SDU-projekt vil gøre grøn brint billigere og fri for PFAS

0
FOTO: Mads Eneqvist/Unsplash
FOTO: Mads Eneqvist/Unsplash

VIDEN. Et nyt europæisk forskningsprojekt med base på Syddansk Universitet skal bane vejen for en mere bæredygtig og konkurrencedygtig produktion af grøn brint. Målet er at udvikle en ny elektrolyseteknologi, der både er billigere, mere effektiv og fri for de miljø- og sundhedsskadelige fluorstoffer, også kendt som PFAS.

Projektet har fået navnet SUPREME og ledes af forskere fra Institut for Grøn Teknologi på SDU i samarbejde med seks partnere fra hele Europa. Over de næste tre år skal forskerholdet arbejde med at forbedre den teknologi, der i dag bruges til at fremstille grøn brint ved hjælp af elektricitet fra sol og vind.

Grøn brint spiller ifølge forskerne en afgørende rolle i den grønne omstilling, blandt andet i den tunge industri, transportsektoren og som energilager på dage uden sol og vind. Udfordringen er, at den nuværende produktion er både dyr og ressourcekrævende og ofte afhængig af PFAS-holdige materialer, som EU ønsker at udfase.

Projektleder og professor på Det Tekniske Fakultet på SDU, Shuang Ma Andersen, peger på, at ambitionerne er høje.
»Ambitionen er at vise, at grøn brint både kan produceres konkurrencedygtigt, bæredygtigt og uden de problematiske stoffer, som teknologien er afhængig af i dag. Vi vil udvikle en ny type elektrolyse, der er klar til at blive taget videre mod industriel brug og kan spille en reel rolle i den grønne omstilling.«

Et centralt mål er, at teknologien på sigt skal kunne producere et kilo grøn brint for omkring to euro, hvilket svarer til prisniveauet for fossil brint i dag. Ifølge forskernes beregninger vil det kunne reducere CO2-udledningen med op mod to millioner ton allerede i 2030.

Projektet tager udgangspunkt i den såkaldte PEM-elektrolyse, som i dag er den mest udbredte metode til produktion af grøn brint. Teknologien er effektiv, men afhængig af sjældne og dyre platinmetaller samt PFAS-holdige membraner. Det gør anlæggene både dyre og sårbare over for råstofmangel.

I SUPREME-projektet får det tyrkiske forskningsråd TÜBİTAK ansvaret for at udvikle en PFAS-fri membran, mens TU Graz i Østrig skal vurdere teknologiens kommercielle potentiale. Forskerne på SDU arbejder sammen med den britiske virksomhed Ames Goldsmith på at reducere forbruget af det sjældne platinmetal iridium med op til 75 procent og samtidig øge genbruget af metallerne til omkring 90 procent.

Den faktiske fremstilling af den nye elektrolyser sker hos det tyske forskningsinstitut Fraunhofer, mens det norske brintselskab Eonee skal evaluere teknologien ved at integrere den i et nyt elektrolysedesign.

Ifølge Shuang Ma Andersen giver samarbejdet et stærkt udgangspunkt.
»Vi har samlet et stærkt europæisk konsortium med nogle af de dygtigste forskningsmiljøer og virksomheder inden for deres respektive felter, og det giver os et helt særligt udgangspunkt. Sammen kan vi tage fat på nogle af de centrale udfordringer, der i dag står i vejen for, at grøn brint for alvor kan blive udbredt.«

Forskningsprojektet er en del af EU’s Clean Energy Transition Partnership og skal bidrage til at bringe grøn brint tættere på industriel anvendelse i de kommende år.

DTU-forskere peger på spædbørns tarmbakterier som værn mod astma og allergi

0
FOTO: Colourbox
FOTO: Colourbox

VIDEN. Ny forskning fra Danmarks Tekniske Universitet viser, at spædbørns tarmbakterier kan spille en afgørende rolle i forebyggelsen af astma og allergi senere i livet. En international forskergruppe ledet af DTU har identificeret en konkret biologisk mekanisme, der kan reducere risikoen for, at børn udvikler allergiske sygdomme, og DTU har nu taget patent på opdagelsen.

Studiet viser, at børn har mindre risiko for at udvikle astma og allergi, hvis de tidligt i livet koloniseres med bestemte bifidobakterier i tarmen. Disse bakterier producerer et naturligt stof, en såkaldt metabolit, som dæmper immunforsvarets reaktioner mod allergener. Resultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Microbiology.

Ifølge forskerne kan opdagelsen få stor betydning, da allergi og astma i dag er blandt de mest udbredte kroniske sygdomme hos børn verden over. Projektleder og professor på DTU Bioengineering, Susanne Brix Pedersen, peger på, at forskningen for første gang dokumenterer en tydelig mekanisme bag den beskyttende effekt.

»Det store fremskridt er, at vi nu har identificeret en konkret mekanisme, som kan dæmpe udviklingen af immunforsvarets allergiske reaktioner allerede i spædbarnsalderen. Hvis vi kan omsætte denne viden til en forebyggende strategi – for eksempel gennem probiotiske tilskud eller berigede modermælkserstatninger – vil det være et stort skridt i kampen mod allergi og astma, som i dag rammer millioner af børn verden over,« siger hun.

Forskerne fulgte 147 børn fra fødslen og frem til femårsalderen. Her fandt de, at spædbørn med en høj forekomst af bestemte bifidobakterier i tarmen havde lavere risiko for allergisk sensibilisering. Særligt stoffet 4-hydroxyphenyllaktat, også kaldet 4-OH-PLA, viste sig at spille en central rolle ved at dæmpe immunforsvarets overreaktion.

Laboratorieforsøg med humane immunceller viste, at naturlige koncentrationer af 4-OH-PLA reducerer kroppens produktion af antistoffet immunoglobulin E, IgE, med 60 procent. IgE er tæt forbundet med allergiske reaktioner, og høje niveauer øger risikoen for symptomer som eksem, høfeber og astma.

Studiet bygger desuden på analyser af afførings- og blodprøver fra store fødselskohorter i Sverige, Tyskland og Australien. Her kortlagde forskerne både bakteriesammensætningen i spædbørns tarme og niveauerne af relevante metabolitter samt børnenes immunreaktioner.

Forskerne har også undersøgt, hvilke forhold der øger sandsynligheden for, at spædbørn får de gavnlige bakterier. Ifølge Rasmus Kaae Dehli, specialist i systemimmunologi på DTU Bioengineering, spiller flere faktorer ind.

»Det er bemærkelsesværdigt, at de børn, der var født vaginalt, havde 14 gange større sandsynlighed for at få overført bifidobakterierne fra deres mor. Derudover hjalp fuld amning og kontakt med andre små børn tidligt i livet også med at øge antallet af bifidobakterierne i tarmen. Det betyder, at naturlige mekanismer medvirker til at undgå udviklingen af disse sygdomme. Vores livsstil har dog bidraget til, at disse bifidobakterier er blevet meget sjældnere, og derfor er det også vigtigt at se på andre forebyggende tiltag, der kan hjælpe de spædbørn, der ikke bliver koloniseret med dem,« siger han.

