Godt år for Crossbridge Energy

0
Finn Schousboe, CrossBridge Energy. Foto: AVISEN

Året 2023 blev et tilfredsstillende år for Crossbridge Energy A/S trods udfordringer. Men producenten af mere end 35 % af det danske behov for flydende brændstof har fokus rettet fremad mod den grønne omstilling og forsyningssikkerhed.

Crossbridge Energy A/S kan notere et tilfredsstillende resultat for året 2023.
Det blev til et overskud på 273,8 mio. kr. Omsætningen lød på 22,6 mia. kr. for virksomheden, der driver raffinaderiet i Fredericia med tilhørende aktiviteter.

Året 2023 har været markant påvirket af genopbygning af det såkaldte TGU-anlæg, som desværre brændte d. 17. december 2022. Genopbygningen af dette anlæg strakte sig tre måneder ind i 2023, hvilket betød, at driften var påvirket i hele denne periode.

Crossbridge Energy Fredericia. Portrætter. Finn Schousboe.

– I de tre første måneder af 2023 kunne vi på grund af genopbygningen ikke opretholde normal drift og fuld produktion, så faktisk har vi formået at gøre det virkelig flot. Dertil skal lægges, at vi opererer på et internationalt marked, hvor konkurrencesituationen er meget hård, siger CEO Finn Schousboe.

Genopbygningen af det brændte anlæg fjernede dog ikke fokus fra at producere stabilt og sikkert samt energieffektivt. Crossbridge Energy har igen formået at reducere energiforbruget til produktionen endnu en tak, så Fredericia-raffinaderiet er blandt verdens absolut mest energieffektive raffinaderier.

”Det er vi utroligt stolte af. Det viser, at vores fokus på at bruge mindst muligt energi virkelig lykkes,” siger Finn Schousboe.

Faktisk bruger Crossbridge Energy raffinaderiet omkring en tredjedel mindre energi på at producere, end raffinaderibranchen gør generelt.
Fokus på energieffektivitet indgår også i planerne for investeringer, hvor der kigges på energibesparende løsninger, når f.eks. pumper eller kompressorer udskiftes.

– Vi skal gøre det bedre og bedre. Vi skal finde de bedste og mest energivenlige løsninger, hvor vi kan, siger Finn Schousboe.

Crossbridge Energy arbejder målrettet på at kunne producere grønnere og mere bæredygtigt i fremtiden.

– Vi er langt med planerne for, hvordan vi kan ændre på anlæg og bygge nye anlæg. Men vores planer hænger nødvendigvis sammen med rammebetingelserne for produktion af flydende brændstoffer med afgifter og krav, som skal matches op mod andre i den internationale konkurrence. Også udviklingen indenfor brint og kulstof er afgørende. Så brintinfrastrukturen, og hvordan vi får adgang til kulstof, er faktorer, som skal på plads, så vi kan tage investeringsbeslutninger omkring hvilke anlæg, vi skal bygge eller ombygge til, siger Finn Schousboe.

Brint er den ene grønne byggesten for flydende brændstof. Brintinfrastrukturen er stadig under planlægning, og Crossbridge Energy er indtil videre eneste danske virksomhed, der byder ind på at kunne udnytte den dansk-producerede, grønne brint. Den anden grønne byggesten kulstof er der endnu ikke sket nogen udvikling omkring. Kulstof til flydende brændstof får man i dag fra fossil råolie, men kulstof kan også komme fra andre kilder som eksempelvis CO2 eller biogent materiale.

Crossbridge Energy har i den sammenhæng engageret sig i flere projekter som udnyttelse af spildevandsslam eller halm, og raffinaderiet er allerede i 2020 blevet certificeret til at kunne co-processe andre feedstocks sammen med råolie. Men med en nuværende produktion på 10.000 tons i døgnet, så skal der bruges store mængder kulstof og brint.

– Kulstof og brint er nøglerne til mere bæredygtige løsninger. Vi arbejder intenst med planer for fremtiden, men brint-infrastruktur og adgang til kulstof skal på plads, så vi kan komme videre, siger Finn Schousboe.

Udviklingen i branchen har de seneste to år været meget positive, men i årene før da, var der anderledes negativ udvikling. Nu kigger branchen igen ind i en udvikling, hvor indtjeningsmulighederne bliver mindre.

