Historisk nederlag til Socialdemokratiet i Fredericia

0
Foto: AVISEN

Efter at de borgerlige partier i samarbejde med SF og Enhedslisten har sat socialdemokraterne på bænken, er spændingen omkring forligets indhold stor. Med kun et år til det kommende kommunalvalg er der lagt op til en dramatisk krise for den socialdemokratiske ledelse, der må se sig forbigået på trods af at partiet har borgmesterkæden.

Der er indkaldt til pressemøde i eftermiddag, hvor forligspartierne vil fremlægge det budget, de har aftalt med hinanden. Men Socialdemokratiet må nøjes med at indtage tilskuerpladserne i byrådssalen. Det er højst usædvanligt.

Efter at det traditionelle sparekatalog har skabt uro og utilfredshed de sidste par måneder, er stemningen endeligt vendt mod den siddende borgmester og det socialdemokratiske forhandlerhold. Det er SF og Enhedslisten, der overrrasker ved at gå sammen med de borgerlige partier, og det betyder, at Christian Bro (A) ikke kan fastholde de støttepartier, han baserer sin magt på.

Den socialdemokratiske gruppeformand, Søren Larsen, må indse, at de tidligere års forhandlingstaktik nu har givet bagslag. Hvor socialdemokraterne har siddet side om side med forvaltningens chefer på den ene side af bordet, mens de øvrige partier er blevet kaldt ind til systematiske gennemgang af muligheder baseret på regneark, så har de øvrige partier i år vendt metoden ryggen. I aftes klokken 19.30 havde Socialdemokratiet indkaldt til forhandlinger, men ingen af partierne dukkede op:

I stedet for gik de i gang med deres egne forhandlinger på Sundhedshuset i Fredericia. Dette mundede sent ud på natten ud i et historisk forlig, der afslutter en lang periode med enighed blandt byrådets medlemmer. Man skal helt tilbage til Uffe Steiner Jensens valgnederlag til Thomas Banke for knap to årtier siden for at finde en så hård lussing til det parti, der historisk har siddet solidt på magten i Fredericia. Nu er Socialdemokratiet sendt udenfor døren og må kigge på, mens de andre partier afgører sagen.

Forløbet viser også, at Søren Larsen og Christian Bro har taget SF og Enhedslisten for givet. Men nu må de sande, at Socialdemokratiet ikke er i flertal i Fredericia, og nu har mistet grebet om deres politiske støttepartier.

Miljøministeren vil gøre hele Lillebælt til en marin naturnationalpark

0
Magnus Heunicke (tv) på besøg i Middelfart. Arkivfoto: AVISEN

I dag begynder forhandlingerne om etablering af de første to marine naturnationalparker i Danmark. Miljøminister Magnus Heunicke har tidligere meddelt, at han vil arbejde for, at hele Øresund inklusive Køge Bugt skal udpeges som en marin naturnationalpark. Nu foreslår miljøministeren, at den anden marine naturnationalpark skal dække hele Lillebælt fra Nordfyn og Juelsminde hele vejen ned til Als og Ærø samt Vejle Fjord.

Miljøminister Magnus Heunicke starter i dag, fredag den 20. september, forhandlinger om etablering af marine naturnationalparker med Folketingets partier. Her skal partierne påbegynde forhandlinger om, hvad konceptet for marine naturnationalparker i Danmark skal være, hvor de to parker i Øresund og Lillebælt konkret skal placeres i havet, samt konkrete formidlings- og genopretningsprojekter.

“De to første marine parker skal ligge i områder, der er rige på havnatur, og det er mit udspil og mål, at parkerne bliver store. I Lillebælt har vi den tætteste bestand af marsvin i de danske farvande, og Øresund er kendetegnet ved en torskebestand, der trives. Derudover er der helt særlige naturforhold i både Lillebælt og Øresund med snævre områder mod nord med masser af strøm og helt særlige forhold for saltindholdet, hvor det salte vand fra Kattegat møder brakvand fra Østersøen,” siger miljøminister Magnus Heunicke.

I både Lillebælt og Øresund er der i dag udpeget strengt beskyttede områder. I strengt beskyttede områder er både havbunden, vandsøjlen og vandoverfladen beskyttet, så dyrelivet og havnaturen uforstyrret kan genoprettes og udvikle sig. Råstofindvinding og opsætning af havvind er ikke tilladt i områderne. Alt fiskeri, på nær et begrænset rekreativt fiskeri, er heller ikke tilladt.

