10 C
Copenhagen
mandag 9. juni 2025

Pokaldrømmen blev virkelighed efter 23 års tørke

0

Den 9. maj 2024 er en dag, der kommer til at gå i historiebøgerne i Søhøjlandet. Silkeborg IF satte endelig en stopper for 23 års pokaltørke med en triumferende sejr over de østjyske rivaler fra AGF. Trofæet blev løftet i et hav af tårer og øl i Parken efter en intens og medrivende kamp. Vejen til pokaltriumfen gik blandt andet gennem FC Fredericia, som Silkeborg slog ud i semifinalen over to kampe, så det blev Fredericias banemænd, der løb med sejren.

Den helt store helt blev Oliver Sonne, da højrebacken trådte i karakter og udnyttede en eminent stikning fra Tonni Adamsen i det 38. minut. Bailey Peacock-Farrell tøvede et sekund for længe, og Sonne udnyttede sin chance til at sende bolden i nettet. Først vinkede linjedommeren for offside, men efter et VAR-tjek blev scoringen godkendt, og Silkeborg førte 1-0.

Trods en vild intensitet efter pausen lykkedes det ikke AGF at udligne. Stefán Teitur Thórdarson troede, at han havde fordoblet Silkeborgs føring med ti minutter igen, men VAR annullerede målet. AGF forsøgte desperat at få sat et pres, men Nicolai Larsen og Silkeborg-forsvaret stod stærkt, og i stedet var det Silkeborg, der kom tættest på et andet mål.

Det forløsende slutfløjt udløste jubel blandt de mange Silkeborg-tilhængere, der havde ventet siden 2001 på at se pokalen lande i Søhøjlandet igen. Kampen blev dog midlertidigt afbrudt, da en ung kvinde på AGF’s tribune fik et ildebefindende, men hun kom sig heldigvis hurtigt, hvilket stadionspeakeren meddelte kort efter.

Den intense pokalfight kulminerede med Silkeborgs sejr på 1-0 og endte med at sende pokalen tilbage til Silkeborg for første gang siden 2001, hvor AB blev slået 4-1 i finalen. For Kent Nielsen og Silkeborg IF var pokalfinalen en perfekt afslutning på en fantastisk kampagne. 23 års trofætørke er slukket, og det røde flagskib kan igen fejre en pokaltriumf.

Hakket oksekød årsag til salmonellaudbrud

0

Oksekød fra England er årsag til det udbrud med Salmonella, som de seneste knap to måneder har ramt mere end 50 patienter i Danmark. Det viser resultaterne af det opklaringsarbejde, som er udført i tæt samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og den danske importør.

51 personer i Danmark er siden marts bekræftet smittet med samme type Salmonella. Både udbrudsefterforskning hos Fødevarestyrelsen, Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og analyser fra den danske importør viser nu, at smittekilden er oksekød fra England.

Kødet er importeret og hakket hos danske Hilton Foods og solgt i Coops butikker. Noget af det hakkede kød har overskredet holdbarhedsdatoen og er ikke længere i butikkerne, men forbrugere kan stadig have det i fryseren. Andet af det hakkede kød har været i butikkerne indtil i går, og myndighederne råder forbrugerne til at smide kødet ud eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Hvilke produkter er tilbagekaldt?

Hilton Foods har tilbagekaldt hakket oksekød solgt i Dagli’Brugsen, SuperBrugsen, 365 Discount, Coop, Irma og Kvickly i perioden fra den 19. marts til den 13. maj. Desuden tilbagekalder virksomheden hakkebøffer med sidste anvendelsesdato den 2. april. Flere informationer om de tilbagekaldte produkter kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside Tilbagekaldte fødevarer.

Fakta om Salmonella

Infektion med salmonella giver typisk almen utilpashed, diarré, ondt i maven, eventuelt kvalme, opkastninger og feber. Infektionen ledsages ofte af ledsmerter, muskelsmerter og hovedpine. Rigeligt med væske er vigtig for at forebygge og behandle dehydrering som følge af diarré og opkastninger. Som oftest er symptomerne på salmonella milde og går over af sig selv. Hvis man får vedvarende symptomer, bør man henvende sig til sin egen læge.

Sådan kan du undgå at blive smittet med salmonella:

  • Vask hænder, inden du går i gang med at lave mad og efter at have rørt ved råt kød
  • Undlad at smage på råt kød, f.eks. frikadellefarsen
  • Hold det rå kød adskilt fra den spiseklare mad, f.eks. salat
  • Gennemsteg/gennemkog hakket kød

Vandrende arbejdstagere skal beskyttes

0
Pressefoto.

Valgkampen er i fuld gang. Måske mærker man det ikke, men det strømmer ud med politiske meldinger og positioner frem mod det kommende valg til Europa-Parlamentet d. 9. juni 2024. Spidskandidat – eller som hendes formand benævner hende – toptop-kandidat for Moderaterne, Stine Bosse er klar med et politisk forslag: Der skal indføres et europæisk ID-kort for arbejdstagere i Europa.

