EWII udvider sponsorprogram med støtte til elitesport og kulturliv

0
FOTO: Tøjhuset
FOTO: Tøjhuset

SPORT. Energikoncernen EWII udvider nu sit lokale engagement med to nye sponsorpuljer, der skal støtte henholdsvis elitesportsklubber og kulturelle arrangementer. Med initiativet ønsker koncernen at styrke fællesskaber og aktiviteter i de områder, hvor EWII har sine rødder.

De nye puljer bliver en del af et bredt sponsorprogram, som allerede støtter en lang række lokale initiativer inden for sport, kultur og fritid. Forsyningsområdet dækker blandt andet Fredericia, Vejle, Kolding, Middelfart, Vejen og Bornholm.

Ifølge EWII er ambitionen at skabe en større spændvidde i støtten og nå både bredden og eliten. Bestyrelsesformand i EWII Koncernen, Anders Skovdal, fremhæver, at sponsorprogrammet skal favne mange forskellige fællesskaber.

»EWIIs sponsorprogram skal være en bred palet af støttemuligheder, der omfatter kultur, sport og fritid for bredden, på eliteniveau og for folk med særlige behov. Med de to nye støttepuljer fuldender vi den ambition. EWII er dybt engageret i sit lokalsamfund, og med sponsorprogrammet tager vi aktivt ansvar for at støtte forskellige initiativer, der skaber fælles oplevelser, lokale forbilleder og stolthed«, siger han.

Beslutningen om de nye puljer er truffet af EWII’s bestyrelse. Begge puljer kan søges frem til 1. april, og ansøgerne kan forvente svar i løbet af forsommeren.

Den ene pulje er målrettet lokale elitesportsklubber. Her lægger EWII vægt på den rolle, elitesport spiller både på og uden for banen. Administrerende direktør i EWII, Lars Bonderup Bjørn, peger på, at elitesport handler om mere end resultater.

»Det handler ikke kun om mål, sejre og medaljer. Elitesporten skaber rollemodeller og fællesskab – også uden for banen. Det vil vi gerne understøtte ved at uddele midler til de klubber, som hver eneste dag arbejder med eliteudøverne«, siger han.

Puljen kan søges af elitesportsklubber i EWIIs forsyningsområde, og midlerne uddeles én gang årligt. Fordelingen sker blandt andet med udgangspunkt i, hvilken national division eller liga klubberne deltager i. Støtten gives ikke til enkeltudøvere eller breddeidræt.

Den anden nye pulje retter sig mod kulturlivet og kan søges af arrangører af kulturelle aktiviteter i blandt andet Fredericia og på Bornholm. Her er målet at give lokale idéer mulighed for at blive til virkelighed.

»Kultur samler mennesker, beriger hverdagen og skaber rum for både eftertanke og fællesskab. Men et levende kulturliv kommer ikke af sig selv. Det kræver ildsjæle – og opbakning«, siger Lars Bonderup Bjørn.

Puljen kan søges til alt fra koncerter og forestillinger til udstillinger og andre arrangementer, der samler mennesker lokalt. Midlerne til kulturoplevelser uddeles to gange om året, og de støttede arrangementer bliver offentliggjort på ewii.dk.

De nye puljer føjer sig til et i forvejen omfattende støtteprogram, hvor EWII blandt andet støtter foreningsliv, grønne initiativer og lokale fællesskaber. Koncernen er desuden toppartner i Parasport Danmark, hvor fokus er på at styrke idrætsmulighederne for mennesker med handicap eller særlige behov både lokalt og nationalt.

Middelfart Boldklub henter tysk midterforsvarer i Hertha BSC

0

Middelfart Boldklub har skrevet kontrakt med den tyske midterforsvarer Peter Matiebel, der skifter fra Hertha BSC. Den 195 centimeter høje forsvarsspiller har fået sin fodboldopdragelse i den tyske hovedstadsklub og har underskrevet en aftale frem til sommeren 2028.

Middelfart Boldklub har styrket defensiven med tilgangen af Peter Matiebel, der kommer til klubben fra Hertha BSC.

Den tyske midterforsvarer har været en del af Hertha BSC siden U17-niveau og har spillet 52 kampe for klubbens andethold i Regionalligaen. Dermed er det et solidt og internationalt præget fodbold-cv, der nu lander i Middelfart.

Det glæder klubbens sportschef, Søren Godskesen, som understreger, at tilgangen er nøje overvejet.

»Peter har et spændende CV, og vi har set en masse video med ham. Samtidig har vi talt med folk omkring ham, så selv om det ikke er en spiller, der er kendt i dansk fodbold, har vi et godt kendskab til ham. Det er bestemt ikke en spiller, vi har skrevet kontrakt med i blinde,« siger Søren Godskesen.

