Der er en særlig ro over Pernille Aarøe Petersen. En ro, der indgyder tillid og gør det let at forstå, hvorfor hun har været en central figur på Fredericia Realskole i 15 år. Hun balancerer det professionelle og det nære med en naturlighed, der er sjælden. Når man taler med hende, får man straks indtrykket af et menneske, der trives i dialogen, som altid søger løsninger og samtidig ser værdien i traditionerne.

Søndag fylder hun 50 år. En milepæl, som for mange bliver en anledning til at stoppe op og kigge tilbage på, hvordan rejsen har set ud. For Pernille er det også et øjeblik til refleksion – men ikke for længe. 

– Det er ligeså meget et spørgsmål om, hvor jeg er nu i livet, indleder hun. 

– Ja, man kommer til at tænke over livet og de store spørgsmål på en lidt anden måde. Men jeg synes faktisk ikke, det kun handler om, at jeg fylder 50. Nu er børnene voksne og flyttet hjemmefra, og der sker jo mange ting, uddyber skolelederen.

Allerede fra klokken 8 i morges ankom Fredericia Realskoles elever fra 0. til 5. årgang i en festlig strøm, klar med flag og sang for at fejre deres skoleleder på fødselsdagen.

Fra gymnastiksalen til klasseværelset

Pernille Aarøe Petersens vej til skolelederkontoret begyndte langt fra Fredericia. Født og opvokset i Sønderborg, havde hun som barn og ung en stærk tilknytning til gymnastik og foreningslivet. Hun var gymnastikinstruktør som 13-årig og havde allerede dengang flair for at undervise.

Efter gymnasiet tog hun et sabbatår for at spare op til et højskoleophold, som skulle sætte et varigt aftryk på hendes liv. Gerlev Idrætshøjskole blev ikke bare et sted at lære for den unge Pernille – det blev også en ny måde at forstå læring på. 

– Jeg havde valgt gymnastik og dans som mit fordybelsesområde og havde også lidt musik, og det var en øjenåbner for mig, fortæller hun først. 

I ægte højskoleånd sang børnene også “Gi’ os lyset tilbage” af Rasmus Skov Borring og Per Krøis Kjærsgaard – en sang, der blev valgt, fordi den har en særlig betydning for Pernille.

– Det år på højskole var for mig en stor kontrast til de tre år i gymnasiet, hvor det hele handlede om at være ambitiøs og nå nogle faglige mål. På højskolen handlede det slet ikke om det. Det handlede meget om mundtlighed og om, hvad man kunne med kroppen.

De otte måneder på højskolen blev et fundament for hendes syn på uddannelse og satte gang i drømmen om at blive lærer. 

– Det er noget, jeg har taget med mig og prøver at bruge i mødet med de børn og unge, vi arbejder med hver dag. At man kan være dygtig til mange forskellige ting, og at det ikke kun handler om det boglige, men også om andre måder at lære og udtrykke sig på.

Ledelse på fuld kraft

Efter lærerseminariet begyndte Pernille som lærer og kastede sig ind i forskellige undervisningsmiljøer, fra frie grundskoler til efterskole. Men ledelsesvejen kom hurtigt – nærmest ved et tilfælde. På en lille privatskole blev hun prikket på skulderen til en stilling som afdelingsleder. Hun var ung og uerfaren, men skolens ledelse havde set et potentiale.

– Det gik hurtigt, husker hun. 

– Jeg blev konstitueret skoleleder, mens jeg stadig var ung og uerfaren som leder. Det var virkelig ledelse for fuld kraft på meget kort tid, med alt hvad det indebærer af personaleledelse, svære elevsager og økonomi. Det var en stejl læringskurve, men det lærte mig hurtigt, at ledelse kræver både overblik og evnen til at træffe svære beslutninger.

Da Pernille kom til Fredericia Realskole som viceskoleleder, fik hun mulighed for at vokse i rollen under den tidligere skoleleder Poul Sørensen. 