Hele Europa skal have det vi kender så godt i Danmark, ordnede forhold, lyder det fra Stine Bosse i en video på hendes Facebookprofil. På Arbejdernes Internationale kampdag præsenterede Moderaternes spidskandidat et nyt forslag fra partiet: Det skal indføres et europæisk ID-kort for arbejdstagere i Europa.

Det nye ID-kort skal ikke alene kunne dokumentere hvem man er, men også hvilke rettigheder man har som arbejdstager, forklarer Stine Bosse. Desuden skal det fortælle om hvad den enkelte kan bidrage med, hvilke uddannelser man har og hvad man kan bidrage til på arbejdspladsen.

Moderaterne er ikke alene med forslaget, både fagbevægelsen og Socialdemokratiet har foreslået lignende tiltag – men det er faktisk kun en fordel for både danske arbejdsgivere og arbejdstagere, forklarer Stine Bosse. Baggrunden for forslaget er, at der er et problem som skal løses – og det er endnu ikke sket.

– Baggrunden for forslaget er, at vi står og mangler arbejdskraft. Både nu, men i særdeleshed i fremtiden. Vi mangler arbejdskraft i en sådan grad, at det er rigtig vigtigt, at vi har styr på dem der kommer hertil. De skal ikke komme hertil for at blive underbetalt. De skal komme hertil under ordentlige forhold, forklarer Stine Bosse og fortsætter:

– Vi har ingen interesse i, at den arbejdskraft vi henter til Danmark, konkurrerer om løn og arbejdsvilkår med en nedadgående standard. Tværtimod. Vi skal ikke skubbe danske arbejdere ud, men vi skal gøre at der er kollegaer nok. Og at man uanset oprindelse har ordnede forhold.

De dårlige eksempler og sager der kommer frem i medierne gavner ikke Danmark og dansk erhvervsliv, tværtimod, pointerer Stine Bosse.

– Det er dræbende hver gang der kommer en dårlig sag frem. For de danske arbejdsgivere tilbyder gode vilkår. Danmark er et godt sted at komme til som arbejder. Men det ødelægger tilliden til dansk erhvervsliv, når myndighederne finder 20 mand der er underbetalt i en skurvogn, siger Stine Bosse.

Som midterparti har vi et ansvar for at lytte

Når man som parti insisterer på at pege på noget og ikke på nogen, så forpligter det mener spidskandidaten. De peger ganske vist på Stine Bosse som toptopkandidat, men det væsentligste er det politiske indhold. Og her er det vigtigt for Moderaterne, at man tager sig tiden til at lytte – både til arbejdsgiverne og arbejdstagerne.

– Jeg kan godt se, at vores forslag lyder meget ens. Vi kan altid bruge tid på at diskutere hvem der kom først. Men jeg ved, at jeg allerede i efteråret var til møder med folk fra FH, der ytrede et klart ønske om et tiltag som dette. Og deres argumenter var – og er – gode. Derfor tog jeg det med tilbage til partiet, der også støttede forslaget. Derfor har vi nu præsenteret forslaget, siger Stine Bosse og fortsætter:

– Som midterparti har vi et ansvar for at lytte, når nogen kommer med en bekymring eller et klart ønske til en forbedring. Men vi har også et ansvar for at tage dialogen med arbejdsgiverne, om et sådant forslag. Men det må nu engang være sådan, at vil man have en mere åben dør for arbejdskraft, skal man også forpligte sig til at overholde reglerne og sikre ordentlige arbejdsvilkår. Men det tror jeg faktisk er i alles interesse.

Sager kunne være undgået med ID-kort

Stine Bosse er ikke i tvivl om, at flere af de sager vi har set fremme i medierne kunne være undgået, hvis der var et systematisk overblik, som eksempelvis et ID-kort ville kunne medføre. Der skal ikke nødvendigvis være tale et om fysisk kort, forklarer Stine Bosse, men det væsentlige er, at man som arbejdsgiver og arbejdstager digitalt har adgang til en række oplysninger.

– Det er oplysninger om hvem man er og hvor man kommer fra, men det er også muligheden for at registrere hvilket land man arbejder i og hvilke vilkår der gør sig gældende i det konkrete land. Der skal også kunne vises uddannelser, kompetencer og certifikater, forklarer Stine Bosse.