Han peger på både fysiske og spillemæssige kvaliteter hos den nye forsvarsspiller.

»Han er 195 centimeter høj, og det giver ham nogle åbenlyse fordele i forsvaret og på dødbolde, som man ikke kan træne sig til. Derudover er han duelstærk og rolig på bolden. Han har fået en god fodbolduddannelse i en stor klub som Hertha BSC og har også spillet en enkelt kamp for det tyske U18-landshold,« siger sportschefen.

Kontrakten løber frem til sommeren 2028 og er ifølge Søren Godskesen udtryk for et fælles langsigtet perspektiv.

»Vi er glade for, at han har købt ind på vores projekt i Middelfart, og det er også derfor, vi har indgået en længere aftale,« siger han.

For Peter Matiebel bliver skiftet til Middelfart Boldklub hans første ophold i udlandet. Efter flere sæsoner i tysk Regionalliga venter der nu fodbold i den danske Betinia Ligaen.

»Det er en stor chance for mig at komme til Middelfart Boldklub og spille i Betinia Ligaen. For min egen udvikling føltes det som det rette tidspunkt at søge nye udfordringer, og et skifte til dansk fodbold virker helt rigtigt for mig,« siger han.

Den nye midterforsvarer beskriver sig selv som en spiller, der bidrager både defensivt og i spillet med bolden.

»Jeg er god med bolden og har modet og evnerne til at spille den gennem modstandernes kæder. Samtidig er jeg stærk i boksen defensivt. Jeg er rigtig glad for skiftet og glæder mig meget til den kommende tid i Middelfart,« siger Peter Matiebel.

Han kan få sin officielle debut, når Middelfart Boldklub åbner sæsonen i Betinia Ligaen lørdag den 28. februar klokken 14.00 på udebane mod Aarhus Fremad.

Næsten alle familier har fået flere penge – ulighed fylder for meget i debatten

0

Debatten om ulighed fyldte meget i statsministerens nytårstale. Men hvis man ser nøgternt på tallene, tegner der sig ifølge CEPOS et andet billede af danskernes økonomi end det, der ofte dominerer den politiske samtale.

En ny analyse fra den borgerlige tænketank viser, at næsten alle familietyper i Danmark har fået flere penge mellem hænderne siden 2019 – også når der tages højde for inflation og det markante prisstød i 2022. CEPOS’ konklusion er klar: Fokus bør flyttes fra indkomstforskelle til velstand, produktivitet og beskæftigelse.

»Indkomstforskelle er i sig selv ligegyldige, så længe alle oplever fremgang. Det vigtigste er, at samfundskagen bliver større, og at alle får flere muligheder for forbrug og velstand,« siger seniorøkonom i CEPOS, Niklas Praefke.

Ifølge analysen er danske familiers rådighedsbeløb steget med mellem fire og syv procent i perioden 2019–2026. Det gælder både pensionister, arbejderfamilier, funktionærer og direktørfamilier.

Rådighedsbeløbet er opgjort som den samlede indkomst efter skat – inklusive overførsler og medregnet boligforhold – og tallene er korrigeret for prisudviklingen. Dermed viser analysen den reelle købekraft.

Særligt pensionister i ejerbolig med privat pensionsopsparing har oplevet en markant fremgang. Et pensionistpar i ejerbolig har ifølge CEPOS fået omkring syv procent mere at leve for siden 2019. Enlige pensionister i ejerbolig ligger endda lidt højere.

Også arbejderfamilier og funktionærfamilier har haft en tydelig fremgang. Et arbejderpar uden børn i ejerbolig har fået knap syv procent mere i rådighedsbeløb, mens funktionærfamilier med børn har haft en stigning på fem til seks procent.

»Det gælder på tværs af stort set alle grupper, at man i dag har flere penge til rådighed end for bare få år siden,« siger Niklas Praefke.

Ifølge CEPOS er fremgangen først og fremmest drevet af øget produktivitet og reformer på arbejdsmarkedet. Når der bliver produceret mere pr. arbejdstime, stiger lønningerne, og det smitter også af på overførselsindkomster, der reguleres i takt med lønudviklingen.

Derudover peger analysen på betydningen af de seneste års skattereformer. Indførelsen af mellemskatten og det forhold, at mange er blevet trukket ud af topskatten, har ifølge CEPOS haft mærkbar betydning for mange familiers økonomi.

»Senest har vi set, at mellemskatten er blevet indført, og at mange er trukket ud af topskatten. Det betyder, at rigtig mange familier oplever en ganske pæn fremgang i deres rådighedsbeløb,« siger Niklas Praefke.

