KRIMI. Søndag klokken 12.50 blev trafikanter på Østjyske Motorvej nordgående vidne til et dramatisk uheld ved sammenfletningen fra Kolding og Fredericia mod Vejle.
Ifølge Sydøstjyllands Politi kom en kvinde, født i 1988, i problemer, da en mørk bil pludselig trak ind foran hende med meget kort afstand. »En kvinde, født i 1988, kører i nordlig retning. Ind foran hende kører en mørk bil meget tæt, og kvinden er nødt til at foretage en nødopbremsning,« fortæller vagtchef Halfdan Kramer.
I forsøget på at undgå kollisionen skred kvindens bil rundt og ramte blandt andet autoværnet. Hun blev kørt på sygehuset med ikke-livstruende skader.
»Idet hun bremser op, skrider hendes bil rundt og rammer blandt andet autoværnet,« siger Kramer.
Uheldet skabte store forsinkelser i eftermiddagstrafikken, hvor redning og politi arbejdede på stedet. Kvindens bil og autoværnet fik skader, mens den mørke bil, der forårsagede situationen, endnu ikke er identificeret.
»Den fart, man er kørt ind foran hende med, har vi ikke kendskab til, og vi ved på nuværende tidspunkt ikke mere om den pågældende bil,« oplyser vagtchefen.