Der følger et særligt ansvar med at blive valgt ind i et byråd. Det ansvar stopper ikke ved byrådssalen. Tværtimod. For mange folkevalgte fortsætter deres mandat ind i bestyrelseslokaler, repræsentantskaber, selvejende institutioner og selskaber, hvor kommunen har udpegningsret.
Her sidder de ikke som private personer. De sidder ikke som venner. Og de sidder ikke som loyale medspillere for ledelsen. De sidder der som folkevalgte. På vegne af kommunen. På vegne af borgerne.
Det er en rolle, der alt for ofte bliver misforstået.
Når en politiker indtræder i en bestyrelse som kommunens repræsentant – eller som observatør – er det ikke for at blive en del af driften. Det er heller ikke for at sikre ro, harmoni eller interne hensyn. Rollen er grundlæggende demokratisk: at føre tilsyn, stille spørgsmål og sikre, at offentlige midler, værdier og formål forvaltes korrekt.
En observatør er ikke en passiv gæst. En bestyrelsesrepræsentant er ikke en medunderskriver på stilhed.
Tværtimod.
Alt for ofte ser man folkevalgte, der sætter sig til rette i bestyrelseslokalet, tager imod kaffen, spiser smørrebrødet og glider ind i møderne som tilskuere snarere end vagthunde. De nikker, lytter og lader dagsordenen passere, uden at stille det mest grundlæggende spørgsmål af alle: Hvad har vi faktisk lavet siden sidst? Hvilke beslutninger er truffet? Hvilke penge er brugt? Og hvilke risici er opstået? Hvor skal vi hen? Hvilke muligheder er der? I stedet for at udfordre direktøren og formanden på fremdrift, retning og ansvar, bliver rollen reduceret til selskabelighed. Men den folkevalgte sidder ikke dér for stemningens skyld. Man er ikke udpeget for at være nem at have med at gøre. Man er udpeget for at repræsentere borgerne – også når det kræver, at man stiller de spørgsmål, der kan få kaffen til at smage lidt bittert.
Den folkevalgte i bestyrelsen er borgernes øjne og ører. Den, der skal turde spørge, også når spørgsmålene er ubehagelige. Den, der skal sige fra, også når det forstyrrer den gode stemning. Den, der skal huske, at loyaliteten ikke ligger overfor direktøren, formanden eller institutionen – men overfor offentligheden.
Det er her, det ofte går galt.
For når folkevalgte begynder at tale om “arbejdsro” i bestyrelser, når de undlader at rejse kritik af hensyn til relationer, eller når de forsvarer beslutninger, de reelt ikke kan forklare i det offentlige rum, er rollen allerede gledet. Så er den folkevalgte ikke længere vagthund. Så er vedkommende blevet medforvalter af tavshed.
Det er måske ikke ulovligt. Men det er problematisk.
For kommunale bestyrelsesposter er ikke belønninger. De er tillidshverv. Og tillid forpligter. Ikke til stilhed, men til ansvarlighed. Ikke til loyalitet opad, men til gennemsigtighed udad.
Det gælder uanset, om der er tale om en erhvervsdrivende fond, et forsyningsselskab, en kulturinstitution eller et udviklingsselskab. Offentlig indflydelse kræver offentlig forklaring. Og offentlig forklaring kræver mod.
Særligt rollen som observatør bliver ofte misforstået. Observatøren har måske ikke stemmeret, men har netop derfor en friere position. En observatør er der for at se, notere og reagere – ikke for at tie. Hvis observatøren kun observerer i stilhed, svigter vedkommende sit mandat.
Når folkevalgte efterfølgende siger “det kan jeg ikke udtale mig om” eller “det foregik i bestyrelsen”, bør alarmklokkerne ringe. For netop dér begynder demokratiet at blive reduceret til formalitet i stedet for praksis.
Det er ikke altid nemt at være den, der stiller spørgsmålene. Det kan koste relationer. Det kan koste popularitet. Men det er prisen for at være folkevalgt. Man bliver ikke valgt for at være bekvem. Man bliver valgt for at tage ansvar.
At være folkevalgt stopper ikke, når man træder ind i bestyrelseslokalet. Det er ofte dér, det begynder.
Hvis borgerne ikke kan stole på, at deres repræsentanter også repræsenterer dem dér, hvor beslutningerne træffes uden for offentlighedens søgelys, mister det kommunale demokrati sin dybde.
Spirituskørsel i Faaborg, flere færdselsuheld i Odense og sigtelser for euforiserende stoffer fylder i Fyns Politis døgnrapport tirsdag. I Faaborg blev en 62-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune sigtet for spirituskørsel mandag aften. Ifølge politiet førte manden en personbil, selvom han var påvirket af alkohol over den tilladte promillegrænse. Uheldet skete på Kildetoften omkring klokken 20.35, hvor manden påkørte et parkeret køretøj og efterfølgende kørte gennem et hegn. Der er ikke oplyst om personskade.