Selv har hun for nyligt besøgt to store byggepladser. Hun har været forbi Storstrømsbroen, der tidligere har oplevet en række sager, men også forbi Femern Bælt forbindelsen, der har gjort sig erfaringer med et lignende overblik.

– Der har været store problemer i forbindelse med byggeriet af Storstrømsbroen. Det er heldigvis blevet bedre, men sagerne kan man ikke løbe fra. Jeg har besøgt dem for nyligt, hvor de direkte adspurgt om et ID-kort ville have hjulpet svarede, at det var de helt sikre på, fortæller Stine Bosse og fortsætter:

– Jeg har også besøgt byggeriet ved Femern Bælt, hvor de har et systematisk overblik. Ikke helt et ID-kort, men der er et systematisk overblik. Det mener de, er med til at sikre, at der er styr på sagerne dernede. Så vi kan høre på praktikerne derude, at det virker.

Ikke bureaukratisk – tværtimod

Der har været kritik af forslagene om ID-kort. Blandt andet har det fra Venstre-politikere forlydt, at det er ude af proportioner og at det vil medføre langt mere bureaukrati. Men den præmis køber Stine Bosse slet ikke ind på.

– Det her kommer ikke til at kunne fjerne alle sager. For vil man snyde, så kan man formentlig finde en vej. Men det her gør det meget lettere at kontrollere. Men det gør det også lettere som arbejdsgiver at sikre, at man selv overholder de gældende regler, siger Stine Bosse og fortsætter:

– Som arbejdsgiver er det her en måde hvor det bliver lettere at åbne døren for udenlandsk arbejdskraft. Vi har brug for dem, men de skal komme hertil på ordnede forhold. Vi kunne aldrig bygge eksempelvis Femern Bælt alene uden udenlandsk arbejdskraft. Der er også mange andre brancher, hvor vi har brug for udenlandsk arbejdskraft, fordi vi simpelthen ikke er nok til at løse opgaverne.

Formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, har flere gange i sit politiske liv præsenteret idéer om en lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft. Det er ofte blevet mødt med kritik fra fagbevægelsen. Direkte adspurgt om det her forslag er en slags holdkæftbolche til fagbevægelsen, lyder det fra Stine Bosse, at det ikke er tilfældet.

– Det handler for mig om, at vi skal lytte til fagbevægelsen, når de påpeger et problem. Det er klart, at vi har en politisk dagsorden hvor vi gerne ser en større udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft. Men vi er også klare i mælet om, at det skal være under ordnede forhold, siger Stine Bosse.

Ikke en mærkesag – men prioriteret dagsorden

Der er, som nævnt i indledningen, en lind strøm af politiske forslag fra de forskellige partier og opstillede kandidater til Europa-Parlamentsvalget i juni. Med en timing lige på Arbejdernes Internationale Kampdag kunne man fristes til at tro, at forslaget var opfundet til lejligheden.

Stine Bosse anerkender, at det ikke er en top-3 mærkesag, men hun forsikrer om, at det er et velovervejet forslag der bygger på en række samtaler med både fagbevægelsen og danske arbejdspladser.

– Det er en prioriteret dagsorden. Men det er klart, at der for os og mig er tre hovedmærkesager, som vi går til valg på. Det er sikkerhed, klima og sikkerheden ved de ydre grænser, siger Stine Bosse og fortsætter:

– Men hvis man tager det her konkrete forslag lidt op på de store nagler, så handler det også om sikkerhed. Sikkerhed for, at hvis man tager job i Danmark, så gør man det under de velkendte gode arbejdsforhold vi har her i landet.

Trafikulykker kan forebygges bedre med data fra de danske sygehuse

0

Ny forskning fra Syddansk Universitet viser, at der sker mange flere trafikulykker end politiet kender til, og at det er problematisk for den forebyggende indsats.

Datagrundlaget fra sygehuset er større end politiet har mulighed for at registrere. Alligevel er det politiets data, Færdselskommissionen tager udgangspunkt i, når de arbejder med forebyggelse af trafikulykker.

Data indsamlet på sygehusene er hidtil blevet betragtet som supplerende, men det burde måske være omvendt, mener forskere fra Syddansk Universitet. Både politi og sygehus registrerer for eksempel hvilke transportformer, der er involveret i en ulykke, hvor mange personer, og skadens omfang. Sygehusene ser bare mange flere tilfælde.

Professor Jens Lauritsen, Klinisk Institut, SDU, og læge Kristian Kjærgaard står bag et nyt stort studie, hvor de har vist, at der er en meget høj overensstemmelse mellem de data, som politiet registrerer, og dem, som bliver registreret på sygehuset. Faktisk er over 93 % af registreringerne de samme. Det vil sige, at politiet og sygehuset er lige gode til at registrere. Forskellen er bare, at man på sygehusene har registreret mange flere tilfælde end hos politiet – og endda mere nøjagtigt.

