EVENT. Mandag den 29. september inviterer Kolding Kommune til indvielse af den nye gangbro i Christiansfeld. Dråbebroen, som den er blevet døbt, forbinder byen med området vest for omfartsvejen og erstatter Den Blå Bro, der var nedslidt og trængte til udskiftning.
Navnet Dråbebroen kommer af de dråbeformede udskæringer i broens ege-beklædning. Broen er tegnet af billedkunstner Sophia Kalkau, der har hentet inspiration i Christiansfelds historie og arkitektur.
Borgmester Knud Erik Langhoff fremhæver, at der lå en række faste krav til projektet. »Vi stod med en bunden opgave i forhold til at opfylde statslige krav til broens højde for at undgå påkørsler af lastbiler. Det har uundgåeligt gjort broen mere stejl end sin forgænger. Samtidig var vi også enige med Brødremenigheden om, at den nye bro skulle være et vartegn for Christiansfeld, der harmonerer med byens UNESCO-kulturarv,« siger han og tilføjer: »Jeg synes i den grad, at det er lykkedes for kunstneren at skabe en bro, der visuelt er i en klasse for sig.«
Kritik og mulige løsninger
Siden broen blev taget i brug i juli, har der både været ros for det kunstneriske udtryk og kritik af tilgængeligheden. Flere har påpeget, at broen er stejl, og at bommene kan være besværlige for nogle brugere.
Formand for Plan og Teknik, Jakob Ville, understreger, at kommunen tager kritikken alvorligt. »Vi lytter til kritikken og jeg ved, at der bliver kigget på forskellige alternative løsninger, der kan forbedre brugervenligheden. Dem når vi ikke i mål med til indvielsen, men jeg håber, at der er mange, der har lyst til at komme og se broen ved selvsyn. Personligt synes jeg, at det er en arkitektonisk smuk bro, hvor både materialevalg og design tydeligt trækker på byens unikke historie,« siger han.
Alle er velkomne
Indvielsen af Dråbebroen finder sted mandag den 29. september klokken 13.30-14.30. Her vil borgmester Knud Erik Langhoff, udvalgsformand Jakob Ville og kunstner Sophia Kalkau holde taler. Efterfølgende er der kaffe og kage.
Mødested: Ved Tværvej i Christiansfeld.
Om Dråbebroen
Broen er designet af billedkunstner Sophia Kalkau og skabt i samarbejde mellem Schønherr Landskabsarkitekter, Rambøll, Brødremenigheden og Kolding Kommune. Entreprenør på projektet er Jorton A/S.
Broen er fremstillet i stål hos SM Industries A/S i Rødekro, mens træbeklædningen i eg er udført af Bystrup Maskinsnedkeri ApS. Projektet har kostet 23 millioner kroner.
POLITIK. Kommuner og organisationer kan nu søge støtte fra en ny pulje på i alt 43,5 millioner kroner, der skal bidrage til at genskabe naturen under havets overflade.
Puljen er oprettet af Havnaturfonden i samarbejde med Den Danske Naturfond og giver mulighed for at søge op til 12 millioner kroner til konkrete projekter, der kan forbedre biodiversiteten i de indre danske farvande. Projekterne kan eksempelvis handle om at genskabe stenrev, muslingebanker eller etablere ålegræs.
Aftalekredsen bag Havnaturfonden bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Konservative, Enhedslisten og Radikale Venstre har afsat 29 millioner kroner. Den Danske Naturfond har suppleret med yderligere 14,5 millioner kroner, så der samlet er 43,5 millioner kroner til rådighed i 2025.
Miljøminister Magnus Heunicke peger på, at det er nødvendigt at handle nu. »I årtier har vi ødelagt vigtige levesteder under havets overflade. Stenrev, ålegræs, muslingebanker og tangskove er forsvundet, og det har direkte konsekvenser for de kystnære fiskebestande og havpattedyr, der har mistet både fødesøgnings- og skjulesteder. Det er afgørende, at vi får vendt udviklingen og giver tilbage til havet. Puljen på 43,5 mio. kroner er et vigtigt skridt for genopretningen af biodiversiteten i vores indre farvande,« siger han.
Hos Den Danske Naturfond er man glade for at kunne bidrage til indsatsen. »Naturfonden er med til at løse biodiversitetskrisen og sikre bedre klima og renere vand, både til lands og til vands. Derfor er jeg glad for, at Naturfonden er med til at give havets dyr og planter en hjælpende hånd. Det er vigtigt, vi sammen gør, hvad vi kan, for at forbedre den natur, vi alle gerne vil nyde nu og i fremtiden,« siger Bengt Holst, formand for Naturfonden.
I 2025 vil puljen have særligt fokus på projekter i Sejerø Bugt, Samsø Bælt, Sydfynske Øhav og Storebælt. Det er områder, hvor der tidligere har været massivt stenfiskeri, og hvor behovet for genopretning er størst.
Puljen er åben for ansøgninger fra den 22. september til den 26. oktober 2025. Kommuner, sammenslutninger af kommuner og private organisationer kan søge. Privatpersoner og virksomheder kan derimod ikke søge denne pulje.
Ansøgninger vurderes ud fra kriterier som genopretningspotentiale, projekternes modenhed, planlægning, lokal inddragelse og medfinansiering. Målet er at støtte de projekter, der hurtigt kan igangsættes og skabe størst mulig effekt for havnaturen.
KULTUR. Det begynder ikke i kulissen med en projektør, der tænder. Det begynder i Sverige med en dreng, der flytter igen og igen. Husqvarna. Jönköping. Tilbage til Husqvarna. Nye klasseværelser med nye blikke. Et klaver, der står som en stille ven i hjørnet. En familie, der bærer kultur som andre bærer værktøj. Og en fornemmelse af at høre til et sted, som endnu ikke har et navn.
