Han blev hentet til at sælge Fredericia til andre. Så blev han selv solgt

BOSÆTNING. Der findes flyttebeslutninger, som livet træffer for en, og så findes der dem, man træffer selv med åbne øjne. Kristian Bendix Drejers hørte til de sidste. Da han i 2015 fik jobbet som erhvervsdirektør i Business Fredericia, kunne han sagtens være blevet boende ved Ribe. Esbjerg lå inden for pendlerafstand, gården stod der med hestene, og familien havde et liv, der fungerede. Han kunne have gjort Fredericia til et sted, han kørte til om morgenen og hjem fra om aftenen. I stedet pakkede familien flyttekasserne.

»Jeg valgte, at hvis jeg ville det her job, så var det tiden at skifte og prøve noget nyt. Så solgte vi vores gård og hestene, og vi tog børnene med, på nær én, der ville blive på gymnasiet i Ribe. Det har nogle omkostninger, når man flytter,« fortæller han.

Den by, familien flyttede til, var en anden end den, man finder i dag. Det vidste Kristian Bendix Drejer godt allerede dengang. Han havde nemlig læst tallene, før han skrev under. »Da jeg kom her, sagde jeg, at byen var undervurderet, og at den ikke performede. Det var en by, man syntes var lidt henglemt og lidt grå, og som var overset. Sådan var holdningen rundt omkring også. Folk spurgte, hvorfor jeg dog ville herover. Men byen lå så langt nede i Dansk Industris undersøgelse, at vi kun kunne gøre det bedre. Jeg så et udviklingspotentiale,« siger han.

🔇

En placering i bunden af en erhvervsmåling er nu sjældent det, der får en familie til at sælge gård og heste. Der skulle da også et velanbragt spørgsmål til hjemme i stuen, før beslutningen faldt på plads. Det kom fra hans kone, der ville vide, om han havde tænkt sig at sidde på ventebænken. For havde han ventet et par år, kunne han formentlig have fået et job i Esbjerg igen. »Så ville vi hellere udfordre os selv. Og det gjorde vi. Det har vi bestemt ikke fortrudt,« slår han fast.

Sådan begyndte de elleve år, der siden fulgte, og det, der mødte den nytilkomne direktør, bekræftede i første omgang hans analyse. Erhvervslivet rummede et uudnyttet potentiale, det var trods alt det, han var hentet til at forløse. Men der var også noget andet, som ingen erhvervsundersøgelse kunne have fortalt ham, og som han i stedet fik serveret hjemme ved sit eget middagsbord. Byen manglede liv, og hans egne børn stemte med fødderne. »Dengang i 2015 tog mine børn faktisk til de andre byer. De tog til Vejle. Men seks år efter havde det forandret sig, og så begyndte gymnasieeleverne at bruge byen og gå ned i den. Det så jeg ikke i 2015,« fortæller Kristian Bendix Drejer.

At han overhovedet lagde mærke til den slags, siger noget om, hvordan jobbet udviklede sig undervejs. For Business Fredericia begyndte som en erhvervsorganisation, men blev med årene til meget mere. Midtby, turisme, bosætning og uddannelse hører i dag med i paletten, og netop den brede berøringsflade har givet ham et blik for byen, som rækker langt ud over regneark og virksomhedsbesøg. Det er blikket hos en mand, der har fulgt et årtis forvandling på nærmeste hold, og som stadig kan finde på at standse op og glæde sig over den. »Det kan godt være, at man ikke tænker over det, når man bor her, men der er lavet nogle kæmpe forandringer i de her ti år. Jeg nyder at gå ned på pladserne og se, hvor mange stole der står i dag, hvor folk sidder og hygger sig, når solen skinner. Eller Gothersgade, som også er kommet godt i gang. Der er stadig udfordringer, det vil der blive ved med at være i enhver by, men den har flyttet sig,« siger han.

Spørger man ham, hvem æren tilfalder, peger han ikke på sig selv. Han peger på noget mindre håndgribeligt, som til gengæld er sværere at kopiere. »Jeg har altid gået op i, at man skal kunne gøre en forskel. Men det kan man ikke alene. Man skal gøre det sammen med nogen. Når man begynder at lave et netværk, der arbejder sammen, så bliver det stærkt. Folk mødes på tværs nu, i foreninger, i håndbolden, i fodbolden, uden at de selv tænker over det, tror jeg. Før var det mere zoneopdelt. Nu kender folk hinanden, og det gør det nemmere at finde de folk, man skal bruge,« forklarer han.

Alt det er direktørens svar. Men et sted undervejs i de elleve år skete der noget, som ikke stod i nogen jobbeskrivelse, og som til sidst er blevet den egentlige historie. Manden, der kom for at sælge byen til andre, blev selv solgt. Og det begyndte, ganske udramatisk, med et huskøb. »Da jeg kom, var det jo jobbet, jeg kom for. Men da jeg havde købt hus, opdagede jeg faktisk, at jeg havde en strand lige ved siden af, som ovenikøbet blev shinet op i samme periode. Lige pludselig havde vi en fed strand et par hundrede meter væk. Jeg bor inden for voldene, jeg løber ofte, og jeg har naturen ti meter fra, hvor jeg bor. Jeg hopper op på volden, og så har jeg flere kilometer vold, eller jeg løber ud til stranden eller op på fælleden. Og jeg har indkøbsmuligheder lige ved hånden nede i byen,« siger han og samler det hele i én sætning. »Jeg synes, jeg bor et fantastisk sted centralt i Danmark, men jeg bor også centralt i byen.«

Han gør ikke selv et nummer ud af det, men man må gerne smile lidt af historiens omveje. Fæstningsbyens gamle volde, anlagt i sin tid for at holde folk ude, er endt som det, der holder ham inde. Om morgenen er de hans løberute, om aftenen hans udsigt, og ind imellem ligger en by, hvor afstandene er så små, at hverdagen kan klares til fods. Og oven i geografien kommer så noget, man hverken kan bygge eller anlægge, men som han med årene er kommet til at holde mindst lige så meget af. Byens temperament. »Byen vil ikke acceptere ikke at kunne spille med, selvom vi er en mindre by end Vejle og Kolding. Vi sammenligner os altid med dem, og vi vil gerne slå dem i et eller andet. Det synes jeg er stærkt,« siger han med et smil.

Man skulle måske tro, at den slags stedsans løsner sig, når arbejdslivet gør det. At byen ville miste sit tag i ham, den dag titlen ryger af visitkortet. Men det er tilsyneladende lige omvendt. Til nytår slutter kapitlet som erhvervsdirektør, når han efter mere end elleve år giver stafetten videre, og hvor flyttebilen i 2015 var en del af beslutningen, er den denne gang slet ikke inde i billedet. Regnestykket er for længst gjort op. »Ja, det er vores plan at blive. Vi ligger så godt strategisk, og jeg har fire unger rundt omkring i Danmark. Det her er et fedt sted, hvis man hurtigt vil kunne komme rundt. Der er kun to timer til det hele i Danmark. Og vi bor godt,« siger Kristian Bendix Drejer.

Hestene fra gården ved Ribe er solgt for længst. En enkelt kom med til Fredericia, men det gik ikke alligevel, og et sommerhus venter på flere besøg, når arbejdslivet gearer ned. Tilbage står det, der måske er det bedste bosætningsargument af dem alle. Manden, der i 2015 kom til en by, ingen rigtig troede på, bliver boende i den by, han var med til at få andre til at tro på.