Mere retvisende skadesvurdering

-Vi har data fra 6-10 gange flere ulykker, end politiet har. Derudover arbejder vi også med at registrere alvorligheden af ulykken ud fra en medicinsk vurdering. Den er altså mere præcis, forklarer Jens Lauritsen og supplerer:

– Det kan ikke overraske at lægerne er mere i stand til at vurdere skadesgraden. Nu er det også vist, at det er muligt at registrere transportmiddel, ulykkessituation og trafikantens rolle. Det sker gennem grundig og systematisk registrering på akutmodtagelserne.

Jens Lauritsen anbefaler derfor, at man begynder at planlægge trafik-forebyggelse ud fra sygehusenes data sammen med politiets.

Politiet bliver ikke altid inddraget

En af grundene til at sygehusene registrerer flere ulykker end politiet er, at politiet kun modtager anmeldelser i 10-15 % af de cirka 52.000 tilfælde af trafikulykker, der er om året i Danmark. Det inkluderer både bilister og cyklister, gående der påkøres og andre hændelser, der sker på vejene.

-Det er ikke altid, politiet bliver inddraget. I mange tilfælde klarer folk det selv, og tager direkte kontakt til sygehuset – derfor får vi så mange flere registreringer end politiet, forklarer Jens Lauritsen.

Datagrundlaget er vigtigt for at forebygge yderligere ulykker

Det kan gøre en forskel, når man har de rette data. For eksempel kan politiet målrette indsatsen ved færdselskampagner, så man sætter ind ved et vejkryds, hvor man kan se, at der er en særligt høj risiko.

-Vi har i mange år haft et rigtig godt samarbejde med Fyns Politi. De bruger Ulykkes Analyse Gruppens data indsamlet i Akutmodtagelsen, når de planlægger kampagner. De ser simpelthen på, hvor der sker flest ulykker, så de kan være til stede der. Det kunne man godt brede ud til hele landet, forklarer Jens Lauritsen.

Undersøgelsen udbredes til hele landet

Studiet er baseret på alle personer, der er kommet ind i årene 2015-2021 via Odense Universitetshospitals Akutmodtagelse efter en trafikulykke. Disse behandles af læger fra Ortopædkirurgisk Afdeling i samarbejde med plejepersonale og sekretærer fra akutmodtagelsen. Sekretærernes registrering af oplysninger er sammenlignet med politiets.

Ved hjælp af CPR-nummeret og dato for hændelsen har man meget sikkert kunnet sammenligne data.

-Vi har allerede vist, at vores data på sygehuset er meget præcise. En tilsvarende analyse er under planlægning i samarbejde med Danmarks Statistik. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, om der er lige så stor grundighed og præcision i alle akutmodtagelser i hele landet.  fortæller Jens Lauritsen og uddyber, at hvis Færdselssikkerhedskommissionen skal bruge data fra hele landet, så skal de være sikre på, at data er præcise alle steder.

Kæmpe stigning i sommerhussalg mellem familiemedlemmer

0

Antallet af familieoverdragede sommerhuse er det seneste år steget med 75 pct. Antallet af familieoverdragelser svarer til ca. halvdelen af det aktuelle udbud af sommerhuse.

Siden corona har efterspørgslen på sommerhuse været enorm, men især én type af sommerhushandler er vækstet særligt voldsomt. Det gælder de såkaldte familieoverdragelser, hvor man kan handle bolig mellem familiemedlemmer med visse skattefordele. 

Med ca. 3.000 familieoverdragede sommerhuse hvert år, skilte 2023 sig markant ud med hele 4.405 sommerhussalg mellem familiemedlemmer, svarende til en stigning på knap 75 pct. fra 2022 til 2023. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.

Der er ifølge mæglerkæden primært to årsager til, at vi ser så mange sommerhuse skifte hænder mellem familiemedlemmer.

– For det første er der i Danmark stor tradition for, at sommerhuse går i arv, fordi et sommerhus får stor betydning for de fleste i en familie, og mange derfor ikke ønsker at skille sig af med det. Det er som at skille sig af med uvurderlige minder. Oftest er huset også så gammelt, at det ikke er belånt, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

Når man overdrager et sommerhus mellem familiemedlemmer, er der nogle skattemæssige fordele, man kan benytte sig af.