Faderen er læge og ender med et speciale i kræftsygdomme. Han er fra Vejle og har arbejdet sig op helt nedefra. Selvskabt og stædig på den måde man bliver, når muligheder ikke serveres, men må findes. »Min far kommer fra fattige kår. Han er selfmade og det er hans søskende også. Han er et eksempel på, at man kan forme sit eget liv« siger Thomas Bay. Ordene ligger roligt. De fortæller ikke alt, men nok til at forstå kompasset.
Moderen er fra Randers. Grafiker. Datter af en morfar der tegnede togsæt. Hun har det stensikre øje og den rolige hånd. Som ung elev vandt hun en konkurrence med en plakat om de to Lillebæltsbroer. En elev der tegnede sig ind i en historie som andre siden kom til at køre forbi hver dag. »Jeg kommer fra en broget flok« siger han og der er et lille smil i stemmen.
Storebroren er seks år ældre. Han er forsker indenfor biokemi på Göteborgs Universitet og skriver i øvrigt selv musik i sin fritid med sin kone. »Han er den kloge. Jeg er kunstneren« siger Thomas uden mindste spor af mindreværd. Familiebordet har plads til begge veje i livet. Det var varmt derhjemme men skolen var noget andet. »Jeg blev moppet. Jeg blev skubbet ind i en busk. Jeg var tilflytteren. En følsom sjæl, der ikke kunne sige fra. Og jeg sagde det ikke til mine forældre« fortæller han. Det er råt sagt, men uden bitterhed. For der var et klaver.
Klaveret blev et fristed. Et rum, hvor hænder kunne svare igen, når munden ikke kunne. Han gik til undervisning og vandt en klaverkonkurrence. Spillede med broren. Øvede på gehør. Lod musikken bære alt det, der var svært at forklare. »Når jeg ikke kunne svare igen i skolegården, så kunne jeg udtrykke mig ved tangenterne« siger han. Den slags sætninger ligner en nøgle, man kan bære videre i livet.
Ferierne var fyldt med museer, kirker og sange. Smalle franske film i biografen. Korfællesskaber og mandskor i Folkeparken den 1. maj. Medborgerskoler, hvor børn kunne få et instrument i hænderne og mærke at kultur ikke kun er noget, man kigger på, men noget man gør. Moderen tegnede i hånden. Senere kom de første computere og programmerne, der skulle forandre en hel branche. Moderen lærte børnene, hvad en streg kan betyde. Faderen lærte, hvad en indsats kan ændre. Tilsammen er det en ramme, man kan vokse i.
I ottende klasse flytter familien til Odense. Faderen får arbejde på OUH. Det bliver en ny begyndelse for drengen fra Sverige. Han forstår dansk, men taler det ikke flydende og trætheden ligger tungt om eftermiddagen, hvor alt stadig lyder fremmed. »Svensk sarkasme er noget andet. I Danmark tager man pis på hinanden. Jeg skulle lære spillereglerne« siger han. Det bliver Henriette Hørlücks Skole og siden Nordfyns Gymnasium. Han kalder det et bondegymnasium uden fristelser, men med tid. Tid til at læse. Tid til at spille basket og badminton. Tid til musik.
Musikken får ham ind i skolens musical. Han synger. Nogen siger, at det lyder godt. Det er måske det vigtigste nogen kan sige til et ungt menneske, der har været for meget alene. »Jeg havde følt mig forkert hele mit liv. Pludselig stod jeg i et fællesskab, hvor jeg passede ind. Tillid og tryghed gav en opblomstring. Det var magisk« siger han. Derfra går det slag i slag. Sommersang på Sydfyn. En konkurrence i Ikast, hvor han vinder. Samme år en pris i musicalmiljøet. Det er ikke et brag. Det er mere en støt stigning, hvor dørene åbner sig fordi han banker på og nogen hører melodien.
Han tager et år i London, hvor han arbejder på vinbar om aftenen og tager sangtimer om dagen. Han bliver bedre til engelsk. Bedre til at stå i sin egen krop i en by, hvor alle vil noget med scenen. Hjemme i Odense begynder han på SDU, hvor han læser erhvervsøkonomi og organisation. Forældrene ønsker det solide. Sønnen mærker noget andet. »Min far syntes, jeg skulle noget seriøst. Men hjertet var ikke med« siger han. Han søger ind på Musicalakademiet i Fredericia og kommer ind i første forsøg. Forældrene er bekymrede, men støtter. Bekymring er kærlighed i arbejdstøj.
På Akademiet havner han i et hold, der vil mere end at stå på række og vente på at blive valgt. De skriver og prøver og finder på. »Det hele gik op i en højere enhed« siger han. Efter endt uddannelse lander han en sæson på et teater. Og så kommer en mulighed man ikke kan planlægge. Et stipendium i England. En topskole med ganske få pladser de deler ud som små lys i mørke. Han får en af dem. Han tager af sted med sin kæreste, der senere bliver hans hustru. Men verden har besluttet sig for en finanskrise og livet bliver dyrt og fremtiden kort. West End viser sin glitrende facade, men dørene ind bagved er ikke altid til at åbne. De spiller på et operahus. Han er solist ved en stor koncert. Og de vender hver en mønt.
Efter to et halvt år vender de hjem. Bolden begynder at rulle igen. Han underviser. Han akkompagnerer. Han får roller. Han bliver kapelmester og projektleder. Den praktiske side viser sig at være lige så tilfredsstillende som spotlightet. Der er en episode, han fortæller med et grin. Et job kommer med syv dages varsel. Han øver som en besat i en uge. Kommer igennem. Og opdager, at han faktisk er blevet en langt bedre pianist på otte dage, end han selv havde forestillet sig. »Metoden virkede« siger han. Den slags erfaringer gør noget ved troen på egen proces.
Men kroppen sætter grænser og på et tidspunkt skal man lytte. Han bliver påkørt af en cyklist. Lægen siger forstuvning, men det viser sig at være et brud. En skrue og en protese bliver lagt ind i hans hånd. Nogen siger, at han nok ikke kan spille klaver mere. Det er en sætning der kan lukke et rum. Så kommer en hjernerystelse efter en stol i hovedet. Senere en mere efter et cykelfald. Alligevel står han på scenen aftenen efter som rollen kræver. »Men det sled« siger han. Til sidst er beslutningen den eneste rigtige. I 2015 tager han en pause fra scenen. Ikke som resignation, men som bevidst valg. Og så begynder telefonen at ringe med de rigtige klaverjobs. Han savner ikke spotlightet. Han savner arbejdet. Og det får han.
