Det stiller større krav til pædagogerne, når der er mange helt små børn i vuggestuen, påpeger BUPL.
Over halvdelen af daginstitutionslederne oplever, at børnene er yngre, når de starter i institution.
Det svarer de i BUPL’s årlige vilkårsundersøgelse, som er besvaret af 1.560 ledere i daginstitutioner landet over.
Den nye barselslov, som øremærker 11 af barselsugerne til faren, trådte i kraft i sommeren 2022, og foreløbigt viser tal fra udbetaling at fædrene tager mere barsel, men også at den samlede barselsperiode er blevet en anelse kortere. Debatten er imidlertid gået på, om børn som følge af loven kommer tidligere i institution.
Og det er der noget, der tyder på. 57 procent af daginstitutionslederne svarer i den omfattende medlemsundersøgelse, at hvis de tænker tilbage på det seneste år, er børnene blevet yngre, når de starter i daginstitution.
– Pædagoger er uddannet til at drage omsorg for helt små børn og sikre deres udvikling og trivsel. Men det er klart, at hvis flere børn kommer markant tidligere i institution, kræver det en bedre normering, fordi de allermindste har mere brug for mere én til én kontakt, siger BUPL-formand Elisa Rimpler.
Hver tredje daginstitutionsleder oplever, at der er kommet flere børn i aldersgruppen 6-8 måneder i deres institution. Og knapt halvdelen af daginstitutionslederne oplever, at der er kommet flere børn i alderen 9-11 måneder.
– Hvis loven har den utilsigtede konsekvens, at børn kommer tidligere i daginstitution og vi ser flere små børn under 10 måneder i vuggestuerne, skal kommunerne sikre ressourcer nok til at kunne varetage de behov, som helt små børn har, Især set i lyset af den nationale kvalitetsundersøgelse, der viser at kvaliteten i vuggestuerne er utilstrækkelig, siger Elisa Rimpler.
Selvom daginstitutionsledernes observationer indikerer, at flere børn er kommet tidligere i institution i den første periode efter lovens ikrafttrædelse, bakker BUPL op om loven.
”Den nye barselslovgivning er et vigtigt skridt for ligestillingen på flere planer – både i familien og på arbejdsmarkedet. Vi ser jo netop, at loven rent faktisk har flyttet ved, hvordan forældrene deler barslen imellem sig. Det er rigtig godt for barnet og samtidig bidrager det til mere ligestilling både på arbejdsmarkedet og i hjemmet,” siger Elisa Rimpler og fortsætter:
”Vi følger udviklingen og er selvfølgelig optaget af, at den nye barselslov ikke får negative konsekvenser for børnenes normering i vuggestuerne. Samtidig vil vi forhåbentlig på sigt se, at arbejdsmarkedet tilpasser sig, og fædrene tager tilsvarende mere barsel.”