Mandag morgen skete der et harmonikasammenstød med tre biler i østgående retning ved afkørsel 53 Odense SV. Uheldet skete i 2. vognbane omkring klokken 08.19. Ifølge politiet overså den bagerste bilist, at trafikken foran var bremset ned, hvilket førte til, at bilen påkørte den forankørende, som igen blev skubbet frem i et tredje køretøj. Der skete ingen personskade, men der opstod materielle skader, primært på de to bagerste biler.
Senere på aftenen var der endnu et færdselsuheld i Odense C. Her skete et sammenstød på Østerbæksvej omkring klokken 23.00, da en bilist forsøgte at undvige en snebunke ved siden af vejen og i den forbindelse påkørte et modkørende køretøj. Politiet oplyser, at der umiddelbart ikke er meldinger om personskade.
Derudover blev to unge mænd, en 21-årig og en 22-årig – begge fra Odense Kommune – mandag eftermiddag sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. De to blev truffet på Kochsgade omkring klokken 15.28. Politiet oplyser ikke nærmere om sagen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport den 14. januar.
Vikingetiden var ikke kun togter og vold, men en langsom globalisering, hvor handel, lov og kristendom flettede sig sammen. Ifølge lokalhistoriker Gert Jensen var Fredericia-egnen et centralt knudepunkt i en europæisk proces, der begyndte længe før Jelling – og fortsatte langt efter.
Der er noget særligt ved den måde, Gert Jensen taler om vikinger på. Han begynder sjældent med sværd, skibe eller slag. I stedet starter han dér, hvor forestillingerne knirker en smule – dér, hvor den velkendte fortælling ikke længere helt passer.
»Det, der fascinerer mig mest, er ikke den almindelige opfattelse af vikinger som nogen, der tager ud i verden og slår folk ihjel og voldtager kvinder,« siger Gert Jensen. »Det, der interesserer mig, er globaliseringen.«
Ordet falder næsten umærkeligt, men det åbner et helt andet perspektiv på vikingetiden. Globalisering lyder som noget, der hører containerskibe, datakabler og EU-topmøder til. Men for Gert er det præcis dét ord, der bedst indfanger, hvad der sker i århundrederne omkring vikingetiden – og hvorfor Fredericia-egnen pludselig træder frem som mere end et lokalt hjørne af Danmark.
For det er her, ved Lillebælt, at bevægelsen bliver tydelig. Ikke kun udad – men indad. Mennesker kommer og går. Varer, idéer, ritualer og magtformer krydser hinanden. Fredericia-området ligger ikke i udkanten af verden, men på en akse, hvor nord og syd, øst og vest mødes. Sejladsen gennem bæltet er ikke en omvej, men en hovedfærdselsåre.
»Det er dér, man for alvor kommer ud i verden og støder på kristendommen, som man så stille og roligt forsøger at få ind i Danmark. Den proces er fuldstændig vild,« siger Gert.
Kristendommen ankommer ikke som et lyn. Den sniger sig ind gennem kontakter, alliancer og gensidig afhængighed. Missionærer, handelsfolk og udsendinge bevæger sig ad de samme ruter som vikingerne selv. Fredericia-egnen bliver et mødested – ikke kun for varer, men for verdenssyn. Tro møder tradition. Nye magtformer støder mod gamle.
For Gert er det afgørende, at vikingetiden ikke forstås som et voldsomt brud, men som en overgang. »Det er ikke en eksplosion, men en langsom omstilling,« siger han. Og netop i den omstilling får steder som Fredericia en særlig betydning. For overgange sker sjældent i yderpunkterne – de sker i knudepunkterne.
Når han læser byzantinske kilder, støder han på en overraskelse, som også siger noget om Danmarks placering i verden på det tidspunkt. »Man kan se, at de med en vis forundring konstaterer, at nogle af de mennesker, de møder i nord, faktisk er danske vikinger,« siger han. Ikke som mytiske barbarer, men som genkendelige aktører i et større politisk og økonomisk spil.
Og forundringen stopper ikke dér.
»De er meget forundrede over vores lovgivning. Over den måde, samfundet er organiseret på.«
For i modsætning til de centraliserede systemer i Rom og det østlige Middelhav møder de her noget andet. Ikke kaos, men heller ikke enevælde. I stedet et samfund, hvor magt og ret er forankret i fællesskabet. Hvor loven ikke står i en bog, men lever i et menneske.
Lovsigemanden.
»Man havde ikke en lovbog, man kunne slå op i. Man havde en mand, der kendte loven og fremsagde den,« forklarer Gert. Et system, der virker fremmed for romere og egyptere, men som i praksis rummer en høj grad af stabilitet og forudsigelighed. Loven er ikke abstrakt – den er personlig, forpligtende og offentlig.
»Lovene bliver først skrevet ned langt senere, men de bygger på ældre traditioner. Og mange af de principper, vi kender i dag, kan faktisk føres hele vejen tilbage,« siger han.
I det lys bliver Fredericia-egnen ikke bare et geografisk sted, men et laboratorium for tidlig samfundsorganisering. Her mødes rejsekonger, stormænd, handelsfolk og religiøse aktører. Her testes grænserne mellem magt og fællesskab. Og her opstår et retssystem, som – set udefra – virker overraskende avanceret.