– Margin-miljøet ser ud til at blive vanskeligere, og konkurrence-situationen er meget hård på det marked, vi opererer på. Vi har investeret kraftigt i vores produktionsanlæg, så vi står stærkt rustet til at kunne sikre forsyning på det danske marked og samtidig tage del i den grønne omstilling, siger Finn Schousboe.

Fakta om Crossbridge Energy A/S

  • Producerer mere end 35 % af det danske forbrug af flydende brændstoffer
  • Producerer 10.000 tons i døgnet
  • Arbejder målrettet mod at tage del i den grønne omstilling
  • Er eneste producent af flybrændstof i Danmark
  • Blandt verdens absolut mest energieffektive raffinaderier
  • Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme. Leverer mere end 23.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme via overskudsvarme, som ellers ville gå til spilde op i luften
  • Investerede 338 mio. kr. i anlæg og vedligehold i 2023
  • Raffinaderiet er indviet i 1966. Udover raffinaderiet drives også en havneterminal i Fredericia, hvor der hver måned ligger 20-30 skibe til kaj for at laste eller losse flydende brændstof, olieprodukter mv.
  • Beskæftiger 271 fuldtidsansatte (254 i 2022)

Live: Tvinger FHK Aalborg ud i en 3. kamp?

0

Klokken 20:00 spilles der DM-finale i thansen Arena. Den anden kamp i finaleserien mellem FHK og Aalborg skal spilles, og spørgsmålet er nu, om fredericianerne kan fremtvinge en tredje kamp.

Håndbold er talk of town

0

I aften går det løs. Der er DM-finale i Fredericia, og der er håndboldfeber i postnummeret 7000.

Undertegnede har siden 00’erne fulgt med i fredericiansk håndbold, og aldrig nogensinde har der været så meget på folks læber i nyere tid. Folk, der ikke jævnligt har set håndbold gennem en del år, vender tilbage og vil se, hvad der sker. Tager man byens puls på cafeerne, er håndbold “talk of town”. Kommer du i hallen, lyder spørgsmålet ofte, når der føres en samtale.

Og ja, folk kommer i hallen, og det i stor stil. FHK har for længst meldt udsolgt med 2.400 solgte billetter til opgøret, og minimum det dobbelte kunne være solgt, men der er også noget unikt over den arena, som vi har i Fredericia. Den giver en intens atmosfære med tilskuerne meget tæt på banen i en kompakt kulisse, og det skaber et andet lydtryk end, hvis der nu var højere til loftet, og tilskuerne sad en anelse længere væk. Det skal man også huske, når snakken går på en ny arena for at opfylde kravene til Champions League.

http://adp-as.dk

Når man taler om håndbold i Fredericia nu til dags, er det også et kæmpe cadeau til FHK’s ledelse. De har sørget for, at spillerne tager byen til sig. Spillerne har fået Fredericia ind i blodet, og hovedparten af holdet bor i Fredericia, og flere af de spillere, der kommer til næste sæson, bosætter sig også i byen, hvor de skal spille håndbold. Eksempelvis er der allerede fundet et sted at bo til svenskerne William Moberg og Kasper Palmer.

Aktuelt er det et fåtal af spillerne, som ikke bor i Fredericia, og det gør, at man møder dem i de lokale supermarkeder, på caféer og i bybilledet generelt, hvor spillerne hellere end gerne tager en snak med borgerne i den håndboldgale by. Det betyder nemlig noget for folket, at man kan møde spillerne inde i byen, og at hovedparten ikke bare kører hjem til Aarhus og andre omkringliggende byer, når træningen er slut. Det gør også, at FHK er et stort samtaleemne i byen.

Uanset hvad der sker i aftenens DM-finale mellem FHK og Aalborg, vil byen være stolt over den præstation, der er leveret. Ingen havde før sæsonen spået, at FHK ville komme i finalen. Man håbede at kunne gentage sidste sæsons semifinaleplads, men at tro på en finale ville være utopi. Derfor er det også uden forventningspres, at FHK går på banen i aften, men kender man FHK’erne ret, går de ind med en tro på, at de kan vinde.

