Nykredit-koncernen har besluttet at fremsætte et købstilbud på Spar Nord. Målet er at samle Spar Nord og Nykredit Bank i én stærk, foreningsejet bank, som kan konkurrere med Danmarks største børsnoterede pengeinstitutter. Bestyrelsen og direktionen i Spar Nord samt Spar Nord Fonden bakker enstemmigt op om salget efter grundige forhandlinger.

Sammenlægningen vil kombinere Spar Nords erfaring med lokale kunder og små- og mellemstore virksomheder med Nykredits ekspertise inden for større erhverv, ejendomssektoren og bæredygtig rådgivning. Den nye bank vil få landets mest omfattende filialnetværk og fastholde lokal tilstedeværelse, mens filialerne fortsætter under deres nuværende navne og logoer, skriver Nykredit i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

– Vi har hver især værdier og spidskompetencer, der sammen øger vores gennemslagskraft. Ved at gå sammen kan vi tilbyde endnu flere kunder fordelene ved et foreningsejet alternativ i den finansielle sektor og styrke konkurrencen mod de største børsnoterede banker, siger bestyrelsesformand i Nykredit, Merete Eldrup, der ser samarbejdet som et naturligt match.

Nykredits koncernchef, Michael Rasmussen, fremhæver, hvordan begge banker bygger på en stærk lokal forankring og ejere, der tænker langsigtet og bæredygtigt.

– Vi bliver hele Danmarks foreningsejede bank og kan fortsætte vores vækst med den nødvendige skala i et marked præget af stigende regulering og digitalisering. Sammen styrker vi vores position og vores evne til at skabe værdi for kunderne, siger han.

Fokus på partnerskaber og vækst

Den nye bank vil fortsat være en del af Totalkredit-samarbejdet, ligesom begge banker opererer på samme datacentral, BEC, og samarbejder på en række andre områder. Ifølge Michael Rasmussen er fællesskaber som Totalkredit, Sparinvest og Privatsikring afgørende for koncernens strategi og vil blive prioriteret højt i fremtiden.

– Vi vil yderligere investere i vores partnerskaber, fordi de styrker vores samlede position i det danske finansielle marked, udtaler han.

Det næste skridt er, at tilbuddet skal godkendes af Finanstilsynet og derefter præsenteres for Spar Nords aktionærer. Indtil myndighederne har givet grønt lys, vil begge banker fortsætte som selvstændige og konkurrerende enheder.

Sammenlægningen forventes gennemført i første halvår af 2025, hvorefter arbejdet med at samle de to banker for alvor kan begynde. Forventningen er, at den nye bank bliver en slagkraftig aktør i både lokalområder og på landsplan, med et solidt fundament for vækst og udvikling. Fra dags dato – den 10. december 2024 – har Nykredit fire uger til at fremlægge et overtagelsestilbud. Tilbuddet er betinget af en række forhold, herunder at Nykredit ejer eller har modtaget gyldige accepter fra aktionærerne med hensyn til aktier, der tilsammen repræsenterer mindst 67 % af aktiekapitalen og stemmerettighederne i Spar Nord, eksklusive Spar Nords egne aktier på tidspunktet for gennemførelsen af tilbuddet.

En handel vil dog først være en realitet ved opfyldelsen af visse betingelser, herunder Finanstilsynets samt Forbruger- og Konkurrencestyrelsens godkendelse