– Hvis man ved, at man har tænkt sig at give sit sommerhus videre til næste generation, kan man over en årrække overdrage det som arveforskud. På den måde skal der ikke betales arveafgift, når huset af naturlige årsager går i arv. Hvis et sommerhus har en værdi af for eksempel 2 millioner kroner, sparer arvingerne ved denne metode mellem 300.000 og 600.000 kroner i arveafgift afhængig af, hvor tæt familierelationen er, siger Thomas Hovgaard.

At der bliver familieoverdraget så mange sommerhuse hvert år, som svarer til halvdelen af det aktuelle boligudbud, betyder, at priserne på de eksisterende sommerhuse kan holde et højt niveau.

– Alt andet lige betyder de mange familieoverdragelser, at udbuddet er mindre, men det har selvfølgelig også en lidt mere sørgelig konsekvens for dem, som leder efter et særligt sommerhus. Det er nemlig oftest de gamle sommerhuse med attraktive beliggenheder, der bliver i familien og aldrig kommer på markedet, siger Thomas Hovgaard.

Familieoverdragelser af sommerhuse over tid i hele landet
Årstal20192020202120222023
Antal2.6303.1433.1682.5254.405
Kilde: Danmarks Statistik

Data for selvskade og selvmordsforsøg er mangelfulde

0
Arkivfoto

De informationer der indsamles, når personer, der har selvskadet eller forsøgt selvmord, ankommer på landets skadestuer, er ikke gode nok. Sådan lyder konklusionen i et nyt studie fra Syddansk Universitet. Det kan i yderste konsekvens få betydning for den behandling, som patienterne tilbydes.

Når en patient kommer ind på skadestuen efter selvskade eller selvmordsforsøg er det vigtigt, at patientens skade bliver registreret korrekt. Det har betydning for, at patienten efterfølgende kan få den rigtige hjælp.

På den almindelige skadestue håndterer de patientens fysiske skader. Med dette fokus på sygdom og ulykke, bliver kodningen for selvmordsforsøg let glemt. På samme måde retter psykiatriske skadestuer opmærksomheden mod patientens symptomer, og ikke i så høj grad selve selvmordsforsøget:

– De koder, der anvendes til at notere selvskade eller selvmordsforsøg i journalerne i psykiatrien er komplekse og bliver baseret på ekstra tilføjelser. I mangel på tid eller personale er det derfor ikke sikkert, at det bliver registreret, siger Sarah Grube Jakobsen, ph.d.-studerende ved Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU og Psykiatrien i Region Syddanmark.

Behov for bedre data for bedre indsatser

Sarah Grube Jakobsen er hovedforfatter på det nye studie, som har undersøgt registreringerne af selvmordsforsøg og selvskade. Studiet kommer i kølvandet af en ny national handlingsplan til forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg, hvor et af fokusområderne blandt andet er forbedring af datagrundlaget.

Det har altså vist sig, at det ikke er altid, at selvmordsforsøget bliver registreret. Men det er også relevant, at der skelnes mellem, om der er tale om selvskade eller selvmordsforsøg Det kan nemlig have betydning, især når det kommer til forebyggelse af fremtidige tilfælde.

– Når vi som forskere går ind og laver dataudtræk og danner os et overblik over patienternes risikoprofiler for at arbejde med forebyggelse, kan det være meget afgørende, om det vi kigger på, er kendt selvskade eller et enkeltstående selvmordsforsøg, tilføjer Sarah Grube Jakobsen, og fortsætter:

– Først og fremmest er det derfor vigtigt, at vi får skabt opmærksomhed på problemet, det er forudsætningen for at der kan ske forbedringer, som kommer selvmordstruede til hjælp.

Forbedringer kan være inden for rækkevidde

I studiet blev 20 fagpersoner interviewet og spurgt ind til mulige forbedringstiltag. Det er der kommet otte konkrete forslag ud af. Disse forslag kan både hjælpe på den korte og lange bane. I første omgang kan der skabes opmærksomhed via mailpåmindelser eller simple lommekort, mens det optimale på langt sigt vil være et mere enkelt system til registrering af data.

Danske EU-kandidater bakker op om den europæiske sportsmodel

0

De danske EU-kandidater er afgørende for at sikre fair konkurrence og solidaritet med breddeidrætten på tværs af sportsgrene. Det var budskaberne, da topkandidater fra Socialdemokratiet, Venstre og SF besøgte Brøndby Stadion.

Når danske fodboldklubber kvalificerer sig til Champions League og landsholdsspillere skifter til store internationale klubber, så er det ikke kun fans af de pågældende spillere og klubber, der kan glæde sig.

Den Europæiske Sportsmodel sørger nemlig for, at syv procent af indtægterne fra Champions League går til ungdomsudvikling på tværs af Europa, mens fem procent af transfersummen går til de klubber, hvor de pågældende spillere har spillet i deres unge år.