Resultaterne peger på, at tilførsel af enten 4-OH-PLA eller probiotiske bakterier, der kan producere stoffet, kan blive en ny strategi til at forebygge allergi og astma. DTU har allerede udtaget patent på brugen af den fundne metabolit i lægemidler til både forebyggelse og behandling.

Ifølge forskerne kan en forebyggende indsats målrettet spædbørn muligvis være klar inden for få år, mens egentlige behandlinger af allergi og astma vil have et længere perspektiv på op mod ti år, da de først skal gennem omfattende kliniske forsøg.

Med historiens vingesus går Mathias Gidsel ind til EM

0

Dagen før EM-åbningskampen mod Nordmakedonien taler det danske herrelandshold ikke om nervøsitet, men om ansvar, justeringer og det, der er lært undervejs. For Mathias Gidsel handler starten på slutrunden mindre om fornyelse og mere om at være klar til det, der venter.

Der er noget karakteristisk ved dagen før et mesterskab. Ikke spændingen i sig selv, men den måde, spændingen holdes i ave. Torsdagens pressemøde med det danske herrelandshold foregår uden store armbevægelser, men heller ikke uden alvor. EM begynder fredag mod Nordmakedonien, og rammen for åbningskampen bliver Jyske Bank Boxen. Det er her, forventningerne samler sig. Men endnu er det stadig muligt at tale om processen frem for resultatet.

For Mathias Gidsel handler det ikke om at dæmpe forventningerne, men om at markere overgangen. Fra forberedelse til virkelighed. Fra træning til turnering. Det er tydeligt, at netop det skifte har været længe ventet.

»Jeg glæder mig meget. Nu er vi endelig færdige med de forberedende uger, som har været lidt tunge, synes jeg, til sidst her. Vi bliver ved med at øve og øve og øve og gøre os så gode som muligt, før vi starter her i morgen i boksen. Så jeg tænker, både hele landsholdet og jeg er også klar til en oplevelse, der ligger og venter os.«

Forberedelserne har ifølge Gidsel ikke handlet om at opfinde landsholdet på ny, men om at flytte det en smule. Om at tage erfaringerne med videre og justere der, hvor det giver mening. Det er en tilgang, der peger på kontinuitet snarere end brud.

»Vi har selvfølgelig lært lidt fra sidste slutrunde, og så synes jeg faktisk, at vi er kommet med rigtig mange nye ting, spændende ting. Og ikke fordi jeg siger, at vi er et helt nyt landshold, der kommer til at spille helt anderledes, men jeg synes, vi har mange små ting, vi har øvet, og som forhåbentlig både kan være lidt på forkant med de problemer, vi nok kommer til at møde under EM, men også at vi bliver ved med at udvikle os som hold og som spillere individuelt.«

Et af de steder, hvor udviklingen konkret kan aflæses, er i de taktiske justeringer i bagkæden. Gidsels rolle er blevet mere fleksibel, og det er ikke tilfældigt. Det er et greb, der både handler om at udnytte hans styrker bedre og om at gøre holdet sværere at læse.

»Det betyder med Hoxer her nu på højre back og også Kirkeløkke, at vi kan få mig lidt mere ind i situationerne i midten og få brugt mine spidskompetencer lidt mere bredt.«

Justeringen er samtidig et svar på det forsvarsspil, Danmark ofte møder – og som allerede ventes i åbningskampen. Når modstanderne skubber højt ud på backsene, har det tidligere givet udfordringer. Det er netop dem, man forsøger at tage højde for.

»Så vi kan måske komme lidt, det møder vi også mod Nordmakedonien allerede i morgen, nogle offensive backs, og så kan vi få lov til at angribe lidt mere på midten, i stedet for de problemer, vi egentlig har mødt, når backsene går meget højt på os ude på højre og venstre back.«

Blandt de nye taktiske elementer er også et system, der internt går under navnet Eisenach. Det er ikke et kosmetisk greb, men et strukturelt valg, der ændrer dynamikken i angrebsspillet og placerer spillerne i større rum.

»Det er også sådan lidt et fire-bagspillersystem for os. Det er en måde, vi trækker en stressspiller ud af midten, og vi fjerner en spiller inden for forsvaret. Det er også en helt ny ting for dansk landshold, og det kommer vi helt sikkert også til at spille, en måde at få folk lukket lidt mere ud og stå i lidt større rum omkring os.«

Selv om meget af pressemødet kredser om detaljer og systemer, vender samtalen flere gange tilbage til rammerne omkring turneringen. At spille EM på hjemmebane er ikke noget, Gidsel omtaler let. Det er snarere en konstatering af, hvad opbakningen betyder, når presset stiger.

»Jeg tror, det betyder meget. Jeg tror, alle folk, der så sidste slutrunde, kan jo godt se, hvor meget rygvind vi får, når vi spiller i boksen på hjemmebane. En unik opbakning og en fantastisk arena, der blev bygget op til håndbold. Så at vi nu skal have det hele vejen frem mod en finale, det betyder selvfølgelig utrolig meget for os.«

Pressemødet bevæger sig også et øjeblik væk fra det kommende EM og hen mod den dokumentar om dansk herrehåndbold, der for nylig havde premiere. For Gidsel blev den ikke bare et tilbageblik, men en påmindelse om, at nutidens stabilitet hviler på en mere ujævn fortid.

»Jeg synes, den var god. For første gang var det lidt en aha-oplevelse for mig at møde nogle af de gamle legender og forstå lidt deres historie med dansk landsholdshistorie. Jeg er jo vokset op i en alder, hvor vi næsten har spillet finaler, hver gang jeg har været med.«

Særligt mødet med Lars Christiansen står tilbage som mere end en symbolsk scene. Samtalen kredser om ansvar – ikke som et abstrakt begreb, men som noget, der konkret skal bæres i afgørende øjeblikke.

»Det, der var sat op, var jo lidt det her med at bære et ansvar. Ikke nødvendigvis for en hel nation, men for de mange, der går op i håndbold i Danmark. Lars stod med et stort ansvar dengang, blandt andet med afgørende straffekast, og det er også noget af det ansvar, jeg prøver at tage på mig nu.«

Ansvar forstås ikke som fejlfrihed, men som villighed. Som det at stå frem, også når konsekvenserne er tydelige.

»Der skal være nogen, der går forrest og tager det ansvar. Ikke at flygte af frygt for konsekvenserne.«

Da snakken til sidst falder på rekorder og individuelle milepæle, bliver prioriteringen klar. Det personlige træder i baggrunden for det fælles mål.

»Det overskyggende mål nu, det er at blive europamester. Rekorder må komme på et andet tidspunkt. Fokus er på den kollektive succes.«

Fredag begynder EM. Ikke som et løfte om fornyelse, men som endnu en prøve i et landshold, der har lært, at kontinuitet ikke er fravær af forandring – men evnen til at justere uden at miste sig selv.

