionalisme og ro. De har været klar, når det gjaldt – ofte under forhold, de færreste af os møder i vores arbejdsliv. Netop derfor bør debatten om soldaternes vilkår også føres med alvor og rettidig omhu.

I disse år er der bred enighed om, at et stærkt forsvar er en nødvendighed. Men styrken ligger ikke alene i materiel og struktur – den ligger først og fremmest i menneskerne. Hvis vi ønsker et forsvar, der kan løfte fremtidens opgaver, må vi sikre, at soldatergerningen fortsat er et attraktivt og respekteret valg.

Her kommer lønspørgsmålet naturligt ind i billedet.

En nyuddannet konstabel tjener typisk i størrelsesordenen 23.000–25.000 kroner om måneden før pension og særlige tillæg, mens en sergent ofte ligger omkring 25.000–27.000 kroner. En løn der for konstablernes vedkommende vel at mærke stort set ikke udvikler sig i løbet af et langt arbejdsliv. 
Sammenligner man med andre funktioner, hvor ansvar, beredskab og samfundskritiske opgaver er en del af hverdagen, giver det anledning til refleksion. Mange faglærte håndværkere passerer eksempelvis hurtigt 26.000 – 29.000 kroner om måneden, og stillinger med personaleansvar i både offentlig og privat sektor ligger ofte endnu højere.

Forskellige fag kan ikke umiddelbart sættes op mod hinanden, men for at sikre en rimelig balance er det nødvendigt at komme med et eksempel. 
Soldater accepterer risiko, uforudsigelighed og perioder væk fra familien. Når lønnen ikke i tilstrækkelig grad afspejler disse vilkår, risikerer vi, at dygtige unge mennesker vælger andre karriereveje.

Løn er naturligvis ikke den eneste drivkraft. Kammeratskab, faglig stolthed og ønsket om at tjene noget større har altid været bærende værdier i Forsvaret. Sådan bør det også være fremover. Men anerkendelse skal kunne mærkes i hverdagen. 
En mere tidssvarende løn er ikke blot et spørgsmål om kroner og øre; det er et tydeligt signal om respekt for den opgave, soldaterne løfter og ikke mindst den ambition mange politikkere på tværs af politiske skel italesætter igen og igen.

Derfor bør ambitionen være klar: Lønnen i Forsvaret skal i højere grad afspejle opgavernes tyngde og nærme sig niveauet for sammenlignelige stillinger. Det er ikke udtryk for overbudspolitik, men for rettidig omhu. For hver soldat, vi formår at fastholde, sparer vi samtidig betydelige ressourcer på rekruttering og oplæring – og bevarer værdifuld erfaring i organisationen.

Men løn kan ikke stå alene. Gode rammer for familieliv, større forudsigelighed i tjenesten og tydelige karriereveje er mindst lige så vigtige. Når helheden er på plads, styrker vi både motivationen og sammenhængskraften.

At forbedre soldaternes vilkår er i sidste ende en investering i Danmarks sikkerhed og tryghed. Historien har vist os værdien af at være velforberedt, og traditionelt har vi i Danmark forstået, at et stærkt forsvar kræver ordentlige forhold for dem, der står i forreste række.

Det er en debat, vi bør tage nu – med respekt for det, der har båret os hertil, og med et fremsynet blik på den sikkerhed, kommende generationer skal leve under.

John E. Nyborg
Byrådsmedlem Fredericia, Socialdemokratiet
Kongensstræde 8A, Fredericia

Martin Ramsdal Pedersen
Fællestillidsrepræsentant, Centralforeningen for Stampersonel på Ryes Kaserne
Blåkjærsvej 2, Erritsø, Fredericia

Superligaens tophold gæster Monjasa Park: »Det bliver den sværeste opgave i lang tid«

Af
Thea Dyhrberg og Julie Christensen
-
0

SPORT. Forårssæsonen kunne næsten ikke være startet bedre for FC Fredericia. Sejren på 3-2 i Vejle sendte både point og selvtillid ind i omklædningsrummet og gav klubben den bedst tænkelige åbning på et forår, hvor hvert eneste point kan blive afgørende. Nu venter en helt anden kaliber.

Søndag klokken 14.00 løber spillerne på banen på Monjasa Park, hvor AGF kommer på besøg. Og ifølge direktør Stig Pedersen er det ikke hvem som helst, der gæster byen. »Ja, der møder vi pt. Danmarks bedste hold. Det bliver en stor udfordring for os, fordi AGF har været suveræne meget længe. De har den der tro på tingene og den medvind, man har som tophold,« siger han.

