KOLDING. Kolding Kommune oplever fortsat befolkningsfremgang, og både byer og lokalsamfund bidrager til udviklingen. I løbet af 2025 voksede indbyggertallet med 780 personer, og samlet set er befolkningen steget med 2.833 borgere over de seneste fire år. Dermed har kommunen overgået den politiske målsætning for befolkningsudviklingen.
Ifølge de nyeste befolkningstal valgte 6.364 nye borgere sidste år at bosætte sig i Kolding Kommune. Udviklingen peger på, at flere får øjnene op for kommunen som et attraktivt sted at bo, arbejde og uddanne sig.
Befolkningsvæksten er ikke koncentreret ét sted, men fordeler sig bredt geografisk. Flere mindre byer og lokalsamfund har oplevet fremgang side om side med Kolding by.
Den største procentuelle vækst fandt sted i Eltang, hvor indbyggertallet steg med 8,9 procent, svarende til 82 nye borgere. Udviklingen hænger sammen med øget boligbyggeri i området, hvor der de senere år er opført både private lejeboliger og parcelhuse.
Kolding by voksede med 599 borgere, hvilket svarer til en stigning på 0,9 procent. Også centerbyerne Lunderskov og Vamdrup havde fremgang med henholdsvis 60 og 26 nye borgere.
Borgmester Jakob Ville glæder sig over, at væksten er bredt funderet.
»Det er en flot vækst, som jeg er rigtig glad for. Det er dejligt at se, at flere landsbyer og centerbyer oplever fremgang sammen med Kolding by. Det viser, at vi har noget at byde på, både for dem, der gerne vil bo i byen, og dem, der foretrækker mere rolige omgivelser i de mindre byer. Og jeg ser gerne, at endnu flere får lyst til at flytte til Kolding Kommune,« siger han.
Borgmesteren opfordrer samtidig borgerne til selv at være med til at fortælle om livet i kommunen og de kvaliteter, der kendetegner hverdagen.
»Jeg tror, at vi alle sammen kan gøre vores til at få flere indbyggere, hvis vi bliver bedre til at fortælle om de gode ting, der foregår i vores kommune. De ting og forhold, der gør hverdagslivet godt. Det kan være gode historier om, hvordan man benytter vores skønne natur, eller om de fællesskaber, der findes i vores mange foreninger, i kulturlivet, på arbejdspladserne og på uddannelsesinstitutionerne,« siger Jakob Ville og opfordrer også til at dele historierne på sociale medier.
Pr. 1. januar 2026 havde Kolding Kommune 96.285 indbyggere. En del af væksten skyldes et mindre overskud i de mellemkommunale flytninger, hvor der var 39 flere, der flyttede til kommunen, end der flyttede fra. De fleste tilflyttere kom fra Vejle, Aarhus og Vejen, og i 2025 var der samtidig en stigning i antallet af tilflyttere fra både Vejle, Aarhus og Odense sammenlignet med de foregående år.
Den største del af befolkningsfremgangen kommer dog fra indrejse fra udlandet. I 2025 var der et overskud på 778 borgere på indrejsebalancen. Langt hovedparten, 84 procent, var i aldersgruppen 18 til 64 år, hvilket peger på, at mange internationale borgere kommer til kommunen for at arbejde eller studere.
De indrejste havde mange forskellige statsborgerskaber, men danske statsborgere udgjorde den største enkeltgruppe. I 2025 var 15,6 procent af de indrejste danskere, som vendte hjem til Danmark og Kolding efter et ophold i udlandet.
Samtidig viser tallene, at der fortsat er et mindre underskud på balancen mellem fødsler og dødsfald. I 2025 blev der født 864 børn i kommunen, mens 919 borgere døde.
Samlet set bekræfter tallene en stabil befolkningsudvikling, hvor Kolding Kommune fortsat formår at tiltrække nye borgere både fra resten af landet og fra udlandet.