Det er også her, fortællingen om kvinders rettigheder vender tilbage. Ikke som et romantisk efterrationaliseret ideal, men som et konkret element i den sociale orden. »Man kan se, at kvinder har rettigheder, og at folk forventes at opføre sig ordentligt. Det hele hænger sammen,« siger Gert.
Det er ikke lighed i moderne forstand, men det er struktur. Forpligtelser. Grænser for magtudøvelse. Og netop derfor bliver vikingetiden, set fra Fredericia, noget andet end den fortælling, vi ofte gentager. Ikke kun togter og vold, men forhandling, tilpasning og langsom forandring.
Det er denne sammenhæng, Gert bliver ved med at vende tilbage til. Ikke de enkelte begivenheder, men forbindelserne imellem dem. Mellem steder, mennesker og idéer. Og forbindelserne stopper ikke ved vikingetiden. De rækker videre – ind i kristendommen, middelalderen og den europæiske historie, Fredericia-egnen allerede da var vævet ind i.
»De her vikingkonger og magtcentre opstår jo ikke ud af ingenting,« siger Gert Jensen. »Hvis vi går længere tilbage, helt til stenalderen, kan vi se, at området allerede dér har været et af de bedste bosætningsområder.«
Det er en afgørende pointe for ham. For historien om Fredericia-egnen begynder ikke med vikingerne – og den slutter heller ikke med dem. Den folder sig ud som en fortsættelse, ikke en begyndelse. Et lag oven på et andet. Mennesker, der har valgt de samme høje, de samme kyster, de samme passager igen og igen, fordi landskabet ganske enkelt egner sig til liv, magt og bevægelse.
Og netop dette lag på lag bliver tydeligt, når Gert begynder at tale om kilderne. Ikke kun de arkæologiske fund i jorden, men også de skriftlige spor, der ligger spredt i tiden – og som først for alvor giver mening, når man ser dem i sammenhæng.
Han nævner et værk fra 1400-tallet, som senere optog Grundtvig dybt. Et skrift, der stadig kan virke overraskende, fordi det peger et andet sted hen, end den nationale grundfortælling har lært os. Her står nemlig, at kristendommen ikke først og fremmest får sit afgørende fodfæste i Jelling, men netop hernede – i området omkring Lillebælt.
»Han siger, at det er hernede, kristendommen kommer til Danmark.«
Det er ikke en romantisk fortælling om en ensom missionær, der vandrer rundt med fromme ord og håb i stemmen. Tværtimod. Det er storpolitik. Relationer. Strategi. Missionæren, der omtales, er ikke en perifer skikkelse, men en central aktør, der færdes i magtens rum.
»Kongen omtaler ham som den bedste rådgiver, han har. Og det er jo, fordi han kender forholdene i Frankerriget og videre ud.«
Kristendommen bliver her ikke alene et spørgsmål om tro, men om alliancer og orientering i en verden, der er ved at hænge tættere sammen. Et Europa i bevægelse. Et netværk af konger, kejsere og interesser, hvor også Fredericia-egnen indgår – ikke som tilskuer, men som deltager.
Og netop derfor bliver området strategisk. Ikke kun religiøst, men militært og politisk.
Gert fortæller om pælespærringer i vandet. Spidse pæle banket ned i mudderet for at ødelægge fjendtlige skibe, hvis de kom for tæt på. Fund, der kan dateres helt tilbage til 1300-tallet. »Man har vidst, hvad man skulle passe på. Og man har forsvaret det her område.«
Han har selv skrevet indgående om området ved Gudsøs bund, hvor sejlbare ruter har gjort det muligt både at handle og angribe. Et sted, hvor man kunne komme til – og hvor man kunne blive stoppet. Et landskab, der i dag kan virke stille og ufarligt, men som dengang var ladet med strategi og magt.
Og så er der stednavnene. De stille spor, der ofte overlever længere end både bygninger og skriftlige kilder.
»Vi har steder, der stadig hedder noget, som direkte peger på kongemagt og militær organisation,« siger Gert. »Navne, der fortæller om kongens folk, kongens herfører, professionelle soldater.«
Her bliver sproget selv til arkæologi. Stednavnene som vidnesbyrd om forbindelser til kontinentet, til hære og slag, til mennesker, der har været i udenlandsk krigstjeneste og er vendt hjem med erfaringer, rigdom – og nye perspektiver. Fredericia-egnen som bagland. Som base. Som hjem.
»Vi tror ofte, det bare er et lille område. Et lille Fredericia, et lille Kolding. Men i virkeligheden er det en del af europæisk storpolitik.«
Det er ikke en sætning, der skal blæse stedet op eller gøre det større, end det er. Tværtimod. Det er et forsøg på at vise, hvad det faktisk har været: et punkt i et netværk. En brik i et puslespil, der rækker langt ud over det lokale og helt frem til Kalmarunionen og videre ind i den europæiske historie.
Samtalen ebber langsomt ud. Der tales om kaffe. Om tid. Om at fortsætte en anden dag. Men fortællingen slipper ikke helt sit greb.