Brian Wilsons musik lever også i 2026 -En helstøbt hyldest i DR Koncertsalen

0

Der findes koncerter, man bør opleve, og så findes der koncerter, man er nødt til at opleve, hvis man nogensinde har haft hjertet parkeret i Beach Boys-universet. Hyldestkoncerten til Brian Wilson i DR Koncertsalen 14-01-2026, hørte klart til den sidste kategori. De indledende ord fra artisterne var, dette er musik man virkelig skal øve sig på og til, bemærk. udtalt fra nogle af Danmarks bedste musikere.

Dette er en anmeldelse i den nørdede ende af skalaen. Læser du med hele vejen, er du enten dedikeret Brian Wilson-entusiast – eller har i det mindste et blødt punkt for Beach Boys-universet. Jeg kalder mig gerne selvudnævnt ekspert på området. Min første koncert med de originale Beach Boys oplevede jeg i Anaheim i 1970’erne, syd for Los Angeles – midt i det sydcaliforniske musik- og surfmiljø, som også var en afgørende kulisse for Beach Boys-æraen. Siden har jeg set dem i utallige konstellationer. Jeg har endda selv forsøgt mig med deres musik – mindre succesfuldt – og overlader derfor trygt opgaven til de langt mere musikalsk begavede.

Denne aften var langt mere end et nostalgisk gensyn. Den var levende, nærværende og musikalsk overbevisende. Numrene fik lov at ånde, og kompleksiteten i Wilsons kompositioner stod klart frem uden at blive akademisk. Det var musik spillet med respekt –uden museumsglas. De vokale præstationer bar koncerten sikkert igennem. Harmonierne – selve rygraden i Brian Wilsons musik – sad imponerende rent og præcist, men vigtigst af alt med følelse: varme, sårbarhed og overskud, som fik selv de mest velkendte sange til at fremstå friske.

Aftenens klare vokale højdepunkt kom allerede i åbningsnummeret “Don’t Worry Baby”, hvor falsetten stod knivskarpt og rørende skrøbeligt, leveret af Randell Kirsch fra The Beach Boys’ originale touring-band. Et øjeblik, hvor tiden i salen nærmest stod stille. Lige så stærkt stod slutnummeret “God Only Knows”, hvor vokalen blev delt mellem solisterne og leveret med en inderlighed og tyngde, der gav sangen ny dybde uden at fjerne dens uskyld.

Instrumentalt var niveauet konsekvent højt. Særligt trommer og percussion fortjener ros. Musikken fra Pet Sounds- og Smile-perioderne er rytmisk alt andet end enkel – fuld af forskydninger, lag og subtile skift – og netop derfor så tilfredsstillende, når det lykkes til UG plus, med både præcision og musikalitet.

Repertoiret var klogt sammensat og spændte elegant fra de solbeskinnede og umiddelbart genkendelige hits som “Surfin’ USA” og “Good Vibrations” til de mere komplekse og følelsesmættede værker fra Pet Sounds og Smile, som for alvor cementerede Brian Wilson som visionær komponist. Overgangen mellem lethed og dybde fungerede forbilledligt.

Som helhed var koncerten en musikalsk helstøbt oplevelse. Den mindede os om, hvorfor Brian Wilsons musik stadig bevæger, stadig udfordrer – og stadig lyder som noget, der kunne være skrevet i morgen. En varm, overbevisende og dybt musikalsk hyldest, der kom så tæt på den ægte vare, som man realistisk kan forvente. Kort sagt: En koncert, der ramte både hjerte, hjerne og gehør. Man gik hjem en anelse mere forelsket i musikken, end da man kom.

Sangere & frontpersoner

Jacob Dinesen
En stærk og umiddelbar vokalist med internationalt snit. Dinesen leverer rå nerve og energi, men bevægede sig enkelte steder lidt for frit i forhold til materialets skrøbelighed. En smule for meget sønderjysk temperament til netop dette repertoire.

Christian Hjelm
Kendt fra Figurines og en solid solokarriere. Hjelm mestrer balancen mellem præcision og følelse, og hans vokalarbejde binder pophåndværk og elegance flot sammen. En virkelig stærk vokal indsats.

Patrick Dorgan
Aftenens største vokale overraskelse – sammen med Hjelm. En markant stemme med dybde og varme, som gav arrangementerne tyngde og løftede de mere melankolske passager med autoritet og ro, man sjældent hører i dansk popmusik.

Kira Skov
En af dansk musiks mest alsidige stemmer. Skov tilfører modenhed, nerve og et strejf af jazzet frihed, som klæder Wilsons komplekse harmonier overraskende godt. I ét nummer blev indgangen lidt usikker – påstår denne nørd – men helhedsindtrykket var stærkt.

Darian Sahanaja (special guest)
En central figur i Brian Wilsons univers. Som sanger, keyboardist og arrangør – og som nøglemanden bag færdiggørelsen af Smile – er Sahanaja ikke blot gæst, men bærende kulturarv.

Randell Kirsch (special guest)
Veteran fra The Beach Boys’ live-lineup. Kirsch er sanger, guitarist og bassist, og hans lead falset og backing-vokal matcher Brian Wilson-æraens lyd fra 1963-69 næsten skræmmende præcist. Sceneerfaringen giver koncerten autenticitet og historisk tyngde. Når Mike Love siger tak til ham, lytter man.

Bandet

Troels Skjærbæk – bas & kor (med markant bass vokal og stor stabilitet)
Lars Skjærbæk – guitar & kor
Mikkel Damgaard – guitar / tangenter
Palle Hjorth – keyboard / klaver
Søren Koch – guitar / backing
Mads Andersen – trommer / percussion

Et rutineret og musikalsk overskudsstærkt backingband, der forstår disciplinen i Brian Wilsons lagdelte univers og med et musikask CV i topklasse.

Lyd, rum og helhed:

Som danskere kan vi være stolte af at have musikere i en kaliber, der kan løfte en så krævende og tung opgave. Kombinationen af dette ensemble og DR Koncertsalens fremragende akustik var i sig selv optimal. Rummet understøtter harmonier, dynamik og detaljegrad på et niveau, man sjældent hører uden for klassiske opsætninger.

Min faglige – og kærlige – anke: Lydmanden burde have haft en skarpere vokalseparation. Når man arbejder med Wilson-harmonier, er stemmerne ikke pynt – de er musikken. Her røg lidt for meget sammen i midten. Det var godt. Det kunne have været sublimt.

Vi andre kan kun drømme om at spille med den elite. Men nogen skal jo også sidde og lytte, skrive – og være lidt kloge bagefter.

Vejdirektoratet advarer om glatte veje flere steder i landet

0

Vejdirektoratet advarer onsdag morgen om risiko for glatte veje flere steder i landet.

Ifølge en særmelding er vejtemperaturen fortsat under frysepunktet mange steder, hvilket øger risikoen for glatføre. Trafikanter opfordres derfor til at sænke hastigheden, holde god afstand og være ekstra opmærksomme under kørslen.

Advarslen gælder særligt ved skovstrækninger, i lavtliggende områder samt på og under broer, hvor glatte forhold kan opstå hurtigt.