CEPOS lægger dog ikke skjul på, at der også findes grupper, som ikke har haft fremgang. Et kontanthjælpspar med to børn i lejebolig har ifølge analysen oplevet et fald i rådighedsbeløbet på omkring 3,6 procent siden 2019.

Forklaringen skal findes i kontanthjælpsreformen og i, at ydelserne samlet set ikke er fulgt helt med prisudviklingen i perioden med høj inflation.

»Reformen er målrettet at motivere flere fra passiv forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet. På længere sigt er det netop højere beskæftigelse og produktivitet, der er nøglen til højere lønninger og stigende velstand for alle,« siger Niklas Praefke.

Også unge kontanthjælpsmodtagere og nytilkomne indvandrere på de laveste ydelser har oplevet tilbagegang, hvilket CEPOS kobler til politiske beslutninger truffet over en længere årrække – under både borgerlige og socialdemokratiske regeringer.

CEPOS’ analyse er et direkte indspark i den politiske debat om ulighed. Tænketanken mener, at diskussionen er blevet for snæver og i for høj grad fokuserer på forskelle mellem grupper frem for den samlede udvikling.

»Hvis alle får mere, bliver samfundet rigere – også selvom nogle får lidt mere end andre. Det er velstanden og mulighederne, der betyder noget for menneskers hverdag,« lyder det fra CEPOS.

Derfor opfordrer tænketanken regeringen til at prioritere reformer, der styrker produktivitet, uddannelse og arbejdsudbud, frem for at gøre ulighed til det centrale pejlemærke.

Analysen viser ifølge CEPOS, at Danmark overordnet set har haft en bredt funderet velstandsstigning – også når man tager højde for kriser, inflation og geopolitisk usikkerhed.

Budskabet er ikke, at alle problemer er løst, men at billedet af en befolkning, der generelt bliver fattigere, ikke holder.

»Det betyder ikke, at vi ikke skal tage hånd om dem, der har det svært. Men debatten bør bygge på fakta og ikke på en fortælling om, at udviklingen går den forkerte vej for langt de fleste,« siger Niklas Praefke.

Ifølge CEPOS viser tallene, at Danmark fortsat har et solidt økonomisk fundament – og at udfordringen i højere grad handler om at fastholde og udbygge den velstand, end om at fordele en kage, der bliver mindre.

LIVE: Finalebrag mellem Danmark og Tyskland

0

Klokken 18:00 går det løs. Danmark og Tyskland tørner sammen i EM-finalen i Jyske Bank Boxen, og du kan følge kampen live i tekst her på AVISEN.

Dansk håndboldstjerne kåret som EM’s bedste

0

Mathias Gidsel er blevet kåret som turneringens mest værdifulde spiller ved Men’s EHF EURO 2026, mens Simon Pytlick også har spillet sig på EM’s All-star-hold. Kåringen falder kort før finalen og cementerer Danmarks stærke aftryk på mesterskabet.

Danmark sætter et tydeligt præg på Men’s EHF EURO 2026. Kort før søndagens EM-finale er turneringens All-star Team blevet offentliggjort – og her fylder de danske profiler markant.

Mathias Gidsel er blevet kåret som Most Valuable Player og skriver dermed historie som den første dansker nogensinde til at modtage MVP-prisen ved et europamesterskab i herrehåndbold.

Samtidig er Simon Pytlick udtaget på All-star-holdet som bedste venstre back efter et stærkt mesterskab i dansk trøje.

Kåringerne bygger på næsten 12.000 fanstemmer via Home of Handball-appen kombineret med vurderinger fra et ekspertpanel og endelig godkendelse fra det europæiske håndboldforbund.

Hele All-star-holdet ved Men’s EHF EURO 2026

Målmand: Andreas Wolff (Tyskland)
Venstre fløj: August Pedersen (Norge)
Venstre back: Simon Pytlick (Danmark)
Playmaker: Gísli Kristjánsson (Island)
Højre back: Francisco Costa (Portugal)
Højre fløj: Mario Šoštarić (Kroatien)
Stregspiller: Johannes Golla (Tyskland)

Bedste forsvarsspiller: Salvador Salvador (Portugal)
Bedste unge spiller: Francisco Costa (Portugal)
MVP: Mathias Gidsel (Danmark)

All-star-holdet består af spillere fra seks nationer, herunder finalisterne Danmark og Tyskland. Men i dansk optik er der ingen tvivl om hovedhistorien: Mathias Gidsel er EM’s største profil – og Danmark sætter igen sit tydelige aftryk på europæisk håndbold.

Søndagsfortællinger: Klaus G. Andersen

0

Efter næsten 30 år som direktør for Fredericia Shipping ser Klaus G. Andersen nu frem mod det generationsskifte i virksomheden, han selv engang overtog fra sin far. I et interview taler han åbent om ansvar, perfektionisme, byens udvikling og den svære kunst at give slip – både som leder, far og lokal aktør.