Samtidig sker det vigtigste uden for scenen. Han bliver far i 2012. Igen i 2015. Så i 2021. »Når man bliver forælder får man hovedet ud af egen røv« siger han og ler af sin egen formulering. »Det hjalp mig i et miljø, hvor man nemt bliver egofikseret«. Skæve arbejdstider giver tid hjemme midt på dagen. Børnene lærer, at verden ikke nødvendigvis skal ligge i 8-16. Det er bøvlet med barnepiger og logistik, men det giver frihed. Livet former sig i andre rytmer og musikken følger med.
Så kommer sorgens kapitel. Forældrene var flyttet tilbage til Sverige. Moren dør. Hun lavede keramik i et hus ved en sø i Småland. Der var karantæne og afstand. »Min mor havde ondt i hovedet. Kræften havde spredt sig til hjernen. Det kom som et chok. Jeg savner hende sgu« siger han. Familien fandt ud af, Christina var gravid lige før Thomas’ døde – så deres yngste er født i december, samme år som hun døde, det var svært ikke at tænke på hende og se ligheden, da datteren Andrea kom med sit røde hår, endnu tydeligere nu, når Andrea er blevet større og har samme charmerende gåpåmod, fortæller Thomas Bay. »Hun havde det samme røde hår som min mor. Det var svært ikke at se forbindelsen«. Sørgen bliver ikke mindre, men den får form.
Mellem de store buer af kærlighed og tab finder hverdagen sin målestok. Et job i baren i Cafebiografen i Odense. En følelse af, at et sted kan være fedt ikke kun på grund af opgaven, men fordi mennesker mødes på den rigtige måde. Projekter i Tivoli. Store produktioner, hvor han står som kapelmester. Opgaver, der bygger lag på lag. Et teater, der må bukke under. Økonomi, der skal ligge rigtigt. Et lån, der bliver lagt om i en fart. En bank, der lytter. Coronatidens sære tavshed imellem travle perioder. Og hele tiden netværk og nysgerrighed. »Jeg har ikke haft en forkromet plan. Men jeg har sagt ja, når chancerne dukkede op og jeg har arbejdet hårdt, når de gjorde« siger han.
Fredericia kalder og han siger ja. Byen er ikke den samme som i de tidlige år. Den har strammet snørebåndene og løber nu længere end før. Han søger jobbet som teaterdirektør efter en dramatisk periode. Konkurs. Et navn, der skulle løftes op igen. Et hold, der skulle samles. En tillid, der skulle genvindes. Han beskriver det nøgternt. »Jeg har haft så mange fede muligheder i min karriere, at jeg følte jeg måtte give noget tilbage. Jeg ville være med til at genrejse teatret«. Det lykkes. Teatret kommer på finansloven efter tre års opstart. En sætning som mange læser hurtigt, men som i virkeligheden vejer tungt. Det er fundament. Det er ro. Det er en blåstempling af et sted som mange troede var væk for altid.
Han taler om Fredericia med en kærlig præcision. Om byen som knudepunkt. Om netværket af gode folk, der gør tingene mulige. Om at alt er tæt på. Odense. Vejle. Kolding. Billund, hvor han drømmer om et tog en dag. Aalborg i den anden retning. Han ser for sig en bæredygtig klinge med stærke titler og et stort publikum. Ser genopbygningen fortsætte ind i noget der kan blive permanent. Ikke som i et museum men som i et orkester der spiller i nutid. »Vi kan centrere det omkring Fredericia. Vi kan lave kvalitetsforestillinger. Vi kan samle mennesker. Det er det, vi er gode til« siger han. Det lyder simpelt. Det er det ikke. Men det lyder som en mand, der ikke har brug for store ord for at gøre store ting.
Ledelse fylder mere og mere. Han nævner økonomi og adfærdsøkonomi som felter, der interesserer ham. Mennesker og tal i samme sætning. »Vi er alle kulturbærere i en by. Alle er en del af fortællingen« siger han. Han er 43 og nogen vil måske spørge, hvornår han skal videre. Svaret er lige så klart som, det er roligt. Ikke foreløbig. Nu skal teatret på den helt store klinge igen. Den slags sætninger siges bedst uden trommer. De skal hellere bevises på en spilleplan.
Han vender ofte tilbage til drengen ved klaveret. Ikke for at dyrke smerten men for at huske energien. »Jeg har aldrig haft behov for spotlightet. Jeg har haft behov for at være en kanal for kunsten. Det er det der driver mig« siger han. Der er et princip gemt i den indstilling. At man kan stå midt i noget stort uden at gøre sig selv større. At man kan give uden at kræve mere lys. At man kan lede ved at lytte.
Der er også en kærlighedshistorie midt i det hele. Han og hustruen gik på skolen i Fredericia samtidig men blev først kærester efter. De gik op og ned ad gangene i tre år som venner. Under en juleforestilling ændrede noget sig. Han kalder det en total overscoring og griner af ordvalget. Men alvoren ligger under. »Jeg elsker det, når nogen har noget på hjertet og går efter, det de vil. Det drømmer jeg også om at mine børn oplever« siger han. Den slags ønsker har en far til tre lov at have.
Fredericia er blevet et hjem. Ikke bare en adresse. Han taler om Royal Run i midtbyen og stemningen, når folk mødes. Om at byen ikke er den samme som i 00erne eller 10erne. Om at forudsætningerne nu er til at bygge endnu mere. Men også om, at det kræver, at man lytter. At man åbner ørerne og bygger bro i stedet for mur. Byens udvikling bliver spejlet i teatrets udvikling. Man må se muligheder. Man må sige ja, når chancen banker på. Og man må turde vente, når tiden kræver tålmodighed.
