I 2023 overgik Region Syddanmark alle andre regioner, når det kom til nye elbiler. Elbilsalget blev mere end fordoblet og det samlede personbilsalg havde også en flot fremgang på 14,4 procent.

I 2023 blev der registreret 29.553 nye biler i Region Syddanmark, hvilket er 3.709 flere nye biler end i 2022. Det tilsvarer en vækst på 14,4 procent. Sammenlignet med de øvrige regioner var fremgangen dog mindre i Region Syddanmark, da resultatet var 2,1 procentpoint lavere end landsgennemsnittet, som for 2023 var en fremgang 16,5 procent.

– Bilsalget i Region Syddanmark er vokset markant i 2023. Regionen udmærker sig ved at have den største fremgang i salget af elbiler. Ved årsskiftet sidste år var vi nervøse for, hvad året ville bringe. Vi kan dog konstatere, at samtlige regioner havde fremgang i 2023, siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

De 3 mest populære mærker i Region Syddanmark i 2023 var henholdsvis Tesla, Toyota og Mercedes-Benz.

Største regionale fremgang blandt elbiler

I 2023 blev der indregistreret 11.457 nye elbiler i Region Syddanmark. Det var 6.149 flere end i 2022, hvor antallet var 5.308. Det svarer til en stigning på 115,8 procent, hvilket er den højeste procentvise stigning blandt regionerne. Året 2023 har budt på stor fremgang til elbilerne hver måned. Største fremgang var at finde i april, hvor elbilssalget voksede med 165,8 procent i forhold til april 2022.

– Den store stigning i antallet af nye elbiler i 2023 vidner om, at borgerne i Region Syddanmark er blevet glade for elbiler. Vi forventer, at dette vil fortsætte ind i 2024, hvor op mod halvdelen af de solgte biler vil være elbiler, siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.

Plug-in hybridsalget blev mindre

I løbet af 2023 faldt salget af nye plug-in hybrider. Der blev i 2023 indregistreret 3.485 nye plug-in hybrider, hvilket er 1.050 færre end i 2022, hvor der blev indregistreret 4.535. Det svarer i procent til en tilbagegang på 23,2 procent. Selvom der var tale om et markant fald på 23,2 procent, havde Region Syddanmark det mindste fald i nye plug-in hybrider blandt regionerne. Tilbagegangen var gennemgående hele året, hvor samtlige måneder havde et faldende salg i forhold til samme måned året forinden. Den faldende interesse for plug-in hybrider hos forbrugerne kan blandt andet tilskrives, at tidligere favorable afgiftsfritagelser for plug-in hybriderne er under udfasning.

Drivmiddelfordelingen

2023 var på mange måder forandringernes år, og det ses tydeligt i drivmiddelfordelingen for året, hvor der var større forskydinger. Elbilernes markedsandel voksede markant og var samtidig også det eneste drivmiddel, der vandt markedsandele, når man sammenligner året 2023 med 2022. Elbilernes andel voksede fra 20,5 procent til 38,7 procent, hvilket svarer en fremgang på 18,2 procentpoint.

Samtlige andre drivmidler gik tilbage i perioden. Den største tilbagegang var blandt plug-in hybriderne, som, grundet et faldende salg, gik makant tilbage med 8,3 procentpoint. Det efterlod plug-in hybriderne med en markedsandel på 11,8 procent i 2023 mod 20,1 procent i 2022. En anden stor tilbagegang var blandt benzinbilerne, som fra 2022 til 2023 gik tilbage med 5 procentpoint til at udgøre 28,9 procent af bilsalget i Region Syddanmark. De resterende drivmidler, fuldhybrider, diesel og mildhybrider, gik i perioden tilbage med hhv. 1,9, 1,7 og 1,3 procentpoint.

De opladelige biler, som indbefatter plug-in hybridbilerne og elbilerne, udgjorde 50,5 procent af salget i 2023. Det var en stor forøgelse fra niveauet i 2022, hvor de opladelige biler udgjorde 40,6 procent.

Segmentfordeling

Der var i 2023 en række forskydninger i segmentfordelingen i Region Syddanmark. Der var 3 større forskydninger og en række mindre. De to største fremgange var til segmenterne D: Stor og J: SUV, som gik frem med hhv. 1,9 og 1,6 procentpoint. Det skete primært på bekostning af et fald blandt segmentet B: Lille på 2,2 procentpoint. De resterende forskydninger var mindre og var alle på mellem 0,1 og 0,7 procentpoint. Det mest populære segment i Region Syddanmark i 2023 blev SUV’erne, som, med fremgangen i 2023, tegnede sig for 55,9 procent af markedet.

Internt i SUV-segmentet var der også forskydninger. Den største fremgang var til de store SUV’er, som gik frem med hele 13,7 procentpoint, hvilket bragte deres andel op på 32,8 procent. Der var to store tilbagegange til de små og mellemstore SUV’er, som gik tilbage med hhv. 9,8 og 3,4 procentpoint. Derudover var der også en tilbagegang til offroad SUV’erne på 1,2 procentpoint. Det mest populære SUV-segment var, på trods af tilbagegangen, de mellemstore SUV’er, som i 2023 udgjorde 44,4 procent af salget.

Fordeling mellem leasing og køb

Leasingandelen steg i løbet af 2023 i Region Syddanmark. I januar udgjorde leasingandelen 46,7 procent af anskaffelserne. Ved udgangen af 2023 var leasingandelen vokset til 52,9 procent.

Erhvervsleasing udgjorde størstedelen af den samlede leasingandel med 33,5 procent i forhold til privatleasing, der udgjorde 19,4 procent ved udgangen af 2023. Privatleasingandelen er dog steget betydeligt ift. tidligere år. Gennemsnittet for 2023 landede på en samlet leasing på 45,5 procent, hvor erhvervsleasingen og privatleasingen udgjorde hhv. 29,8 og 15,7 procent.

Erhvervsanskaffelserne udgjorde i 2023 37,6 procent af nyregistreringerne, og det er dermed de private anskaffelser, der, med 62,4 procent, fylder mest i Region Syddanmark.