En ny befolkningsprognose viser, at der vil være 100.000 flere 80+-årige i 2030, hvilket kan skabe behov for 9.500 flere plejehjemspladser. Det er tre gange mere end det mål, som partierne har fastsat i ældrereformen. Pensionsbranchen vil gerne bygge de manglende pladser.

I 2030 vil der ifølge en ny prognose fra Danmarks Statistik være mere end 100.000 flere ældre på 80 år og derover end i dag. Antallet af 80+-årige i 2030 er på bare et år opjusteret med næsten 3.000 personer.

– Inden for en meget kort årrække vil vi have mere end 100.000 flere ældre på 80 år eller derover. Det stiller store krav til behovet for ældrepleje og plejeboliger, siger direktør Jan V. Hansen fra brancheforeningen Forsikring & Pension.

Det er nemlig særligt personer på 80 år eller ældre, der bor i en ældrebolig eller får brug for en plejehjemsplads. Det er omkring 10 pct. af de 80+-årige, som bor enten på plejehjem eller i ældrebolig. Hvis den andel er den samme i 2030, er der behov for 9.500 flere ældreboliger end i dag.

– Om bare seks år vil der temmelig sikkert blive behov for omkring 9.500 flere ældreboliger. Det kræver, at kapaciteten udvides, og vi får bygget mange flere boliger de kommende år. Regeringens ældrereform lægger op til, at der skal komme 3.000 flere fri- og lokalplejeboliger inden 2030. Pensionssektoren kan bidrage med at udvide antallet, fordi branchen har ekspertise i at bygge, drifte og vedligeholde ejendomme, siger Jan V. Hansen.

Syddanmark
Behovet for flere ældreboliger og plejehjem er gældende for hele landet. Befolkningsfremskrivningen indikerer, at det største behov i Syddanmark er i Esbjerg, Fredericia, Vejle og Kolding.

– Det er en stor opgave for kommunerne at sikre tilstrækkeligt med boliger til de ældre, som får behov for hjælp og pleje. Men pensionsselskaberne kan løfte en del af opgaven ved at opføre såkaldte friplejehjem, som de i forvejen gør i en række kommuner, siger Jan V. Hansen.

Herunder statistikken fra regionen

Antal 80+-årige i 2024 og 2030 fordelt på kommuner ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning.

Kommune20242030Vækst i 80+-årigeNødvendig vækst i antal plejeboliger
Billund1.6022.09749545
Esbjerg6.5028.6892.187198
Fanø26244418216
Fredericia3.1014.1161.01592
Haderslev3.6744.55187779
Kolding4.9016.4821.581143
Sønderborg5.6696.7391.07097
Tønder2.5223.26674467
Varde3.2363.98975368
Vejen2.6383.17053248
Vejle6.1918.2892.098190
Aabenraa3.8284.9831.155105
I alt44.12656.81512.6891.149