Italien, Algeriet og Tunesien er Danmarks tre gruppemodstandere, når VM-forsvaret indledes på hjemmebane til januar.
Ved en stort anlagt lodtrækningsceremoni i den kroatiske hovedstad Zagreb fik Håndboldherrerne onsdag aften sat navne på de tre modstandere, der venter i det indledende gruppespil ved VM 2025, der spilles i Danmark, Norge og Kroatien.
Danmark i gruppe B åbner VM-forsvaret på hjemmebanen i Jyske Bank Boxen i Herning mod Italien, Algeriet og Tunesien. De tre bedste hold fra gruppen avancerer til mellemrunden, der også spilles i Herning.
– Jeg er fint tilfreds med lodtrækningen. Jeg synes, at det er tre spændende hold, vi skal møde i den indledende gruppe. Italien og Algeriet har vi ikke så stort kendskab til, men Tunesien mødte vi til VM 2023, så de er ikke helt fremmede for os, siger landstræner Nikolaj Jacobsen med henvisning til Danmarks 13-målssejr ved det møde.
Italiensk overraskelse og stærke afrikanere
Italien er med ved VM i herrehåndbold for bare anden gang i landets historie efter debuten i 1997. Støvlelandet overraskede i kvalifikationen ved at besejre Montenegro over to opgør.
Algeriet og Tunesien er historisk set blandt de bedste afrikanske nationer og vandt senest henholdsvis sølv og bronze ved de afrikanske mesterskaber i januar.
I mellemrunden krydser Danmarks gruppe med gruppe A, der består af Tyskland, Tjekkiet, Polen og Schweiz, der ligeledes starter i Jyske Bank Boxen.
– Det er fire dygtige hold, men i den fase af mesterskabet ved man jo godt, man kommer til at møde gode hold. Så den del af lodtrækningen er jeg også fint tilfreds med, siger Nikolaj Jacobsen.
“De andre skal spille godt for at slå os”
Fra hver af de fire mellemrunder går de to bedste hold videre til kvartfinalerne, der for Danmarks vedkommende vil føre til den norske hovedstad Oslo.
Kommer Nikolaj Jacobsens mandskab så langt, vil modstanderne i kvartfinalen komme fra en af de to indledende grupper E og F, hvor Sverige, Spanien og Norge må regnes som de mest oplagte bud på potentielle modstandere.
Lodtrækningen onsdag har bestemt ikke ændret på, at landstræneren ser frem mod VM med masser af optimisme.
– Det gør jeg altid. Vi er på hjemmebane i gruppespillet og mellemrunden, og der bliver fantastisk opbakning til os. Så de andre skal spille virkelig godt for at slå os i Boxen, siger Nikolaj Jacobsen.
Udfaldet af lodtrækningen:
Gruppe A i Herning – Tyskland, Tjekkiet, Polen, Schweiz
Gruppe B i Herning – Danmark, Italien, Algeriet, Tunesien
Gruppe C i Poreč – Frankrig, Østrig, Qatar, Kuwait
Gruppe D i Varaždin – Ungarn, Holland, Nordmakedonien, Guinea
Gruppe E i Bærum, Oslo – Norge, Portugal, Brasilien, USA
Gruppe F i Bærum, Oslo – Sverige, Spanien, Japan, Chile
Gruppe G i Zagreb – Slovenien, Island, Cuba, Kap Verde
Gruppe H i Zagreb – Egypten, Kroatien, Argentina, Bahrain
Billetsalget til VM i håndbold er i fuld gang. Køb dine pladser her https://www.ticketmaster.dk/artist/29th-mens-ihf-world-championship-billetter/1256613?brand=dhf_dk&camefrom=HPN&language=da-dk