For mange fredericianere er Klaus G. Andersen blevet synonym med Fredericia Shipping. En familieejet virksomhed med dybe rødder i byen og blikket rettet mod havne, logistik og forretning langt ud over kommunegrænsen. Men bag titlen som direktør gemmer der sig også en fortælling om arv, ansvar og et forestående opbrud.

»Den største risiko for en virksomhed er direktørskifter eller generationsskifter,« siger Klaus G. Andersen i interviewet. Ordene falder uden dramatik, men med den vægt, som kun erfaring giver.

Han er 62 år, født og opvokset i Fredericia, fæstningsdreng fra Sct. Joseph og vokset op med byen som ramme. Efter uddannelse på universitetet i Odense fulgte 14 år i A.P. Møller, før han i 1996 vendte hjem for at tage over i familievirksomheden.

»Jeg var nok den i familien, der havde sværest ved at finde mig til rette, da vi kom hjem,« fortæller han. »Men ret hurtigt faldt også jeg på plads.«

Da Klaus G. Andersen i midten af 1990’erne trådte ind som direktør i Fredericia Shipping, var virksomheden overskuelig i både struktur og økonomi. Indtjeningen lå omkring én million kroner årligt, aktiviteterne var færre, og forretningen var i højere grad bundet til lokale kunder og klassisk havnedrift. Det var en virksomhed, man kunne have i hovedet – og i hænderne – på en anden måde end i dag.

Annonce

Siden er næsten alt forandret. Forretningen er vokset markant, både geografisk og forretningsmæssigt. Nye havne, nye aktiviteter, nye risici. Tallene har fulgt med: tocifrede millionoverskud og en omsætning i størrelsesordenen flere hundrede millioner kroner. Men når Klaus G. Andersen ser tilbage på det afgørende skifte, er det ikke væksten, han først fremhæver.

»Det lykkedes på grund af min far – og på trods af mig,« siger han om generationsskiftet i 1990’erne.

Sætningen rummer både selverkendelse og respekt. For ifølge ham var det ikke givet, at overgangen skulle blive så glidende, som den faktisk blev. Tværtimod er netop generationsskifter det sted, hvor mange familievirksomheder snubler.

Forklaringen på, at det ikke skete her, er i hans øjne enkel: Hans far gav slip. »Næsten fra dag ét lod han mig drive virksomheden,« fortæller han. »Han blandede sig ikke i detaljerne, og han gav mig plads til at træffe beslutninger – også dem, der ikke altid var perfekte.«

Det betød ikke, at overgangen var uden gnidninger. Klaus G. Andersen beskriver sig selv som en leder, der gerne vil sidde i førersædet, tage initiativet og sætte retningen. Den egenskab kunne have udviklet sig til en belastning, hvis den tidligere generation havde insisteret på at holde fast i kontrollen.

»Der var kanter, der skulle slibes – både i forhold til medarbejdere og i forhold til min far,« siger han. »Men fordi han gav plads, kunne det lade sig gøre.«

Netop den erfaring gør generationsskiftet, der nu venter, mere komplekst. For rollerne er byttet om. I dag er det Klaus G. Andersen, der har overblikket, historien og den dybe fornemmelse for forretningen. Det er ham, der har været med til at bygge aktiviteterne op, skridt for skridt, over næsten tre årtier.

»Jeg tror faktisk, det bliver sværere for mig at sidde på anden række, end det var for min far,« erkender han åbent. »Ikke fordi jeg ikke vil give plads – men fordi jeg kender alle hjørner af virksomheden så godt.«

Han ved samtidig, at netop dét kan blive en faldgrube. For den virksomhed, næste generation skal overtage, er langt større og mere kompleks, end den han selv trådte ind i. Det kræver en anden ledelse, mindre detaljefokus og mere delegation.

»Det er nødvendigt, at de finder deres egen måde at drive det på,« siger han. »Præcis som jeg selv gjorde.«

At give slip er dermed ikke bare et personligt spørgsmål. Det er en strategisk nødvendighed. Og måske den sværeste ledelsesopgave, der venter.

Krisernes betydning

Finanskrisen i 2008 og coronapandemien i 2021 ramte shipping- og logistikbranchen hårdt. Efterspørgslen faldt brat, markeder frøs til, og usikkerheden blev en fast følgesvend i hverdagen. For Fredericia Shipping betød det perioder, hvor både aktivitetsniveau og indtjening måtte tilpasses en virkelighed, ingen for alvor havde forudset.

Alligevel tøver Klaus G. Andersen ikke med at kalde kriserne for nødvendige – set i bakspejlet.

