Region Syddanmark og de øvrige regioner modtager kritik fra Rigsrevisionen for overskridelser af den maksimale ventetid til kræftbehandling samt mangelfuld journalisering. Region Syddanmark anerkender overskridelsen af de maksimale ventetider og understreger nødvendigheden af korrekt journalisering. Regionen har sat en række initiativer i gang, der skal styrke behandlingen samt sikre en fyldestgørende journalisering. Svigt af kræftpatienter skal stoppes nu, slår Kræftens Bekæmpelse fast.

Rigsrevisionen har undersøgt, om regionerne har overholdt de maksimale ventetider til kræftbehandling fra juli 2019 til juni 2023. Den maksimale ventetid betyder blandt andet, at der maksimalt må gå 14 dage, fra en patient har givet informeret samtykke, til behandling for kræftsygdom sættes i gang. Hvis ventetiden overskrides, skal patienten have et konkret tilbud om behandling på et andet sygehus, og det skal registreres tydeligt i patientens journal. Det er især mangelfulde registreringer, regionerne bliver kritiseret for i rapporten, og her
har regionerne og sundhedsmyndighederne fortolket reglerne forskelligt.

– Vi tager selvfølgelig kritikken til os. Sygehusene og regionerne er sat i verden for at hjælpe patienterne, og vores job er at give dem den bedst mulige behandling, hurtigst muligt. Og hvis det ikke er muligt, så skal deres ret til behandling et andet sted altid overholdes, og der skal naturligvis journaliseres korrekt. Derfor er jeg også glad for at se, at Sundhedsstyrelsen netop har udsendt en opdateret vejledning på området, der skal sikre enighed mellem regionerne og sundhedsmyndighederne om, hvordan reglerne skal overholdes, siger formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Mette With Hagensen (S).

Udfordret på kapacitet

Rigsrevisionen har udtrukket en stikprøve på 380 patientforløb, hvor den maksimale ventetid er blevet overskredet. Stikprøven er udtrukket på tværs af de fem regioner fra juli 2019 til juni 2023, og der er udtrukket 67 tilfælde i Region Syddanmark.

I 28 tilfælde finder Rigsrevisionen, at regionen ikke har en gyldig grund til, at patienter har ventet for længe. De pågældende patienter har ventet mellem 1-13 dage ud over de maksimale ventetider på 14 dage til behandling.

– Vi sætter hvert år gang i 40.000 kræftpakkeforløb på de syddanske sygehuse, men det er aldrig godt nok, når patienter oplever, at de maksimale ventetider overskrides. Så det tager vi meget alvorligt. Jeg erkender, at der har været udfordringer med at overholde reglerne for de maksimale ventetider, og det vil jeg gerne beklage. Det skal vi have rettet op på, men vi må også erkende, at vores kapacitet på flere områder periodevis er meget presset. Vi arbejder dog hårdt for at styrke kræftbehandlingen og sikre patienterne behandling inden for de maksimale ventetider, siger Regionsdirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen.

Koncerndirektøren fortæller, at der er tale om en national udfordring med kapaciteten, hvilket betyder, at sygehusene mangler bl.a. kræftkirurger. Region Syddanmark har sat gang i en række initiativer for at komme udfordringerne til livs ved hjælp af omorganiseringer og bedre samarbejde mellem sygehusene, så kapaciteten udnyttes så godt som muligt.

Kritik af 28 tilfælde

Hvis ikke regionen kan overholde de maksimale ventetider, så skal regionen, ifølge kritikken fra Rigsrevisionen, give patienten et konkret tilbud om behandling på et andet sygehus.

Regionen får i Rigsrevisionens rapport kritik for, at man i 10 ud af 28 tilfælde slet ikke kan læse i patientjournalen, hvorvidt sygehuset og patienten har haft en samtale om et andet tilbud. Og i 18 af de 28 tilfælde har sygehuset ikke tiltrækkeligt registreret, at de har givet patienten et andet behandlingstilbud.

