SPORT. Udvalget for Professionel Håndbold, der består af repræsentanter fra både eliteklubberne og DanskHåndbold, har vedtaget en ny fælles rangliste, som fremover skal afgøre tilmeldingen til de europæiske klubturneringer.
Beslutningen er truffet på baggrund af en indstilling fra Tophåndbold og dermed eliteklubberne, og ranglisten offentliggøres nu for at skabe klarhed for alle klubber i forbindelse med sæsonstart. I processen har der været dialog med det europæiske håndboldforbund EHF, og arbejdet med at få de nye propositioner beskrevet juridisk sættes nu i gang.
Udvalget for Professionel Håndbold oplyser, at listen skal evalueres årligt, mens en mere omfattende evaluering med en bredere interessentgruppe gennemføres hvert tredje år. Ambitionen er, at eventuelle ændringer i ranglisten fremover skal ske i god tid inden turneringsstart, så klubberne kan planlægge ud fra tydelige rammer.
Den nye rangliste gælder for både kvinder og herrer og ser således ud:
- Danmarksmester
- Grundspilsvinder
- DM-sølvvinder
- Pokalmester
- Grundspils nummer 2
- DM-bronzevinder
- Grundspils nummer 3
- Grundspils nummer 4
- Grundspils nummer 5
Listen fortsætter videre ned gennem grundspillet, hvis det er nødvendigt for at fordele pladserne.
Man kvalificerer sig gennem ovenstående rangorden først til Champions League og derefter til European Handball League. Pokalmesteren er sikret en plads i European Handball League, men kan ikke opnå kvalifikation til Champions League via pladsen som pokalmester.