Der blev med finanslovsaftalen for 2022 afsat 10,0 mio. kr. årligt i perioden 2022-2025 til at etablere marine naturnationalparker. En del af midlerne er anvendt på vidensopbygning og kortlægning.

For at kunne lave effektive genopretningsindsatser er det afgørende at kende til de lokale forhold på bl.a. havbunden for at sikre, at de indsatser, der laves, rent faktisk har en effekt. Derfor er Miljøstyrelsen bl.a. i gang med at kortlægge genopretningspotentialet i Lillebælt.

Bredt flertal står bag robust 2025-budget i Region Syddanmark

0
Budgetforlig Region Syddanmark 2024. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Et bredt flertal i det syddanske regionsråd har den 17. september indgået forlig om Region Syddanmarks 2025-budget. Budgettet på 32 mia. kroner er robust og indeholder blandt andet ekstra penge til initiativer, der skal skabe mere nærhed og lighed i det syddanske sundhedsvæsen.

Regeringens udspil til ny struktur på sundhedsområdet er på trapperne. Med budgettet for næste år har aftaleparterne taget de nødvendige skridt for at sikre, at Region Syddanmarks sygehuse og andre opgaver er godt rustet til en fremtid med en ny struktur.

Budgettet for 2025 er solidt og sikrer, at der er ro og forudsigelighed om økonomien på de syddanske sygehuse i 2025. Samtidig er der fundet plads til, at aftaleparterne kan prioritere ekstra penge til blandt andet mere nærhed og lighed i sundhedsvæsenet.

Aftaleparterne er desuden enige om, at det er en vigtig opgave i 2024 at få ventetiden til udredning og behandling tilbage til niveauet før COVID-19.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark Bo Libergren (V) siger:

– Regeringen kommer snart med et udspil til, hvordan det danske sundhedsvæsen skal indrettes i fremtiden. Vi ved lige nu ikke, hvordan fremtiden ser ud. Men med det her budgetforlig har et stort flertal i regionsrådet sørget for, at vi kan gå en ny struktur i møde med ro i sindet. Vores økonomi er robust, og de syddanske sygehuse er godt rustet til fremtiden. Desuden har vi fundet ekstra penge til nye initiativer til mere nærhed og lighed i det sundhedsvæsen, som skal hjælpe syddanskerne. Vi er også enige om ekstra penge til psykiatrien, og mange af initiativerne her vil også skabe mere lighed i sundhed.

39 medlemmer står bag budgettet

Bag forliget om næste års budget står Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og løsgænger Karsten Byrgesen. Samlet set bakker 39 ud af regionsrådets 41 medlemmer op om Region Syddanmarks budget for næste år. Dansk Folkepartis Carsten Sørensen og løsgænger Sabrina Bech Bartholin er ikke med i forliget.

Ventetiderne er på vej tilbage til normalen

En af de mest synlige konsekvenser af COVID-19 var lange ventetider for at komme til behandling på de syddanske sygehuse. Regionsrådet har allerede truffet en lang række beslutninger, der giver sygehusene de bedst mulige betingelser for at nedbringe ventetiderne. Det har hjulpet, og aktuelt er billedet, at overholdelsen af udredningsretten er på vej tilbage til niveauet før COVID-19, og at der er sket et væsentligt fald i ventetiderne.

Mere nærhed og lighed

Region Syddanmark har sammen med kommunerne etableret mere end 15 sundhedshuse i hele regionen og et nærhospital i Middelfart. Det gode samarbejde med de syddanske kommuner og en række konkrete lokalaftaler med almen praksis er baggrunden for, at regionen er nået så langt med det nære sundhedsvæsen.

Med denne budgetaftale er aftaleparterne enige om yderligere initiativer, der styrker det nære sundhedsvæsen. Blandt andet har parterne fundet penge til en regional kiropraktorvagt og penge til klinikker for seksuel sundhed, der dermed er gjort varige.

Regionsrådet har tidligere prioriteret en lang række initiativer, som bidrager til, at uligheden ikke forstærkes, når borgerne møder sundhedsvæsenet. Aftaleparterne er derfor enige om at afsætte penge til for eksempel en peer-mentor og Solsikkesnoren.