I thansen Arena kan alt ske. Byen og de ellevilde tilskuere løfter holdet frem, ligesom det var tilfældet i 70’erne, hvor horn fra værftet var fragtet ud til hallen, og tilskuerne stod i mange, mange lag, og der var proppet over 3.000 tilskuere ind i hallen, der i dag har en godkendt kapacitet på 2.400 tilskuere. Den afgørende semifinale mod Ribe-Esbjerg var magisk. Taget løftede sig i thansen Arena, hvor nærmest samtlige tilskuere, der holdt med Fredericia, sang med på HK Ultras’ slagsange.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Der var et fællesskab og en stolthed, der kom til udtryk over for det rødklædte hold på banen, og det var ikke kun, da Ribe-Esbjerg var døde, borte og begravet et kvarters tid inde i anden halvleg, at der blev hujet og hejet til den helt store guldmedalje. Nej, det var allerede i første halvleg, da kampen var helt tæt og kunne tippe til begge sider.

Opbakningen fra de inkarnerede tilskuere var uden tvivl med til at løfte FHK, som er “talk of town” i Fredericia for tiden, og også vil være det i den kommende tid, uanset udfaldet af dagens finalekamp mod Aalborg, der enten kan ende med overrækkelse af sølvmedaljer til FHK eller ende med, at fredericianerne tvinger Aalborg ud i en tredje finale.

https://xn--fkr-1na.dk/

Fredericia Kommune ansætter gammel kending i direktørstilling

0

Fredericia Kommune har valgt at ansætte Karen Heebøll som ny direktør for Familie, Børn og Læring. Heebøll har en fortid i Fredericia Kommune, hvor hun var direktør for Pleje, Sundhed og Arbejdsmarked i 3½ år frem til 2014.

Karen Heebøll har senest været ansat som administrerende direktør for Sundhedsforvaltningen i Odense Kommune. Siden sin tid i Fredericia har hun også været Universitetsdirektør ved Syddansk Universitet og På Tværs-direktør i Ikast-Brande Kommune.

– Jeg glæder mig til samarbejdet med Karen Heebøll, som kommer med en solid, kompetent og ledelsesmæssig stærk erfaring på det strategisk niveau i forhold til den borgernære velfærd. Med ansættelsen af Karen har vi nu en fuldtallig direktion, siger kommunaldirektør Thomas Jaap.

Borgmester Christian Bro glæder sig også til det fremtidige arbejde med Karen Heebøll.

– Det glæder mig, at det er lykkes os at få en gammel kending tilbage til Fredericia Kommune, Det, at hun allerede kender til Fredericia Kommune, er en styrke – både i forhold til hendes opstart, men også i forhold til det, der gør Fredericia særlig, som vores unikke historie, natur og placering ved Lillebælt, siger borgmester Christian Bro.

Som direktør for Familie, Børn og Læring skal Karen Heebøll være med til at gøre Fredericia Kommune til børnefamiliernes førstevalg og styrke det tværfaglige arbejde på børne-, skole- og familieområdet. Sammen med resten af direktionen skal hun sikre den strategiske udvikling af kommunen.

– Jeg glæder mig til at komme tilbage til Fredericia Kommune, som jeg kender som et sted, hvor der er visioner, vilje og muligheder for at indfri kommunens potentialer. Og så glæder jeg mig især til at arbejde med børne- og ungeområdet med den store betydning det har for mange. Her skal vi sammen omsætte den nye børne- og ungepolitik til handlinger og medvirke til, at Fredericia er børnefamiliernes førstevalg. Det skal alt sammen ske i et stærkt fællesskab mellem byråd, medarbejdere og borgere, siger Karen Heebøll, kommende direktør i Fredericia Kommune.

Karen Heebøll starter i sit nye job som direktør den 1. august 2024. Karen bor i Strib, har tre voksne børn og er gift med Steen Vinderslev, kommunaldirektør i Middelfart.

– Det anser jeg ikke for et problem, da det ikke er anderledes end, sidst Karen var ansat. Jeg er sikker på, at Karen er i stand til at adskille sit professionelle og private liv, siger Christian Bro.

Karen Heebøll stoppede i Odense Kommune i 2023 efter gensidig aftale, og modtog i den forbindelse 1,8 mio. kr.

