Den 62-årige Claus Lützhøft blev i maj 2020 varetægtsfængslet i fem måneder med mistanke om millionfusk. Retssagen endte med en frifindelse, men Claus Lützhøft kæmper på fjerde år stadig med at få erstatning ifølge DR. SF’s retsordfører Karina Lorentzen vil have kulegravet området og ændret reglerne om erstatning.
– Det kan ikke passe, at når man frifindes, at man så skal stå selv med regningen og den økonomiske bet efter en varetægsfængsling. Når staten fejler og fængsler uberettiget, må den også tage slæbet med at rydde op, siger hun.
– Jeg vil have strammet reglerne for erstatning og nedbragt de lange varetægtsfængslinger. Når 1 ud af 10 ender med at blive frikendt eller slet ikke tiltalt, så er det et problem for den enkelte, som jo kan miste firma, hus, job og kone i mellemtiden. Hele området bør kulegraves for alle de uhensigtsmæssigheder, der er, bl.a. at nogle forholdes erstatning.
Karina Lorentzen har stillet et forslag om kunne varetægtsfængsle med fodlænke i Folketinget og som afgøres inden længe:
– Når langsom sagsbehandling er skyld i, at varetægtsfængslingerne trækker ud, er vi forpligtede til at mindske ulemperne, da folk teknisk set er uskyldige indtil de bliver dømt. Jeg synes, vi skal lave en forsøgsordning og se, om vi ikke kunne bruge fodlænkerne til varetægtsfængsling i eget hjem i flere tilfælde, så folk ikke mister firma og job, når sagen eventuelt falder.