Vejdirektoratet opfordrer bilister til at orientere sig om de aktuelle vej- og vejrforhold, inden de kører ud, og til at følge de generelle råd for kørsel i vintervejr.

ADP satte turbo på i 2025 og gør klar til næste gear

0

Det begyndte som et jubilæumsår, men endte som noget langt større. Ifølge administrerende direktør Rune Rasmussen blev 2025 ikke blot ADP’s bedste år økonomisk. Det blev året, hvor havneselskabet for alvor trådte ind i en ny rolle som national infrastrukturaktør med internationalt udsyn, nye investeringer og en containerstrategi, der skal løfte både Fredericia og resten af porteføljen.

Der er ro over Rune Rasmussen, når han sætter sig til interviewet. Stemmen er afdæmpet, formuleringerne præcise, og der er både smil og overskud i svarene. Det er den samme rolige tilgang, der ofte kendetegner ADP’s administrerende direktør udadtil. Men bag den kontrollerede fremtoning gemmer der sig et år, som har været alt andet end stille. 2025 har været præget af beslutninger i højt tempo, store strukturelle forandringer og en række milepæle, der normalt ville være fordelt over flere år. Som han selv formulerer det: der har været fuld smadder på.

Da spørgsmålet falder på, hvordan 2025 tog sig ud fra direktørkontoret i ADP, kommer svaret uden tøven og uden diplomatisk indpakning. »2025, det var eddermame et vildt år. Det var det vildeste år til dato. Det var jubilæumsår. Det økonomiske bedste år nogensinde,« siger Rune Rasmussen.

I hans opsummering ligger en række begivenheder, som hver for sig ville være markante overskrifter i et havneselskab. Samlet tegner de billedet af et år, der skiller sig ud. Et havnekøb. En færdiggjort havneudvidelse i Fredericia. Et tæt samarbejde om containerterminalen med Mærsk. Og en ny medejer, der følger med en kapitalrejsning, som i ADP’s optik handler om mere end penge. »Ny medejer i moderselskabet, stor kapitalrejsning, sikring af fremtiden. I bund og grund var 25 på alle mulige måder ikke kun det bedste år for ADP økonomisk, men formentlig også det vigtigste år nogensinde,« siger han.

Annonce

Et selskab, der har skiftet karakter

Når Rune Rasmussen spoler tiden tilbage, er det ikke for at romantisere fortiden, men for at vise, hvor hurtigt ADP har flyttet sig. Han knytter tilbageblikket til en intern milepæl, der siger noget om tempoet i forandringen. »Vi talte om det her til morgen. Vores driftsdirektør har 10 års jubilæum i dag. Så det er en god måde at kigge lidt tilbage på, for han har nemlig været med på hele turen,« siger han. Dengang var ADP ifølge direktøren et helt andet sted i markedet. »Da han startede var ADP den 11. største havn i Danmark og var egentlig ikke nogen særlig god forretning.«

I dag tegner han et billede af et selskab, der arbejder ud fra en større skala og et andet selvbillede. Ikke som lokal havn med lokale hensyn først, men som en virksomhed, der ser sig selv som en del af Danmarks samlede infrastruktur og dermed også af Danmarks evne til at handle med omverdenen. »I dag ser vi ind i et budgetår, hvor vi måske håber, vi tror på, hvis vi er dygtige, er den største havn i Danmark,« siger han.

Det handler ikke kun om volumen, men om robusthed og om at stå med flere ben plantet i virkeligheden, når markedet skifter. »Vi tjener vores penge på alle mulige forskellige måder, så virksomheden er mere stabil, solid og klar til fremtiden, og har kompetencer og kapital til nu at være den virksomhed, som ADP fortjener at være,« forklarer han. Samtidig understreger han, at forandringen rækker ud over regneark og nøgletal. »Det er ikke kun en lokal virksomhed, men en national virksomhed med et internationalt udsyn.«

Brookfield som milepæl og som signal

I løbet af 2024 fik ADP en ny medejer i form af den internationale infrastrukturinvestor Brookfield, og i fortællingen om 2025 bliver ejerskabet et tydeligt signal om næste fase. Rune Rasmussen beskriver ankomsten som noget, der rækker ud over kapital. »Ankomsten af Brookfield er jo selvfølgelig i sig selv en kæmpestor milepæl, og der er jo meget andet end kapital i det,« siger han.

Han sætter Brookfield ind i en længere læringskurve, hvor ADP tidligere har fået en professionel partner ind i Taulov-miljøet. »Der skete der jo også enormt mange gode ting fra ADP i det øjeblik PFA trådte ind ad døren i Taulov. Og det har vi jo trænet og øvet os og lært rigtig meget af PFA,« siger han. Brookfield bliver i den optik ikke et brud, men en fortsættelse på et højere niveau. »Brookfield er jo mere af det samme, bare mere internationalt og endnu større.«

Det afgørende er ifølge Rune Rasmussen, at ejere og ledelse grundlæggende vil det samme. »Vi vil gerne drive en sund, god, langsigtet forretning, som kommer alle ejerne til gode. Og det gør man bedst ved at være professionel og have et udsyn internationalt,« siger han og knytter det direkte til Danmarks økonomi. »Danmark lever af eksport og import, og skal blive ved med at leve af eksport og import. Og desto mere vi kan være overbeviste om at levere de ydelser og produkter, der understøtter, at Danmark skal eksportere og importere. Desto bedre er det for Danmark, og desto bedre er det for vores ejere herhjemme.«

Nyborg i fremgang, Hanstholm i opbygning

Når blikket flyttes fra Fredericia til ADP’s øvrige havne, står det klart, at 2025 ikke kun blev et Fredericia-år. Nyborg får direkte ros og et markant superlativ. »Nyborg er det bedste år nogensinde i de 20 år plus, som ADP har ejet Nyborg,« siger Rune Rasmussen. Han beskriver en havn, der i praksis er tæt på fuldt udnyttet. »Nyborg er mere eller mindre en udsolgt havn. Der er kommet mange nye kunder til, høj godsomsætning.«

Succesen rejser samtidig nye spørgsmål. »Når kapaciteten nærmer sig grænsen, begynder diskussionen om næste skridt. Det er jo selvfølgelig også derfor, at i 2025 der blev i gang sat tankerne om potentiel havneudvidelse i Nyborg, som vi helt sikkert kommer til at snakke mere om i 2026 sammen med Nyborg Kommune og borgerne i Nyborg,« siger han. For Nyborg bliver 2025 dermed både status og start. »Så en stor kvalitetsstempel på Nyborg Havn i 2025,« lyder det.

Hvor Nyborg fremstår som en havn i drift og med momentum, er Hanstholm en anden disciplin. Her handler 2025 mindre om at trykke på speederen og mere om at få greb om maskinrummet, relationerne og det lokale økosystem, før man for alvor kan bygge forretning ovenpå. ADP overtog Hanstholm 1. august, og ifølge Rune Rasmussen blev resten af året brugt på at få hænderne ned i virkeligheden og forstå, hvad det er for et sted, man har fået ansvaret for. »Hanstholm overtog tøjlerne 1. august og har brugt 25 på flere ting, men først og fremmest selvfølgelig at lære folk, kunder, mennesker og ejerne rigtig godt at kende,« siger han.