For det, der bliver stående, er ikke én bestemt konge eller én enkelt begivenhed. Det er erkendelsen af, at historien her ikke er perifer. Den er forbundet. Indvævet. Global, længe før ordet fandtes.
Og måske er det netop derfor, den stadig har noget at sige. Fordi den minder os om, at steder, vi tror, vi kender – og måske har kørt forbi tusind gange – ofte har været langt mere centrale, end vi forestiller os.
Der er forskel på at fortælle en historie og på at fælde en dom. Og der er forskel på at åbne for refleksion og på at lukke for genmæle. Den forskel er blevets udvisket i den dokumentar, der nu genåbner historien om Gudmundur Gudmundsson og hans tid som dansk landstræner.
Det er ikke i sig selv forkert, at tidligere landsholdsspillere fortæller om deres oplevelser. Det står enhver frit for at sætte ord på sin egen fortid. Men når man samler disse fortællinger i en dokumentar, der fremstår autoritativ, historisk og forklarende – uden at give den centrale hovedperson mulighed for at svare – bevæger man sig fra dokumentation til iscenesættelse.
Gudmundur Gudmundsson kalder det uforskammet. Det er svært at være uenig.
For her er ikke tale om en perifer figur. Gudmundsson var landstræner i en periode, der kulminerede med dansk herrehåndbolds største triumf: OL-guldet i Rio. Det var under hans ledelse. Med hans metoder. Med hans kompromisløshed. Og med hans faglige tilgang, som nu – mange år senere – bliver reduceret til et spørgsmål om trivsel og tone, uden at han selv får mulighed for at forklare, hvorfor han gjorde, som han gjorde.
Det er i sig selv et problem.
For dokumentaren fremstiller et billede, hvor én version får lov at stå alene. Spillernes oplevelse. Spillernes frustration. Spillernes efterrationalisering. Alt sammen legitimt – men ikke tilstrækkeligt, hvis man vil forstå helheden. For sport på eliteplan er ikke et pædagogisk projekt. Det er et præstationsrum. Og nogle gange kræver det ledelse, der ikke er konsensusbaseret, men målrettet.
Gudmundur Gudmundsson blev ikke ansat for at skabe harmoni. Han blev ansat for at vinde. Og det gjorde han.
Det interessante er, at selv Ulrik Wilbek – som ifølge dokumentaren selv forsøgte at fyre Gudmundsson midt under OL – i dag erkender, at Gudmundsson ikke var en fiasko. Tværtimod. Han var håndboldfagligt stærk. Problemet var ikke resultaterne, men kulturen. Og netop derfor er det så problematisk, at dokumentaren ikke lader Gudmundsson være en del af samtalen om den kulturforskel.
For uden hans stemme bliver fortællingen skæv.
Det er ikke dokumentarens opgave at skabe balance for balancens skyld. Men det er dens ansvar at give plads til genmæle, når den retter kritik mod en person, der stadig lever med konsekvenserne af fortællingen. Især når kritikken går på forhold, som den kritiserede direkte afviser som faktuelt forkerte.
Når Gudmundsson siger, at træningsmængderne ikke var et problem, at videomøderne ikke var overdrevne, og at han lyttede til spillerne – så er det ikke en detalje. Det er selve kernen i den kritik, dokumentaren rejser. At udelade hans deltagelse er ikke neutralitet. Det er et valg.
Og det valg gør dokumentaren fattigere.
For sandheden om eliteidræt ligger sjældent ét sted. Den ligger i spændingsfeltet mellem krav og trivsel, mellem struktur og frihed, mellem ledelse og medbestemmelse. Når man kun lader den ene side tale, ender man ikke med indsigt, men med dom.
Det er ikke for sent at rette op. Gudmundur Gudmundsson burde have været med. Ikke som forsvarstale, men som stemme. Ikke for at lukke diskussionen, men for at åbne den.
For det er først, når alle parter bliver hørt, at historien bliver mere end en fortælling. Og først dér, den bliver værd at kalde en dokumentar.
OPINION. Fødevarepriserne er tårnhøje og det borgerne har brug for, er at momsen på fødevarer sænkes, og at der gives skattelettelser i bunden, så almindelige danskere igen kan få råd til at opfylde et af menneskets allermest basale behov, nemlig behovet for føde på bordet. Det får vi så ikke, hvis man altså ser bort fra, at der er fundet penge til at gøre chokoladen billigere.
Alle afgiftslettelser er selvfølgelig gode afgiftslettelser, men man bliver næppe mæt af det. “Når der ikke er mere brød, så lad dem spise chokolade”, kan man næsten høre dem sige. Til gengæld har regeringen så fundet 4,5 milliarder til såkaldte fødevarechecks til udvalgte borgere.
Man vælger at lade staten være først med hånden i lommen og så bagefter kaste nogle af pengene tilbage (til nogle af os), formentligt med dybt bureaukratiske kriterier og et kæmpe administrativt apparat. Hvis de absolut skal vælge denne dårlige løsning, kunne de i det mindste kalde det, hvad der et: bestikkelse. Hvis man virkelig ville hjælpe dem, der kæmper med stigende madpriser, kunne man sænke skatten i bunden. Det ville komme alle til gode og gøre det mere attraktivt at tage et ekstra job eller en ekstra vagt.
