Når Camille Jones i foråret tager sit anerkendte koncertkoncept Women In Office med på Danmarksturné, bliver det med stop i både Kolding, Odense og Fredericia. Publikum i Trekantområdet og på Fyn får dermed mulighed for at opleve et nyt kapitel i hendes musikalske fortælling, hvor nærvær, historier og et mere organisk udtryk er i centrum.

Turnéen falder sammen med udgivelsen af den nye single »Så’ det sagt«, som udkommer den 23. januar. Sangen markerer en personlig afrunding på en periode præget af store tab, hvor Camille Jones mistede både sin bror og sine forældre inden for kort tid. Med den nye sang vender hun sorgen udad og giver den form med både alvor og et underspillet glimt i øjet.

»For mig er sangen en opsang til døden – eller til skæbnen, hvis man hellere vil kalde det det. På et tidspunkt har man brug for at kigge op og spørge universet, om det virkelig kan passe. Jeg havde brug for at sige det højt,« fortæller Camille Jones.

Musikalsk bevæger hun sig denne gang væk fra den elektroniske klublyd, som mange stadig forbinder hende med fra verdenshittet »The Creeps«, og tilbage mod et mere levende, jazzet og håndspillet udtryk. »Så’ det sagt« er indspillet med musikere fra Benjamin Havs band Familien og bærer præg af sammenspil, luft og en lyd, der ligger tættere på hendes musikalske rødder.

Women In Office-konceptet har siden 2021 haft fast base på La Oficina på Frederiksberg, hvor Camille Jones har inviteret nogle af landets stærkeste kvindelige stemmer ind til intime koncerter med fokus på fortælling og fællesskab. Nu tager hun konceptet ud i landet for første gang. På turnéen deler hun scenen med Julie Maria, når de sammen præsenterer en række dobbeltkoncerter, der giver publikum adgang til maskinrummet bag musikken.

I Kolding gæster de Godset den 4. marts, mens Odense får besøg den 12. marts på Dexter. Turnéen når også Fredericia, hvor Camille Jones og Julie Maria den 9. april indtager Tøjhuset med en koncert, der lover både nye sange, stærke fortællinger og en stemning i øjenhøjde.

Senere på året vender Camille Jones tilbage til sin hjemmebane på Frederiksberg, hvor hun i oktober spiller på La Oficina med et syv mand stort band. Men inden da er foråret præget af møder med publikum i hele landet, hvor Women In Office for første gang folder sig ud som turné.