Denne solidaritet er nu under pres af udbryderligaer som European Super League, og derfor var spidskandidaterne Christel Schaldemose (S) og Morten Løkkegaard (V) samt nr. 2 på SF’s liste Rasmus Nordqvist på besøg på Brøndby Stadion for at høre, hvorfor deres opbakning er vigtig:

– Der er en polarisering indbygget i professionaliseringen, hvor man som sportsklub hele tiden vil stræbe efter at styrke sin position. Og det kan godt nogle gange være på bekostning af bredden. Derfor er det enormt vigtigt, at vi har en central model, der husker solidariteten, fortalte fodbolddirektør i Brøndby IF Carsten V. Jensen i forbindelse med besøget.

Den Europæiske Sportsmodel sikrer er også med til at sikre de demokratiske spilleregler og en åben turneringsstrukturer på tværs af forbund og sportsgrene i Europa.

Elite og bredde er hinandens forudsætning
Kandidaterne blev vist rundt på anlægget, hvor Brøndby IF’s direktør Ole Palmå fortalte om den tætte forbindelse mellem bredden og eliten i Brøndby og den store betydning, de europæiske turneringer har for klubbens fortælling.

Efter besøget delte politikerne opfattelsen af, at den europæiske sportsmodel er vigtig at forsvare i EU:

– Den europæiske sportsmodel er jo i virkeligheden et billede på, hvordan man kan få både et foreningsliv og et samfund til at fungere. Vi har brug for en bredde og en elite, der skal spille sammen. Den ene er den andens forudsætning. Derfor er det vigtigt, at vi får sikret den europæiske sportsmodel, så det ikke kun er ’big money’, der bestemmer, siger Christel Schaldemose og suppleres af Morten Løkkegaard:

– Jeg tror ikke, man kan overvurdere, hvor meget sporten betyder for vores sammenhængskraft. Over årtier har vi opbygget en model, hvor man starter fra bunden i en klub i bredden og har noget at stile efter. Hvis man giver op på den og hvis pengene kommer til at styre alt, så har vi mistet noget meget, meget vigtigt i den europæiske og danske kultur, siger han.

Hos DIF var der stor taknemmelighed over, at politikerne prioriterede at kigge forbi i en travl valgkamp:

– Den europæiske sportsmodel er afgørende for den åbne konkurrence på tværs af sportsgrene, og at indtægterne fra de største turneringer også kommer græsrødderne til gode. Derfor er jeg virkelig glad for, at politikerne prioriterer at kigge forbi, og at de har vist deres opbakning til vores fælles sag, siger Hans Natorp, formand i DIF, der havde inviteret til besøget sammen med Brøndby IF, DBU og Divisionsforeningen.

Valget til EU-parlamentet er 9. juni.

Temashop opruster med 4.000 m² lager og international ekspansion

0

Temashop markerede i dag rejsegilde på deres nye 4.000 m² store lagerbyggeri på Håndværkervej i Fredericia. CEO og grundlægger, Daniel Diness Andersen, afslørede i den forbindelse virksomhedens planer for fremtiden, der ikke kun indebærer udvidelsen af lageret, men også ambitioner om international vækst.

Der var sol, smil og pølsevogn, da Temashop i dag afholdt rejsegilde fores deres nye store lagerbygning på Håndværkervej i Fredericia. Her kunne medarbejdere og de fremmødte gæster se en virksomhed, der bare vokser og vokser. Med seks udnævnelser som Børsen Gazelle, CSR-Pris i Fredericia og mange andre flotte priser i bagagen har Temashop de senere år foretaget en række strategiske opkøb. Men konkurrencen fra udlandet er stor, og derfor er Daniel Diness Andersen heller ikke i tvivl om, at der skal investeres i nutiden og fremtiden.

Der arbejdes på det nye store lager. Temashop og Daniel Diness Andersen afholdt rejsegilde i dag. Foto: AVISEN

– Vi er i gang med version 2.0. Vi får pladsen til at kunne konkurrere med det store udland. Vi kan se, at konkurrenter som TEMU påvirker vores marked, så vi skal være klar her. Det handler om at fortælle, hvad vi kan slå på. En af de ting er større varelager, så vi kan levere endnu hurtigere; dag-til-dag-levering, fortæller Daniel Diness Andersen.

Med en investering på over 20 millioner kroner og det nye lager på 4.000 m², har Temashop fordoblet lagerkapaciteten på Håndværkervej. Daniel fortsætter:

– Vi ser også ind i en verden, hvor vi sætter robotter ind på vores lager, så vi kan arbejde med pakker som andre webshops, der også sender pakker dag-til-dag. Det er tankerne bagved vores nye lagerhal.