Han beskriver en havn og en egn med stærk identitet og stor lokal opbakning, men han pakker ikke udfordringen ind. Potentiale er noget, der skal omsættes, og det kræver både timing, volumen og et marked, der kan bære nye aktiviteter. »Det er jo nogle skønne mennesker, og Thy er dejlige, og det er Hanstholm Havn også. Men det er også en bekræftelse af, at fundamentet og potentialet er der. Men det kommer ikke af sig selv.«

For ADP bliver opgaven derfor at få sat nye forretningsstrømme ind i en havn, der ikke automatisk fylder sig selv. Det er her, Hanstholm adskiller sig fra de havne, hvor kapacitetsudfordringen er den primære hovedpine. »Det bliver hårdt arbejde at få fyldt noget ny forretning ind i maskinen deroppe,« siger han. Lykkes det, vurderer han, at effekten rækker længere end ADP’s egen bundlinje. »Lykkes vi med det, hvilket vi tror på, så bliver det både en god forretning, men det bliver også et stort aktiv for regionen deroppe.«

Flere havne som strategi, nu med bedre timing

Spørgsmålet om flere havne har altid ligget som en understrøm i fortællingen om ADP. Allerede navnet Associated Danish Ports peger på en idé om fællesskab, skala og sammenhæng på tværs af geografi – en ambition, der i perioder har været mere vision end virkelighed. Alligevel er det et spor, der igen melder sig, denne gang med større realisme og et andet afsæt end tidligere. Rune Rasmussen præsenterer ingen færdig plan eller konkrete navne, men giver en åben vurdering af sandsynligheden og begynder med at sende en anerkendelse tilbage til den oprindelige konstruktion. »Jeg synes jo, at den måde, ADP var født på, der var man jo foran sin tid,« siger han.

Han peger samtidig på, at der tidligere har været bevægelse tættere på målstregen, end mange tror. »Jeg tror, man har været tættere på, både i Uffe Steiner Jensens og Jens Peters tid, tættere på, end vi lige går og tror, og lykkes med det nogle gange.« At det ikke blev til mere dengang, forklarer han med politisk timing og vilje i de kommuner, der skulle have sagt ja. »Tiden var en anden, og det politiske mod andre steder var måske heller ikke helt til stede. Timingen var måske ikke helt den rigtige.«

I dag mener han, at både marked og rammer har flyttet sig. Havne- og logistikverdenen er blevet mere kapitaltung, mere reguleret og mere konkurrencepræget, og derfor står argumentet for større, mere professionelle enheder stærkere. »Der lever vi i en anden tid nu, hvor der måske også er nogle ting, der er blevet modnet i mellemtiden, som gør, at jeg tror på sandsynligheden for, at vi lykkes med flere havne i de næste år, de næste 5-10 år er væsentligt større.« Og det er ikke blot en løs tanke, understreger han. Det er et strategisk spor, der allerede ligger på bordet i ejer- og partnerkredsen. »Det er faktisk noget vi bruger tid på, også med Brookfield og vores ejere.«

Annonce

Når han samler trådene, bliver pointen, at ADP igen kan komme til at leve mere fuldt op til sit navn, men ikke som en hurtig ekspansion, men som en langsigtet konsolidering. »Det tror jeg på, at Associated Danish Ports bliver endnu mere berettiget, også i navnet, i fremtiden, end det har været.«

Diversifikation som det stærke ben – og den nøgterne grønne virkelighed

Når Rune Rasmussen forklarer, hvorfor ADP står stabilt, selv når markedet skifter, lander han på en enkel forretningslogik. ADP er ikke låst fast i én indtægtskilde eller én konjunktur. Styrken ligger i blandingen. »Både historisk set, og når vi kigger ud i fremtiden, så har ADP altid performet godt på tværs af konjunkturer.« Der har været downperioder, erkender han, men diversifikationen gør, at virksomheden kan flytte tyngden fra ét ben til et andet. »Fundamentalt er den helt store fordel, at forretningen er så diversificeret.«

I gode logistikår har Taulov Dry Port og beliggenheden været en motor. I andre tider har de mere klassiske bulk-aktiviteter taget over. »Vi har haft nogle år, hvor logistik i verden har været all time high. Jamen der har vi lukreret hårdt på Taulov Dry Port og vores beliggenhed. Andre perioder, der har det været den faste bulk, der har taget over, når olien har været faldende.« Og så er der det nye vækstben, som skal løfte endnu mere i de kommende år. »I de senere år og i de kommende år har vi en containerterminal, som er i kæmpe vækst og understøtter hele regionen helt vildt. Så det er forskelligheden i forretningen, der er vores allerstærkeste ben sammen med beliggenhederne.«

Netop fordi forretningen står på flere ben, anlægger Rune Rasmussen en mere ædruelig tone, når han taler om den grønne omstilling. Her blev 2025 ikke året, hvor udviklingen leverede på ambitionerne. »Jeg synes 2025 har været for den grønne omstilling et meget svært år.« Han peger på, at de politiske mål er under pres. »Så Danmarks 2030-mål hænger i en tynd tråd.« Og han nævner flere konkrete spor, der ikke udviklede sig som håbet. »Der var 2025 ikke det år, vi havde håbet på for brintrøret. Det var jo heller ikke det år, vi havde håbet på for CCS, heller ikke for Ørsted. Ørsted havde store problemer.«

Alligevel er han ikke i tvivl om retningen. Det er tidshorisonten og tempoet, der må justeres, så investeringer og løsninger igen hviler på det, han kalder rationalet. »Vi er meget fortrøstningsfulde, hvis vi kigger lidt længere ud i tid. Hvor vi måske også skal erkende, at vi har været igennem en meget forceret periode for den grønne omstilling, hvor rationalet og fornuften ikke nødvendigvis har sejret.« Derfor flytter han også fokus væk fra de nærmeste deadlines. »Det er ikke sikkert, at det er 2030-målene, vi skal have så meget fokus på. Det kan godt være, det er 2040-målene, vi skal have fokus på.«

Rune Rasmussen arbejder også for at få ændret den nuværende havnelov. Det gør han blandt hos organisationen, Danske Havne, hvor han er næstformand.