AGF topper i øjeblikket Superligaen og har lagt afstand til både FC Midtjylland, FC København og Brøndby. Det vidner om stabilitet og kvalitet. »Det bliver den sværeste opgave i hvert fald i lang tid på hjemmebane, det må man sige. Det er topkvalitet, der kommer på besøg.«

AGF’s status som tophold ændrer dog ikke på ret meget i Fredericia-lejren. På træningsbanen er der ikke blevet opfundet nye mirakelkure op til søndag. Tilgangen er den samme, som den plejer at være. »Vi gør ikke noget anderledes. Vi tager udgangspunkt i os selv. Det er jo det, vi skal gøre.« Optimismen er der – som altid. Men realismen følger med. »Det er jeg altid. Vi tror da på det hver gang. Men man må også være ærlig og sige, at det her bliver en kæmpe mundfuld. Det bliver sjovt at måle sig med dem.«

Hvad skal lykkes?

Spørgsmålet er derfor ikke, om opgaven er svær. Det er den. Spørgsmålet er, hvad der skal lykkes, hvis Fredericia skal have noget med ud af den. Ifølge Stig Pedersen handler det om at tage det med fra Vejle, der fungerede, og strække det over længere tid. »Der skal lykkes noget af det, som lykkedes i Vejle i første halvleg. Det skal vi kunne overføre i længere tid.«

Samtidig er han bevidst om, at søndagens kamp ikke er den, der i sidste ende afgør sæsonens retning. »Det er jo ikke dem, vi skal måles med eller indhente. Den kamp var pointmæssigt vigtigere for os end den her. Det var den sidste kamp mod et top-6-hold.«

Det, der for alvor kommer til at definere foråret, ligger længere fremme i kalenderen, påpeger han.

De rigtige kampe venter

Efter AGF venter virkeligheden for alvor. Randers og Silkeborg står på programmet – direkte konkurrenter i tabellen. Dertil kommer flere indbyrdes opgør mod Vejle. »Vi kommer til at møde Randers og Silkeborg tre gange og Vejle to gange, som det ser ud lige nu. Det bliver jo de kampe, hvor der står meget mere på spil.«

Det er her, sæsonen skal defineres. Fredericia skal hente et af holdene foran sig, samtidig med at Vejle skal holdes bag sig. Det er de kampe, hvor regnestykket skal gå op. Netop derfor kan en overraskelse mod AGF få ekstra vægt. Point, man ikke har kalkuleret med, kan ændre dynamikken. »Hvis vi kunne lave en sensation her med tre point, så ville det jo være fantastisk. Engang imellem skal man jo også lave nogle point, man ikke havde regnet med,« bemærker direktøren med et lille smil i stemmen.

Et boost, men ingen garantier

Sejren i Vejle har sat strøm til truppen. Det mærkes. »Det giver jo altid energi at vinde. Vi har jo gået og ventet på den kamp lige siden efteråret.« Men den energi giver ingen forspring mod et tophold som AGF, påpeger direktøren. »Det er AGF sådan set ligeglad med. Vi skal have en ekstrem god dag, og AGF behøver ikke lige ramme deres topniveau, så har vi en chance.«

Søndag bliver derfor en test af format. En måling på, hvor Fredericia står, når ligaens førerhold kommer på besøg. Og måske en mulighed for at vise, at Monjasa Park kan være mere end bare et stop på vejen. Om det rækker til point, afgøres over 90 minutter. Ambitionen er dog ikke til at tage fejl af. »Lad os se, om vi kan drille AGF lidt. Det håber jeg,« slutter Stig Pedersen.

Læs også

FC Fredericia og frivillige i gang med at holde Monjasa Park kampklar

Mange velfærdsmedarbejdere vælger kortere arbejdstid og lavere løn uden for det offentlige

Af
Mille Dyhrberg
-
0

SUNDHED. Når velfærdsmedarbejdere som SOSU’er, sygeplejersker, fængselsbetjente og politibetjente forlader deres job i det offentlige, sker det ofte til stillinger med færre arbejdstimer og lavere løn. Det viser et nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden, som samtidig peger på et betydeligt potentiale i at fastholde flere medarbejdere i de offentlige velfærdsfag.

Ifølge forskningsprojektet forlader mellem 27 og 48 procent af medarbejderne i de fire faggrupper det offentlige i løbet af deres arbejdsliv. Analysen viser, at omkring 50.000 personer med relevante uddannelser ikke længere arbejder med deres fag i det offentlige, herunder knap 27.000 SOSU’er.

»Vores analyse viser, at omkring 50.000 personer med de relevante uddannelser, herunder næsten 27.000 SOSU’er, ikke arbejder med deres fag i det offentlige. Det er en udfordring, når vi ved, at der i de kommende år vil være rekrutteringsproblemer i netop de fag. Mange har nævnt et behov for større udenlandsk rekruttering, men vores analyse peger på, at der også er et stort potentiale i at fastholde flere i det offentlige og rekruttere flere, hvis der er politisk ønske om det,« siger Jacob Arendt, forskningsprofessor ved ROCKWOOL Fonden.