– Jeg fik et fantastisk job som viceskoleleder. Det gav mig mulighed for at vokse som leder, samtidig med at jeg havde en leder over mig, som også var en slags mentor. Jeg kunne bruge ham til sparring og til at få svar på de mange spørgsmål, der opstår, når man arbejder med ledelse. Ledelse er jo også et håndværk, man kan ikke lære det hele på en lederuddannelse. Det er et godt sted at reflektere, men meget af det skal man simpelthen lære gennem det daglige arbejde.

Her til morgen var skolegården festligt pyntet med flag.

Forældrenes guld

Pernille husker stadig sit første job som klasselærer for en syvende klasse. Det var dér, det gik op for hende, hvor stort et ansvar man har som lærer. 

– Man står med forældrenes guld i hænderne, siger hun. 

– De afleverer det vigtigste, de har, i skolen hver dag. Jeg oplevede en rigtig fin anerkendelse og respekt fra forældrene, selvom jeg var ganske ung. Det har nok været med til at forme mig og den forståelse, jeg har for, at gensidig respekt i samarbejdet mellem skole og forældre er helt afgørende. Det er et bærende element, især når det er svært for nogle børn eller unge. 

Derfor er det også en tilgang, hun har videreført som skoleleder, hvor fællesskabet med børn, forældre og personale, der trækker i samme retning, altid skal være i fokus.  

En dag i fællesskabets tegn

Da vi spørger Pernille om, hvad der kommer til at ske fredag, når hendes fødselsdag markeres på skolen, smiler hun og indrømmer, at hun ikke ved meget. Hun har dog bemærket, at nogle af børnene allerede går rundt og siger tillykke og har tegnet tegninger. 

– Normalt er det mig, der planlægger morgensamlingen, men jeg har en fornemmelse af, at det ikke bliver min opgave fredag, siger hun med et glimt i øjet.

Viceskoleleder Anne Højgaard Kristensen tager os i stedet igennem dagen:

– Vi har benyttet lejligheden til at gøre lidt ekstra ud af det i morgensamlingen, hvor alle børnene vil stå med flag. Og så kommer der kagemand i klasserne, så hver klasse får en kagemand, de kan hygge sig med, mens de juleklipper.

Den normalt morgensangsvante Pernille måtte overlade opgaven til en glad viceskoleleder, Anne Højgaard Kristensen.

Juleklippet er en mangeårig tradition på skolen, og Pernille ser frem til at tage del i den.

– Min egen plan er bare at tage en saks med og gå rundt og klippe med nogle elever. 

Om eftermiddagen er der reception for personale og inviterede gæster. Anne Højgaard Kristensen benytter også anledningen til at dele lidt tanker om Pernille:

– Hun er en fantastisk leder. Hun er god til at finde den der hårfine balance mellem det traditionsrige og det udviklende. Vi er jo en gammel skole, en faglig og boglig skole, men også en skole, der udvikler sig, og det er hun enormt dygtig til at være kaptajn på det skib. 

Pernille tog ordet for at sige tak, og så havde de i anledning af første advent også tændt det første lys i adventskransen.

Med øje for morgendagen

Fødselsdagen markerer dog ikke nogen afslutning på et kapitel, men begyndelsen på nye, reflekterer Pernille. For skolelederen er det afgørende, at skolen fortsætter med at udvikle sig. 

– Vi er her for at lære – både børn og voksne, siger hun. 

– Som skole er vi nødt til hele tiden at reflektere over, hvordan vi kan gøre det bedre for de børn og unge, der går her. Jeg drømmer om en skole, hvor både børn og medarbejdere trives og lærer. Det er den balance, jeg arbejder for hver dag.

Til sidst spørger vi Pernille, om hun har en “lektie” at dele med de mange mennesker, hun omgås i sin hverdag. Hun tænker et øjeblik, før hun svarer:

– Jeg prøver altid at komme glad på arbejde og møde folk med et smil. Det gør en stor forskel at gå til både mennesker og udfordringer med en positiv energi. Selvfølgelig kan man ikke altid smile sig igennem alt, men det handler om at have en grundlæggende positiv tilgang.

Hun tilføjer med en sidste refleksion: 

– Vi er her for at lære – også af vores fejl. Der er meget læring i at se tilbage på noget, man kunne have gjort anderledes, og så arbejde sig videre. Det gælder både børn og voksne.