Læs også

Hvem skal være borgmester ved borgerligt flertal?

0

Der er halvandet år til kommunalvalget, og der spekuleres i forskellige scenarier i Fredericia, hvor de blå håber at tippe magtbalancen. Hvis der kan tælles til 11 borgerlige mandater, hvem skal så være borgmester? Det har Fredericia AVISEN spurgt de borgerlige partier om.

Liberal Alliance, der ikke sidder i byrådet for nuværende, har tonet rent flag. De vil pege på en blå borgmester, hvis der kan tælles til 11 mandater på den borgerlige fløj. Med det tidligere byrådsmedlem, Christian Jørgensen, i spidsen håber det fremadstormende parti at stryge ind i byrådet og sætte deres aftryk med borgerlig politik, og de tager også gerne borgmesterkæden selv.

– Jeg ser gerne, at de borgerlige stemmer arbejder. Jeg kunne også finde på at kaste mig selv i puljen, når du spørger, men det hele handler ikke om borgmesterstolen. Jeg vil derimod gerne stå på mål for, hvad man siger før og efter. Der skulle gerne være en form for linje, symmetri og troværdighed i det. Liberal Alliance har derfor også et klart budskab til vælgerne; hvis der er 11 borgerlige valgte politikere efter valget, så skal vi gå efter at få borgmesterposten. I Liberal Alliance peger vi så også på en blå borgmester, det er tindrende klart, og kan vi få de andre borgerlige partier til at sige det samme, så er der et troværdigt budskab. En erklæring til vælgerne i Fredericia om, at der er et alternativ. Sker der så det, at der kommer en stemmeforskydning, hvor SF og Enhedslisten bliver styrket så meget, at det opvejer en socialdemokratisk tilbagegang, så er det klart, at vores mandater vil komme i spil de steder, hvor vi kan sætte nogle aftryk. Vi vil hellere med i et samarbejde i en eller anden bredde. Det behøver ikke være 21 medlemmer, siger Jørgensen.

Allerede nu er der indgået et borgerligt valgforbund. Med i det er Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. DF er også klar i mælet, når spørgsmålet går på, hvem der skal peges på, hvis der er borgerligt flertal.

– Det står i vores valgforbund, at vi kigger inden for vores valgforbunds rammer først. Det giver god mening at kigge på, om vi kan pege på en. Når man er i valgforbund, er det fordi man har mest til fælles, selvom det ikke er alt, man er enige om, siger DF’s gruppeformand, Susanne Eilersen.

Når spørgsmålet går på, om Susanne Eilersen vil pege på det borgerlige parti, der fik flest stemmer, til at varetage borgmesterposten i tilfælde af flertal, er hendes svar også klart:

– Det må være udgangspunktet for dialogen. Jeg ved, at man skal have 11 til at bakke op om én. Jeg vil pege på den, hvor vi får mest politik igennem. Det er ikke kun mennesker og partiets størrelse, der afgør det altid, siger Eilersen.

De Konservatives gruppeformand, Tommy Rachlitz Nielsen, ønsker ikke at spekulere i nogen af spørgsmålene vedrørende valget.

– Jeg har ikke nogen kommentarer til det for nuværende, da vi har travlt med vores nuværende byrådsarbejde, og der er halvandet år til valget, hvor meget stadig kan ske, siger Rachlitz.

De borgerlige partier har traditionelt gået i valgforbund med hinanden, men endnu har Venstre ikke meldt ud, hvem de indgår i valgforbund med, og partiet ønsker heller ikke at pege på den ene eller anden i tilfælde af forskellige scenarier.

– Venstre stiller med et stærkt kandidathold og med mig som borgmesterkandidat, det er der sådan set ikke noget nyt i. Hvordan mandaterne fordeler sig, må vi tage bestik af til den tid, da det er svært at spå halvandet år ud i fremtiden. Og hvem der ender med at blive Fredericias næste borgmester efter et valg, afgør vælgerne og de efterfølgende forhandlinger. Vi forbereder os grundigt frem mod et valg, og for nuværende er der ikke taget en endelig beslutning om valgforbund, men det kommer vi naturligvis til at gøre, når tid er, siger Peder Tind, der er valgt som partiets borgmesterkandidat.