Fortsat prioritering af psykiatrien

Aftaleparterne er enige om at videreføre den klare prioritering af psykiatrien også i 2025. Psykiatrien er på trods af tidligere prioriteringer presset af flere patienter og udfordringer med at rekruttere personale.

Aftaleparterne er blandt andet enige om at oprette et ekstra ydernummer til en privatpraktiserende psykiater på Sydfyn og penge til at styrke psykiatriforskningen med 10 mio. kr.

Grøn omstilling

Regionsrådet har sat et ambitiøst mål om, at regionens samlede udledning af CO2 skal reduceres med mindst 35 procent frem mod 2030.

Klimaregnskabet for 2023 viser et fald på 12 procent i udledningerne siden 2020, og der er vedtaget delstrategier, der anviser reduktioner på yderligere 25 procent. Region Syddanmark er desuden førende nationalt på udvikling af klimavenlig mad og bæredygtige lægemidler.

Aftaleparterne fastholder den store fokus på reduktion af CO2. I de kommende år skal der være kliniknære indsatser på klimaområdet, der vil forandre den daglige drift på operationsstuer, sengestuer og røntgenafdelinger.

Formel vedtagelse 30. september

Region Syddanmarks budget for 2025 vedtages formelt på regionsrådsmødet mandag den 30. september 2024.

Region Syddanmarks samlede driftsbudget er i 2025 på i alt cirka 32 mia. kr. For de penge leverer cirka 26.500 fuldtidsmedarbejdere sundheds-, psykiatri- og socialydelser til de 1,2 mio. syddanskere og arbejder med at styrke den regionale udvikling.

Det sker der til teaterpremieren

0

Onsdag aften er der lagt op til en stor og magisk oplevelse på Fredericia Musicalteater, når tæppet går op for premieren på WICKED. Teaterdirektør Thomas Bay deler sin begejstring op til den længe ventede dag:

Bay har sommerfugle i maven, men glæden overskygger det hele. Uden sammenligning er det den største produktion på Fredericia Musicalteater.

– Vi glæder os helt vildt til i morgen. Stemningen er suveræn, og det er bare stort i disse dage. I går havde vi besøg af 80 gæster fra Julemærkehjemmene, og deres direktør, og de havde en stor dag. I dag har vi en forpremiere, hvor der også kommer mange, og så kan vi rent faktisk melde, at der er udsolgt i morgen til premieren, siger Thomas Bay med et smil.

Hele foyeren og barområdet har fået et nøk op. Foto: AVISEN

Forberedelserne har været intense, og alt er sat i værk for at sikre, at premieren bliver en mindeværdig aften.

– Jeg tør godt sige, at det bliver en stor dag, hvor vi virkelig har gjort alt for at få alt til at spille. Fra klokken 17.00 vil der være et stort før-liv omkring Fredericia Musicalteater. Vi spærrer dele af Prinsessegade af, og byder på livemusik, grøn sodavand og kaffe til de første 600 i gaden. Dem der kommer forbi er også velkomne til at kigge ind i foyeren, som er sat i stand, det kan man også opleve uden premierebillet. Det er blevet flot, siger Thomas Bay.

Et kig ind i de nye rammer. Foto: AVISEN

Inden selve forestillingen begynder, vil stemningen være elektrisk, forudser Thomas Bay.

– Omkring 18.30 vil alt summe af liv, når vi byder velkommen til premieregæsterne. Der vil også være rød løber, hvor man kan opleve kendisser og premiere gæster. Det bliver fantastisk. Vi glæder os helt vildt, slutter Thomas Bay.

En magisk fortælling

WICKED er fortællingen om et usædvanligt venskab mellem to piger, der møder hinanden på hekseskolen i det magiske rige Oz: Elphaba, der er anderledes, født med grøn hud, og klassens populære og smukke pige Glinda. Efter et besøg hos den store troldmand i Oz, der langt fra går som forventet, bliver deres venskab sat på prøve, når pigernes syn på virkelighed, kærlighed og løgne bliver vendt op og ned i en verden, hvor langt fra alt er, som det ser ud.

Musicalen, som har taget verden med storm siden premieren på Broadway for 20 år siden, spiller stadig både i New York og Londons West End og har været opført i over 100 byer med 60 millioner solgte billetter på verdensplan. Nu får den sin debut i Fredericia i en ny dansk opsætning med flotte nye kostumer, scenografi og iscenesættelse. WICKED kommer også til Tivolis Koncertsal i København senere på efteråret.

