Vejle Boldklub sikrede sig overlevelse i Superligaen for et par uger siden, og sammensætningen af næste sæsons Superliga er nu klar. Den vidner om, at Vejle nu skal vise deres værd, da der ikke er en oplagt nedrykker.

I den nu afsluttede Superliga-sæson var det næsten ligeså sikkert som amen i kirken, at Hvidovre ville tage turen retur til NordicBet Ligaen, og så ville Vejle skulle duellere med en række andre hold om ikke at rykke ned. Det lykkedes Vejle at slippe fri af nedrykningsspøgelset, selvom det holdt hårdt.

En solid defensiv, med en af Superligaens bedste målmænd i form af Nathan Trott bag sig, sikrede mission complete for Ivan Prelec’ mandskab. Nu er det op til Vejles sportslige sektor at få stablet et mandskab på benene, som kan etablere sig i Superligaen og vise, at det ikke var en enlig svale, at de overlevede.

Til næste sæson er AaB og Sønderjyske oprykkere, og selvom de kommer noget fra, er det langt fra givet, at de tager turen ned igen, da begge klubber har et andet økonomisk ståsted end eksempelvis Hvidovre, da de rykkede op. Kigger man på de to holds sæson, har Sønderjyske været bedst og virker som et meget sammentømret mandskab, mens AaB har vaklet lidt mere. Men det nordjyske fodboldflagskib kan se frem til, at de får en ny træner og formentlig ny energi af udefrakommende spillere, der vil finde AaB attraktive. Derfor vil det heller ikke bare være lige til at besejre AaB.

Dermed kan det blive endnu sværere at overleve for Vejle til næste sæson. Især fordi de formentlig mister keeperen Trott, der er på leje fra West Ham United og rygtes til topklubber i Superligaen. Samtidig kan det ikke udelukkes, at Vejle mister deres russiske topscorer, German Onugkha. Dermed skal Vejle på jagt efter tilsvarende kvalitet, der bliver nødvendig, hvis holdet skal have en chance for at overleve til næste sæson.

Et hold, som man heller ikke kan komme uden om i denne sammenhæng, er Lyngby. Lyngby var spået til at kunne rykke ned i denne sæson, særligt efter de kom meget skævt fra start efter vinterpausen med Magne Hoseth som træner. De fyrede derfor nordmanden og ansatte David Nielsen, som fik reddet skibet i land. Spørgsmålet er, om Nielsen fortsætter i Lyngby? Nielsens hjerte brænder for Lyngby, men han har formentlig større ambitioner end at ligge nede i bunden af Superligaen for en klub med et beskedent budget. Derfor er Lyngby, alt afhængig af transfervinduet til sommer, formentlig nedrykningsfavorit.

Den anden nedrykningsplads kommer AaB, Sønderjyske og Vejle formentlig til at kæmpe om. En tommelfingerregel siger, at den ene oprykker plejer at overleve, mens den anden rykker ned. Men i næste sæson er det ikke givet på forhånd, da de to oprykkere har et stærkt fundament, som kan sikre dem begge overlevelse.

Nu er det derfor op til Vejle at vise, hvad de kan i den berømte sæson to som Superliga-hold.