Danmark har kæmpet for en ny aftale, der sikrer pant på drikkevarer, der sælges i Tyskland. Det er nu en realitet, efter Europa-Parlamentet har vedtaget emballageforordningen. Reglerne skal sikre, at tyske grænsehandelsbutikker ikke længere kan sælge pantfri dåser til danskerne
Europa-Parlamentet har i dag godkendt en ny emballageforordning, der fastslår, at der skal opkræves pant i de tyske grænsehandelsbutikker. Uklarhed om de tyske pantregler kan derfor ikke længere bruges som undskyldning for ikke at opkræve pant.
– Vi har kæmpet i tyve år for at få pant på tyske dåser og for at få løst problemet med, at pantfri dåser fra tyske grænsehandelsbutikker ender i den danske natur. Med emballageforordningen slås det fuldstændig fast, at der skal opkræves pant i Tyskland uanset, hvor dåserne sælges og hvem de sælges til. Grænsehandelsbutikkerne skal nu følge de samme regler som alle andre butikker. Det er en sejr for os, men det er i særdeleshed en sejr for den danske natur, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Afgørende for grøn omstilling af emballage
Med aftalen sættes der ikke blot punktum for den manglende opkrævning af pant ved grænsen. Der fastsættes et samlet, nytænkende europæisk regelsæt for emballage i EU, der omfatter alt lige fra drikkevare-emballager til træpaller.
Aftalen skal give det europæiske emballageforbrug et ordentlig skub i en grønnere retning og reducere mængden af emballageaffald, så den stigende affaldskurve knækkes. 2 Med aftalen får alle lande bindende reduktions- og genbrugsmål for emballage, samt klare og ens regler for emballagedesign på tværs af landegrænser.
Det skal sikre, at danske virksomheder ikke længere skal leve op til 27 forskellige nationale regelsæt, når de sælger emballerede produkter i EU. Emballageforordningen forventes at træde i kraft i løbet af 2026 og kravet om opkrævning af pant i 2029.
– De nye regler har kæmpe betydning, og vi vil presse på for at efterlevelsen sker hurtigst muligt. Der er dog lang tid til 2029, og det er vigtigt for både miljø, samt fair og lige konkurrencevilkår, at der kommer pant på tyske dåser – og gerne hurtigere end 2029, siger Henrik Hyltoft, der er vicedirektør i Dansk Erhverv.
På trods af optimismen om kravet fra EU, er der dog fortsat uklarheder i forhold til den praktiske løsning, herunder de krav der kommer til at gælde for indsamlingen af pant på tværs af EU-landene, og Dansk Erhverv vil fortsætte dialogen med myndighederne. I dag kommer mindst 650 millioner dåser uden til pant Danmark hvert år.
– Det er nødvendigt fortsat at presse på for at finde en god og hurtig løsning. Rigtig mange danskere køber pantfrie øl og sodavand, når de grænsehandler, og de tyske grænsehandelsbutikker har i årevis omgået det tyske pantsystem. Det betyder bl.a, at de pantfrie dåser i væsentlig mindre grad genanvendes, hvilket er til skade for både klima og miljø samt skaber ulige og urimelige fordele for de tyske grænsebutikker, slutter Henrik Hyltoft