Nytårsaften er en festlig begivenhed for mange, men for kæledyr kan det være en stressende og skræmmende oplevelse. Agria Dyreforsikring har derfor delt en række råd, der kan hjælpe hunde- og katteejere med at skabe en mere tryg overgang til det nye år for deres firbenede familiemedlemmer.

Lyd og lys kan skræmme dyr 

Ifølge Lotte Evers, marketingchef hos Agria Dyreforsikring, kan de pludselige brag og lysglimt fra fyrværkeri være overvældende for kæledyr.

– Den pludselige larm og de uforklarlige lysglimt kan være både stressende og skræmmende for vores firbenede venner. Vi kan jo ikke forklare vores dyr, at det ’bare er fyrværkeri’, forklarer hun i en pressemeddelse og tilføjer, at især unge dyr eller dem med dårlige erfaringer kan være særligt udsatte.

Agria advarer desuden om de potentielt tragiske konsekvenser, hvis dyr går i panik. Nogle kæledyr kan flygte ud i trafikken eller have svært ved at finde hjem igen. Derfor er det afgørende at tage forholdsregler, ikke kun nytårsaften, men også i dagene før og efter, forklarer de.

Ny lovgivning skal reducere problemer 

Med en ny lovgivning, der begrænser fyrværkeri til den 31. december og 1. januar, håber man at mindske stress for både mennesker og dyr. En overtrædelse af de nye regler kan resultere i bøder på 2.500 kroner. Dog opleves det stadig, at fyrværkeri affyres uden for den lovlige periode, hvilket kan være en ekstra belastning for kæledyr, bemærker Agria.

Praktiske råd til ejere 

Agria opfordrer dyreejere til at planlægge nytårsaften omhyggeligt.

– Overvej at fejre nytårsaften langt væk fra fyrværkeri, som i et sommerhus eller tæt på en lufthavn, hvor affyring er forbudt, siger Lotte Evers.

Hun anbefaler også øget motion og aktivitet i dagene op til nytår, så dyrene er naturligt trætte.

På selve aftenen er det vigtigt at skabe rolige omgivelser. Agria foreslår at trække gardinerne for og skrue op for TV eller radio for at neutralisere lydene fra fyrværkeriet. Desuden kan det være gavnligt at bruge beroligende produkter, som kan købes i dyrehandlen eller hos dyrlægen.

Efter nytår 

Agria forklarer desuden at dagene efter nytår også kræver opmærksomhed. Hunde bør fortsat holdes i snor, og man bør være opmærksom på fyrværkerirester, som kan udgøre en risiko for dyrene. Hvis dit dyr reagerer voldsomt på fyrværkeri, kan det være en god idé at lydtræne i det kommende år for at reducere angst fremadrettet, fortæller de.

Sådan forbereder du dig 

Agria Dyreforsikring opsummerer deres anbefalinger i en række konkrete tiltag, som kan hjælpe kæledyr og ejere gennem nytåret. Disse inkluderer blandt andet at skabe et trygt miljø, sørge for korrekt registrering af kæledyrets oplysninger og i ekstreme tilfælde konsultere en dyrlæge for mulig medicinering.

For flere detaljer om nytårsråd til kæledyr, henviser Agria til deres hjemmeside.