Danskerne får adgang til lægejournaler online

0

En ny aftale mellem Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) gør det snart muligt for danske borgere at få adgang til deres journaler fra praktiserende læger direkte på sundhed.dk og i MinLæge-appen.

Ændringen, der forventes at være fuldt implementeret inden udgangen af 2026, er et betydeligt skridt fremad i forhold til at øge gennemsigtigheden samt forbedre patienternes muligheder for at holde styr på deres egen sundhed.

Indtil nu har patienter kun haft adgang til sundhedsdata fra sygehusene, såsom laboratoriesvar og medicinoplysninger, men med den nye aftale vil også data fra de praktiserende læger blive tilgængelige online. Ifølge Morten Elbæk Petersen, direktør for sundhed.dk, har dette længe været et ønske, da det vil gøre det nemmere for borgerne at få et overblik over deres sundhedshistorik og forbedre sammenhængen i det danske sundhedsvæsen.

Med denne nye tilgang bliver det ikke kun lettere for patienter selv, men også for pårørende og andre sundhedspersoner at tilgå oplysningerne. For eksempel kan sundhedspersonale på sygehusene nu læse, hvad der er blevet dokumenteret af den praktiserende læge, hvilket betyder, at patienter slipper for at gentage deres sundhedsmæssige historie ved hver konsultation.

Før journalerne bliver tilgængelige på sundhed.dk, skal der gennemføres en række afprøvninger for at sikre, at notaterne fungerer effektivt som både interne arbejdsredskaber og kommunikationsmidler mellem patienter og sundhedspersoner. Dette skal sikre en gnidningsfri integration og optimere kommunikationen på tværs af forskellige sundhedssektorer, hvilket vil komme til at gavne patienterne i det lange løb, ifølge sundhed.dk

Den nye funktion på sundhed.dk forventes at styrke samarbejdet mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet og dermed gøre det lettere for patienter at navigere mellem forskellige behandlere.

Se dit nabolags udvikling siden 1988 med ny interaktiv webside

0

Husker du, hvordan finanskrisen i 2008 påvirkede boligmarkedet i dit lokalområde? Måske overvejer du at flytte til et kvarter med flere børnefamilier, men ender i et område med en overvægt af ældre beboere? Nu kan Fredericia, Middelfart og resten af Danmark få svar på disse spørgsmål med den nye interaktive webside fra ROCKWOOL Fonden, “Dit Nabolag.”

Her kan du dykke ned i historikken for boligpriser, demografi og infrastruktur helt ned på nabolagsniveau og opdage, hvordan dit lokalområde har udviklet sig over de sidste årtier.

Med udgangspunkt i data fra Danmarks Statistik kan man nu få detaljeret information om udviklingen i sit eget nabolag. Er der kommet flere børnefamilier til det hyggelige villakvarter, eller er det primært blevet et sølvbryllupskvarter? Er kvadratmeterpriserne steget, og hvor mange beboere er i beskæftigelse? Med få klik kan man se en række data præsenteret på kort og grafer, der kan afsløre tendenser og udviklinger i ens eget lokalområde eller et sted, man overvejer at flytte til.

DitNabolag.dk er inddelt i 2.296 boligområder, som hver især repræsenterer mindst 600 husstande. I byerne dækker disse områder ofte mindre end en kvadratkilometer, mens de i tyndtbefolkede områder strækker sig over større geografiske afstande. Hjemmesiden giver mulighed for at sammenligne disse områder side om side og visualisere udviklingen i beboersammensætning, boligpriser og infrastruktur.

Lokalt i Fredericia og Middelfart kan der være interessante tendenser at opdage. For eksempel kan man undersøge, om tilgangen af nye beboere i Fredericia har ført til en ændring i den lokale infrastruktur eller serviceudbud, såsom flere dagligvarebutikker eller flere lægeklinikker. I Middelfart kunne det være interessant at kigge nærmere på udviklingen af kvadratmeterpriser i byens mest eftertragtede områder og se, om de følger den nationale tendens med stigende priser i byerne.

Marie Louise Schultz-Nielsen, forsker i ROCKWOOL Fonden, påpeger, at websiden tilbyder en unik mulighed for at se udviklingen på et meget lokalt niveau.