Temashops nye 4.000 m² lagerbyggeri på Håndværkervej i Fredericia er et resultat af nøje planlægning og samarbejde med erfarne byggeeksperter.

– Vi har haft et godt samarbejde med KT Erhvervsbyg, som bygger vores nye rammer. Vi har dog samtidig haft en byggerådgiver med ombord, fordi vi er dygtige til vores forretning, men ikke til byggerier. Vi skal ikke styre sådan et byggeri, så der har vi betalt os fra det ved at få hjælp af kvalificerede folk, fortæller Daniel Diness Andersen.

Tidligere domicil skal sælges

Den nye investering indebærer også en plan om at sælge virksomhedens lokation i Pjedsted og samle alle medarbejdere på Håndværkervej. Dette vil give Temashop mulighed for fortsat vækst, især på de internationale markeder:

– Vi kan stadig udvikle os her, og med den nuværende udvikling og de nye rammer, kan vi godt presse på i markeder som Tyskland, Polen og så videre. Vi har ambitioner om ikke at sidde stille, siger Daniel Diness Andersen.

Temashop møder en hård konkurrence fra internationale giganter som TEMU, der presser markedet med deres statsstøttede kapital og aggressive annonceringsstrategi. På trods af denne unfair konkurrence lader CEO og grundlægger Daniel Diness Andersen sig ikke slå ud. Han adresserer problemstillingerne med en klar vilje til at tage kampen op:

– Vi gør noget ved det, i stedet for at pive. Det er dog en unfair konkurrence, vi møder. Til dels får de mange penge i ryggen, de er højst sandsynligt statsstøttede og statsfinansierede. De er klar til at byde så meget for annoncerne, at de kan skubbe os ud. Sidste år kostede de os også 3-4 millioner kroner for at skaffe den samme omsætning, forklarer Daniel Diness Andersen og fortsætter:

– Det gør også ondt, at de kan vælge at sælge nogle varer, der ikke lever op til lovgivningen; nogle varer, der er pissefarlige, og vi ved ikke, om der bliver betalt moms, skat og andre afgifter. Det er en unfair konkurrence, men heldigvis ved vi, at der bliver gjort meget for at håndtere det. For eksempel i Italien, hvor en af vores leverandører taler med Italiens EU-kommissær om problemstillingen.

Temashop har gennem årene udvidet sin forretning med opkøb af nøje udvalgte virksomheder for at styrke og supplere egne koncepter. Et af de seneste opkøb er Party In A Box, som har tilført virksomheden nye kompetencer og styrket deres tilstedeværelse på sociale medier. CEO og grundlægger Daniel Diness Andersen deler strategien bag opkøbet og fremtidsplanerne for Temashop:

– Vi prøver at finde noget, der kan supportere vores koncepter. Derfor købte vi også Party In A Box. Trine, der også er her i dag, var stærk på andre kanaler end os. Hun var stærk på de sociale medier. Vi køber ikke bare et koncept, men også nogle dygtige kompetencer ind i huset, siger Daniel og uddyber:

– Fremtiden bringer dog nok ikke mange danske opkøb. Det vil nærmere være på det udenlandske marked, at vi ser mulighederne. Det kan være en god måde at komme ind på et marked i udlandet, men omvendt er det også tungt at håndtere, hvis varegrupper, produkter og setup ikke matcher vores. Der skal derfor være noget i det, for at det giver mening for os.

Med en ambitiøs vækststrategi og klare mål for fremtiden, sigter Temashop mod toppen af den europæiske scene inden for festartikler og kostumer. CEO og grundlægger Daniel Diness Andersen deler virksomhedens vision og pointerer vigtigheden af at holde momentum i det konkurrenceprægede marked:

– Vi er nok i top 3 i Europa. Vi har intentioner om ikke at sidde stille, vi skal ud og vokse, og vi skal løbe stærkt. Man plejer at sige, at hvis du ikke spiser, så er det dig, der bliver spist, så vi skal ud at konkurrere, siger Andersen.

Kort om Daniel Diness Andersen

Den 43-årige Daniel Diness Andersen er bosat i Fredericia og er CEO samt grundlægger af Temashop.

Everfuel underskriver aftale med tysk kunde om 10.000 tons grøn brint

0
Arkivfoto: Finn Schousboe (tv) og Jacob Krogsgaard (th) Crossbridge Energy og Everfuel

Everfuel A/S meddeler, at selskabet har indgået en hensigtserklæring (LoI) med en stor industriel aftager i Tyskland om leverance af op til 10.000 tons grøn brint om året fra 2028.