Havneloven som flaskehals

På reguleringssiden er Rune Rasmussen lige så ligefrem. 2025 var et år med geopolitik og regulering på tværs af sektorer – men ikke dér, hvor havnene har ventet. »2025 vil som noget have været geopolitikkens år, reguleringens år for alle sektorer, inklusiv havnene. Bare ikke på havneloven,« siger han og låner et billede fra cykelsporten. »Havneloven den står plantet som en træ i harpiks.«

For Fredericia er det ifølge direktøren ikke en teknisk detalje, men et spørgsmål om rammerne for elektrificering og grønne investeringer. »Der skete ikke det, der skulle i 2025, og vi håber og tror på, at 2026 bliver året. Det er noget, vi bruger meget tid på.«

2026 som eksekvering, høst og geopolitisk risiko

Efter milepælene i 2025 bliver 2026 året, hvor tingene skal sætte sig. Brookfield skal integreres, investeringerne skal give afkast, og næste kapitel skal forberedes. »Vi skal have Brookfield godt og grundigt implementeret på den gode måde i butikken. Det er vi i fuld gang med. Det går rigtig godt.« Men forventningen er ikke til at misforstå. »Der er en masse investeringer, der er foretaget, som vi skal vise, at vi kan tjene de penge på, vi har regnet med.«

Taulov nævnes som et sted, hvor næste runde kan blive sat i gang. »Vi skal til at bygge i Taulov igen, formentlig. Taulov skal også videre til det næste.«

Samtidig holder han døren åben for den risiko, som altid følger med transport og logistik i en urolig verden. »I 2026 med den flanke åben, at det kan godt have nogle ikke uvæsentlige negative betydninger for transport og logistikkens verden.« Han peger på, at geopolitikken kan ramme direkte ind i godsmængderne. »Kommer der nogle situationer ude på markedet, som følger geopolitikken, der kan sætte sig i godsmængderne, det er der en risiko for. Og sker det, så vil ADP også blive ramt negativt.« Alligevel er det i den konstante forandring, han mener, at infrastrukturselskaber skal kunne holde kurs. »Forandringen er konstant. Hvis ikke det er corona, hvis ikke det er den ene krig, så er det den anden krig.« Og han afrunder med den opgave, han ser som ADP’s kerne. »Der er det jo som infrastrukturvirksomhed vores forbistrede opgave at kunne navigere i det og sørge for at både kunne vækste og holde åbent uanset hvilket scenarie det må være. Og det er da spændende og udfordrende.«

Leder: Når den folkevalgte flytter ind i bestyrelseslokalet

0

Der følger et særligt ansvar med at blive valgt ind i et byråd. Det ansvar stopper ikke ved byrådssalen. Tværtimod. For mange folkevalgte fortsætter deres mandat ind i bestyrelseslokaler, repræsentantskaber, selvejende institutioner og selskaber, hvor kommunen har udpegningsret.

Her sidder de ikke som private personer. De sidder ikke som venner. Og de sidder ikke som loyale medspillere for ledelsen. De sidder der som folkevalgte. På vegne af kommunen. På vegne af borgerne.

Det er en rolle, der alt for ofte bliver misforstået.

Når en politiker indtræder i en bestyrelse som kommunens repræsentant – eller som observatør – er det ikke for at blive en del af driften. Det er heller ikke for at sikre ro, harmoni eller interne hensyn. Rollen er grundlæggende demokratisk: at føre tilsyn, stille spørgsmål og sikre, at offentlige midler, værdier og formål forvaltes korrekt.

En observatør er ikke en passiv gæst.
En bestyrelsesrepræsentant er ikke en medunderskriver på stilhed.

Tværtimod.

Alt for ofte ser man folkevalgte, der sætter sig til rette i bestyrelseslokalet, tager imod kaffen, spiser smørrebrødet og glider ind i møderne som tilskuere snarere end vagthunde. De nikker, lytter og lader dagsordenen passere, uden at stille det mest grundlæggende spørgsmål af alle: Hvad har vi faktisk lavet siden sidst? Hvilke beslutninger er truffet? Hvilke penge er brugt? Og hvilke risici er opstået? Hvor skal vi hen? Hvilke muligheder er der? I stedet for at udfordre direktøren og formanden på fremdrift, retning og ansvar, bliver rollen reduceret til selskabelighed. Men den folkevalgte sidder ikke dér for stemningens skyld. Man er ikke udpeget for at være nem at have med at gøre. Man er udpeget for at repræsentere borgerne – også når det kræver, at man stiller de spørgsmål, der kan få kaffen til at smage lidt bittert.

Den folkevalgte i bestyrelsen er borgernes øjne og ører. Den, der skal turde spørge, også når spørgsmålene er ubehagelige. Den, der skal sige fra, også når det forstyrrer den gode stemning. Den, der skal huske, at loyaliteten ikke ligger overfor direktøren, formanden eller institutionen – men overfor offentligheden.

Det er her, det ofte går galt.

For når folkevalgte begynder at tale om “arbejdsro” i bestyrelser, når de undlader at rejse kritik af hensyn til relationer, eller når de forsvarer beslutninger, de reelt ikke kan forklare i det offentlige rum, er rollen allerede gledet. Så er den folkevalgte ikke længere vagthund. Så er vedkommende blevet medforvalter af tavshed.

Det er måske ikke ulovligt.
Men det er problematisk.

For kommunale bestyrelsesposter er ikke belønninger. De er tillidshverv. Og tillid forpligter. Ikke til stilhed, men til ansvarlighed. Ikke til loyalitet opad, men til gennemsigtighed udad.

Det gælder uanset, om der er tale om en erhvervsdrivende fond, et forsyningsselskab, en kulturinstitution eller et udviklingsselskab. Offentlig indflydelse kræver offentlig forklaring. Og offentlig forklaring kræver mod.

Særligt rollen som observatør bliver ofte misforstået. Observatøren har måske ikke stemmeret, men har netop derfor en friere position. En observatør er der for at se, notere og reagere – ikke for at tie. Hvis observatøren kun observerer i stilhed, svigter vedkommende sit mandat.

Når folkevalgte efterfølgende siger “det kan jeg ikke udtale mig om” eller “det foregik i bestyrelsen”, bør alarmklokkerne ringe. For netop dér begynder demokratiet at blive reduceret til formalitet i stedet for praksis.

Det er ikke altid nemt at være den, der stiller spørgsmålene. Det kan koste relationer. Det kan koste popularitet. Men det er prisen for at være folkevalgt. Man bliver ikke valgt for at være bekvem. Man bliver valgt for at tage ansvar.

At være folkevalgt stopper ikke, når man træder ind i bestyrelseslokalet.
Det er ofte dér, det begynder.

Hvis borgerne ikke kan stole på, at deres repræsentanter også repræsenterer dem dér, hvor beslutningerne træffes uden for offentlighedens søgelys, mister det kommunale demokrati sin dybde.

Og uden dybde bliver demokratiet hurtigt fladt.

Spirituskørsel, færdselsuheld og stofsigtelser i Fyns Politis døgnrapport

0

Spirituskørsel i Faaborg, flere færdselsuheld i Odense og sigtelser for euforiserende stoffer fylder i Fyns Politis døgnrapport tirsdag. I Faaborg blev en 62-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune sigtet for spirituskørsel mandag aften. Ifølge politiet førte manden en personbil, selvom han var påvirket af alkohol over den tilladte promillegrænse. Uheldet skete på Kildetoften omkring klokken 20.35, hvor manden påkørte et parkeret køretøj og efterfølgende kørte gennem et hegn. Der er ikke oplyst om personskade.

