Karnov Group overtager Schultz’ juridiske indholdsforretning og kundekontrakter på området for at styrke sin satsning på AI-løsninger. Med salget ønsker Schultz at styrke sin kerneforretning inden for digitalisering af velfærdsområdet. Lovfagligheden lever videre i Schultz, hvor virksomheden vil vækste forretningen i den offentlige sektor både organisk og via opkøb.
I et marked med øget konkurrence, hvor lovinformation bliver mere komplekst, og hvor den teknologiske udvikling kræver store investeringer, har bestyrelsen og ejerne, Schultz Fonden, besluttet at sælge den juridiske indholdsforretning fra.
Valget faldt på Karnov Group, der har leveret juridisk information til det danske marked i over 150 år, og dermed er de bedste til at føre forretningsområdet videre, og sikre at kunderne fortsat får juridiske informationsløsninger i høj kvalitet. Karnov Group overtager IP-rettighederne til det juridiske indhold samt de relaterede kundeforpligtelser fra Schultz. Schultz vedligeholder produkterne, indtil implementeringen er fuldført, og for begge parter er det vigtigt, at kundeoplevelsen fortsat er i centrum.
Opkøbet af den juridiske indholdsforretning har stor strategisk værdi for Karnov Group, da det understøtter virksomhedens igangværende udvikling af AI-løsninger for at øge effektiviteten for virksomhedens brede kundeskare.
– Vores ambition er at tilbyde det danske marked de absolut bedste juridiske informationsløsninger med endnu højere kvalitet og øget tilgængelighed. Med opkøbet af Schultz’ juridiske informationsforretning øger vi vores portefølje af lokalt indhold, hvilket giver os endnu bedre mulighed for at udvikle effektive AI-løsninger til både jurister og andre, som tager vigtige beslutninger på baggrund af juridisk information, udtaler Troels Engström Nielsen, Landedirektør for Karnov Group Danmark.
Lovfagligheden lever videre hos Schultz, hvor virksomheden vil vækste forretningen i den offentlige sektor både organisk og via opkøb.
– Schultz er en af Danmarks ældste virksomheder, og det kræver mod at lave til- og fravalg af denne kaliber for fortsat at være en relevant virksomhed for samfundet, vores kunder og vores medarbejdere. Med salget får vi råderum til at tage et endnu større ansvar for at løse de udfordringer, det danske samfund står over for, siger Merete Søby, adm. direktør i Schultz og uddyber:
– Dette kommer til at ske ved, at vi udvider og investerer i vores fagløsninger, og styrker vores kerneforretning inden for digitalisering af velfærdsområdet. Målet er at vækste forretningen i den offentlige sektor og dermed også sikre vores position i markedet.
Schultz fagløsninger såsom Schultz Fasit, Schultz Expose, Schultz Booking mv. samt Schultz Campus påvirkes ikke af aftalen med Karnov. Disse produkter videreføres uden forandringer.