FC Fredericia har haft en bemærkelsesværdig god start på sæsonen. Med sejr de første to kampe mod AC Horsens og Vendsyssel, er optimismen stor i klubben inden aftenens kamp mod Kolding.
FC Fredericia har præsteret over forventning med to sejre mod to formodede tophold, som har en større økonomisk ballast end den fredericianske klub. AC Horsens er en af de helt store oprykningsfavoritter, alligevel vandt fredericianer i Horsens. Det glæder klubbens direktør.
– Starten har været perfekt. Vi har fået sejre mod to gode hold, som har noget større budgetter end os. Både Horsens og Vendsyssel forventer vi er i den øverste del, når de første 22 kampe er spillet, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.
Pedersen havde ikke forventet, at FC Fredericia ville klare sig på det niveau, som holdet har gjort hidtil. Med mange udskiftninger ville det under normale omstændigheder give udsving, særligt i starten af sæsonen, men han er meget tilfreds med det udtryk, som holdet har vist i de første kampe.
– Jeg er overrasket over det udtryk, vi er kommet med. Det er vildt, vi har lavet syv mål. Det er altid lidt uforudsigeligt med en sæsonstart som vores, og hvad det betyder, men kan konstatere, at vi har været bagud og er blevet hentet, men vi har reageret godt i begge tilfælde. Vi havde ikke regnet med seks point efter to kampe, men det er suverænt, siger Stig Pedersen.
FC Fredericia kan være meget tilfredse med de nye spillere i truppen. De har virkelig leveret varen, og holdet har spillet flot fodbold, presfodbold og stået sammen i alle 90 minutter. Det giver håb i den fredericianske lejr.
– Vi har været dygtige og heldige med det udtryk, vi spiller med. Det ser virkelig godt. Vi ved godt, at vi også kommer til at tabe, men spillerne, vi har fået, passer ind i systemet. Det er måden, vi scouter på, inden vi henter spillere. Vi ser meget på vores eget spil først. Nogle kan mere end os økonomisk, men det betyder ikke, at de skal afskrives, fordi deres start ikke har været så god som vores, men vi har vist, at vi har et godt niveau, der giver os håb for en god sæson, siger Stig Pedersen.
Men meget kan ske endnu, slår Stig Pedersen fast. Transfervinduet er stadig åbent, og for FC Fredericias vedkommende betyder det, at der skal flere spillere ind.
– Vi har lige sagt farvel til Jagvir Singh, og ham skal vi have erstattet. Det kan godt ende med at tage lidt tid, men vi har også god tid endnu. Situationen var måske en anden, hvis vi havde fået en dårligere pointhøst i starten. Jeg forventer, at vi får 1-2 nye spillere mere, siger Stig Pedersen.
I hele sæsonen og slutningen af sidste sæson har Emilio Simonsen været ude med en skade. Når han er tilbage på holdet, formentlig i slutningen af september. Det vil være en forstærkning på et i forvejen stærkt hold, som har præsteret godt i starten af sæsonen.
– Emilio Simonsen er savnet, men nogle af de nye har taget hans rolle og spillet den godt, så det er tilfredsstillende. Det er godt med optimisme, og her kan sport overraske, hvis man tror på sig selv. Vi skal holde niveauet i de kommende kampe, slutter Stig Pedersen, der glæder sig til aftenens kamp.
Kolding og Fredericia tørner sammen i aften klokken 19.00 på Autocentralen Park i Kolding.
Læs også