»Det har været sundt at skulle skalere ned og ‘right-size’ butikken,« siger han. »Når man kommer ud på den anden side, står man stærkere.« For ham har kriserne fungeret som et korrektiv. De har tvunget virksomheden til at se nøgternt på sig selv: Hvad skaber reel værdi? Hvilke aktiviteter er robuste over tid? Og hvor har man måske holdt fast i noget, der i virkeligheden var på vej ud?

Virksomhedens historie er derfor også historien om forretninger, der gradvist er forsvundet – ikke som følge af fejl eller manglende evne, men fordi de grundlæggende strukturer ændrede sig. Gødningseksport ud af Fredericia, import og klargøring af biler, klassiske industrikunder fra byens tidligere fabrikker. Aktiviteter, der engang var bærende, men som med tiden mistede deres grundlag.

»De fleste ting er jo ikke forsvundet, fordi vi ikke har serviceret kunderne ordentligt,« forklarer han. »De er forsvundet, fordi verden har ændret sig.«

Hver gang en aktivitet faldt bort, opstod der et tomrum. Og hvert tomrum krævede, at noget nyt blev bygget op. Det har betydet en konstant bevægelse i forretningen – fra lokale kunder til nationale og internationale samarbejder, fra klassisk havnedrift til mere komplekse logistik- og containerløsninger.

Kriserne har dermed ikke kun været perioder med pres og usikkerhed, men også øjeblikke, hvor virksomhedens tilpasningsevne blev testet og styrket. Ikke gennem hurtige satsninger, men gennem løbende justeringer og en vilje til at acceptere, at ikke alt kan reddes. »Man kan ikke klamre sig til det, der var,« siger Klaus G. Andersen. »Hvis man gør det, risikerer man at miste det, man har.«

Set i det lys har både finanskrisen og pandemien været med til at forme den virksomhed, Fredericia Shipping er i dag: mindre sårbar, mere fokuseret – og bedre rustet til næste uforudsete bølge.

Byen, sporten og fællesskabet

Klaus G. Andersen har i årtier været en markant skikkelse i Fredericias erhvervsliv, men hans engagement stopper ikke ved virksomhedens matrikel. Parallelt med arbejdet i Fredericia Shipping har han spillet en aktiv rolle i byens foreningsliv – senest i bestyrelsen for FC Fredericia og tidligere i Fredericia Håndboldklub.

Det engagement udspringer ikke af et ønske om direkte afkast.

»Vi bruger ikke en eneste container mere, fordi vores navn står på en trøje,« siger han nøgternt. »Men det gør noget for byen – og det gør noget for vores medarbejdere.«

For ham handler sporten om langt mere end resultater. Den handler om samlingspunkter. Om de steder, hvor byen mødes, og hvor fælles oplevelser skaber identitet og sammenhængskraft på tværs af alder, baggrund og postnummer.

»Jeg plejer at sige, at Fredericia har tre fyrtårne: håndbold, fodbold og teater,« siger han. »Det er ikke de eneste ting, der betyder noget, men det er nogle af dem, vi allerede har, og som kan samle byen.«

Netop den fælles ramme ser han som afgørende for byens attraktivitet. Ikke bare for tilskuere og fans, men for familier, medarbejdere og virksomheder, der skal vælge, hvor de vil slå sig ned.

»Det gør byen mere attraktiv at bo i,« siger han. »Og det betyder noget – også for os som virksomhed.«

Kærlighed til Fredericia

Kærligheden til Fredericia er tydelig i Klaus G. Andersens fortælling. Men den er ikke ukritisk. Tværtimod. Når han ser på byens udvikling over de seneste årtier, peger han på en ubalance mellem potentiale og realisering.

»Vi har haft succes på mange fronter – især omkring havnen og logistikken,« siger han. »Men vi har ikke haft samme tempo i byudviklingen, som man ser i Kolding og Vejle.«

Særligt midtbyen bekymrer ham. Ikke fordi han tror, at den kan eller skal vende tilbage til en fortid med tætpakkede handelsgader og klassisk detailhandel, men fordi han savner en tydelig retning.

»Jeg er godt klar over, at handelslivet aldrig bliver, som det var,« siger han. »Det ved vi godt alle sammen. Men det betyder ikke, at vi ikke kan skabe en attraktiv midtby.«

For ham handler det om stabilitet og balance – om at finde en ny form for byliv, hvor kultur, oplevelser og fællesskaber spiller en større rolle end kvadratmeter og butikslejemål. Teater, sport og andre fælles arenaer er en del af den løsning, mener han, men ikke den eneste.

»Der er et stort potentiale, især i midtbyen, som vi ikke har fået forløst endnu,« siger han.