Hvis man leder efter en klar lære i historien om Thomas Bay, så kunne den lyde sådan her. Man kan vokse op som den følsomme dreng der bliver skubbet ind i busken og alligevel finder en vej. Man kan lære, at et klaver kan tale for en indtil stemmen selv bliver stærk. Man kan stå på en scene og senere gå væk fra den uden at miste sig selv. Man kan miste og stadig gå videre. Man kan blive leder uden at glemme at man begyndte som elev. Og man kan blive boende i en by fordi man vælger at tro på det fællesskab der gør det hele muligt.
Han formulerer det selv på sin egen nøgterne måde. »Man skal være åben over for læring. Man skal udfordre sig selv. Ellers går man i stå«. Det er en sætning der kunne hænge på en opslagstavle bag scenen. Ikke som parolens plakat, men som en stille påmindelse. Om at alt, hvad vi bygger i kulturens navn afhænger af mennesker, der tør. Mennesker, der stiller sig frem, når det gælder. Mennesker, der tør tage imod, når livet giver en chance. Når lyset falder rigtigt over scenen. Når salen trækker vejret i kor. Når musikken sætter i. Når en by begynder at tro på sig selv igen.
Thomas Bay fandt hjem i teatret. Ikke kun i bygningen. Men i arbejdet. I fællesskabet. I den måde kunst kan forandre et menneske og en by. Det er måske den mest stille og mest stædige form for forvandling. Den der begynder med en dreng ved et klaver. Og ender med en mand der får andre til at spille med.
Lørdag aften har han og teatret premiere på den store forestilling, WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical. Fredericias teaterdirektør drømmer om at løfte byen og nyder hvert et sekund af den drøm.
SPORT. FC Fredericia kom ud i et af sæsonens mest dramatiske opgør, da de fredag aften gæstede Odense. Kampen bød på straffespark, VAR-tjek og scoringer til allersidst, men på trods af en stærk præstation måtte Michael Hansen og hans spillere se sig slået 3-2. Cheftræneren kunne dog hæfte sig ved den attitude, hans hold lagde for dagen, især efter at være kommet bagud med to mål.
»Jeg synes, det var fremragende, at vi kom tilbage i kampen efter at være kommet bagud 2-0. Vi fik skabt et tryk, og spillerne viste en frigjorthed, der gjorde, at vi leverede en rigtig stærk afslutning på kampen,« sagde Michael Hansen kort efter slutfløjtet.
Første halvleg udviklede sig i OB’s favør. Hjemmeholdet styrede spillet og fik et straffespark for hånd på bolden, som Fiete Arp sikkert omsatte til 1-0. Fredericia stod kompakt, men havde svært ved at finde ro på bolden. Cheftræneren så både styrker og svagheder i sit holds indsats.
»Første halvleg går jo lidt sin gang, og vi er for dårlige på bolden til at give ordentlig modstand. Vi giver egentlig ikke meget væk ud over straffesparket, og Noah Ganaus havde også en stor chance. Defensivt er jeg egentlig tilfreds, men bagud 1-0 er jo ikke ret godt. Det er de små fejl, der gør forskellen. Den ene koster straffespark, og ved 2-0-scoringen i anden halvleg bliver vi fanget i opspillet. Det er selvfølgelig ærgerligt,« forklarede Hansen.
Efter pausen ændrede kampbilledet sig. OB udbyggede, som skrevet, til 2-0, men Fredericia svarede hurtigt igen med en pragtfuld scoring af Agon Muçolli. Fra det øjeblik pressede gæsterne på og skabte et væld af muligheder, der satte hjemmeholdets defensiv under massivt pres. Hansen glædede sig over, hvordan holdet tog kampen på sig.
»Frigjortheden, der kom i anden halvleg, er jeg virkelig tilfreds med. Vi fik sat os mere offensivt allerede fra pausen, og spillerne leverede en stærk indsats. Det burde have ført til en 2-2-scoring, for jeg synes, vi havde fortjent det,« lød det fra cheftræneren.
Fredericia ramte både stolpen og overliggeren, og flere gange måtte OB’s keeper Viljar Myhra strække sig til det yderste. I slutfasen kom OB dog foran 3-1 på en omstilling, netop som Fredericia pressede på for udligning. Alligevel nægtede oprykkerne at give op. I overtiden steg Jeppe Kudsk til vejrs og headede til 3-2, men længere nåede Fredericia ikke, før dommeren satte fløjten for munden.
Michael Hansen stod tilbage med en blanding af stolthed og skuffelse. »Det var en blanding af manglende kvalitet og manglende held, at vi ikke fik scoret til 2-2. Vi havde mulighederne, men når man ikke udnytter dem, så sker det, der skete til sidst, hvor OB får lukket kampen med deres tredje mål. Jeg er overbevist om, at hvis vi havde fået udlignet, så var vi gået efter sejren. Vi havde momentum,« sagde han.
Trods nederlaget fandt Fredericia-træneren plads til at fremhæve sit holds styrker. »I dag var vi ikke gode nok til at få point, men vi går herfra med brystet fremme, fordi vi rejser os i kampen og gør det til et spændende opgør. Det viser karakter,« sagde Hansen.
FC Fredericia står tilbage med fornemmelsen af, at de havde fortjent mere. Holdet leverede en indsats, der bekræfter, at de kan måle sig med Superligaens etablerede klubber. Men små fejl i egen ende og manglende skarphed foran mål blev forskellen på triumf og nederlag denne aften i Odense.
SPORT. Der var både straffesparksdrama, stolpeskud, VAR-gennemgang og mål i overtiden, da OB og FC Fredericia fredag aften tørnede sammen i Odense. Hjemmeholdet trak det længste strå med en 3-2-sejr, men de tre point blev hevet i land under et massivt pres fra fæstningsbyens spillere, der flere gange var tæt på at sikre sig et fortjent point.