Regeringens løsning holder folk fast i afhængighed og passivitet. Det er et grundlæggende socialistisk greb. Staten tager først for meget, og lover så at redde os med vores egne penge, når det begynder at gøre ondt. Den slags politik er ikke bare uambitiøs, den er også skadelig for vores økonomi, vores frihed og vores ansvarsfølelse.
Tirsdagens døgnrapport fra Sydøstjyllands Politi vidner om et forholdsvis roligt døgn i politikredsen.
Kort efter midnat, klokken 00.20, standsede politiet en bil på 6. Julivej i Fredericia. Føreren, en mand født i 1980 og bosiddende i Vejle, blev sigtet for at føre bil uden gyldig førerret.
Senere på aftenen, klokken 22.45, blev en bil standset på Ullerupdalvej. I bilen sad tre personer, og i forbindelse med kontrollen blev der fundet 2,71 gram skunk. En mand født i 2000 blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
I Kolding har politiet ifølge døgnrapporten ikke haft hændelser af betydning i det seneste døgn.
Oplysningerne stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport og pressebriefing ved vicepolitikommissær Arno Rindal Petersen tirsdag den 13. januar.
Ørsted kan igen sætte gang i arbejdet med havvindmølleparken Revolution Wind. Det har en dommer ved en føderal domstol i Washington D.C. afgjort mandag.
Dermed ophæves den midlertidige standsning, som har sat projektet på pause, og energiselskabet får lov til at fortsætte anlægsarbejdet. Domstolen har vurderet, at betingelserne for at holde projektet tilbage ikke længere er opfyldt.
Revolution Wind er et større havvindprojekt ud for USA’s østkyst og indgår som en del af Ørsteds satsning på vedvarende energi i Nordamerika. Projektet har tidligere været udfordret af juridiske indsigelser, men med afgørelsen kan arbejdet nu genoptages.
Ørsted har endnu ikke meldt ud, hvornår arbejdet konkret bliver intensiveret igen, men dommen fjerner en væsentlig usikkerhed omkring projektets videre forløb.
POLITIK. For de nyvalgte byrådsmedlemmer i Fredericia blev det for alvor virkelighed mandag, da det nye byråd var samlet til den fælles introduktionsdag. Her blev visioner, ansvar og økonomiske rammer lagt frem, og for SF’s nyvalgte byrådsmedlem Jan Filbært blev dagen et tydeligt startskud på de næste fire år.
»Det var en meget spændende dag, synes jeg egentlig,« siger han.
Programmet spændte bredt og gav både nye og erfarne byrådsmedlemmer en samlet indføring i opgaven. Fra de politiske visioner for kommunen til de helt konkrete gennemgange af økonomi, forvaltning og byrådets rolle. »Det var jo alt lige fra visioner til de overordnede tal. Til hvad er vores opgave, og hvilke forpligtelser har vi. Så vi kom bredt rundt,« fortæller Jan Filbært.
Introduktionsdagen gav samtidig et mere jordnært indblik i den administrative virkelighed, som det politiske arbejde hviler på, og som i praksis skal bære beslutningerne videre ud i kommunen. »Vi så lidt omkring selve strukturen i forvaltningen, og byrådets opgaver. Det er jo opgaver, der venter os, så det var sådan en bred vifte af alt.«
Men selvom programmet var tæt pakket med gennemgange og information, var der også plads til andet end det formelle. Introduktionsdagen blev samtidig et første fælles møde på tværs af partier, erfaring og politiske forskelle. »Vi fik jo hilst på hinanden også, og det synes jeg var rigtig gavnligt. Der var en fantastisk stemning,« siger han og tilføjer: »Der var plads til smil og grin og pjat og sådan lidt også. Men ellers var det meget seriøst.«
Ifølge Jan Filbært var introduktionsdagen godt tilrettelagt, og både forvaltningen og borgmesteren havde sat en tydelig ramme for programmet. »Det var godt sat sammen med forvaltningen også, og så selvfølgelig af vores borgmester.«
For ham var det især gennemgangen af kommunens økonomi, der gjorde indtryk. Ikke som en overraskelse, men som en konkret påmindelse om det ansvar, der følger med byrådsarbejdet. »Det er jo store tal, man sidder med. Det er jo ikke ens egen husholdning. Vi snakker rigtig mange penge,« siger han og fortsætter: »Og det giver en sådan en overskrift på, at det er en meget seriøs post, man sidder på.« Samtidig pegede gennemgangen på, hvem ansvaret rækker ud til. »Det er jo Fredericias borgeres penge, dem her. Det er skattekroner. Så det sender et signal om, at der skal være en vis respekt omkring det her.«
Selvom Jan Filbært er ny i byrådet, var indholdet i introduktionsdagen i sig selv ikke overraskende. Meget af stoffet havde han sat sig ind i på forhånd, men helheden gav alligevel et mere tydeligt billede af opgavens omfang. »Alt det med rettigheder og forpligtelser, det har man jo læst op på. Så der var ikke noget, der decideret overraskede mig. Når man ser det samlet, så kan der jo altid være noget, der gør indtryk. Det er jo store tal, man sidder med.«
Med introduktionsdagen afsluttet står byrådet nu over for den fase, hvor indsigterne skal omsættes til konkret arbejde. Introduktionsdagen blev dermed ikke kun en gennemgang, men også et naturligt skifte fra valgkamp til hverdag. Fra løfter og ambitioner til det arbejde, der nu skal udføres i praksis. »Det i går var sådan startskuddet til det hele. Nu skal vi i gang med de første udvalgsmøder i løbet af den her måned,« siger han.
