Aftalepartierne bag Grøn Fond afsætter 150 millioner kroner til en kystpulje for at sætte tempo på klimatilpasningen og understøtte kommunernes kystbeskyttelsesindsatser. Puljen er målrettet de steder, hvor risikoen er størst og åbner inden sommerferien.
For at dæmme op for oversvømmelser og erosion, hvor havet gnaver af kysten, vil alle landets kommuner senere på året kunne søge om støtte til kystbeskyttelsesprojekter så som diger, sandfodring og højvandsmure.
Regeringen og aftalepartierne bag Grøn Fond (Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre) har besluttet at afsætte 150 mio. kroner til en kystpulje i 2024.
Det sker som led i udmøntning af Klimatilpasningsplan 1 og Grøn Fond.
– Jeg er glad for den brede opbakning til at forlænge kystpuljen med 150 millioner kr. i 2024. De stormfloder, som vi har set i efteråret og vinteren, viser desværre tydeligt, hvor vigtig klimatilpasning i kystområderne er, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Puljen er en forlængelse af kystpuljen, der er uddelt siden 2020, og aftaleparterne er enige om, at midlerne skal målrettes de steder, hvor risikoen er størst, og der kan opnås mest mulig beskyttelse for pengene.
Samtidig sættes der fokus på tempo, så projekter langt fremme i planlægningen, kan realiseres hurtigt.
Fokus på naturbaserede løsninger
I år vil projekter med kystbeskyttelse, der bygger på naturbaserede løsninger så som eksempelvis kunstige klitlandskaber og kystfodring blive prioriteret højere end tidligere.
– Naturen er under pres i vores kystområder. Derfor lægger vi i denne pulje særlig vægt på, at projekter skal fremme kystnaturen og de store værdier, som den rummer, siger ministeren.
Endelig indebærer den politiske aftale, at 1.095 mio. kr. i 2025-2029 skal afsættes til kystbeskyttelse på Vestkysten i fællesaftaler med kommunerne, der er særligt udsat for oversvømmelse og erosion.