– Det er altid vigtigt, at vi har en god og tydelig dialog med patienten om et alternativt tilbud til behandling, hvis vi ikke kan overholde de maksimale ventetider, og at vi sørger for at notere det korrekt i patientens journal. Det skal der selvfølgelig være styr på. Manglende journalisering betyder ikke nødvendigvis, at patienterne ikke har haft en snak med lægen om et alternativt tilbud, men netop derfor skal der være styr på dokumentation og rammerne herfor, fortæller Kurt Espersen.

Forskellige fortolkninger

Overordnet set har regionerne haft den samme fortolkning af reglerne på området og blev først i foråret 2023 opmærksomme på, at sundhedsmyndighederne havde en anden fortolkning af reglerne. Rigsrevisionen anerkender også i deres rapport, at reglerne på området har været uklare.

Regionernes fortolkning har været, at sygehuset efter en samtale med patienten efter dennes ønske ville undersøge muligheden for behandling på et andet sygehus, hvis de maksimale ventetider ikke kunne overholdes. Sundhedsmyndighedernes fortolkning af reglerne er, at sygehusene skulle allerede have et konkret tilbud – f.eks. med navn på et andet sygehus – med til samtalen med patienten.

Regionerne har siden efteråret været i tæt dialog med de nationale sundhedsmyndigheder om den opdaterede vejledning på området, der netop er offentliggjort, i forhold til hvad lægerne skal tilbyde patienterne og dokumentere i journalen.

Nyt system til registrering af ventetider

Region Syddanmark har siden efteråret 2023 arbejdet målrettet på at sikre en fyldestgørende registrering af de maksimale ventetider. Arbejdet inkluderer et helt nyt system til opgørelse af ventetider på kræftområdet, opdateret information i de breve, patienterne får fra sygehuset og en ensrettet dokumentation af tilbuddet om behandling på et andet sygehus, hvis de maksimale ventetider til behandling ikke kan overholdes. I det nye system, som regionen er ved at indfase på sygehusene, skal det nu tydeligt markeres i patientens journal, at samtalen om et konkret tilbud har fundet sted.

Patienter kan kontakte patientvejledere

Langt størstedelen af de godt 40.000 syddanskere, som hvert år starter i et kræftpakkeforløb i Region Syddanmark, bliver udredt og behandlet inden for de maksimale ventetider. Regionens opgørelse for januar og februar i år viser, at regionen overholder reglerne for maksimale ventetider for patienter i kræftpakkeforløb i 99,8 % af tilfældene. Opgørelsen er foreløbig, da regionens nye system til dokumentation ikke er fuldt indfaset på regionens sygehuse endnu. I få tilfælde, hvor regionen ikke har kunnet overholde de maksimale ventetider, er regionen godt i gang med orientere og vejlede patienterne om deres klagemuligheder.

Alle patienter, som er i tvivl om, hvorvidt deres rettigheder er overholdt på et af regionens sygehuse, kan altid kontakte Region Syddanmarks patientvejledere og få rådgivning og vejledning om deres rettigheder, herunder om hvordan de klager. Patientkontoret kan kontaktes på tlf. 76 63 14 90 mandag-fredag kl. 9.00-12.00.

Det må stoppe nu

Kræftens Bekæmpelses adm. direktør Jesper Fisker beder de ansvarlige sundhedsmyndigheder om at sikre, at patientrettighederne overholdes, så kræftpatienter får behandling til tiden.

Statsrevisorerne har i dag rettet en skarp kritik af regioner og Indenrigs- og Sundhedsministeriet for deres forvaltning af de maksimale ventetider for kræftpatienter.

Kritikken kommer på baggrund af en beretning fra Rigsrevisionen, der afdækker overholdelsen af de maksimale ventetider for kræftpatienter. Her konkluderer Rigsrevisionen samlet set, at regionerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet manglende overholdelse af patientrettigheder er ’stærkt utilfredsstillende’.