– Vi kan fx se, at kriminaliteten er faldet mest i de store byer, og at der i dag bor flere ældre og flere socialt udsatte borgere i mange yderområder, siger hun i en pressemeddelse.

– Normalt ser vi kun opgørelser på kommuneniveau, men med dette Danmarkskort kan vi belyse udviklingen ultra-lokalt.

Den nye platform åbner altså op for, at man ikke kun kan se generelle tendenser, men også specifikke detaljer om ens eget lokalområde. For eksempel kan man se, hvor mange underholdningsmuligheder, restauranter og banker der er inden for fem kilometers afstand, eller hvor langt der er til nærmeste ungdomsuddannelse, motorvejsrampe eller togstation.

På DitNabolag.dk er dataene præsenteret på en brugervenlig måde. Man kan vælge mellem forskellige områder og parametre og få resultaterne præsenteret som kort, grafer eller tabeller. Man kan endda gemme sine resultater i forskellige filformater, hvilket også skal gøre det muligt at bruge dem som dokumentation eller kilde til yderligere undersøgelse.

Med det nye værktøj håber ROCKWOOL Fonden at give borgerne mulighed for at få bedre indblik i deres eget lokalområde og dets udvikling over tid. Så hvis du nogensinde har undret dig over, hvordan dit nabolag har forandret sig, siden du flyttede ind, er der nu en mulighed for at få svaret.

Tyskland indfører grænsekontrol i morgen

0

Kør hjemmefra i god tid, følg anvisninger og hav dit pas klar, lyder de gode råd fra dansk politi

Mandag den 16. september indfører Tyskland stikprøvevis grænsekontrol ved flere af landets grænser, blandt andet grænsen til Danmark. Kontrollen vil være stikprøvevis og finde sted ved skiftende grænseovergange.

Der kan blive kø ved grænsen på vej ud af Danmark på de tidspunkter, hvor der er kontrol. Samtidig er der vejarbejde ved grænseovergangen Motorvej E45/Frøslev indtil november, og der vil i perioden kun vil være et spor farbart.

– Sæt ekstra tid af, når du planlægger din tur og vælg eventuelt en anden grænseovergang, mens der er vejarbejde. Når du er fremme ved en kontrol, så følg skilte og anvisninger og hav dit pas klar. Så går kontrollen hurtigst, siger vicepolitiinspektør Karsten Høy.

Den tyske grænsekontrol er indført for en periode på seks måneder.

Kraftig regn og skybrud rammer hele landet torsdag

0

Mandag skyllede sommerstemningen væk i det meste af landet med massive mængder nedbør, og torsdag ser ikke ud til at bringe meget bedre vejr. DMI melder nu, at risikoen for kraftig regn og lokale skybrud, der tidligere kun gjaldt for visse områder, nu dækker hele landet.

Ifølge DMI’s udsigt kan hele Danmark forvente kraftig regn i tidsrummet mellem klokken 12.00 og 21.00. Der er risiko for nedbør på mellem 25 og 35 millimeter over seks timer, samt lokale skybrud med mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

Vejrforholdene kan med andre ord være særligt udfordrende, og det er en god idé at følge med i de lokale vejrudsigter og være forberedt på mulige oversvømmelser og trafikproblemer, som kraftig regn og skybrud kan medføre.

Historiske investeringer i Middelfart

0

Onsdag aften indgik et bredt flertal i byrådet budgetaftale for de næste to år. Aftalen giver både et markant løft til de store velfærdsområder og et historisk stort anlægsprogram på 400 millioner kroner over de næste fire år. For første gang gælder budgettet for to år.

Middelfart Kommune har et solidt økonomisk fundament, og derfor er der plads til en markant investering i blandt andet dagtilbud, skolerne og ældreområdet. Grundlaget for den sunde økonomi er blandt andet tilflyttere, som de seneste år har givet ekstra midler til velfærden. Budgetaftalen indeholder udvidelser for i alt 39,7 mio. kr. i 2025, mens der med det tekniske budget er tilført 21 mio. kr. næste år – så der samlet bliver tilført mere end 60 mio. kr. om året.