Mandag morgen skete der et harmonikasammenstød med tre biler i østgående retning ved afkørsel 53 Odense SV. Uheldet skete i 2. vognbane omkring klokken 08.19. Ifølge politiet overså den bagerste bilist, at trafikken foran var bremset ned, hvilket førte til, at bilen påkørte den forankørende, som igen blev skubbet frem i et tredje køretøj. Der skete ingen personskade, men der opstod materielle skader, primært på de to bagerste biler.

Senere på aftenen var der endnu et færdselsuheld i Odense C. Her skete et sammenstød på Østerbæksvej omkring klokken 23.00, da en bilist forsøgte at undvige en snebunke ved siden af vejen og i den forbindelse påkørte et modkørende køretøj. Politiet oplyser, at der umiddelbart ikke er meldinger om personskade.

Derudover blev to unge mænd, en 21-årig og en 22-årig – begge fra Odense Kommune – mandag eftermiddag sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. De to blev truffet på Kochsgade omkring klokken 15.28. Politiet oplyser ikke nærmere om sagen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport den 14. januar.

Da vikingerne blev globale: Fredericia-egnen som brik i europæisk storpolitik

0

Vikingetiden var ikke kun togter og vold, men en langsom globalisering, hvor handel, lov og kristendom flettede sig sammen. Ifølge lokalhistoriker Gert Jensen var Fredericia-egnen et centralt knudepunkt i en europæisk proces, der begyndte længe før Jelling – og fortsatte langt efter.

Der er noget særligt ved den måde, Gert Jensen taler om vikinger på. Han begynder sjældent med sværd, skibe eller slag. I stedet starter han dér, hvor forestillingerne knirker en smule – dér, hvor den velkendte fortælling ikke længere helt passer.

»Det, der fascinerer mig mest, er ikke den almindelige opfattelse af vikinger som nogen, der tager ud i verden og slår folk ihjel og voldtager kvinder,« siger Gert Jensen. »Det, der interesserer mig, er globaliseringen.«

Ordet falder næsten umærkeligt, men det åbner et helt andet perspektiv på vikingetiden. Globalisering lyder som noget, der hører containerskibe, datakabler og EU-topmøder til. Men for Gert er det præcis dét ord, der bedst indfanger, hvad der sker i århundrederne omkring vikingetiden – og hvorfor Fredericia-egnen pludselig træder frem som mere end et lokalt hjørne af Danmark.

For det er her, ved Lillebælt, at bevægelsen bliver tydelig. Ikke kun udad – men indad. Mennesker kommer og går. Varer, idéer, ritualer og magtformer krydser hinanden. Fredericia-området ligger ikke i udkanten af verden, men på en akse, hvor nord og syd, øst og vest mødes. Sejladsen gennem bæltet er ikke en omvej, men en hovedfærdselsåre.

»Det er dér, man for alvor kommer ud i verden og støder på kristendommen, som man så stille og roligt forsøger at få ind i Danmark. Den proces er fuldstændig vild,« siger Gert.

Kristendommen ankommer ikke som et lyn. Den sniger sig ind gennem kontakter, alliancer og gensidig afhængighed. Missionærer, handelsfolk og udsendinge bevæger sig ad de samme ruter som vikingerne selv. Fredericia-egnen bliver et mødested – ikke kun for varer, men for verdenssyn. Tro møder tradition. Nye magtformer støder mod gamle.

For Gert er det afgørende, at vikingetiden ikke forstås som et voldsomt brud, men som en overgang. »Det er ikke en eksplosion, men en langsom omstilling,« siger han. Og netop i den omstilling får steder som Fredericia en særlig betydning. For overgange sker sjældent i yderpunkterne – de sker i knudepunkterne.

Når han læser byzantinske kilder, støder han på en overraskelse, som også siger noget om Danmarks placering i verden på det tidspunkt. »Man kan se, at de med en vis forundring konstaterer, at nogle af de mennesker, de møder i nord, faktisk er danske vikinger,« siger han. Ikke som mytiske barbarer, men som genkendelige aktører i et større politisk og økonomisk spil.

Og forundringen stopper ikke dér.

»De er meget forundrede over vores lovgivning. Over den måde, samfundet er organiseret på.«

For i modsætning til de centraliserede systemer i Rom og det østlige Middelhav møder de her noget andet. Ikke kaos, men heller ikke enevælde. I stedet et samfund, hvor magt og ret er forankret i fællesskabet. Hvor loven ikke står i en bog, men lever i et menneske.

Lovsigemanden.

»Man havde ikke en lovbog, man kunne slå op i. Man havde en mand, der kendte loven og fremsagde den,« forklarer Gert. Et system, der virker fremmed for romere og egyptere, men som i praksis rummer en høj grad af stabilitet og forudsigelighed. Loven er ikke abstrakt – den er personlig, forpligtende og offentlig.

»Lovene bliver først skrevet ned langt senere, men de bygger på ældre traditioner. Og mange af de principper, vi kender i dag, kan faktisk føres hele vejen tilbage,« siger han.

I det lys bliver Fredericia-egnen ikke bare et geografisk sted, men et laboratorium for tidlig samfundsorganisering. Her mødes rejsekonger, stormænd, handelsfolk og religiøse aktører. Her testes grænserne mellem magt og fællesskab. Og her opstår et retssystem, som – set udefra – virker overraskende avanceret.

Det er også her, fortællingen om kvinders rettigheder vender tilbage. Ikke som et romantisk efterrationaliseret ideal, men som et konkret element i den sociale orden. »Man kan se, at kvinder har rettigheder, og at folk forventes at opføre sig ordentligt. Det hele hænger sammen,« siger Gert.

Det er ikke lighed i moderne forstand, men det er struktur. Forpligtelser. Grænser for magtudøvelse. Og netop derfor bliver vikingetiden, set fra Fredericia, noget andet end den fortælling, vi ofte gentager. Ikke kun togter og vold, men forhandling, tilpasning og langsom forandring.

Det er denne sammenhæng, Gert bliver ved med at vende tilbage til. Ikke de enkelte begivenheder, men forbindelserne imellem dem. Mellem steder, mennesker og idéer. Og forbindelserne stopper ikke ved vikingetiden. De rækker videre – ind i kristendommen, middelalderen og den europæiske historie, Fredericia-egnen allerede da var vævet ind i.

»De her vikingkonger og magtcentre opstår jo ikke ud af ingenting,« siger Gert Jensen. »Hvis vi går længere tilbage, helt til stenalderen, kan vi se, at området allerede dér har været et af de bedste bosætningsområder.«

Det er en afgørende pointe for ham. For historien om Fredericia-egnen begynder ikke med vikingerne – og den slutter heller ikke med dem. Den folder sig ud som en fortsættelse, ikke en begyndelse. Et lag oven på et andet. Mennesker, der har valgt de samme høje, de samme kyster, de samme passager igen og igen, fordi landskabet ganske enkelt egner sig til liv, magt og bevægelse.

Og netop dette lag på lag bliver tydeligt, når Gert begynder at tale om kilderne. Ikke kun de arkæologiske fund i jorden, men også de skriftlige spor, der ligger spredt i tiden – og som først for alvor giver mening, når man ser dem i sammenhæng.