Det er ikke en kritik rettet mod én aktør eller én beslutning, men en konstatering. En by med Fredericias historie, beliggenhed og erhvervsmæssige styrker rummer mere, end den i dag formår at udnytte. Og netop derfor engagerer han sig fortsat – også uden for bestyrelseslokalerne.

Når Klaus G. Andersen ser frem mod de kommende ti år, er det ikke først og fremmest vækstkurver, regnskabstal eller sportslige resultater, der optager ham. Perspektivet er bredere – og mere alvorligt.

»Den allerstørste opgave i Fredericia er de sociale udfordringer,« siger han og peger på de omkring 500 unge mennesker i byen, som i dag står uden job eller uddannelse.

For ham er det ikke et abstrakt tal, men en konkret udfordring med langsigtede konsekvenser. »Det er en bunden opgave. Den skal bare løses,« siger han uden omsvøb.

Han lægger ikke ansvaret ét sted. Tværtimod efterlyser han et fælles greb, hvor erhvervsliv, kommune, administration og det politiske niveau tager ansvar i fællesskab. Ikke gennem enkeltstående projekter eller midlertidige ordninger, men gennem en vedvarende indsats, der bringer flere unge ind i arbejdsfællesskaber.

»Vi er nødt til at få de unge placeret i virksomhederne,« siger han. »Det kræver, at nogen tager lederskab – og at vi arbejder sammen på tværs.«

Han erkender samtidig, at løsningen ikke er enkel. Men for ham er det netop pointen: At sværhedsgraden ikke må blive en undskyldning for passivitet. Hvis Fredericia vil være en by i balance, er det her, indsatsen skal lykkes.

At give slip – på sin egen måde

Spørgsmålet om fremtiden leder uundgåeligt tilbage til virksomheden og det generationsskifte, der nærmer sig. Hvad håber Klaus G. Andersen, at den næste generation vil gøre anderledes end ham selv?

Svaret rummer ikke resignation, men erkendelse. For det vigtigste er ikke, at hans efterfølgere kopierer hans måde at drive virksomhed på, men at de finder deres egen.

»De skal finde deres egen stil,« siger han. »Deres baggrund er en anden end min.«

Han tvivler på, at de bliver lige så perfektionistiske som ham selv. Og det ser han ikke som et problem – snarere som en nødvendighed i en virksomhed, der i dag er langt større og mere kompleks, end den var, da han selv tog over.

For som han har erfaret gennem næsten tre årtier i spidsen for Fredericia Shipping, kan hverken virksomheder eller byer bæres af én person alene. De kræver tillid, fælles ansvar og viljen til at give plads.

Og netop dér ligger måske den sværeste lære – både som leder og som menneske: At give slip, uden at give op.

Se hele interviewet her

Norlys stopper som leverandør til flere antenneforeninger i Trekantområdet

0

BUSINESS. Norlys ophører som leverandør af tv og internet til en række antenneforeninger i Trekantområdet efter en afgørelse fra Konkurrencerådet. Beslutningen skal sikre, at konkurrencen på markedet for bredbånd og tv ikke bliver svækket efter energikoncernens overtagelse af Ewii Fibernet.

Konkurrencerådet har godkendt tre aftaler, som betyder, at Norlys afhænder sine engagementer i flere antenneforeningers coax-net. Dermed undgås det, at Norlys både ejer fibernettet og samtidig er leverandør via antenneforeningerne i samme område.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen var der risiko for, at omkring 135.000 slutkunder i Trekantområdet kunne blive ramt af prisstigninger, hvis fusionen var gennemført uden indgreb. Coax-nettet konkurrerer direkte med fibernet om at levere højhastighedsbredbånd, og uden alternative leverandører ville valgmulighederne være blevet færre.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Jacob Schaumburg-Müller udtaler »Konkurrencerådet greb ind i Norlys’ opkøb af Ewii Fibernet for sikre konkurrencen overfor de 135.000 slutkunder som er dækket af nettet i Trekantområdet. Indgrebet gik ud på, at Norlys skulle stoppe deres engagement i antenneforeningernes coax-net i samme område. Coax-net konkurrerer med fibernet om at levere højhastighedsbredbånd. Norlys har derfor nu afhændet sine aftaler med en række coax-antenneforeninger, og vi har nu en langtidsholdbar løsning, hvor kunderne også fremadrettet bevarer et reelt alternativ til Norlys.«

De godkendte aftaler omfatter en samlet exitaftale med Kolding.net, Lunderskov Antenneforening, MiddelfartNET, StribNet og Vejle Antenneforening. Derudover er der indgået en exitaftale med Mølholm Antennelaug, mens Kolding.net overtager rollen som leverandør til Vamdrup Antenneforening i stedet for Norlys.