Fra første fløjt var det tydeligt, at OB ville forsøge at sætte sig på kampen. De blå-hvide-stribede holdt bolden mest og forsøgte at spille Fredericia tynde med hurtige kombinationer. Men gæsterne fra Fredericia stod stærkt i deres organisation og lurede på omstillinger, hvor især Agon Muçolli og Oscar Buch skabte uro, når de fik chancen.
I de første 25 minutter sad OB på bolden uden at skabe de helt oplagte muligheder. Fredericia havde omvendt et par farlige angreb, hvor Muçolli drev bolden ind i feltet, men skarpheden manglede i den afgørende aflevering.
Kampens første store chance tilfaldt OB, da Rasmus Falk sendte Noah Ganaus helt fri. Den tyske angriber burde have scoret, men Mattias Lamhauge i Fredericia-målet diskede op med en redning af høj klasse. Det skulle vise sig at være en forsmag på en travl aften for den færøske keeper.
Straffesparksdrama før pausen
Efter 38 minutter kom kampens første store kontrovers. Bolden blev slået ind i Fredericia-feltet, hvor Frederik Rieper var uheldig og fik den på armen. Dommeren blev kaldt til VAR-skærmen og pegede efterfølgende på pletten.
OB’s topscorer Fiete Arp gjorde sig klar. Tyskeren har været stensikker fra ellevemeterpletten i denne sæson, og han svigtede ikke. Lamhauge kastede sig til venstre, men Arp sparkede iskoldt til højre og bragte OB foran 1-0. Det blev også pausestillingen efter en første halvleg, hvor OB havde mest kontrol, men Fredericia stadig lurede på farlige momenter.
OB udbyggede – men Fredericia svarede hurtigt
Mucolli reducerer med et fremragende skud.
Anden halvleg begyndte, som den første sluttede, med OB i boldbesiddelse. Og efter 54 minutter udbyggede fynboerne føringen. Fredericias Svenn Crone mistede bolden i opspillet, og Jay-Roy Grot fandt Adam Sørensen, der stod helt fri og kunne sende bolden i et tomt mål til 2-0.
Man kunne tro, at det ville punktere gæsternes moral. Men bare seks minutter senere slog Agon Muçolli til. Fredericia-profilen viste individuel klasse i feltet, tog et hurtigt træk og hamrede bolden i kassen til 2-1. En scoring, der satte ild under kampen og tændte opbakningen fra de mange medrejsende Fredericia-fans.
Fredericia pressede OB i bund
Scoringen gav gæsterne fornyet energi, og de overtog gradvist kampen. OB blev trykket længere og længere tilbage, og gang på gang kom Fredericia frem til afslutninger. Gustav Marcussen var tæt på at udligne, da han hamrede bolden på indersiden af stolpen, mens Oscar Buch med flere løb ind bag OB-forsvaret skabte panik.
Statistikkerne taler deres tydelige sprog: Fredericia havde 31 berøringer i OB’s felt mod hjemmeholdets 19, og gæsterne kom frem til næsten lige så mange afslutninger som OB trods markant mindre boldbesiddelse. Men skarpheden manglede. OB-forsvaret med Viljar Myhra i målet holdt stand, og de blå-hvide havde marginalerne på deres side i en fase, hvor Fredericia fortjente udligningen.
Overtidsdrama i Odense
I stedet for udligningen kom OB på 3-1 i overtiden. Marcus McCoy satte fart i højre side, spillede bolden på tværs, og indskiftede Jona Niemiec scorede sikkert. Et hårdt slag for Fredericia, der ellers havde presset på for 2-2.
Men kampen var ikke slut endnu. I det 97. minut steg Jeppe Kudsk til vejrs på et hjørnespark og headede bolden i mål til 3-2. Situationen blev tjekket grundigt på VAR for en mulig offside, men målet blev godkendt. Dermed var der spænding helt til sidste fløjt.
Fredericia forsøgte desperat at fremtvinge en sidste chance, men inden de kunne nå at afslutte, lød dommerens fløjt. OB kunne ånde lettet op med en sejr, mens Fredericia måtte rejse hjem uden point, men med masser af ros for indsatsen.
Igen flot opbakning til FC Fredericia.
Set over hele kampen havde OB mest kontrol og flere store chancer, men Fredericia leverede en præstation, der viste, hvorfor oprykkerne allerede har taget Superligaen med storm. Michael Hansens tropper spillede med mod, aggressivitet og kvalitet i presset og var flere gange centimeter fra udligningen.
For OB betyder sejren, at de får tiltrængte point og klatrer forbi Fredericia i tabellen. Zorniger og sportsdirektør Troels Bech kan trække vejret lidt lettere, men de var vidner til en kamp, hvor OB på ny viste store udsving og blev presset helt i bund i slutfasen.
Fakta
Målscorere: 1-0: Fiete Arp (straffe, 38.) 2-0: Adam Sørensen (54.) 2-1: Agon Muçolli (60.) 3-1: Jona Niemiec (90+4.) 3-2: Jeppe Kudsk (90+7.)
Tilskuere: 9.119 på Nature Energy Park
Kort: Gule kort til Ismahila Ouedraogo, Julius Asku Harvey (OB), William Madsen og Jeppe Kudsk (FCF).
BUSINESS. Det blå gulv glimter som havets overflade. I midten rejser et tårn sig med friske skaldyr og fisk, og bag disken kan man følge med i produktionen. Det er ikke bare en butik, men en scene, hvor oplevelsen spiller hovedrollen. Nu har Møllers Fiskehus åbnet i Odense, og de første dage har været både overvældende, hårde – og en stor succes.
»Den første dag var sindssyg. Jeg løb rundt i arbejdsstress hele dagen, samtidig med at folk ville hilse på og lykønske. Jeg var virkelig glad for al opbakningen, men om aftenen kunne jeg mærke, hvor meget det tog på mig. Jeg sad i bilen på vej hjem og begyndte at ryste. Jeg tænkte: Hvis det her fortsætter, så vælter det mig. Men næste dag havde jeg det fint igen, og jeg kunne mærke glæden. Det er jo sådan, det er, når man starter en forretning – man sælger sig selv lidt billigt i starten,« fortæller Mads Emil Møller.