Selv er Jan Filbært blevet formand for Paragraf 18-udvalget, og allerede i den kommende uge mødes udvalget for første gang. »Vi starter den 8. med at sætte os ned og hilse på hinanden og finde ud af, hvad er vores opgave. Og så begynder det ellers stille og roligt i løbet af måneden.« I alt er der kommet syv nye medlemmer ind i byrådet, og den sammensætning ser han som en styrke for det videre arbejde. »Det er et godt mix af både gamle byrådsmedlemmer og nye. Det giver et frisk pust, samtidig med at vi kan læne os lidt op ad dem, der har prøvet det før.«
På spørgsmålet om han har ro i maven som nyvalgt byrådsmedlem, er svaret kort og klart. »Ja, helt sikkert. Jeg har været med mange steder før, både på den ene og den anden side af bordet. Selvfølgelig er der noget, man kan lære, men det skræmmer mig ikke.« Det, der fylder mest nu, er snarere forventningen til at komme i gang. »Jeg er helt vildt spændt på at komme i gang for alvor. Der kommer sådan noget adrenalin i kroppen, fordi man gerne vil i gang.« Når Jan Filbært ser frem mod de næste fire år, peger han selv på de områder, han er særligt optaget af. »Det er nogle områder, jeg brænder meget for. Beskæftigelse og socialområdet blandt andet. Så jeg synes, det lover rigtig godt.«
Efter et år med ansvar for bosætning i Business Fredericia peger Iben Bonne Jensen på én klar udfordring: For få ved, hvad Fredericia er og kan. Nu skal samarbejde, kultur og relationer styrke byens image og tiltrække nye borgere
Hvis Fredericia skal lykkes med at tiltrække nye borgere, virksomheder og investeringer, handler det ikke kun om geografi, kvadratmeter og pendlerafstande. Det handler i lige så høj grad om fortællingen om byen – og om hvem der fortæller den. Det er et arbejde, Iben Bonne Jensen har stået midt i siden 2025, hvor hun tiltrådte i Business Fredericia og sidenhen fik det overordnede ansvar for bosætningen i kommunen. Et ansvar, der hurtigt viste sig at være større end først antaget.
»Jeg var oprindeligt ansat til primært at arbejde med at få pendlere til at flytte til Fredericia. Men allerede få uger efter min start blev ansvaret for hele bosætningsområdet rykket ind under Business Fredericia, og så skulle jeg sadle om ret hurtigt,« fortæller hun.
Netværk før kampagner
I stedet for at begynde med kampagner og slogans valgte Iben Bonne Jensen at begynde et helt andet sted. Med relationerne. For hende blev det hurtigt tydeligt, at Fredericias udfordring ikke alene handlede om synlighed udadtil, men også om sammenhæng indadtil. Flere aktører arbejdede med hver deres del af byens fortælling – men uden nødvendigvis at tale sammen.
»Der var allerede afsat en pulje til at styrke Fredericias image, og det gav rigtig god mening at samle kræfterne. I stedet for at hver organisation løber i sin egen retning, arbejder vi nu mere samlet om fortællingen om Fredericia.«
Det blev startskuddet til et mere koordineret arbejde, hvor Experience Fredericia, Shopping Fredericia, Business Fredericia og kommunens bosætningsindsats i højere grad tænkes som dele af samme bevægelse. Ikke for at udviske forskelle, men for at skabe retning.
Et konkret eksempel er arbejdet med ejendomsmæglerne. Et led, der i praksis ofte sidder tættest på de mennesker, Fredericia gerne vil tiltrække. »Noget af det første, jeg gjorde, var at få samlet ejendomsmæglerne. Det lykkedes faktisk at få dem alle med til samme bord. Og siden har vi haft en løbende dialog om, hvad de oplever, hvilke udfordringer de ser, og hvordan vi kan styrke hinanden.« Dialogen handler ikke om færdige løsninger, men om videndeling. Hvad efterspørger købere. Hvad tøver de over. Hvad mangler de i fortællingen om byen. Og hvordan kan Fredericia blive tydeligere – ikke som produkt, men som sted at leve.
Iben Bonne Jensen har i sit første år haft fokus på at samle aktører og styrke fortællingen om Fredericia som bosætnings- og oplevelsesby.
