Årets program fredag og lørdag var spækket med navne, der kunne tiltrække alle aldersgrupper. Den mest folkelige var unægtelig Rasmus Seebach, der ikke skuffede. Han leverede en festlig omgang fællessang, sceneshow og syng med til hele publikum. Men også Medina ramte om lørdagen samme tone, hvor genkendelige klassikere fik folk revet med.
Musikindkøbet hos Rock under broen leverer. Det er en af de mest sikre erfaringer fra de senere år, at man er i stand til at skaffe gode kunstnere, der formår at sprede glæde og liv på pladsen under broen. Også årets topnavn, Lukas Graham kunne krone en fantastisk omgang musik, hvor lyd og festlighed spillede sammen på et højere plan. For det var musikken, der trodsede de hårde odds med mudder og regn, og som gang på gang fik folk til at danse og synge allevegne. Alkohol kan også have bidraget.
Seebach kom ud på scenen med røg og damp, satte sig ved klaveret, og straks var der lagt op til folkefest. Det var utroligt at se, hvor mange der sang med. Men også Sanne Salomonsen, der havde den ensomme opgave at åbne som den første om lørdagen, gav en fremragende vokal og en perlerække af hits, hvis nostalgiske holdbarhed overgår fantasien. Hun er fantastisk dygtig, og selvom det nærmest traditionelt er en hård gyser at starte klokken 12 om lørdagen, så hyggede folk sig gevaldigt. Flot, imponerende og godt spillet af Salomonsen og hendes band.
På samme vis havde Infernal ramt starten om fredagen, men der var mere fart over feltet, med taktfaste rytmer, end vokal og pragende sange. Tina Dickow rev også en kæmpe portion selvtillid hjem, da horder af syngende mennesker lod sig rive med af showet og personen. Mere råt blev det, da klassikeren Magtens Korridorer kom grinende ud på scenen, for atter at få folk op og stå. De er stålsatte og tror på deres musik, tekster og følelser, hvilket virker fra start til slut.
Da Michael Falch kom ud på scenen, kom en af de hyggeligste trøstebeskeder, nemlig at den rigtige sol kommer indefra. Han kiggede op mod himlen, mens han sammen med Poul Krebs spillede formiddabel og stemningsfyldte numre, hvor man kunne komme helt tilbage til firserne. De er så charmerende, at det gør helt ondt. Alene den måde de griner og pjatter på, mens de render rundt på scenen, er en genial feedback til livets lydkulisse. Så hjælper det også, at de siger nogle begavede ting med deres forskellige sange, fra hver af de to kunstnere.
Af samme generation, men en helt anden støbning, kom guitarkongerne fra D-A-D rendende ind på scenen uden at spare så meget som et sekund. Højttalerne blæste omgående igennem, og masser af firserdrenge måtte op at stå foran scenen, hvor teenagepigerne og dem i tyverne lige havde fejret Gilli, der med kedeldragt og solbriller havde lavet ah og nå. Det var nogle sjove skifte mellem genrer, men det virkede enormt godt for festivallen, der fik omløb af generationer og bandt dem sammen. Gilli var et kæmpehit, og der blev sunget med ord for ord. Også Benjamin Hav fik ordene til at vælte sammen med publikum. Så blev det rigtig sjovt, da Andreas Odbjerg kom ud og kaldte sig for fynbo, hvilket helt sikkert hentede en masse point hos middelfarterne, mens dem fra Fredericia tænkte, ja, det er godt med jer, kan I så komme i gang med at spille. Men det gjorde Odbjerg så, og det var harmonisk og hans stemme fungerer så fremragende til melodier. Desuden har han et ualmindeligt velspillende orkester med sig. De var fremragende, og hele scenen livede op til store højder. En skarp kontrast til fredagens afslutning med Suspekt, der fik råt og godt med sig. Publikum elskede det. Endnu et bevis på hvor alsidigt programmet var sat sammen til Rock under broen 2024.
Afslutningen på de to dages festival skulle være Lukas Graham. Forventningerne hos publikum var enorme. Og ingen blev skuffede. Han leverede så træfsikkert, og vokalen og bandet gik tone efter tone op til det ypperste. Det var ganske enkelt fremragende. Hvor man tidligere kunne være skuffet over det sidste band, så blev der denne gang sat trumf på Rock under broens valg af kunstnere, hvor alene koncerten med Lukas Graham havde været værd at komme efter.
Kort sagt så var de to dage alle pengene værd for koncertgæsterne. Man kan kigge på de logistiske mangler, hvor ikke mindst mudderet var dårligt håndteret, men det det virkelig handlede om, var musikken. Her fik arrangørerne i den grad gjort det godt, så man kan tilgive dem for resten. Kunstnerne var fra start til slut topprofessionelle, og ingen af dem så ud til at kede sig eller leverede en svag præstation. Lad os håbe at Rock under broen 24 vil blive husket for de fremragende koncerter, der overgik det elendige vejr.