Med afhændelsen af aftalerne vurderer Konkurrencerådet, at der også fremover vil være reel konkurrence mellem fibernet og antennebaserede netværk til gavn for kunderne i Trekantområdet.

Live: Danmark i nordisk semifinalebrag

0

Klokken 20.30 går det løs. Danmark brager sammen med Island i en nordisk duel om at komme i EM-finalen. AVISEN er live fra Jyske Bank Boxen, hvor du kan følge kampen live i tekst.

Læs mere her
Politisk annonce – læs mere her

Værdighedsreform markerer ny kurs for de mest udsatte borgere

0

POLITIK. En ny politisk aftale mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti skal give nogle af landets mest udsatte borgere et mere værdigt liv. Med værdighedsreformen lægges der op til et markant nybrud i dansk socialpolitik, hvor faste krav og sanktioner erstattes af en mere helhedsorienteret tilgang og lettere adgang til hjælp – uanset hvor i landet borgeren opholder sig.

Reformen tager afsæt i en erkendelse af, at en gruppe borgere lever med massive sociale, psykiske og sundhedsmæssige problemer, som det nuværende velfærdssystem ikke formår at rumme. Det drejer sig blandt andet om mennesker, der lever på gaden, har et alvorligt stof- eller alkoholmisbrug og ofte samtidig kæmper med psykisk sygdom.

Ifølge aftalepartierne har mange af disse borgere svært ved at få hjælp, fordi de ikke passer ind i systemets eksisterende rammer, og fordi de ofte befinder sig langt fra den kommune, hvor de formelt hører til. Med værdighedsreformen skal hjælpen i højere grad følge borgeren – og ikke omvendt.

Reformen indeholder blandt andet etableringen af såkaldte Gadens Huse i de større byer. Her skal udsatte borgere kunne få adgang til sundhedsfaglig hjælp, rusmiddelbehandling og social støtte ét sted. I landdistrikter og mindre byer skal mobile udsatte-enheder opsøge målgruppen og tilbyde samme type helhedsorienteret hjælp.

Som en del af en treårig national forsøgsordning får sagsbehandlere i Gadens Huse og de mobile enheder mulighed for at iværksætte indsatser efter serviceloven, uanset hvilken kommune borgeren har adresse i. Dermed forsøger aftalen at gøre op med de problemer, der opstår, når borgere falder mellem bopæls- og opholdskommuner.

Et centralt element i reformen er, at socialt udsatte med stærk stofafhængighed fremover får ret til at beholde stoffer til eget forbrug. Ifølge aftalepartierne kan bøder, fængsling og konfiskation gøre en i forvejen svær situation endnu værre.

Der afsættes samtidig midler til flere stofindtagelsesrum og til at udvide kapaciteten i de eksisterende rum, blandt andet gennem længere åbningstider. Målet er at skabe tryggere og mere værdige rammer for stofbrugere, der ellers risikerer at indtage stoffer under farlige forhold.

Reformen rummer også en styrket indsats for bedre abstinensbehandling, herunder etablering af en national døgnåben rådgivning om rusmiddel- og lægemiddelabstinenser. Derudover afsættes der midler til at styrke den frivillige gældsrådgivning, så flere udsatte borgere får mulighed for at få eftergivet eller saneret gæld.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen peger på, at reformen både handler om konkrete indsatser og om et opgør med faste forestillinger i velfærdssystemet.

»Værdighedsreformen vil gøre en forskel for de mennesker, som lever på kanten af vores samfund. Og den viser samtidigt, at det er muligt at gøre op med meget faste tankegange om vores velfærdssamfund. Vi rækker nu en hånd ud til de mennesker, som lever meget kaotiske liv på gaden og siger, at vi vil give plads til de skæve liv. Men aldrig acceptere uværdige liv«, siger hun.

Også blandt de øvrige partier bag aftalen er der opbakning til den nye tilgang. Venstres socialordfører Erik Veje Rasmussen fremhæver, at systemet i højere grad skal indrettes efter borgerne.

»I Venstre har vi altid sagt, at systemet skal være til for borgerne. Det skal også gælde de allermest udsatte, som fortjener at blive mødt med værdighed. Med værdighedsreformen skal udsatte borgere mødes i øjenhøjde«, siger han.

Fra Moderaterne kalder udsatteordfører Nanna Gotfredsen aftalen et længe ventet opgør med tidligere tiders håndtering af de mest udsatte borgere.

»Endelig er vi nu her, hvor lovgivning og strukturer vendes rundt, så der faktisk kan blive skabt én dør ind til fagligt dygtige, værdige rum med faktisk adgang til den hjælp man har brug for og ret til«, siger hun og understreger, at indsatsen skal ske i samarbejde med både civilsamfund og brugerorganisationer.