Ligesom Konservative fokuserer Venstre også på det daglige byrådsarbejde for nuværende, fremfor at kommentere på mulige scenarier.

– I Venstre er vi optaget af de mange opgaver, der fortsat ligger for os i denne indeværende periode, og der er rigtig meget, vi fortsat skal gøre, inden vi møder vælgerne til november næste år. For os er det vigtigt, at Fredericias udvikling kommer i første række, og det er det, vi er meget optaget af. Resultatet af valget til næste år kender ingen, men i Venstre er vi naturligvis klar til at tage det ansvar, vælgerne giver os mandat til, forklarer Peder Tind.

Et ubesvaret spørgsmål i forhold til de borgerlige partier er Karsten Byrgesen, der meldte sig ud af Nye Borgerlige tidligere på året, og siden har partiet opløst sig selv lokalt. Nu nuværende har Byrgesen ikke meldt noget ud, og det kan kaste endnu en bold i luften med, hvor de borgerlige partier står henne i forhold til kommunalvalget i 2025.

Finn Sølvdahl er ny formand for HK Sydjylland

0

I et kampvalg mellem fem kandidater blev Finn Sølvdahl her til aften valgt som HK Sydjyllands nye afdelingsformand.

Hele fem kandidater havde meldt sig klar, da HK Sydjylland onsdag aften skulle vælge ny formand på en ekstraordinær generalforsamling.

150 medlemmer var dukket op for at stemme på deres foretrukne kandidat, og med over halvdelen af de afgivne stemmer var det Finn Sølvdahl, der overbevisende løb med posten.

– Det har været en stor fornøjelse at se medlemsdemokratiet udfolde sig på denne måde, og jeg er stolt over at valget faldt på mig. Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til tilliden, siger Finn Sølvdahl.

Finn Sølvdahl er fra Vejle og kommer fra en stilling som faglig konsulent i HK Handel Sydjylland. Han ser det som sin mærkesag at skabe en slankere politisk struktur i HK.

Finn Sølvdahl afløser Ole Kjær, som har været afdelingsformand for HK Sydjylland i 12 år. Han forlader posten på grund af alder.

Ole Kjær modtog stor tak og stående applaus på generalforsamlingen.

Landstræner tilfreds med lodtrækning

0

Italien, Algeriet og Tunesien er Danmarks tre gruppemodstandere, når VM-forsvaret indledes på hjemmebane til januar.

Ved en stort anlagt lodtrækningsceremoni i den kroatiske hovedstad Zagreb fik Håndboldherrerne onsdag aften sat navne på de tre modstandere, der venter i det indledende gruppespil ved VM 2025, der spilles i Danmark, Norge og Kroatien.

Danmark i gruppe B åbner VM-forsvaret på hjemmebanen i Jyske Bank Boxen i Herning mod Italien, Algeriet og Tunesien. De tre bedste hold fra gruppen avancerer til mellemrunden, der også spilles i Herning.

– Jeg er fint tilfreds med lodtrækningen. Jeg synes, at det er tre spændende hold, vi skal møde i den indledende gruppe. Italien og Algeriet har vi ikke så stort kendskab til, men Tunesien mødte vi til VM 2023, så de er ikke helt fremmede for os, siger landstræner Nikolaj Jacobsen med henvisning til Danmarks 13-målssejr ved det møde.

Italiensk overraskelse og stærke afrikanere

Italien er med ved VM i herrehåndbold for bare anden gang i landets historie efter debuten i 1997. Støvlelandet overraskede i kvalifikationen ved at besejre Montenegro over to opgør.

Algeriet og Tunesien er historisk set blandt de bedste afrikanske nationer og vandt senest henholdsvis sølv og bronze ved de afrikanske mesterskaber i januar.

I mellemrunden krydser Danmarks gruppe med gruppe A, der består af Tyskland, Tjekkiet, Polen og Schweiz, der ligeledes starter i Jyske Bank Boxen.

– Det er fire dygtige hold, men i den fase af mesterskabet ved man jo godt, man kommer til at møde gode hold. Så den del af lodtrækningen er jeg også fint tilfreds med, siger Nikolaj Jacobsen.

