Foto: AVISEN

Midterautoværnet på Den Nye Lillebæltsbro er fra broens opførelse, og har dermed mere end 55 år på bagen. Nu står det for tur til at blive skiftet ud primært fordi samlingen mellem autoværn og brodæk er utæt.

Arbejdet vil stå på i perioden fra den 1. juli til udgangen af oktober. Arbejdet vil blive udført i aften og nattetimerne for at genere trafikanterne mindst muligt, og Vejdirektoratets entreprenør må arbejde på stedet i tidsrummet mellem klokken 19.00 og 06.00.

I det tidsrum vil to kørebaner være spærret i vestgående retning og én kørebane i østgående retning. Begge spærringer er i de baner tættest mod midterautoværnet.

Der vil primært blive arbejdet med dette mandag til fredag, og hastigheden vil i aften- og nattetimerne blive sat ned til 80 km/t. I dagtimerne er der ingen restriktioner for trafikanterne.

Det er samme type autoværn, som kommer op igen, og det vil forhåbentlig kunne holde de kommende 55 år.

Opgaven er en del af Vejdirektoratets forberedende arbejder til udskiftning af belægningen og fugerne på broen, som skal finde sted i 2026 og 2027.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, arbejdet måtte have for trafikanterne på strækningen.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.