For kræftpatienterne har det haft den konsekvens, at nogle risikerer at vente ’unødigt længe på behandling’.

I undersøgelsens konklusion tegnes et billede af et alvorligt svigt af kræftpatienter og en tilsidesættelse af patientrettigheder, der ifølge adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, er fuldstændig uacceptabel:

– Kræft er en tidskritisk sygdom, hvor hurtig behandling i de fleste tilfælde er afgørende for patientens chancer for at blive helbredt. Det er derfor, de maksimale ventetider på kræft- og hjerteområdet blev indført. Undersøgelsen, som vi nu vil nærlæse, har en dybt nedslående konklusion, siger Jesper Fisker.

Rigsrevisionens har undersøgt perioden fra juli 2019 til juni 2023. Der konkluderes bl.a. at:

  • I ca. 6.500 tilfælde er behandlingsfristen overskredet uden gyldig grund
  • Regionerne har for mellem 3.100 og 6.400 forløb ikke overholdt kræftpatienternes ret til at få tilbudt behandling på et andet sygehus
  • Regionerne har ikke levet op til lovens krav om at informere kræftpatienter om helbredsmæssige konsekvenser ved længere ventetid til behandling

Rigsrevisionens undersøgelse blev sat i gang, efter flere medier sidste år kunne berette om, at kræftpatienter venter for længe. Især sagen fra mavetarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, hvor over 300 patienter med fremskreden tarmkræft ventede for længe på behandling, skabte opmærksomhed.

Efterlyses: Drøftelse

Som en reaktion lancerede indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) en genopretningsplan for kræftområdet. Den blev fulgt af en sundhedspakke fra regeringen, hvor der blev sat penge af til en akutindsats på kræftområdet. Samtidig lød startskuddet til en kommende Kræftplan V.

Allerede i 2018 udtalte Rigsrevisionen kritik af forsinkelser på kræftområdet og bemærkede, at Sundhedsministeriets overvågning var mangelfuld.

– Regionerne har i flere år været udfordret på ventetiderne på kræftområdet. Den siddende regering har reageret på sagen fra Aarhus og iværksat en række tiltag, som vi i Kræftens Bekæmpelse mener er helt rigtige og støtter op om, siger Jesper Fisker.

Han fremhæver, at der er kommet en forstærket overvågning af overholdelsen af maksimale ventetider samt præciseringer i vejledningen på området.

– Men Rigsrevisionens rapport viser, at omfanget af overskridelser har været større, end vi frygtede. Der har været problemer i hele landet. Jeg appellerer kraftigt til, at man én gang for alle får taget fat om problemerne, så kræftpatienter kan være sikre på at deres patientrettigheder bliver overholdt, og de bliver behandlet til tiden, siger han.

__________________________________________________________________________

Fakta:

Maksimale ventetider ved kræft og hjertesygdom

  • Der gælder særlige regler for, hvor længe du må vente på undersøgelser og behandling ved mistanke om kræft eller bestemte hjertesygdomme. De regler hedder maksimale ventetider og er patientrettigheder.
  • De maksimale ventetider er en pligt for regionen til at afsøge udrednings- eller behandlingstilbud i ind- og udland for at sikre, at du i videst muligt omfang modtager udredning og behandling inden for de maksimale ventetider.
  • Indebærer bl.a., at kræftpatienter har ret til opstart af behandling inden for 14 dage. Kan regionen ikke tilbyde opstart af behandling inden for tidsfristen, skal regionen tilbyde behandling på et andet hospital i ind- eller udland inden for 14 dage.

Statsrevisorernes karakterskala

  • Statsrevisorerne benytter sig af en karakterskala, når de udformer deres bemærkninger til beretningerne
  • Kritikniveauet kan være enten ’positiv kritik’, ’kritik under middel’, ’middel kritik’, ’skarp kritik’ eller ’skarpeste kritik’
  • Statsrevisorerne har i dag udtrykt ’skarp kritik’