“De andre skal spille godt for at slå os”

Fra hver af de fire mellemrunder går de to bedste hold videre til kvartfinalerne, der for Danmarks vedkommende vil føre til den norske hovedstad Oslo.

Kommer Nikolaj Jacobsens mandskab så langt, vil modstanderne i kvartfinalen komme fra en af de to indledende grupper E og F, hvor Sverige, Spanien og Norge må regnes som de mest oplagte bud på potentielle modstandere.

Lodtrækningen onsdag har bestemt ikke ændret på, at landstræneren ser frem mod VM med masser af optimisme.

– Det gør jeg altid. Vi er på hjemmebane i gruppespillet og mellemrunden, og der bliver fantastisk opbakning til os. Så de andre skal spille virkelig godt for at slå os i Boxen, siger Nikolaj Jacobsen.

Udfaldet af lodtrækningen:

Gruppe A i Herning – Tyskland, Tjekkiet, Polen, Schweiz

Gruppe B i Herning – Danmark, Italien, Algeriet, Tunesien

Gruppe C i Poreč – Frankrig, Østrig, Qatar, Kuwait

Gruppe D i Varaždin – Ungarn, Holland, Nordmakedonien, Guinea

Gruppe E i Bærum, Oslo – Norge, Portugal, Brasilien, USA

Gruppe F i Bærum, Oslo – Sverige, Spanien, Japan, Chile

Gruppe G i Zagreb – Slovenien, Island, Cuba, Kap Verde

Gruppe H i Zagreb – Egypten, Kroatien, Argentina, Bahrain

Billetsalget til VM i håndbold er i fuld gang. Køb dine pladser her https://www.ticketmaster.dk/artist/29th-mens-ihf-world-championship-billetter/1256613?brand=dhf_dk&camefrom=HPN&language=da-dk

Rapport viser vejen til største dyrevelfærdsmæssige forbedring i 100 år

0

Det vil være den største dyrevelfærdsmæssige forbedring for vilde dyr i Danmark i 100 år, hvis man følger Københavns Universitets rapport og udpeger 239 områder til beskyttet natur. Så klar lyder vurderingen fra Dyrenes Beskyttelse.

Onsdag landede en stor gave til naturen, der blot venter på at blive pakket op. Københavns Universitet har nemlig udgivet en rapport, der indeholder en række meget konkrete tiltag for, hvordan man optimalt udpeger store sammenhængende naturområder. Inden for de foreslåede områder vil det være muligt at udpege ti procent strengt beskyttet natur, som EU har opfordret deres medlemslande til.

– Det vil være den største dyrevelfærdsmæssige forbedring for vilde dyr i 100 år, hvis det lykkes at indføre tiltagene og derigennem sikre ti procent strengt beskyttet natur. Det vil rette op på flere generationers nedprioritering af naturen, som har været stærkt medvirkende til, at vi har en massiv pladsmangel for dyr og en biodiversitetskrise, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Rapporten peger på mindst 239 mulige områder, svarende til 20 procent af Danmarks areal. Det er altså ikke engang nødvendigt at medtage alle områderne, hvis ambitionen i første omgang er at nå ti procent.

Vælger man at tage samtlige 239 områder i brug, vil det koste mellem to og fire milliarder kroner om året at etablere og forvalte det. Til gengæld vil vi altså give vilde dyr noget af deres hjem retur og være med til at beskytte 95 procent af vores truede arter.

– Det her vil være et meget markant tiltag for at hjælpe naturen i Danmark, både planter og alle vores pressede dyrearter. Det gælder alt fra insekter til fugle og pattedyr. Mange af de dyr, der har det svært, mangler plads og områder, hvor naturen har førsteprioritet. Kigger vi for eksempel på storken, som er kritisk truet, så har den brug for moser og enge, hvor den kan lede efter føde som for eksempel frøer. Det er netop sådan nogle naturområder, vi vil få med anbefalingerne, siger Nicolaj Lindeborgh, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse, og tilføjer:

– Et andet eksempel kunne være skovmåren, der ligeledes er presset. Den er presset på plads og findes stort set ikke på Fyn længere. Den har brug for mere urørt skov og hule træer, som den kan yngle i. Det vil den få med tiltagene.

