Regions Avisen

Nyheder og indsigt fra regionen.

regionsavisen.dk › Business

DR: Fynsk softwarevirksomhed er i centrum for historisk CPR-læk

DR: Fynsk softwarevirksomhed er i centrum for historisk CPR-læk

DATA. En mindre softwarevirksomhed på Fyn står i centrum for det, der beskrives som det største læk af danskernes CPR-numre og adresser nogensinde. Det afslører DR Nyheder fredag. Ifølge DR har virksomheden haft lovlig adgang til CPR-registeret, og den adgang er blevet kompromitteret. Virksomheden markedsfører sig ifølge DR med »topsikret databeskyttelse« og deler adresse og ejerkreds med en større virksomhed.

DR’s research viser, at en af de adgangskoder, virksomheden har brugt, er blevet hacket og har ligget frit tilgængeligt i et datalæk. Koden var »123456«. Ifølge DR er det ikke bekræftet, at det netop er den adgang, der er blevet misbrugt, men oplysningerne passer med det, en anonym person, der selv hævder at stå bag angrebet, har fortalt Politiken. Ifølge DR har Politiken set dokumentation for, at næsten 8,8 millioner CPR-numre er trukket ud af systemet.

DR har fået aktindsigt i den anmeldelse, som CPR-kontoret sendte til Datatilsynet den 3. oktober. Af den fremgår det, at datatyveriet skete mellem den 10. og den 20. september, og at virksomhedens adgang blev blokeret den 2. oktober. Det var en medarbejder i CPR-kontoret, der slog alarm, da en usædvanligt høj regning til den fynske virksomhed dukkede op.

National enhed for Særlig Kriminalitet efterforsker sagen, men har ifølge DR ingen kommentarer. Der er endnu ingen sigtede. DR har forsøgt at få fat i virksomheden siden torsdag formiddag uden held og har derfor endnu ikke offentliggjort virksomhedens navn.

Del artiklen

Læs også

Tolv nye tømrere fik svendebrev i Fredericia – seks med udmærkelseStuderende skal både blive hurtigere færdige og arbejde ved siden afÅbenheden er populær, indtil den rammer én selvPeter Lunds opskrifter vender tilbage – bag et kommende gourmetprojekt ved Lillebælt