ANALYSE. Der var noget næsten symbolsk over mandagens lokalbrag i Fredericia. Regnen silede ned, blæsten tog fat, og spillerne måtte kæmpe sig igennem en kamp, hvor viljen og evnen til at stå imod presset blev lige så afgørende som det tekniske og taktiske. FC Fredericia og Vejle Boldklub leverede et intenst opgør, der endte 1-1, men som på mange måder fortalte meget mere end resultatet.

Vejle kom bedst fra start og satte sig hurtigt på spillet. Deres kombinationer i høj fart skabte problemer for Fredericia, og især Amin Chiakha viste sig som en konstant trussel i indledningen. Efter bare syv minutter burde han have scoret, men Mattias Lamhauge i Fredericia-målet kastede sig ned og leverede en redning af høj klasse. Kort efter var målmanden på plads igen, da et hovedstød fra et hjørnespark var tæt på at give gæsterne føringen. Den ene gang efter den anden stod han i vejen, og det er ikke en overdrivelse at sige, at Fredericia kun var i live efter det første kvarter på grund af ham.

Det er i de perioder, man ser forskellen på en dygtig og en rigtig god målmand. Den dygtige tager det, han skal, mens den rigtig gode holder sit hold inde i en kamp, hvor det kunne være knækket. Lamhauge udstrålede en ro, der smittede af på forsvaret, og hans redninger i første halvleg blev fundamentet for, at Fredericia senere kunne kæmpe sig tilbage.

Efterhånden som minutterne gik, fik hjemmeholdet bedre fat. Agon Mucolli begyndte at afslutte fra distancen, klogt i det vejr, hvor bolden var glat og svær at holde. Gustav Marcussen viste sine driblinger i venstre side, og Frederik Rieper kom tæt på med et hovedstød. Det var stadig Vejle, der havde initiativet, men Fredericia begyndte at minde Vejle om, at de også kunne true. Pausestillingen på 0-0 var i høj grad et produkt af målmandens præstation, men også af et hjemmehold, der arbejdede sig gradvist ind i opgøret.

Efter pausen fortsatte billedet. Vejle pressede på, og efter 63 minutter fik de endelig hul på bylden. Amin Chiakha modtog bolden i feltet, vendte elegant og sparkede fladt ind bag Lamhauge. Det var et mål af høj kvalitet, og i det øjeblik lignede det, at gæsterne ville trække fra og tage sejren.

Men igen kom Lamhauge i vejen. Bare tre minutter efter målet var Vejle tæt på at øge til 2-0, da de spillede sig helt fri, men Fredericias målmand reddede endnu en friløber. Den aktion blev et afgørende vendepunkt, for i stedet for at kampen blev lukket, fik Fredericia muligheden for at slå tilbage.

Michael Hansen havde på det tidspunkt allerede sat Patrick Egelund og Jakob Vestergaard Jessen på banen, og det gav energi til hjemmeholdet. Ti minutter efter Vejles føring kom udligningen. Egelund fik fat i bolden i feltet, sendte den videre ind foran, og der stod Oscar Buch klar til at sparke 1-1-målet i nettet. Det var et mål, som Monjasa Park vil huske længe – regnen silede ned, fansene stod op, og jubelen rungede over voldbyen.

Resten af kampen blev et studie i intensitet, træthed og dramatik. Vejle havde stadig de største muligheder, men Fredericia kastede sig heroisk ind i duellerne. Anders Dahl og Jeppe Kudsk blokerede skud med kroppen, og publikum rejste sig i beundring over det mod, spillerne viste. Vejle appellerede flere gange for straffespark i overtiden, men dommeren lod sig ikke ryste. På den anden side følte Fredericias fans sig snydt for et rødt kort, da Lasse Nielsen hev en nødbremse og slap med gult. Selv Vejles træner måtte se et gult kort i de hektiske slutminutter, hvor alt var på spil, og hvor kulissen nærmest rystede i blæsten og regnen.

Når man ser tilbage på kampen, er det fristende at tale om to forskellige udtryk. Vejle havde bolden mest, skabte flest afslutninger og viste i glimt, hvorfor de har hentet så mange profiler ind i truppen. Men de manglede kynisme, og de manglede evnen til at udnytte de perioder, hvor de faktisk havde Fredericia nede i rebet. Fredericia havde til gengæld viljen. De fandt kræfterne til at stå imod, de fik skabt deres eget momentum, og de havde en målmand, der tog alt, hvad han kunne komme i nærheden af.

Det er derfor helt logisk, at Lamhauge dagen derpå blev placeret på rundens hold i Superligaen. Hans præstation var ikke bare afgørende for kampen – den var afgørende for, at Fredericia kan holde fast i troen på, at de hører til i ligaen. For en oprykkerklub handler det ikke kun om spillet på bolden, men om at have profiler, der kan levere på det højeste niveau. Lamhauge gjorde netop det, og han gjorde det på en aften, hvor det havde været let at knække.

Det blev 1-1, men tallene viser, hvor tæt det var. Fredericia havde 14 afslutninger mod Vejles 18, de havde en smule mere boldbesiddelse, og de havde flest hjørnespark. Vejle havde flere berøringer i modstanderens felt, men de kunne ikke omsætte det til mål. Det er forskellen på at være på vej frem og at kæmpe med bunden.

For Fredericia betyder pointet mere, end man måske umiddelbart skulle tro. Det var ikke bare en uafgjort i et lokalbrag, det var et bevis på, at de kan stå distancen. For Vejle betyder det omvendt endnu en aften, hvor de burde have fået mere med, men i stedet står tilbage med en følelse af, at skarpheden ikke var til stede.

Når man forlader Monjasa Park efter sådan en aften, er det dog svært at tænke på tabellen. Man tænker på regnen, på stemningen, på rivaliseringen og på de øjeblikke, hvor spillet stod og vippede. Og man tænker på en målmand i gul trøje, der kastede sig, greb, blokerede og med sine redninger holdt sit hold i live. Det er de kampe, der skaber helte, og Mattias Lamhauge blev en af dem. Han må absolut være førstemålmanden hos FC Fredericia i år, til trods for målmandskøbet i den fineste engelske liga.

Tre pointer fra kampen:

  • Fredericia stod distancen. Oprykkerne var presset i perioder, men de fandt energien, organisationen og viljen til at svare igen og sikre sig et point i et historisk lokalbrag.
  • Vejle manglede kynismen. De havde chancerne til at lukke kampen, men manglede skarphed i de afgørende situationer. Det er fortsat den akilleshæl, der gør, at de ligger i bunden af tabellen.
  • Lamhauge var forskellen. Fredericias målmand leverede redninger på nøglemomenter og blev symbolet på holdets overlevelse. At han endte på rundens hold er både fortjent og forventeligt.