Fra stormende åbning til daglig drift
Åbningsdagen trak masser af kunder til butikken i Faaborgvej i Odense. Der var både gode tilbud og smagsprøver, og interessen var til at tage og føle på. De efterfølgende dage har butikken haft en mere jævn strøm af kunder, men stadig et højt aktivitetsniveau.
»Der har været kunder i butikken hele tiden. Vi har stort set stået fire til to og ekspederet hele dagen. Jeg har ikke oplevet en sur kunde endnu – alle er virkelig glade for butikken, og mange siger, at det føles som at træde ind i et eventyr,« siger han.
Reaktionen fra kunderne er netop det, han har håbet på. Den særlige indretning med det blå gulv, de friske fisk og den åbne produktion giver wow-effekten. »Folk siger, at de aldrig har set en fiskebutik som den her. Det er jeg stolt af.«
Et ungt team med smil og energi
Med åbningen i Odense er også fulgt en stor oplæringsopgave. Holdet tæller omkring 30 nye medarbejdere, primært unge.
»Det er gået over al forventning. Vi har fået en masse søde unge mennesker, som virkelig tager ansvar. De er smilende, søde og rolige, og det giver en god stemning i butikken. Jeg vil gerne have, at vi står som et hold. Det er ikke mig, det er vi. Vi havde en introtur sammen, og det var vigtigt for mig at vise, at vi løfter det her i fællesskab,« siger han.
Han ser dog også behovet for at supplere med lidt mere erfaring. »Vi er mange unge, men vi skal også have nogle, der har prøvet det før. Der skal være stabilitet. Det er næste skridt,« siger han.
Takeaway som fremtidskoncept
Fiskehuset i Odense bygger videre på erfaringerne fra Båring, hvor takeaway har vist sig at være et stort hit.
»Takeaway er folk vilde med. Vi har været nødt til at sige lidt nej her i starten, for vi kan ikke følge med, men inden for de næste par måneder skal vi have det sat mere i system. Jeg synes, det er vildt, at vi har kunnet skabe sådan et koncept ude på landet i Båring, som er på niveau med noget, man normalt ville forvente i storbyen. Nu bygger vi videre i Odense,« siger Mads Emil Møller.
Udfordringerne: At uddelegere og at finde balancen
Selvom åbningsdagene har været en succes, har det også været en personlig udfordring.
»Jeg er meget stædig og vil gerne klare det hele selv. Jeg er god til at uddelegere de små opgaver, men de store ting holder jeg for meget på. Jeg skal lære at give mere fra mig. Vi har et godt team, men jeg skal også have en, der kan stå mere ved siden af mig og tage ansvar,« fortæller han.
Han erkender, at den største udfordring ikke er arbejdet i sig selv, men det at kombinere drift og kundekontakt. »Det hårdeste er at skulle snakke med folk, mens man har travlt. Folk vil gerne hilse på mig, og jeg forstår det godt – men det kræver meget at være til stede både som butiksleder og som ansigt udadtil.«
Samarbejdet med faren
Møllers Fiskehus er en familieforretning, og samarbejdet med hans far er en vigtig del af succesen.
»Vi har et rigtig godt samarbejde. Jeg synes, vi giver plads til hinanden. Han minder mig om at huske ydmygheden. Når man står på sociale medier og får meget opmærksomhed, er det vigtigt at huske, at alle kunder skal have den samme gode behandling. Om de køber tre fiskefrikadeller eller for 600 kroner, skal de have det samme smil og den samme service,« siger han.
Det er et princip, han vil holde fast i. »Vi skal være ydmyge, smilende og imødekommende. Det er sådan, man driver butik.«
En butik for oplevelsen
Når man spørger Mads Emil Møller, hvad man skal forbinde Møllers Fiskehus med, er svaret klart: Oplevelsen.
»Folk kommer ikke kun for at købe fisk. De kommer for stemningen, for wow-effekten, for det blå gulv, for at møde et smilende personale. Og så selvfølgelig for de friske råvarer. Jeg tror, vi er lykkedes med at skabe en butik, der er mere end en butik – det er en oplevelse.«
Med åbningen i Odense har Møllers Fiskehus taget næste skridt. Nu handler det om at holde balancen, sikre kvaliteten og fastholde det, der er blevet kernen i konceptet: god service, frisk fisk og en stemning, man husker.
KUNSTEN AT LEDE. I seneste artikel i serien «kunsten at lede» skrev jeg om META-MODELLEN. Et kommunikationsværktøj som ledere med stor fordel kan anvende, både til indhentning af en mere præcis ledelsesinformation gennem en særlig spørgeteknik og som et kommunikationsværktøj lederen kan anvende i kommunikation af egne budskaber. Godt og præcist anvendt begge veje kan det give uddybende information, viden og svar til gavn for kommunikationen i virksomheden, organisationen etc. og dermed styrke den daglige ledelse, beslutningstagning, udførelse og evaluering.
Et andet effektivt kommunikationsværktøj, kaldet MILTON-MODELLEN, som lederen med stor fordel kan anvende i sin kommunikation af sin ledelse, overvejelser, beslutninger m.v., er en kommunikationsmodel, der ved sine kunstneriske uspecifikke sprogmønstre rammer modtageren på en helt særlig og effektiv måde. Det handler denne artikel om.
MILTON-MODELLEN MILTON-MODELLEN kan vi betragte som et modsatrettet kommunikationsværktøj i forhold til META-MODELLEN. Hvor META-MODELLEN søger at præcisere vort sprog, søger MILTON MODELLEN at gøre vores bevidst kunstnerisk uspecifikt. MILTON MODELLEN blev ligeledes skabt af Richard Bandler og John Grinder tilbage i 70erne i deres afdækning af, hvilke af de vigtigste sprogmønstre en af datidens dygtigste hypnoterapeuter Milton H. Erickson anvendte med succes. En sprogmodel, som er tilgængelig og effektiv for andre at lære og anvende uden at den bliver for simpel, men bevarer sin kommunikative effekt.