Kultur som tiltrækningskraft
For Iben Bonne Jensen er kultur ikke et supplement til bosætningsarbejdet. Det er en central drivkraft. Hun peger på, at mange beslutninger om at flytte ikke træffes på baggrund af arbejdsplads alene, men på baggrund af hverdagsliv, oplevelser og identitet. Og her spiller kulturinstitutioner, arrangementer og byliv en afgørende rolle.
»Kulturen spiller en kæmpe rolle for, om folk forelsker sig i en by. Og Fredericia har nogle ekstremt stærke kulturinstitutioner. Det handler om at få dem tænkt aktivt ind i bosætningsarbejdet.« Det betyder ikke, at kulturen skal instrumentaliseres. Men at den skal synliggøres som en del af byens samlede fortælling. At det, der allerede findes, også bliver fortalt – og forstået udefra.
Her handler arbejdet i høj grad om netværk. Om at skabe forbindelser mellem kulturaktører, erhvervsliv, foreninger og bosætningsindsats. Ikke gennem topstyring, men gennem relationer og fælles interesser.
»Vi har nogle ret stærke kulturmiljøer. Men de skal ikke stå alene. De skal forbindes med resten af byen og med de mennesker, vi gerne vil have til at opdage Fredericia.«
Boligpriser, tiltrækning og balance
Bosætning er også et økonomisk spørgsmål. Og et følsomt et. For Iben Bonne Jensen handler arbejdet ikke kun om at få flere til at flytte til Fredericia, men om at sikre en sund udvikling – også på boligmarkedet.
»Vi vil selvfølgelig gerne have flere til at flytte til Fredericia. Men vi vil også gerne have boligpriserne til at stige lidt. Det er et sundhedstegn for en by.« Samtidig er hun bevidst om den balance, der følger med. For lave priser kan være en fordel i rekrutteringen her og nu, men kan ikke stå alene som argument på længere sigt.
»Lige nu kan de relativt lave boligpriser være et trækplaster. Men på sigt skal vi kunne noget mere end det. Vi skal kunne tilbyde et hverdagsliv, der matcher de mennesker, vi gerne vil tiltrække.« Netop derfor hænger boligmarked, kultur, arbejdspladser og oplevelser tæt sammen i hendes tilgang. Bosætning er ikke et enkelt greb, men et samspil mellem mange faktorer – og det kræver tålmodighed.
2026 bliver året, hvor det skal vise sig
Hvis 2025 var året, hvor strukturerne blev bygget op, bliver 2026 året, hvor arbejdet for alvor skal stå sin prøve. »Efterspørgslen på boliger er allerede stigende, og den kommer kun til at vokse. Det er dér, jeg skal vise, at vi kan løfte opgaven.« Et konkret fokus bliver virksomhederne.
»Jeg har været ude hos flere store virksomheder og brugt dialogen som afsæt for at forstå deres behov. Hvordan kan vi arbejde sammen om rekruttering, bosætning og trivsel for medarbejdere?«
Det betyder blandt andet oplæg for ledige akademikere i universitetsbyer – og planer om at invitere dem fysisk til Fredericia.
»Vi taler om at samle en busfuld ledige akademikere og invitere dem herover, så de kan møde virksomhederne, opleve byen og få en fornemmelse af, hvad Fredericia er.«
Unge, værnepligtige og fremtidens ambassadører
Når arbejdet med synlighed, netværk og hverdagsliv er sat i bevægelse, bliver næste spørgsmål uundgåeligt: Hvem er det, Fredericia skal nå – og hvornår?
Her fylder de unge en stadig større del af Iben Bonne Jensens arbejde. Både dem, der allerede bor i byen, og dem, der kun opholder sig her midlertidigt.
Et konkret fokus er samarbejdet med forsvaret. Iben Bonne Jensen deltager i flere arbejdsgrupper, hvor hun arbejder med modtagelse, oplevelser og fastholdelse af værnepligtige.
»De værnepligtige er en vigtig målgruppe. De kommer hertil udefra, ofte for første gang, og får et meget konkret møde med byen. Hvis de får en god oplevelse af Fredericia, er der en reel chance for, at de får lyst til at blive. Jeg er tovholder på arbejdsgruppen bosætnings- og partnertiltal for nye fastansatte, og så deltager jeg også i arbejdsgruppen for “Værtsby for værnepligtige”« Pointen er ikke, at alle skal blive. Men at ingen skal rejse herfra uden at have set, hvad byen faktisk kan.
Derfor handler indsatsen om mere end velkomstmateriale. Det handler om oplevelser, fællesskaber og følelsen af at høre til – også i en periode, hvor opholdet i byen i udgangspunktet er midlertidigt.
»Det er jo ofte unge mennesker, der står et sted i livet, hvor næste skridt endnu ikke er fastlagt. Hvis Fredericia på det tidspunkt føles som et godt sted at være, så har vi allerede flyttet noget.«
Den tanke går igen i arbejdet med en kommende Fredericia-ambassadørordning. En indsats, der ikke skal bygges op omkring professionelle budskaber, men omkring mennesker.
