Rekordhøjt antal mennesker lever med eller efter kræft – hjælp til senfølger bør forbedres.
Antallet af mennesker i Danmark, som lever med og efter en kræftsygdom, er højere end indbyggerantallet i Aarhus Kommune.
Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at der ved udgangen af 2023 var 396.775 personer herhjemme, som levede med kræft eller som tidligere havde fået en kræftdiagnose og i dag er kræftfri.
Det er 11.134 flere end året før og det højeste antal nogensinde.
Ulige adgang til hjælp
Bedre behandling, tidligere opsporing og højere levealder betyder, at flere i dag kan leve videre i mange år efter en kræftdiagnose, forklarer Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.
– Det er en fantastisk udvikling. Men når antallet af tidligere og nuværende kræftpatienter stiger, er der også langt flere, der oplever generende og i nogle tilfælde invaliderende senfølger. De skal have en bedre hjælp, end de får i dag, siger Jesper Fisker.
– I dag afhænger din mulighed for at få hjælp til senfølger i alt for høj grad af din bopæl og længden på din uddannelse. Der er helt afgørende, at der sættes ind for at bekæmpe den sociale og geografiske ulighed i adgangen til senfølgehjælp ved at etablere ensartede tilbud i alle regioner, fastslår han.
Det faglige oplæg til den kommende Kræftplan V forventes at være klar inden længe. Derefter skal politikerne på Christiansborg forhandle om planen. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har tidligere sagt, at hjælp til senfølger skal være et centralt element i planen.
– Kræftens Bekæmpelse er en af de aktører, som kommer med input til det faglige oplæg. Hvad angår senfølger er vi ikke imponerede over det udkast, vi har set, men vi håber, det lander godt, siger Jesper Fisker.
70 pct. oplever senfølger
Kræftens Bekæmpelses undersøgelser blandt kræftpatienter viser, at op til 70 pct. oplever senfølger efter sygdommen eller behandlingen. 3 ud af 4 af dem svarer, at de har et eller flere fysiske eller psykiske problemer, som de ikke har fået den nødvendige hjælp til.
Forskning viser desuden, at patienter med kort uddannelse har flere senfølger end de med lang uddannelse. Men blandt patienter, der opsøger hjælp på en af landets senfølgeklinikker, er der en overrepræsentation af de med lang uddannelse.
Den nye rapport ‘Nye kræfttilfælde i Danmark 2023’ bygger på tal fra Cancerregisteret, som blev oprettet af Kræftens Bekæmpelse i 1942 og i dag hører under Sundhedsdatastyrelsen.