Han nævner et værk fra 1400-tallet, som senere optog Grundtvig dybt. Et skrift, der stadig kan virke overraskende, fordi det peger et andet sted hen, end den nationale grundfortælling har lært os. Her står nemlig, at kristendommen ikke først og fremmest får sit afgørende fodfæste i Jelling, men netop hernede – i området omkring Lillebælt.

»Han siger, at det er hernede, kristendommen kommer til Danmark.«

Det er ikke en romantisk fortælling om en ensom missionær, der vandrer rundt med fromme ord og håb i stemmen. Tværtimod. Det er storpolitik. Relationer. Strategi. Missionæren, der omtales, er ikke en perifer skikkelse, men en central aktør, der færdes i magtens rum.

»Kongen omtaler ham som den bedste rådgiver, han har. Og det er jo, fordi han kender forholdene i Frankerriget og videre ud.«

Kristendommen bliver her ikke alene et spørgsmål om tro, men om alliancer og orientering i en verden, der er ved at hænge tættere sammen. Et Europa i bevægelse. Et netværk af konger, kejsere og interesser, hvor også Fredericia-egnen indgår – ikke som tilskuer, men som deltager.

Og netop derfor bliver området strategisk. Ikke kun religiøst, men militært og politisk.

Gert fortæller om pælespærringer i vandet. Spidse pæle banket ned i mudderet for at ødelægge fjendtlige skibe, hvis de kom for tæt på. Fund, der kan dateres helt tilbage til 300-tallet. »Man har vidst, hvad man skulle passe på. Og man har forsvaret det her område.«

Han har selv skrevet indgående om området ved Gudsøs bund, hvor sejlbare ruter har gjort det muligt både at handle og angribe. Et sted, hvor man kunne komme til – og hvor man kunne blive stoppet. Et landskab, der i dag kan virke stille og ufarligt, men som dengang var ladet med strategi og magt.

Og så er der stednavnene. De stille spor, der ofte overlever længere end både bygninger og skriftlige kilder.

»Vi har steder, der stadig hedder noget, som direkte peger på kongemagt og militær organisation,« siger Gert. »Navne, der fortæller om kongens folk, kongens herfører, professionelle soldater.«

Her bliver sproget selv til arkæologi. Stednavnene som vidnesbyrd om forbindelser til kontinentet, til hære og slag, til mennesker, der har været i udenlandsk krigstjeneste og er vendt hjem med erfaringer, rigdom – og nye perspektiver. Fredericia-egnen som bagland. Som base. Som hjem.

»Vi tror ofte, det bare er et lille område. Et lille Fredericia, et lille Kolding. Men i virkeligheden er det en del af europæisk storpolitik.«

Det er ikke en sætning, der skal blæse stedet op eller gøre det større, end det er. Tværtimod. Det er et forsøg på at vise, hvad det faktisk har været: et punkt i et netværk. En brik i et puslespil, der rækker langt ud over det lokale og helt frem til Kalmarunionen og videre ind i den europæiske historie.

Samtalen ebber langsomt ud. Der tales om kaffe. Om tid. Om at fortsætte en anden dag. Men fortællingen slipper ikke helt sit greb.

For det, der bliver stående, er ikke én bestemt konge eller én enkelt begivenhed. Det er erkendelsen af, at historien her ikke er perifer. Den er forbundet. Indvævet. Global, længe før ordet fandtes.

Og måske er det netop derfor, den stadig har noget at sige. Fordi den minder os om, at steder, vi tror, vi kender – og måske har kørt forbi tusind gange – ofte har været langt mere centrale, end vi forestiller os.

Læs også

Leder: Når fortællingen får lov at stå alene

0

Der er forskel på at fortælle en historie og på at fælde en dom. Og der er forskel på at åbne for refleksion og på at lukke for genmæle. Den forskel er blevets udvisket i den dokumentar, der nu genåbner historien om Gudmundur Gudmundsson og hans tid som dansk landstræner.

Det er ikke i sig selv forkert, at tidligere landsholdsspillere fortæller om deres oplevelser. Det står enhver frit for at sætte ord på sin egen fortid. Men når man samler disse fortællinger i en dokumentar, der fremstår autoritativ, historisk og forklarende – uden at give den centrale hovedperson mulighed for at svare – bevæger man sig fra dokumentation til iscenesættelse.

Gudmundur Gudmundsson kalder det uforskammet. Det er svært at være uenig.

For her er ikke tale om en perifer figur. Gudmundsson var landstræner i en periode, der kulminerede med dansk herrehåndbolds største triumf: OL-guldet i Rio. Det var under hans ledelse. Med hans metoder. Med hans kompromisløshed. Og med hans faglige tilgang, som nu – mange år senere – bliver reduceret til et spørgsmål om trivsel og tone, uden at han selv får mulighed for at forklare, hvorfor han gjorde, som han gjorde.

Det er i sig selv et problem.

For dokumentaren fremstiller et billede, hvor én version får lov at stå alene. Spillernes oplevelse. Spillernes frustration. Spillernes efterrationalisering. Alt sammen legitimt – men ikke tilstrækkeligt, hvis man vil forstå helheden. For sport på eliteplan er ikke et pædagogisk projekt. Det er et præstationsrum. Og nogle gange kræver det ledelse, der ikke er konsensusbaseret, men målrettet.

Gudmundur Gudmundsson blev ikke ansat for at skabe harmoni. Han blev ansat for at vinde. Og det gjorde han.

Det interessante er, at selv Ulrik Wilbek – som ifølge dokumentaren selv forsøgte at fyre Gudmundsson midt under OL – i dag erkender, at Gudmundsson ikke var en fiasko. Tværtimod. Han var håndboldfagligt stærk. Problemet var ikke resultaterne, men kulturen. Og netop derfor er det så problematisk, at dokumentaren ikke lader Gudmundsson være en del af samtalen om den kulturforskel.

For uden hans stemme bliver fortællingen skæv.

Det er ikke dokumentarens opgave at skabe balance for balancens skyld. Men det er dens ansvar at give plads til genmæle, når den retter kritik mod en person, der stadig lever med konsekvenserne af fortællingen. Især når kritikken går på forhold, som den kritiserede direkte afviser som faktuelt forkerte.

Når Gudmundsson siger, at træningsmængderne ikke var et problem, at videomøderne ikke var overdrevne, og at han lyttede til spillerne – så er det ikke en detalje. Det er selve kernen i den kritik, dokumentaren rejser. At udelade hans deltagelse er ikke neutralitet. Det er et valg.

Og det valg gør dokumentaren fattigere.

For sandheden om eliteidræt ligger sjældent ét sted. Den ligger i spændingsfeltet mellem krav og trivsel, mellem struktur og frihed, mellem ledelse og medbestemmelse. Når man kun lader den ene side tale, ender man ikke med indsigt, men med dom.

Det er ikke for sent at rette op. Gudmundur Gudmundsson burde have været med. Ikke som forsvarstale, men som stemme. Ikke for at lukke diskussionen, men for at åbne den.

For det er først, når alle parter bliver hørt, at historien bliver mere end en fortælling. Og først dér, den bliver værd at kalde en dokumentar.