Det politiske udspil ligger klar

Biodiversitetsrådets rapport fra 2023 klarlagde, at intet af den danske natur kan kategoriseres som strengt beskyttet.

Det vil seks oppositionspartier i form af Liberal Alliance, Enhedslisten, Konservative, SF, Radikale Venstre og Alternativet gøre op med. I sidste uge afkrævede de regeringen at udpege områder, hvor der kan etableres ti procent strengt beskyttet natur.

Det blev i første omgang skudt til hjørne af statsminister Mette Frederiksen, der til Altinget efterlyste en konkret plan fra partierne, men den ligger altså klar nu i form af Københavns Universitets rapport.

– Statsministeren efterlyste i sidste uge en plan for, hvordan de ti procent strengt beskyttet natur skulle blive en realitet. Nu har regeringen fået foræret en plan, og jeg vil appellere til, at den tages med ind i arbejdet i den grønne trepart, så vi kan få sat skub på tiltagene for den vilde natur, der har så hårdt brug for vores hjælp, siger Britta Riis.

Rød terror under Den Kolde Krig

0

Den 5. juli udkommer journalist, forfatter og fredericianer Christian Ingemann Nielsens næste bog Rød terror under Den Kolde Krig, der handler om de terrororganisationer, som skabte frygt og rædsel fra slutningen af 1960’erne.

I Rød terror under Den Kolde Krig portrætteres nogle af de mest navnkundige terrororganisationer i den vestlige verden, bl.a. Rote Armee Fraktion i det daværende Vesttyskland, De Røde Brigader i Italien, GRAPO i Spanien samt Japans Røde Hær, lige som Danmarks egen terrorforbindelse, Blekingegadebanden, har et kapitel.

Christian Ingemann Nielsen blev på en skoletur til 1980’ernes Øst- og Vestberlin stærkt optaget af Den Kolde Krig og de mennesker, som på begge sider af jerntæppet var med til at præge den hverdag, som efterkrigstidens generationer voksede op i.

For nogle år siden skrev han derfor Den Kolde Krigs dobbeltagenter om de udspekulerede, farlige eller efter egen overbevisning velmenende spioner og agenter, der tjente begge sider af jerntæppet. Denne bog har længe været udsolgt.

I sin nye bog forlader Christian Ingemann Nielsen de statslige efterretningstjenester og deres agenter for i stedet at kaste sig over græsrødderne i form af venstrefløjens skjulte netværk, som for nogles vedkommende resulterede i terrorhandlinger som kidnapninger, likvideringer, bombesprængninger og bankrøverier. Alt sammen for at fremme sagen, der var inspireret af Østblokkens kommunistiske regimer.

– Selv om Den Kolde Krig sluttede for længe siden, kan der helt åbenlyst trækkes spor fra datidens terror til flere af nutidens væbnede konflikter. Det har ikke hidtil været muligt at give et fyldestgørende overblik over den vestlige verdens kommunistiske terrororganisationer, bl.a. fordi oplysninger fra de åbnede, østeuropæiske efterretningsarkiver først i de seneste år har gjort os klogere på Østblokkens hjælp til terroristerne. Det har været sindssygt spændende at arbejde med dette bogprojekt, og nu glæder jeg mig til at se udgivelsen på tryk, siger Christian Ingemann Nielsen.

Rød terror under Den Kolde Krig er en dokumentarisk bog, der går bag om terroristernes motiver uden at undskylde deres handlinger.

Christian Ingemann Nielsen (f. 1971) er opvokset i Odense og bor i Fredericia. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og er mangeårig journalist, redaktør og kommunikationschef. Han har også studeret historie, ligesom han en kort overgang var særlig rådgiver i Forsvarsministeriet. Derudover er han gift, far til to voksne sønner og inkarneret OB- og landsholds-fodboldfan.

Rød terror, 164 sider, ill., 249 kr. Bogen kan allerede nu forudbestilles via www.ubirex.dk.

Rigsrevisionen kritiserer Energinet

0

Energinet har gennemført en række forbedringer af IT-sikkerheden det seneste år, men er fortsat i gang med at gennemføre de sidste tre punkter i en omfattende handleplan. Implementeringen har vist sig mere kompliceret end først antaget. Derfor afsluttes de sidste punkter først i år. I en ny rapport følger Rigsrevisionens op på sin tidligere undersøgelse.

