Fredericia Kommune har tidligere benyttet sig af advokatfirmaet Horten, da Økonomiudvalget godkendte, at forvaltningen sendte et tocifret millionbeløb til Horten i “Borgmestersagen”. Kommunen fik intet ud af sagerne, udover regninger. Nu afslører en ny TV 2-dokumentar, ‘Den sorte svane’, at en af firmaets topadvokater og partnere har været klar til at ignorere økonomisk kriminalitet.

Dokumentaren ‘Den sorte svane’ afslører skjulte optagelser, hvor advokat og partner Nicolai Dyhr flere gange erklærer sig parat til at ignorere økonomisk kriminalitet. Som konsekvens har Horten iværksat en undersøgelse af Dyhrs praksis, og han er fratrådt sin stilling. Navngivne advokater, erhvervsfolk, rockere og bandemedlemmer afsløret i at samarbejde om eller se igennem fingre med omfattende svindel, der både koster statskassen og miljøet dyrt, og blandt dem er Dyhr.

Det er ikke første gang, at et advokatfirma, som Fredericia Kommune benytter sig af, er i søgelyset. Højesteret afsagde den 20. november 2023 dom i sagen anlagt af den danske stat (Skatteforvaltningen) mod advokatfirmaet Bech-Bruun i den såkaldte udbytteskattesag. Bech-Bruun blev i Højesteret dømt til at betale 400 mio. kr. til staten for i forbindelse med sin rådgivning af den tyske bank, North Channel Bank, i 2014 at have handlet ansvarspådragende over for Skatteforvaltningen.

– Der er ikke kommet nye oplysninger som ændrer på den orienteringssag vi fik i Økonomi og Erhvervsudvalget tilbage i december, sagde Wrist dengang.

Nu er det kommet til en ny sag, denne gang med Horten, som Fredericia Kommune benyttede i forbindelse med Borgmestersagen, der endte med at sende regninger for millioner af kroner til kommunekassen.

– Jeg er ikke inde i den pågældende sag, men generelt set kan jeg sige, at vi altid holder øje med de advokatfirmaer, vi bruger i Fredericia Kommune, og så undersøger vi det nærmere, siger Socialdemokratiets gruppeformand, Søren Larsen.

Heller ikke De Konservatives gruppeformand, Tommy Rachlitz Nielsen, vil kommentere på spørgsmålet, om Fredericia Kommune skal tage samarbejdet med Horten op til overvejelse som følge af sagen.

– Det er ærgerligt for Horten, men jeg kan ikke gå i detaljer endnu, da jeg ikke har set udsendelsen og jeg vil derfor vente med at danne mig en holdning til jeg har set dokumentaren, forklarer Rachlitz.

‘Den sorte svane’ er en TV 2-dokumentar i fem afsnit, der afslører samarbejde mellem navngivne advokater, erhvervsfolk, rockere og bandemedlemmer om omfattende svindel. Afsløringerne stammer fra skjulte optagelser på et kontor på Frederiksberg, ejet af TV 2’s muldvarp, erhvervsjuristen Amira Smajic. Hun giver seerne indsigt i den kriminelle underverden og afslører sit dobbeltspil under optagelserne.