Med MILTON-MODELLENs grundlæggende sprogmønstre gør lederen brug af et mere kunstnerisk uspecifikt og mere hypnotisk lignende sprog. Et sprog og en kommunikation som gør modtageren mere nysgerrig, motiveret og engageret. En sprogmodel som indfanger modtageren i sin egen model af verden og som kan lede modtageren mentalt og tanke- og adfærdsmæssigt i bestemte retninger. Det er et sprog, hvor modtageren har svært ved at lytte til afsenderens budskaber uden selv at søge at give det mening, og dermed danne ”sin egen mening” om det. Det kaldes for en Transderivational Search. Det gælder om bevist – i sproget – at give udvalgte, uspecifikke rammer, som modtageren (lytteren) efterfølgende bliver ledt til selv at fylde meningsfuldt ud.
Ved at anvende det hypnotiske, kunstnerisk uspecifikke sprog kan afsenderen (fx lederen) få modtageren til ”at drømme” og leve sig videre ind i en drøm, hvor modtageren anvender sin egen viden, erfaring, kompetencer og holdninger til selv at bygge videre på drømmen. Vi kender det fra gode film, hvor vi bliver draget dybt ind i handlingen. Ja, vi identificerer os måske med en af rollerne. Vi kobler det måske endda til andre dele af vores liv i fortiden, netop nu eller et stykke ud i fremtiden.
Jeg lærte MILTON-MODELLEN tilbage i 2007 og har med stort udbytte anvendt det hypnotiske og kunstnerisk, uspecifikke sprog siden. Nogle af mine nærmeste vil måske sige – vel rigeligt. Og det virker.
Inden jeg går videre med et par eksempler, vil jeg dog pege på det etiske ansvar, som du påtager dig, når du anvender det hypnotiske og kunstnerisk uspecifikke sprog. Sprogmodellen er så effektfuld, at dens anvendelse nøje skal være afstemt efter gældende regler og kendetegn for God Ledelse og de samfundsetiske regelsæt, som er gældende i den verden vi lever i. I tidligere artikler har jeg givet mine bud på dette etiske ansvar.
I min tid som regimentschef anvendte jeg ofte det kunstneriske uspecifikke sprog gennem sproglige metaforer og forestillinger om fx ”forskellen på at leve livet som om du sidder i en robåd – kiggende bagud – eller leve dit liv som om du sidder i en kano og kigger fremad”, eller om du bygger ”vindmøller” frem for ”læhegn”, når ”orkaner” raser omkring din virksomhed, eller om du vil være en ”Peter Plys”(optimisten) frem for ”Æsel”(pessimisten)” i din lederstil, eller om ”at placere sig på det rigtige sæde eller bedre skifter sæde undervejs i ”fremtidstoget” (bagerst (kigger bagud – fortiden), i midten (kigger til siderne – nutiden) eller forrest kigger fremad – fremtiden)).
En anden måde jeg anvender det kunstneriske, uspecifikke sprog på er i forbindelse med forskellige visionsarbejder. Beskrivelsen af rejsen til Det Ønskede Samfund i artiklen ”Den Ønskede By – Byudvikling er Samfundsudvikling” skrevet af Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen i antologien ”Bedre byer – En antologi om byudvikling og byudviklingsledelse” er et eksempel herpå.
Metaforerne kan bruges til at skabe billeder og forestillinger om både fortiden, nutiden og fremtiden. Billeder og forestillinger, som er forklaringer på den komplekse verden, som vi lever i. Forestillinger som samtidig giver mulighed for, at modtageren bliver motiveret og inspireret til selv at skabe og udbygge egne billeder og forestillinger, der ligger i tråd med de anvendte metaforers budskaber.
MILTON-Modellens sprogmønstre kan med stor fordel anvendes i taler, artikler, bøger, som mødeleder, moderator, mødedeltager, interviewer eller i samtaler under de mange tilfældige møder og situationer, som opstår i interaktionen med andre.
Sprogmønstre Det kunstneriske uspecifikke sprog grupperer sig i tre hovedgrupper: Udeladelser, Generaliseringer og Forvrængninger.
Udladelser Ved bevidst at udelade bestemte ord eller forhold i dit sprog, kan du vække modtagerens nysgerrighed og motivere til tænkning og handling – at sætte det manglende ord/begreb ind. Det kan både være udeladte ord, anvendelsen af nominaliseringer og uspecifikke verber: Fx ”I er gode” (Til hvad?), ”Hvilke muligheder ser du i forhold til at finde en løsning på dette?” og ”Der åbner sig nye muligheder” (Hvilke, hvordan?).
Generaliseringer Ved bevidst at indbygge generaliseringer i dit sprog, kan du indfange modtagerens interesse og lyst til at bidrage. Det kan både være universelle generaliseringer, modalverber og manglende kilder: Fx ”Hver eneste idé, der kommer frem, kan være med til at bringe os videre”, ”Du er i stand til at gøre dig gældende” eller ”Mental Fitness giver mental trivsel” (Hvem siger det?).
Forvrængninger Ved bevidst at indbygge såkaldte forvrængninger i dit sprog kan du lede modtageren i bestemte retninger. Det kan både være tankelæsning, årsag – effekt og kompleks ækvivalens: Fx ”I undrer jer sikker over, hvorfor jeg siger dette netop nu?”, ”Du ser opgaverne foran dig og kan prioritere de vigtigste først” eller ”Det, at du er med til mødet, betyder, at du kan gøre din indflydelse gældende”.
Afrunding Jeg har kun afdækket et hjørne af MILTON-Modellen mange facetter, og du er selvfølgelig velkommen til selv at lede videre og finde flere andre eksempler på Ledende Sprog, fx i tidligere artikler og bøger.
SPORT. Når Håndboldkvinderne fredag løber på banen mod Island i en udsolgt Arena Nord i Frederikshavn, bliver det med en ny struktur på ledelsesfronten. Landstræner Helle Thomsen har udpeget Trine Østergaard, Anne Mette Hansen, Mie Højlund og Anna Kristensen til at udgøre en anførergruppe. Dermed går landsholdet fra at have én anfører til et firkløver i spidsen.