– Vi har rigtigt gode kort på hånden i Middelfart Kommune. Vi står et godt sted, har en solid økonomi og er i en positiv spiral. Det giver os muligheden for en styrkelse af vores velfærd med særligt fokus på forholdene for de ældre og på skolerne. Samtidig skaber vi med det toårige budget et stabilt grundlag for vores institutioner, så der kan være fuldt fokus på kerneopgaverne frem for hele tiden at tænke på økonomi, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

Det er Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti, der står bag aftalen om budgettet for 2025 og 2026 samt de efterfølgende år. Den toårige aftale er et nybrud i forhold til budgetlægningen i Middelfart Kommune og har til formål at skabe stabilitet og ro omkring rammerne for daginstitutioner, skoler og plejehjem og mere tryghed i velfærden.

Bredt løft til hele kommunen

Aftalen indeholder blandt andet:

  • En pulje på 1,5 mio. kr. til at løfte indsatsen omkring demente borgere med særligt komplekse problemstillinger. Derudover fremrykkes 1,6 mio. kr. fra 2026 til 2024 til at forbedre udearealerne på plejehjemmene, så de bedre imødekommer demente beboeres behov.
  • Yderligere 1 mio. kr. til en højere normering i daginstitutionerne. Midlerne skal gå ubeskåret til personale, som arbejder med børnene. Samtidig er besparelsen på flere lukkedage og kortere åbningstid i daginstitutioner fjernet.
  • Penge til driften af det kommende nærhospital – i alt 5,455 mio. kr. Hertil kommer anlægsinvesteringer for 17,256 mio. kr. i 2025 som den sidste del af en samlet anlægsinvestering på 72 mio. kr.
  • Der afsættes 2 mio. kr. til at udvide Nærhospitalet med yderligere tre rehabiliteringspladser. Dertil kommer 1 mio. kr. fra det afsatte beløb til kvalitetsløft for ældreplejen. Således er der i alt 3 mio. kr. til de ekstra pladser, som skal understøtte borgerne, så de ikke får brug for mere vidtgående tilbud.
  • Aftalen indeholder et historisk stort anlægsprogram med et primært fokus på velfærdsområderne. Det samlede anlægsprogram for 2025-2028 udgør 408,3 mio. kr. Dertil er der foretaget fremrykninger af anlægsprojekter for 36 mio. kr., så de samlede anlægsinvesteringer udgør 444,3 mio. kr.

Det solide udgangspunkt for forhandlingerne skyldes i høj grad et målrettet arbejde med attraktivitetsdagsordenen, som har øget indtægterne via stor tilflytning. Herudover er der et vedvarende fokus på omhyggelig økonomistyring og budgetoverholdelse. Samtidig hviler budgetaftalen på den delaftale på folkeskoleområdet til 27,5 mio. kr., som et flertal i byrådet vedtog før sommerferien.

Socialdemokratiet er tilfredse med det brede forlig. Kaj Johansen udtaler:

– Vi er glade for, at det er et bredt forlig og for det gode samarbejde, der har været om at lave det. Det er godt, at vi har fået styrket normeringerne på daginstitutionerne og de løft, vi har lavet på ældreområdet – for eksempel på demensområdet. Vi er tilfredse med, at der har været fokus på øgede driftsmidler til velfærdsområderne samtidig med betydelige investeringer på anlægsområdet – og at det har været inden for økonomisk ansvarlige rammer.

Fra Venstre er der også en positiv vurdering af budgetaftalen. Anders Møllegård udtaler:

– Vi er glade for at være med i processen. Det er vigtigt for os, at vi har styrket minimumsnormeringerne i dagtilbuddene, og at lukkedagene og den ekstra ferieuge er fjernet som besparelse. I forhold til anlæg er vi glade for, at vi får kigget ind i at vedligeholde vores kommunale bygninger og nybyg. Samtidig er det godt, at besparelsen på Brobygning Middelfart og Middelfart Erhverv er taget ud, da det fremmer hele Middelfart Kommune.

Også Det Konservative Folkeparti roser aftalen for at skabe stabilitet. Morten Weiss-Pedersen udtaler:

– Det er rosværdigt og godt, at vi har lavet en toårig budgetaftale. Det giver ro for vores institutioner. Det er et forlig, der sætter vækst som hovedmål for at styrke velfærden. Det vil sige, at vi er enige om at gøre alt for at tiltrække virksomheder til Middelfart Kommune – og gøre vilkårene gode for dem, der allerede er i Middelfart. På personalesiden er jeg glad for, at vi sætter ledelsesudvikling i fokus og gør en stor indsats for at mindske sygefraværet, som på landsplan er det højeste på folkeskoleområdet i forhold til de 98 kommuner. Og så er jeg naturligvis glad for, at der kommer en badebro i Strib ligesom i Middelfart Marina.

