En gruppe borgere i Broby og omegn danner en akuthjælpergruppe, som gerne vil hjælpe til ved alvorlig sygdom og tilskadekomst. Regionsrådet har netop nikket ja til den nye akuthjælperordning på Fyn.
Om de er midt i familiemiddagen, ligger og sover eller slår græs: Hvis akuthjælper-appen bipper i lommen, så smider de, hvad de har i hænderne, for det kan være liv eller død, det handler om. Nu har en gruppe på 40 lokale borgere i Broby og omegn ansøgt om at blive akuthjælpere i postnummer 5672; Broby på Fyn.
Regionsrådet gav grønt lys til den kommende akuthjælperordning på Fyn på regionsrådsmødet mandag 26. februar.
Det er første gang, at regionsrådet godkender en ny akuthjælperordning i et område, som har mindre end 15 minutter til en ambulancestation, som ellers har været ét af kriterierne for at etablere en akuthjælperordning.
Formand for Præhospitaludvalget Bente Gertz (S) siger:
– Det er meget prisværdigt, at lokale ildsjæle i Broby og omegn ønsker at tage et medansvar i deres lokalområde, og det er også derfor, at vi bakker dem op i deres ønske om at etablere en akuthjælperordning. Vi bryder med de principper, vi tidligere har stillet op, og det er også derfor, at vi har besluttet, at akuthjælperordningen i Broby skal evalueres om halvandet år, for at finde ud af om behovet er der, og om ordningen giver den ønskede effekt.
I gang hurtigt
Region Syddanmark holder et opstartsmøde med initiativtagerne i Broby d. 28. februar. De nye akuthjælpere i Broby har fået førstehjælpsuddannelse.
Etableringen af en akuthjælperordning i Broby kommer til at koste ca. 55.000 kr. om året til uddannelse og udstyr.
I 2022 havde Region Syddanmark 267 ambulancekørsler med udrykning til en livs- eller førlighedstruende tilstand i Broby. I 226 af tilfældene, svarende til 84 procent, gik der under 15 minutter før ambulancen var fremme, mens der i 41 af tilfældene gik mere end 15 minutter.
Fakta om akuthjælperordninger i Region Syddanmark
Region Syddanmark har allerede en lang række aftaler i stand med de såkaldte akuthjælperordninger, de steder i regionen hvor det tager længst tid for en ambulance at nå frem. I øjeblikket er der 25 akuthjælperordninger.
Man kan ikke blive akuthjælper alene. Det er et krav, at man er med i en ordning, der udpeger en kontaktperson til regionen, og som dækker et geografisk område, hvor regionen ønsker, at der er en frivillig akuthjælperordning.
Akuthjælpere bliver kaldt ud til hændelser, der er så alvorlige, at ambulancerne kører med horn og blink.
Akuthjælperordningen er ikke det samme som en hjerteløberordning. Akuthjælperne bliver kaldt til mange flere forskellige hændelser end hjertestop, og de er uddannede i at give forskellige former for medicin.
Akuthjælperne skal have en akuthjælperuddannelse, som Ambulance Syd står for.