Fælles for alle fire faggrupper er, at de reducerer deres arbejdstid, når de forlader det offentlige. Fængselsbetjente og politibetjente går mest ned i tid og arbejder i gennemsnit tre til fire timer mindre om ugen i deres nye job. SOSU’er og sygeplejersker, der i forvejen ofte arbejder på deltid i det offentlige, går typisk en til halvanden time ned om ugen.

Også lønnen ændrer sig markant for flere af faggrupperne. Fængselsbetjente og SOSU’er oplever de største lønnedgange på henholdsvis omkring 4.000 og 1.800 kroner om måneden. Sygeplejersker går i gennemsnit 360 kroner ned i månedsløn, mens politibetjente er den eneste gruppe, der i gennemsnit oplever en lønstigning på 830 kroner om måneden, primært fordi flere finder job i den private sektor.

Samtidig viser forskningsrapporten, at velfærdsmedarbejderne ofte skifter til arbejdspladser med lavere sygefravær. I perioden fra 2009 til 2023 var andelen på sygedagpenge høj blandt de fire faggrupper i det offentlige, hvor især SOSU’er og fængselsbetjente lå højt. Efter jobskiftet falder sandsynligheden for at modtage sygedagpenge markant, og generelt er den lavere end for dem, der bliver i det offentlige.

Ifølge Jacob Arendt peger resultaterne på, at arbejdsvilkår spiller en central rolle, når medarbejdere forlader deres fag i det offentlige.

»Vores analyse tyder på, at mange, der forlader deres fag i det offentlige, er villige til at gå ned i løn og arbejde færre timer i bytte for arbejdsvilkår, der passer dem bedre. Derfor er det ikke kun højere løn, men også arbejdsvilkår, der betyder noget, hvis man vil fastholde flere offentlige velfærdsmedarbejdere.«

Forskningsprojektet bygger på analyser af registerdata fra 2009 til 2023 for personer mellem 18 og 64 år med uddannelse som SOSU-assistent eller -medhjælper, sygeplejerske, fængselsbetjent eller politibetjent.

Sydjylland skal ikke skylles i havet eller druknes i regn

Af
Karsten Byrgesen
-
0

OPINION. For mange mennesker i vores skønne landsdel Syd- og Sønderjylland er vejrudsigter med risiko for stormflod eller skybrud blevet en faktor, der truer vores hverdag og velfærd.

Vi står i en ny klimavirkelighed. Vejret er vildere, og stormfloderne bliver hyppigere og mere massive.

Lad det være helt klart: For Borgernes Parti er klima- og miljøbeskyttelse af mennesker, dyr og værdier – alles opgave, men særligt en statslig opgave. Det kunne i teorien også fortsat være en kommunal hovedopgave, men det rækker økonomien ikke til det. Kommunerne leverer kernevelfærd, skoler, gader, veje, kultur- og fritidstilbud samt tekniske, miljø- og klimaindsatser. De prioriterede borgernære opgaver, kaldet kernevelfærd, suger de kommunale kasser tomme. Samtidig får overdrevne skatter og afgifter statskassen til at svulme med milliarder, mens borgere og kommuner efterlades i en vanskelig økonomisk situation. Det er uacceptabelt. Staten har opgaven og ansvaret. Der er netop afsat 64 mio. kr. til at undersøge nogle af landets diger. Det er en dråbe i havet, og der er behov for en forstærket og snarlig indsats. Oversvømmelser, hvad enten det skyldes hav- eller regnvand, er ødelæggende for ejendomme, infrastruktur, elnet og ikke mindst når udslip fra toiletter flyder gennem folks huse og rundt i gaderne og ender i vandløb og i havet.

Klimavirkeligheden er både reel og dyr.

Mange husker sikkert stormfloden i 2023, der ramte blandt andet Haderslev, Aabenraa og Sønderborg Kommune som oplevede store ødelæggelser og en regning på 80 millioner kroner. Sommerhusområder blev oversvømmet og raseret, og dæmninger bl.a. på Kegnæs og digesammenbrud i Vemmingbund og Aabenraa understreger den nye virkelighed.

Ifølge seneste opgørelse fra Kystdirektoratet er 51 kommuner udpeget som særligt oversvømmelsestruede. Det betyder, at hver sjette bolig i Danmark har høj risiko for at blive oversvømmet.

En fremskrivning af vandstanden i Nordsøen gør Tønder Kommune til den mest truede kommune i landet. Samme opgørelse udpeger også Esbjerg, Fanø, Rømø, Varde, Tønder, Vejle, Fredericia, Sønderborg, Gråsten og Kolding som oversvømmelsestruede af hav og vandløb. Det er en virkelighed og et ansvar staten bør tage alvorligt.

123...203Side 1 af 203
© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER