Livskvaliteten hos danskerne er steget en smule siden sidste år. Det viser dette års udgave af undersøgelsen ‘Danskerne i det byggede miljø’, hvor over 7.000 danskere er blevet spurgt ind til deres liv i relation til deres bolig.
Det er gået ned ad bakke med danskernes livskvalitet de seneste år. Men i den netop offentliggjorte udgave af ‘Danskerne i det byggede miljø’ ser man en lille stigning i danskernes oplevede livskvalitet.
I undersøgelsen er 7.108 danskere over 25 år blevet bedt om at vurdere deres livskvalitet på en skala fra 1 til 10. Her har den samlede vurdering flyttet sig fra 7,17 sidste år til 7,3 i år.
Danskerne har i undersøgelsen svaret på en lang række spørgsmål om deres bolig, naboskab, lokalområde og bekymringer. Undersøgelsen viser, at der er store forskelle fra kommune til kommune. Blandt andet, når det gælder to af de faktorer, som har stor betydning for vores livskvalitet: brug af naturen og relationen til vores naboer.
– Det er positivt, at danskernes livskvalitet er steget en smule siden sidste år, men vi skal passe på med at konkludere for meget ud fra den lille stigning. Vi kan se, at de gode vaner fra coronatiden med at bruge naturen har bidt sig fast, og det er positivt for danskernes livskvalitet. En anden ting, der har stor betydning for vores livskvalitet på langt sigt, er vores naboskab. Her kan vi se, at syv ud af ti er tilfredse med deres naborelation, men at tallet er faldende. Vi har også spurgt til, hvor meget de ser deres naboer, og her er det over halvdelen, som slet ikke eller i meget lille grad omgås deres naboer – det gælder særligt i storbyerne, siger Henrik Mahncke, analysechef i Realdania.
De senere år har stigende energipriser og -afgifter toppet listen over, hvad der bekymrer danskerne mest i forhold til deres bolig. Bekymringen for energipriser er dog aftagende, men i stedet vokser en anden bekymring hos gruppen af boligejerne – nemlig bekymringen for fejlbehæftede ejendomsvurderinger.
Stigende interesse for bæredygtige byggematerialer
Spørger man til danskernes interesse for, hvordan man kan leve mere bæredygtigt i sin bolig, er den forholdsvis konstant hen over de seneste år, dog med en lille stigning i 2024. Her svarer mere end 63 procent, at de enten i høj grad eller nogen grad er interesseret i, hvordan de kan leve mere bæredygtigt, hvilket er det højeste niveau set over de seneste fire år.
Samtidig er der flere, der tilvælger bæredygtige byggematerialer i forbindelse med til- og ombygninger. Mere end 75 procent svarer, at de i større eller mindre grad er gået efter mere bæredygtige materialer, hvilket er en stigning på næsten 9 procentpoint i forhold til 2023.
– Det er godt at se, at danskernes interesse i at bo bæredygtigt igen i år er ret stor, men det er endnu bedre at se, at flere faktisk handler på det. Vores boliger er en af de helt store poster i CO2-regnskabet, så hvis vi hver især vælger byggematerialer, der har et lavt klimaaftryk og en lang levetid, er vi med til at nedbringe CO2-udledningen, siger Kristine Virén, formidlingschef i Videncentret Bolius.
‘Danskerne i det byggede miljø’ er udarbejdet af den filantropiske forening Realdania og Videncentret Bolius. Data er indsamlet af Kantar Gallup i 2024.
FAKTA – 5 pointer fra ‘Danskerne i det byggede miljø 2024’
- Danskernes livskvalitet er steget en smule fra 7,17 i 2023 til 7,3 i 2024. Set over de seneste syv år, er der dog fortsat en negativ tendens.
- Knap 7 ud af 10 danskere er tilfredse med deres naborelationer, men tilfredsheden er let sivende over tid. Samtidig er bekymringen for et dårligt naboskab stigende.
- Stigende energipriser og -afgifter er fortsat det, der bekymrer danskerne mest, men bekymringen er faldende. Til gengæld stiger gruppen af boligejernes bekymring for stigende skatter og afgifter og bekymringen for fejlbehæftede ejendomsvurderinger. Blandt lejerne er der en øget bekymring for stigende husleje.
- 68,8% af de danske boligejere svarer, at de er meget interesseret eller interesseret i energiforbedringer i boligen.
- For 70,6% af boligejerne er boligens arkitektur vigtig, når der foretages vedligeholdelse af boligen. Det højeste niveau til dato.
Få meget mere viden fra Danskerne i det byggede miljø i Databanken, hvor du kan udforske danskernes vaner, tanker og holdninger til boligen, naboskab og det byggede miljø.
FAKTA – Om ‘Danskerne i det byggede miljø’
‘Danskerne i det byggede miljø’ bliver hvert år udarbejdet af den filantropiske forening Realdania og Videncentret Bolius. Kantar Gallup står for indsamlingen i data.
Formålet med undersøgelsen er at belyse boligens betydning for vores hverdag og livskvalitet. Derudover afdækker undersøgelsen også, hvor tilfredse vi i Danmark er med vores naboskab, hvor glade vi er for vores lokalområde, hvordan vi indtænker bæredygtighed i hjemmet samt hvilke glæder og bekymringer boligen giver os.
I 2024 er det syvende gang, at undersøgelsen udkommer.