De danske mænd er overrepræsenterede i ulykkesstatistikken for havearbejde, og det er der en god forklaring på, lyder det fra det medlemsejede GF Forsikring.
April er sæsonstart for havearbejde for de omkring en million danske husejere – og her bør især mændene tænke sig godt om. Tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH viser nemlig, at mere end halvdelen af de tilskadekomne ved haveulykker i sommerhalvåret i 2023 var mænd – og at mere end halvdelen af dem var mellem 50 og 74 år. Det får direktør for Skadehjælp ved GF Forsikring, Martin Rundager, til at advare især den mandlige del af befolkningen, når nu foråret og havearbejdet banker på.
– Nu står vi overfor endnu en havesæson – og vores erfaringer viser, at aktiviteterne i haverne ofte hvert år resulterer i, at vores medlemmer anmelder skader i forbindelse med havearbejde. Og hvert år er det den midaldrende mand, der oftest kommer til skade i haven. Vi opfordrer derfor til at gå forsigtigt til værks, når haven trænger til en kærlig hånd – for de fleste ulykker kan faktisk undgås, siger han.
Pas på i haven, mand!
Skaderne kommer ofte, når de danske haveejere tager motoriserede haveredskaber i brug, ligesom stigen kræver sine ofre. Ifølge videncentret Bolius ligger hækkeklipperen øverst på listen over de farligste redskaber i haven, og stigen indtager andenpladsen. Så er hækken groet over brysthøjde, så er det ifølge Martin Rundager med at være ekstra opmærksom.
– Mange af skaderne kan undgås, hvis man har respekt for arbejdet og tænker sig om. Brug sikkerhedsudstyr til hænder, fødder, ben og hoved. Få hjælp til at holde stigen og lad være med at bygge et eller andet usikkert stillads, når du skal op i højden. Og sidst men ikke mindst anbefaler vi, at man har tegnet en ulykkesforsikring, hvis uheldet skulle være ude, siger han.
Gode råd til sikkert havearbejde:
✓ Brug ordentligt og skridsikkert fodtøj. Badetøfler og sandaler egner sig ikke til havearbejde, heller ikke når du ”bare” slår græs. En sten, der slynges ud fra plæneklipperen, er som et projektil.
✓ Beskyt dine øjne mod splinter, stumper og grenstykker.
✓ Tag strømmen fra, eller tag batteriet helt ud af hækkeklipperen, inden du så meget som overvejer at fjerne det, der sidder i vejen i sværdet.
✓ Sluk altid plæneklipperen helt, inden du fjerner en klump græs ved afkastet.
✓ Når du klipper skranter og skråninger med plæneklipperen, så kør kun lige op og ned. Hvis du klipper på langs, risikerer du, at plæneklipperen kommer i ubalance og vælter.