(Foto: Avisen)

Regeringen har præsenteret en ny iværksætterstrategi, der skal løfte den danske iværksætterkultur. Strategien indeholder en række forslag, som Dansk Erhverv længe har efterspurgt.

Onsdag har regeringen præsenteret en længe ventet iværksætterstrategi, og det vækker stor begejstring i Dansk Erhverv, der repræsenterer 18.000 medlemsvirksomheder. Det vigtigste element i iværksætterstrategien er, at der er blevet taget skridt i den rigtige retning for at få flere startups og iværksættere til at blive i landet, selvom de får vokseværk.

Den danske skattelovgivning har nemlig stor betydning for den adgang til investeringer, som startups har i landet, da mindre virksomheder typisk ikke har adgang til store internationale kapitalmarkeder, og derfor rejses kapitalen lokalt.

Det er derfor meget glædeligt, at bl.a. iværksætterskatten, som er udbytteskatten på unoterede porteføljeaktier, skal ophæves. Også lagerbeskatningen på børsnoterede virksomheder, udskydelse af fantomskatten og en lempelse af beskatning på aktionærlån er andre tiltag, der er værd af fremhæve i den nye strategi.

– Der er ingen tvivl om, at danske iværksættere skal have bedre rammevilkår, hvis de skal kunne indfri deres potentiale, og hvis vi skal sørge for at holde på arbejdspladser, vækst og i sidste ende velfærd i Danmark. Finder de ikke kapital herhjemme, finder de den i udlandet, og over tid vil de flytte mod investorerne. Vi risikerer derfor potentielt at miste vigtige virksomheder, siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv har i samarbejde med TechBQQ lavet en undersøgelse, der viser, at 9 ud af 13 startups flytter ud af landet, når de skal vækste.

Dog havde man i Dansk Erhverv håbet, at man i den nye strategi havde sænket aktiebeskatningen, der ville øge investorers incitament til at poste penge i iværksættervirksomheder.
Den danske aktieavancebeskatning er i dag på 42 pct., hvilket er det højeste i Europa.

– Ingen andre initiativer ville have samme effekt for iværksætteri. Den høje aktieskat betyder, at alt for mange iværksættere har svært ved at rejse kapital – og risikoen er alt for skævvredet i forhold til den potentielle gevinst, siger Brian Mikkelsen.

Tiltrækning af udenlandsk talent

For at et iværksættermiljø kan trives i Danmark, er det vigtigt at kunne tiltrække talent fra hele verden. Derfor er Dansk Erhverv også meget begejstrede for, at bruttoskatteordningen
– den såkaldte forskerskatteordning – er blevet lempet med 15.000 kr.

Virksomheder, der har eksisteret i mindre end fem år, kan derfor nu få adgang til talent fra udlandet til en beløbsgrænse på 60.000 kr. mod de nuværende 75.100 kr.

Selvom Dansk Erhverv havde ønsket at lempe ordningen med 20.000 kr., er Brian Mikkelsen alligevel svært tilfreds med resultatet.

– De mange vækst- og iværksættere landet over kan nu få arbejdskraft ind til 60.000 kr. om måneden frem for de nuværende 75.000. Derudover er der i strategien en lang række forslag om at forbedre viden og uddannelser generelt, så samarbejdet med erhvervslivet optimeres, og idéer fra landets uddannelsesinstitutioner kommer til at gøre os rigere på alle parametre i Danmark, siger Brian Mikkelsen.

Mere diversitet i iværksætteri

Dansk Erhverv har derudover længe kæmpet for, at man som selvstændig mand eller kvinde skal kunne tage barsel og samtidig kunne lede sin virksomhed. Som reglerne er i dag, er både mandlige og kvindelige ejerledere underlagt modstridende lovgivning, der gør, at enkelte bliver modregnet i deres barselsgodtgørelse.

Der er fra Dansk Erhvervs side derfor blevet opfordret til en mulighed for at arbejde 5-10 timer om måneden uden modregning i barselsgodtgørelsen. Derfor er regeringens forslag med 3,5 timer om ugen uden modregning et kærkomment forslag.

– Vi har længe været bekymrede for, at der ikke sker noget på diversitet i iværksætteri, og det er derfor essentielt, at man som ejerleder nu under barsel kan få nogle timer om måneden til at ordne alt fra udbetaling af løn til momsindberetning, som jo er lovpligtigt, når man har en virksomhed i Danmark. Man skal kunne nyde tiden med sit livsværk af et barn, samtidig med at man kan holde sit livsværk af en virksomhed i gang – til gavn for hele Danmark, siger Brian Mikkelsen.