Rigsrevisionen kritiserer, at Energinet ikke er nået helt i mål med at implementere en række anbefalinger vedrørende Energinets IT-sikkerhed fra en ekspertgruppe fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Anbefalingerne skulle efter planen have været færdigimplementeret i 2023. Ekspertgruppen blev nedsat efter kritik af Energinets IT-outsourcing i 2022.

Syv af de udpegede ti anbefalinger blev efter planen gennemført i 2023. Arbejdet med at gennemføre de sidste tre anbefalinger er i gang, men har vist sig mere kompliceret end først antaget. Derfor afsluttes de først i år. Det finder Rigsrevisionen kritisabelt.

Energinet tager kritikken til efterretning og fortsætter arbejdet med at styrke IT-sikkerheden – både på de udpegede områder og generelt i alle dele af virksomheden.

Ærgerligt, men vi kæmper videre
– Vi er naturligvis ærgerlige over, at vi ikke kunne færdigimplementere de sidste tre af de i alt ti anbefalinger inden for den forventede tidsplan ved udgangen af 2023. Men det har vist sig, at det tager mere tid, hvis vi skal gøre det på en sikker og forsvarlig måde, som ikke kompromitterer vores forsyningskritiske drift. Vi har løbende haft en god og konstruktiv dialog med den ekspertgruppe, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, har nedsat, om de udfordringer der er, og om de løsninger, vi arbejder med. Og vi arbejder hårdt for at komme helt i mål, siger Signe Horn Rosted, direktør for Tech og Innovation i Energinet.

Hun forklarer, at løsningerne er komplekse, og at flere af dem skal implementeres i systemer, der skal køre og fungere døgnet rundt, året rundt uden afbrydelser, og i systemer som er driftskritiske. Derfor har det krævet meget grundige analyser for at finde de rigtige løsninger, ligesom de skal implementeres med stor forsigtighed og samtidig med mange andre forandringer i Energinets systemlandskab det seneste år.

Sideløbende med implementeringen af de sidste anbefalinger fra ekspertgruppen, er der lavet en række tiltag, der minimerer risici for IT-sikkerheden, indtil de sidste tre løsninger er helt på plads.

Står et bedre sted
– Samtidig med at vi forbedrer IT-sikkerheden på de områder, Rigsrevisionen og ekspertgruppen har anbefalet, så har vi de senere år investeret markant i generel forbedring af IT-sikkerheden, så vi står bedst muligt rustet, i takt med at cybertruslerne hele tiden vokser og dukker op på nye måder. Vi er et langt bedre sted end for blot få år siden, men omvendt så stiger truslerne også hele tiden, så det er et evigt kapløb, siger Signe Horn Rosted.

Fremtidens grønne styresystem
Ud over det løbende arbejde med at opdatere og forstærke IT-sikkerheden, så udvikler Energinet den nye digitale infrastruktur, som i fremtiden skal understøtte styringen af det danske elsystem og dermed sikre danskernes forsyning.

Et helt grønt elsystem er på flere områder markant anderledes end et traditionelt elsystem. Fordi elproduktionen i fremtiden hovedsageligt vil komme fra vind og sol og dermed svinge efter vind, vejr, skyer på himlen mm., skabes der ny kompleksitet og ubalancer i elsystemet. Derfor er der behov for markant øget digital understøttelse, herunder nye avancerede AI-løsninger og data om produktion og forbrug, der konstant fødes ind i kontrolsystemerne. Det skal sikre balance og sikker forsyning også i et grøn elsystem. Det dilemma møder Danmark som et af de første lande i verden, fordi vores andel af grøn, svingende elproduktion er blandt de højeste i verden.

Samtidig med at styringen af elsystemet bliver mere digitalt, skal det skærmes mod eksterne trusler fx hackerangreb. Også derfor er Energinet i disse år ved at etablere helt nye platforme og sikkerhedsmodeller for den forsyningskritiske drift, som skal erstatte det nuværende systemlandskab og sikre stor robusthed i både systemer og drift i fremtidens grønne elsystem.