Finn Schousboe, CrossBridge Energy. Foto: AVISEN

Året 2023 blev et tilfredsstillende år for Crossbridge Energy A/S trods udfordringer. Men producenten af mere end 35 % af det danske behov for flydende brændstof har fokus rettet fremad mod den grønne omstilling og forsyningssikkerhed.

Crossbridge Energy A/S kan notere et tilfredsstillende resultat for året 2023.
Det blev til et overskud på 273,8 mio. kr. Omsætningen lød på 22,6 mia. kr. for virksomheden, der driver raffinaderiet i Fredericia med tilhørende aktiviteter.

Året 2023 har været markant påvirket af genopbygning af det såkaldte TGU-anlæg, som desværre brændte d. 17. december 2022. Genopbygningen af dette anlæg strakte sig tre måneder ind i 2023, hvilket betød, at driften var påvirket i hele denne periode.

Crossbridge Energy Fredericia. Portrætter. Finn Schousboe.

– I de tre første måneder af 2023 kunne vi på grund af genopbygningen ikke opretholde normal drift og fuld produktion, så faktisk har vi formået at gøre det virkelig flot. Dertil skal lægges, at vi opererer på et internationalt marked, hvor konkurrencesituationen er meget hård, siger CEO Finn Schousboe.

Genopbygningen af det brændte anlæg fjernede dog ikke fokus fra at producere stabilt og sikkert samt energieffektivt. Crossbridge Energy har igen formået at reducere energiforbruget til produktionen endnu en tak, så Fredericia-raffinaderiet er blandt verdens absolut mest energieffektive raffinaderier.

”Det er vi utroligt stolte af. Det viser, at vores fokus på at bruge mindst muligt energi virkelig lykkes,” siger Finn Schousboe.

Faktisk bruger Crossbridge Energy raffinaderiet omkring en tredjedel mindre energi på at producere, end raffinaderibranchen gør generelt.
Fokus på energieffektivitet indgår også i planerne for investeringer, hvor der kigges på energibesparende løsninger, når f.eks. pumper eller kompressorer udskiftes.

– Vi skal gøre det bedre og bedre. Vi skal finde de bedste og mest energivenlige løsninger, hvor vi kan, siger Finn Schousboe.

Crossbridge Energy arbejder målrettet på at kunne producere grønnere og mere bæredygtigt i fremtiden.

– Vi er langt med planerne for, hvordan vi kan ændre på anlæg og bygge nye anlæg. Men vores planer hænger nødvendigvis sammen med rammebetingelserne for produktion af flydende brændstoffer med afgifter og krav, som skal matches op mod andre i den internationale konkurrence. Også udviklingen indenfor brint og kulstof er afgørende. Så brintinfrastrukturen, og hvordan vi får adgang til kulstof, er faktorer, som skal på plads, så vi kan tage investeringsbeslutninger omkring hvilke anlæg, vi skal bygge eller ombygge til, siger Finn Schousboe.

Brint er den ene grønne byggesten for flydende brændstof. Brintinfrastrukturen er stadig under planlægning, og Crossbridge Energy er indtil videre eneste danske virksomhed, der byder ind på at kunne udnytte den dansk-producerede, grønne brint. Den anden grønne byggesten kulstof er der endnu ikke sket nogen udvikling omkring. Kulstof til flydende brændstof får man i dag fra fossil råolie, men kulstof kan også komme fra andre kilder som eksempelvis CO2 eller biogent materiale.

Crossbridge Energy har i den sammenhæng engageret sig i flere projekter som udnyttelse af spildevandsslam eller halm, og raffinaderiet er allerede i 2020 blevet certificeret til at kunne co-processe andre feedstocks sammen med råolie. Men med en nuværende produktion på 10.000 tons i døgnet, så skal der bruges store mængder kulstof og brint.

– Kulstof og brint er nøglerne til mere bæredygtige løsninger. Vi arbejder intenst med planer for fremtiden, men brint-infrastruktur og adgang til kulstof skal på plads, så vi kan komme videre, siger Finn Schousboe.

Udviklingen i branchen har de seneste to år været meget positive, men i årene før da, var der anderledes negativ udvikling. Nu kigger branchen igen ind i en udvikling, hvor indtjeningsmulighederne bliver mindre.

– Margin-miljøet ser ud til at blive vanskeligere, og konkurrence-situationen er meget hård på det marked, vi opererer på. Vi har investeret kraftigt i vores produktionsanlæg, så vi står stærkt rustet til at kunne sikre forsyning på det danske marked og samtidig tage del i den grønne omstilling, siger Finn Schousboe.

Fakta om Crossbridge Energy A/S

  • Producerer mere end 35 % af det danske forbrug af flydende brændstoffer
  • Producerer 10.000 tons i døgnet
  • Arbejder målrettet mod at tage del i den grønne omstilling
  • Er eneste producent af flybrændstof i Danmark
  • Blandt verdens absolut mest energieffektive raffinaderier
  • Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme. Leverer mere end 23.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme via overskudsvarme, som ellers ville gå til spilde op i luften
  • Investerede 338 mio. kr. i anlæg og vedligehold i 2023
  • Raffinaderiet er indviet i 1966. Udover raffinaderiet drives også en havneterminal i Fredericia, hvor der hver måned ligger 20-30 skibe til kaj for at laste eller losse flydende brændstof, olieprodukter mv.
  • Beskæftiger 271 fuldtidsansatte (254 i 2022)