Den ikke-navngivne kundes indledende efterspørgsel matcher brintproduktionen fra en 100 MW elektrolyseenhed, der er optimeret til drift. Dette stemmer overens med Everfuels strategi om at udvikle standardiserede, skalerbare elektrolysemoduler tilpasset efterspørgslen. Kunden forventer at øge forbruget af grøn brint, klassificeret som vedvarende brændstoffer af ikke-biologisk oprindelse (RFNBO), over tid i takt med planerne for at reducere CO2-udledninger i industrien.

– Dette er en validering af Everfuels fokuserede strategi for levering af grøn brint i stor skala til industrielle kunder, og jeg vil gerne anerkende vores partners ambition om at være pioner i brintovergangen i Tyskland. Vi deler et stærkt engagement i at reducere CO2-udledninger væsentligt og skabe en platform for gensidig langsigtet værdiskabelse, siger Jacob Krogsgaard, grundlægger og administrerende direktør for Everfuel.

Den tyske partner forstår Danmarks store potentiale for eksport af grøn brint og anerkender Everfuels unikke strategiske position og planer for etablering af brintproduktionskapacitet i den attraktive danske strømzone DK1.

Everfuel planlægger at levere RFNBO-brinten fra projekt Sif eller andre fremtidige elektrolyseprojekter under udvikling. Hensigtserklæringen er det første skridt mod en endelig kommerciel aftale mellem parterne, som afhænger af flere faktorer, herunder etablering af brintinfrastruktur mellem Danmark og Tyskland, der forbinder Everfuels produktionsanlæg og kunden.

– Den 5. april 2024 annoncerede den danske regering, at den er villig til at tage størstedelen af investeringsrisikoen for det danske brintnet, hvis markedsdeltagerne yder tilstrækkelig forpligtelse. Dagens aftale er en grænseoverskridende bekræftelse af viljen fra Everfuel og partneren til at vise en sådan forpligtelse. Den 5. maj 2024 reagerede Everfuel på Energinets (danske TSO) frist for markedsundersøgelse om kapacitetsreservation i brintnettet. Everfuels indikation af kapacitetsreservation inkluderer en betydelig forpligtelse, som også omfatter den tyske industrielle aftager, og viser Everfuels dedikation til at realisere storskala produktion og distribution af grøn brint, siger Jacob Krogsgaard, grundlægger og administrerende direktør for Everfuel.

– Udviklere som Everfuel arbejder hårdt på at modne porteføljer af skalerbare projekter for at sikre produktionskapacitet og redundans i vores drift for at verificere industriens forpligtelser. Det er afgørende for Everfuel og vores partnere at forstå timingen og omkostningerne ved at anvende den kommende infrastruktur. Vi ser frem til at fortsætte dialogen med Energinet i processen for at fastlægge kapacitetsforpligtelser i brintnettet, der er planlagt til anden halvdel af 2025, fortsætter Jacob.

RFNBO anses for at være en kritisk faktor for at reducere CO2-udledninger i industri- og transportsektorerne i Tyskland i overensstemmelse med EU’s mål i Renewable Energy Directive (RED II).

Regeringen åbner for løsning i Chromebook-sag

0

Regeringen er på bolden. Sådan lyder det i et brev fra regeringen til KL om den såkaldte Chromebook-sag, hvor Fredericia og Middelfart blandt andet modtog påbud.

KL har modtaget et brev fra digitaliseringsminister Marie Bjerre, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye og justitsminister Peter Hummelgaard, hvor de tre ministre anerkender den vanskelige situation, som Datatilsynets afgørelse og påbud har bragt kommunerne i den såkaldte Chromebook-sag. Brevet er et svar på en henvendelse fra KL, hvor KL har opfordret regeringen til at se på lovgivningen.

Læs også: Datatilsynet giver påbud

– Det er rigtig godt, at regeringen nu går ind i arbejdet med at få set på en mulig løsning i sagen. Som regeringen også pointerer i sit svar, handler den her sag om meget mere end folkeskolen og Chromebooks. Derfor er der brug for at se på en mere samlet løsning i det offentlige, så vi på en forsvarlig, ansvarlig og tidssvarende måde sikrer, at vi kan bruge de digitale redskaber til at løse velfærdsopgaver, siger Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.

Regeringen lover i brevet at vende tilbage snarest muligt og inden 1. juli 2024.

– Vi er jo først rigtig glade, når vi ved, hvad regeringen kommer med inden sommerferien. Vi står stadig med en lang række uklarheder og spørgsmål. Vi vil derfor nu gå i dialog med Datatilsynet om, hvad regeringens udmelding betyder ift. det påbud, som tilsynet har givet 52 kommuner, siger Peter Rahbæk Juel.