»Der er mange, som allerede er stolte af Fredericia og gerne vil fortælle om byen. Det er fortællinger, der er langt stærkere end klassisk markedsføring. Dem skal vi bruge mere aktivt.«
Kulturen som Fredericias særkende
Når samtalen bevæger sig fra målgrupper til identitet, peger Iben Bonne Jensen igen på kulturen som en afgørende forskel.
Ikke som et isoleret område, men som noget, der gennemsyrer byen. »Kulturen er en del af Fredericias DNA. Den har levet her i rigtig mange år.« Det handler både om de etablerede kulturinstitutioner, men også om stemninger, miljøer og samspil. Hun beskriver det som en særlig balance mellem det rå og det nye – det historiske og det moderne.
»Hvis du stiller dig ved området omkring Kanalbyen og Porthouse, har du på den ene side det nye, moderne Fredericia. Og på den anden side havnen med containerne og industrien. Den kobling skaber et helt særligt miljø.«
Netop den kontrast er ifølge hende noget af det, der gør Fredericia anderledes end mange sammenlignelige byer. Men også noget, der let bliver overset – både af byens egne borgere og udefra. »Vi har meget mere kultur, end mange egentlig tænker over i hverdagen. Det handler om at få sat ord og billeder på det, vi allerede har.«
Derfor fylder arbejdet med synliggørelse fortsat meget. Ikke for at opfinde nye fortællinger, men for at samle dem, der allerede findes – og gøre dem tydelige.
Blikket tre år frem
Når Iben Bonne Jensen ser tre år frem, er ambitionen tydelig, men uden hurtige løfter. »Hvis Fredericia skal nå målet om omkring 55.000 borgere i 2033, så skal vi tage det i små skridt. Det er en proces.«
For hende handler bosætning ikke om kampagner med øjeblikkelig effekt, men om bevægelse over tid. Om at skabe en udvikling, der kan holde. »Vi skal følge kurven. Synliggøre, hvad vi er og kan. Få nogle til at flytte hertil – som så trækker flere med sig.«
Det er netop her, hun ser byens største potentiale. Ikke i enkeltstående tiltag, men i den samlede fortælling, der opstår, når oplevelser, hverdagsliv og relationer begynder at hænge sammen. »Hvis folk først forelsker sig i Fredericia, så bliver de vores bedste ambassadører.«
POLITIK. Statsministeren har udskrevet Skolevalg 2026, og dermed venter der tre uger med intensivt fokus på politik og demokrati for omkring 70.000 unge i alderen 13 til 17 år. Over hele landet deltager elever fra cirka 700 skoler fordelt på 95 kommuner, og interessen er større end ved tidligere skolevalg.
Skolevalget gennemføres som et undervisningsforløb over tre uger og giver elever på 8., 9. og 10. klassetrin mulighed for at arbejde med politiske emner, mærkesager og demokratiets spilleregler. Forløbet afsluttes med, at eleverne den 29. januar afgiver deres stemme på det parti, de er mest enige med, ved et valg der i form og rammer minder om et folketingsvalg.
Ifølge Folketingets formand Søren Gade spiller Skolevalg en vigtig rolle i en tid, hvor den offentlige debat ofte er præget af hårde fronter.
»Det er vigtigere end nogen sinde, at vi alle ruster os så godt som muligt til at deltage i den demokratiske samtale og den offentlige debat – med respekt, ordentlighed og lydhørhed. Med Skolevalg bringer vi den politiske samtale ind i elevernes hverdag og videre til den næste generation«, siger Søren Gade.
Han peger samtidig på, at det er afgørende, at de politiske diskussioner foregår i trygge rammer, hvor der er plads til uenighed og respekt for hinandens holdninger.
Skolevalg arrangeres af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd. Et centralt element i forløbet er mødet mellem eleverne og de politiske ungdomspartier, som i årets udgave besøger flere skoler end nogensinde før. Omkring 400 skoler får i løbet af den tredje uge besøg af unge debattører, der deltager i debatter arrangeret lokalt på skolerne.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye fremhæver, at Skolevalget giver eleverne en konkret erfaring med demokrati i praksis.
»Skolevalget giver elever i hele landet mulighed for at opleve demokrati i praksis. Eleverne øver sig i at være uenige på en ordentlig måde. Jeg er glad for at omkring 700 skoler er med«, siger Mattias Tesfaye.
Også hos Dansk Ungdoms Fællesråd understreges betydningen af, at unge engagerer sig aktivt i demokratiet. Forperson Anneline Larsen peger på det store arbejde, som frivillige unge fra de politiske ungdomsorganisationer lægger i at møde eleverne rundt om i landet.
»Skolevalg er noget helt særligt, fordi det giver elever på tværs af Danmark, mulighed for selv at tage stilling, danne holdninger og tage aktiv del i demokratiet«, siger Anneline Larsen.
Skolevalg 2026 kulminerer med en tv-transmitteret partilederdebat mellem ungdomspartiernes forpersoner på Christiansborg den 22. januar og en valgaften den 29. januar, hvor resultatet offentliggøres både lokalt, regionalt og på landsplan.
