Fra den 1. januar 2025 vil TREFOR Vand hæve prisen på vand med 1,59 kr. pr. kubikmeter. Det oplyser Lars Skjerning, vandforsyningschef hos TREFOR Vand, der forklarer, at stigningen skyldes flere faktorer, blandt andet nye krav om grundvandsbeskyttelse og store anlægsinvesteringer.

Ifølge Lars Skjerning er prisjusteringen en del af grundprisen for 2025 og dækker både generelle prisstigninger og specifikke omkostninger forbundet med nye lovkrav.

– Vi varsler en prisstigning fra 1. januar, og justeringen dækker både de generelle pristillinger og vores arbejde med sikker grundvandsbeskyttelse, samt nogle anlægsinvesteringer, siger han.

Nye krav om grundvandsbeskyttelse

En væsentlig del af prisstigningen skyldes nye lovkrav om beskyttelse af grundvandet i såkaldte BNBO-områder (Boringsnære Beskyttelsesområder). Lars Skjerning forklarer, at TREFOR Vand gennem flere år har forsøgt at lave frivillige aftaler med lodsejere i disse områder, men det har været svært at få tilstrækkelig opbakning.

– En af de faktorer, der har forårsaget stigningen, er, at der for nogle år siden blev lovbestemt, at der skulle laves grundvandsbeskyttelse i de såkaldte BNBO-områder. Der har været en periode, hvor vi som vandforsyningsselskab har forsøgt at lave frivillige aftaler med de berørte lodsejere. Vi har været ude og kontakte cirka 80 lodsejere, og kun fem eller seks har accepteret en frivillig aftale, da de har ventet på, hvad taksten for det ville blive, forklarer Lars Skjerning.

Den manglende opbakning har ført til nye regler, hvor kommunerne nu er forpligtede til at påbyde grundvandsbeskyttelse i BNBO-områder. Det betyder, at TREFOR Vand bliver nødt til at finansiere denne beskyttelse, hvilket er en del af baggrunden for prisstigningen.

– Nu er der kommet en ny lov, der siger, at kommunerne skal påbyde grundvandsbeskyttelse i disse områder. Det betyder, at vi som vandforsyningsselskab bliver pålagt at betale for grundvandsbeskyttelse i de nærmeste beskyttelsesområder. Derfor hæver vi vandprisen med 1,59 kr. pr. kubikmeter. Den ene krone går alene til arbejdet med BNBO, fortæller han.

Selv med denne stigning dækker beløbet dog ikke de samlede omkostninger for grundvandsbeskyttelsen. Lars Skjerning forklarer, at betalingerne også afhænger af høsten på de berørte arealer.

– En grundvandsbeskyttelse i BNBO-områder kan kun begynde, når det berørte erhvervsmæssige areal ikke længere er i dyrkning. Det betyder, at vi først skal betale, når afgrøderne er høstet. Nogle gange høstes afgrøderne én gang om året, andre gange kun hver anden år. Så det betyder, at nogle penge skal vi betale i 2025, og andre først i 2026, siger han.

Store anlægsinvesteringer og tidligere udgifter

En anden væsentlig årsag til stigningen er en stor anlægsinvestering, der skal sikre rent drikkevand til forbrugerne. TREFOR Vand blev i 2017 tvunget til at lukke Staurbyskov Vandværk på grund af pesticidforurening og har siden forsøgt at finde en erstatning.

– Vi har en stor anlægsinvestering i Middelfart. Tilbage i 2017 blev Staurbyskov Vandværk ramt af pesticider og måtte lukkes. Vandværket har været ude af drift siden da. Vi har fået et pålæg fra kommunen om at finde en erstatning, og vi har forsøgt at finde vand på Fyn. Vi har lokaliseret en ny kildeplads ved Brenderup, og det betyder, at vi skal bygge et nyt vandværk, forklarer Lars Skjerning.

Denne investering indebærer både opførelse af et nyt vandværk og etablering af en ny kildeplads, hvilket medfører betydelige omkostninger for vandforsyningsselskabet.

Derudover har stigningen også rødder i tidligere strømudgifter, som TREFOR Vand ikke tidligere har haft tilladelse til at opkræve hos forbrugerne.

– For to år siden, da elpriserne steg, havde vi ikke tilladelse i vores daværende indsigtsramme til at hæve priserne for den øgede elomkostning. Alle os som forbrugere mærkede jo også, at vores elpris steg, men det gjorde den også for os som drikkevandsselskab. Vi havde bare ikke tilladelse til at opkræve det på det tidspunkt. Vi måtte først opkræve det to år senere, og derfor er nogle af de penge, vi opkræver nu, et resultat af den underdækning, vi havde på strømudgifterne til produktion, siger Lars Skjerning.

Ingen profit på prisstigningen

Ifølge Lars Skjerning er det vigtigt at understrege, at TREFOR Vand ikke tjener ekstra penge på stigningen.

– Nej, overhovedet ikke, slår Lars Skjerning han fast.

TREFOR Vand varsler dermed en prisstigning, som både dækker investeringer i fremtidens drikkevand og opfylder kravene om grundvandsbeskyttelse. Med de nye priser vil forbrugerne betale 1,59 kr. mere pr. kubikmeter fra årsskiftet, hvilket skal bidrage til en bæredygtig og sikker vandforsyning fremover.