SF’s socialordfører Astrid Carøe fremhæver, at reformen skal sikre, at hjælp bliver mere tilgængelig og mindre bureaukratisk.

»Paradoksalt nok er det ofte dem, der har brug for mest hjælp, der får mindst hjælp. Det laver vi heldigvis om på nu ved at sætte mennesket før alt andet«, siger hun.

Hos Det Konservative Folkeparti peger socialordfører Joachim Hoffmann-Petersen på, at reformen flugter med partiets værdier.

»Systemets indretning må aldrig stå i vejen for god omsorg, kassetænkning bliver nu langt sværere«, siger han.

Socialdemokratiets misbrugsordfører Maria Durhuus fremhæver, at udsathed ikke er et storbyfænomen.

»Indsatser for udsatte borgere er ikke kun noget, der hører hjemme på Vesterbro, for udsathed findes i hele Danmark«, siger hun.

Med værdighedsreformen er der ifølge aftalepartierne taget et vigtigt skridt mod et mere fleksibelt og menneskeligt system for nogle af de borgere, der hidtil har haft sværest ved at få den hjælp, de har brug for.

SF: Nu kommer resten af Syd- og Sønderjyllands stofbrugere med

0

POLITIK. Udsatte stofbrugere med stærk afhængighed i hele Syd- og Sønderjylland får nu samme rettigheder som i Vejle, når de møder politiet. Med en ny politisk aftale i værdighedsreformen bliver det fremover muligt at beholde stoffer til eget forbrug uden konfiskation, uanset hvor i regionen man befinder sig.

Hidtil har reglerne betydet, at det kun var stofbrugere i Vejle, der kunne undgå konfiskation, fordi byen ligger tæt på et af landets få stofindtagelsesrum. Det har ifølge SF skabt en urimelig forskelsbehandling af udsatte borgere i resten af regionen.

»Jeg glæder mig over, at vi endelig kan rydde denne uretfærdighed af vejen, så det ikke længere her i regionen kun er i Vejle, at stofbrugerne ikke får konfiskeret deres stoffer. For stofbrugere findes overalt, og de skal jo alle ud og skaffe penge til nye stoffer, når de er stærkt afhængige. Det betyder mere kriminalitet eller flere sexkunder,« siger SF’s landdistrikts- og retsordfører Karina Lorentzen.

Hun peger på, at konfiskation af stoffer ikke løser problemerne for mennesker med tung afhængighed, men i stedet kan forværre deres situation.

»Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning. For mange af de her mennesker er afhængigheden altomsluttende, og bøder, fængsling og konfiskation gør kun et hårdt og kaotisk liv endnu sværere. Man kan ikke straffe sig ud af afhængighed. Det er et sundhedsproblem – ikke kriminalitet,« siger Karina Lorentzen.

SF har i længere tid kritiseret de tidligere regler, hvor man ganske vist slap for straf, men stadig kunne få konfiskeret sine stoffer, medmindre man opholdt sig tæt på et stofindtagelsesrum. Ifølge Karina Lorentzen gav det en skæv geografisk virkelighed, hvor postnummeret afgjorde, hvilke rettigheder man havde.

»Det var så tudetosset, at det kun var rundt omkring landets få stofindtagelsesrum, der blev givet en ret til at beholde stofferne. I Sydjylland findes de i vid udstrækning også uden for Vejle, fx har vi haft en del stofbrugere i bl.a. Kolding og Esbjerg, men også store problemer med opioider i Fredericia og Ribe, og de har da også krav på værdighed. Det får de nu,« forklarer hun.

Karina Lorentzen har selv været medforhandler på den del af værdighedsreformen, der handler om konfiskation. Tidligere har hun foreslået, at stærkt afhængige stofbrugere skulle have et særligt ID-kort for at undgå straf og konfiskation, men det forslag blev kun delvist imødekommet, indtil den nye aftale nu udvider rettighederne til hele regionen.

Værdighedsreformen indeholder også tiltag, der skal give bedre adgang til hjælp for udsatte borgere, herunder bedre abstinensbehandling. Samtidig er planen, at der på sigt skal etableres flere stofindtagelsesrum rundt om i landet.

»Kommunerne skal søge om pengene til stofindtagelsesrum, men jeg har da et håb om, at Esbjerg vil søge. Det forekommer mig, at man har en stor målgruppe her,« siger Karina Lorentzen.

Med ændringen er der ifølge SF taget et vigtigt skridt mod mere lige behandling af udsatte stofbrugere i Syd- og Sønderjylland, uanset om de bor i en stor by eller langt fra et stofindtagelsesrum.