Socialistisk Folkeparti fremhæver kvalitetsløftene og de undgåede besparelser. Linda Johnsen udtaler:

I SF er vi tilfredse med budgettet, som har fokus på kvalitet for børn, unge og ældre, herunder skoleaftalen og kompetenceløftet til Social- og Sundhedsforvaltningen. Vi er særligt glade for, at det var muligt at undgå de foreslåede besparelser på daginstitutionsområdet og samtidig give et løft af normeringerne. Det har også været afgørende for os at styrke rådgivningstilbuddet Ungeliv, så unge, der har brug for hjælp, ikke skal vente længe. Vi har været glade for processen og samarbejdet med partierne i aftalen.

Fra Dansk Folkeparti udtrykkes der også tilfredshed med aftalen. Steffen Daugaard udtaler:

– Jeg er rigtig glad for aftalen og for samarbejdet blandt partierne. Vi har haft et godt fundament med de 27,5 mio. kr., vi afsatte før sommer i folkeskoleaftalen, og det har givet ro til skolernes planlægning. Den tendens har vi fortsat med flere midler til normeringer i daginstitutionerne. Derudover er jeg glad for kvalitetsløftet til de ældre på 4,4 mio. kr., stigende til 6,7 mio. kr., at ordningen med støttestrømper er fortsat i en ny form og den nye rickshaw til rullestole.

Vikaren er ubesejret

0

Det danske herrelandshold har fået en drømmestart på deres Nations League-kampagne med en imponerende 2-0-sejr over Serbien.

På en aften, hvor hele Parken summede af spænding, blev de danske helte båret frem af to spektakulære mål fra Albert Grønbæk og Yussuf Poulsen. Kampen var samtidig Lars Knudsens anden som midlertidig landstræner, og med to sejre i lige så mange kampe har vikaren gjort sig selv svær at ignorere i jagten på en permanent løsning.

Danmark lagde ud med et aggressivt pres fra første fløjt, og det betalte sig efter 36 minutters spil, da Albert Grønbæk scorede efter en elegant hælaflevering fra Yussuf Poulsen. Den unge aarhusianer viste endnu en gang sit talent, og hans samarbejde med Christian Eriksen gav det danske angreb et kreativt løft, som serberne havde svært ved at dæmme op for.

Men Yussuf Poulsen ville ikke nøjes med blot at assistere. Med et saksespark, der kan måle sig med nogle af de smukkeste mål i Parkens historie, lukkede han kampen en halv time før slutfløjtet og sendte de danske fans i ekstase. Den kreative og frygtløse spillestil, som Knudsen har indført, fortsatte med at frustrere Serbien resten af aftenen, og den nye generation af danske spillere, herunder debutanten Morten Frendrup og superdebutanten Patrick Dorgu, beviste deres potentiale på den internationale scene.

På tribunerne var stemningen elektrisk, og de danske fans kunne ikke få armene ned efter Poulsens saksesparksmål. Nogle fejrede det spektakulære øjeblik med euforiske jubelråb, mens andre knap kunne tro deres egne øjne. Den store entusiasme omkring holdet skyldes i høj grad Knudsens mod til at tage chancer og bruge de unge talenter, som igen og igen viser deres værd.

Mod slutningen af kampen forsøgte Serbien at kæmpe sig tilbage, men det danske forsvar, ledet af en solid præstation fra Jannik Vestergaard, holdt stand. Og selvom den 19-årige Patrick Dorgu var tæt på at gentage sin målscoring fra Schweiz-kampen, blev det ved de to danske mål. Fansene forlod dog stadion med en følelse af, at noget stort er i gang.

Med denne sejr topper Danmark nu Nations League-gruppen efter to kampe, og troen på, at Lars Knudsen kan være mere end blot en midlertidig løsning, vokser. Måske har Danmark allerede fundet sin næste landstræner – én, der har vist, at han kan lede holdet til sejr med stil og mod.

Senere søndag aften mødes Spanien og Schweiz.