»På et landshold kan det være en stor opgave at være anfører alene. Når man har en anførergruppe, kan man dele tingene ud, så den enkelte får nogle ansvarsområder. På den måde kan de også sparre med hinanden. Og hvis nogen stopper eller er fraværende, har vi oplært de næste,« siger Helle Thomsen.
Hun peger på, at de fire spillere tilsammen repræsenterer forskellige styrker og generationer på landsholdet. »Trine Østergaard, Anne Mette Hansen, Mie Højlund og Anna Kristensen rammer bredt i hele truppen. De er forskellige mennesker og bidrager med hver deres – både på og uden for banen. På den måde sikrer vi, at anførergruppen når bredt ud i hele truppen.«
Trine Østergaard har tidligere båret anførerbindet alene, men hun glæder sig til at dele ansvaret. »Det giver rigtig god mening at dele anføreransvaret mellem en gruppe af spillere, og jeg er glad for at skulle være en del af en anførergruppe i stedet for at være anfører alene. På den måde kan vi snakke om tingene, dele erfaringer, og man ved, at man altid har nogen at vende tingene med. Samtidig er det også fedt, at anførergruppen består af forskellige årgange på landsholdet, så vi sikrer os, at vi repræsenterer alle,« siger hun.
Helle Thomsens første kamp som landstræner spilles i morgen klokken 16.00 mod Island. Opgøret kan følges direkte på TV 2.
SPORT. Når FC Fredericia fredag aften løber på banen i Odense for at møde OB, bliver det med udsigt til både tæt kamp og massiv stemning. Direktør Stig Pedersen ser frem til et opgør, hvor marginalerne igen kan blive afgørende.
»Det bliver jo en spændende kamp igen. OB ligger tre point efter os, men vinder de, så er de forbi os. Så tæt er det. Derfor er det selvfølgelig en vigtig kamp« siger han.
OB er kendt som en traditionsklub, og Stig Pedersen lægger ikke skjul på, at det bliver en krævende opgave for Fredericia.
»Vi mødte dem fire gange sidste år. Vi tabte to, vandt en og spillede en uafgjort. Det afspejler meget godt styrkeforholdet. OB er en kæmpe klub, men de har været svingende i deres præstationer. De kan spille rigtig godt, men de kan også have kampe, hvor de falder i niveau« siger han.
Han peger især på, at Fredericia skal være klar fra første fløjt.
»Deres seneste kamp mod Silkeborg viser det meget godt. De scorede efter 40 sekunder og kunne have afgjort kampen i de første 20 minutter. Så voldsomt et pres har vi måske ikke prøvet før. Det skal vi kunne stå imod. Men vi ved også, at de ikke kan holde det tempo hele kampen, det er umuligt. Hvis vi kan ride stormen af, så har vi en god chance for at få noget med hjem« siger han.
Optimismen er intakt i Fredericia-lejren.
»Jeg forventer, at spillerne gør det så godt, som de kan, og det har de gjort i lang tid. Der er en kæmpe tro på tingene i truppen. Vi skal selvfølgelig også have lidt held, men jeg er sikker på, at det bliver tæt, som alle andre kampe, og at det kan gå begge veje« siger Stig Pedersen.
Han håber desuden, at mange fans finder vej til Odense for at bakke holdet op.
»Jeg håber, der kommer rigtig mange. Jeg tror, at en del tager turen. Det er en fed fredag aften, hvor man kan tage til Odense, støtte holdet og derefter tage hjem og feste videre. Det ville være fantastisk« siger han.
BUSINESS. Kaffen damper fra kopperne på skrivebordet, og udsigten over Fredericias indre by ligger som et velkendt kort lige udenfor vinduet i Vendersgade. Her sidder Jens Bilde Jørgensen og smiler det stille smil, der opstår, når man både ved, at man har gjort sit arbejde færdigt, og at man nu må give slip. Snart siger han farvel til den advokatgerning, der har fyldt hans hverdage siden begyndelsen af halvfemserne i Fredericia. Ikke med store armbevægelser. Mere med en rolig konstatering og en imødekommende invitation til at se tilbage sammen.
Vi taler om interviewet, inden vi går i gang. Forberedelse betyder noget. Det ved Jens Bilde Jørgensen. Det er hele jurafagets DNA, så da jeg fortæller, at vi blot skal have en hyggelig samtale, hvor vi sidder og snakker om livet, svarer Jens roligt: « Ja, ja,« og læner sig let tilbage med et smil.
Han er født i Aarhus i efteråret 1958, og han siger det, som om tallene ligger ham så naturligt på tungen, at de næsten selv fortæller historien. »Jamen, jeg er jo født i 58. 19. september. 1958.« Det var midt inde i byen, hvor fødselsstiftelsen lå, men opvæksten var landlig. »Jeg er sådan set opvokset på en gård, 12 kilometer nord for Aarhus Domkirke.« Den kombination af byens nærhed og landets jordnære rytme kommer igen og igen frem, når Jens taler om sit liv. Han kender lyset over marken og tempoet i byen. Han er, med hans egne ord, ikke formet af krav, men af muligheder.
Jens Bilde Jørgensen glæder sig til at mere tid. Foto: AVISEN
»Min far var jo landmand, og min mor, hun var oprindelig sygeplejerske. Det var ikke sådan, at min far sagde, at det skulle vi også være. Jeg skulle ikke være landland, med mindre jeg ville. Det var nemlig mere, hvad vi ville, der lå min far på sinde« fortæller han. Den frihed ligger som en bund under de valg, der fulgte. Og valgene var ikke snorlige. Der var realeksamen og gymnasiet, men også ærlig skoletræthed, et besøg hos rektor og en gymnasieorlov, der skulle give luft. Planen blev et halvt år som udvekslingsstudent i England på en farm og et halvt år i Frankrig. Det endte med England. Og en farm, som skrevet.
»Jeg var på en farm derovre,« siger han og nikker. Det var arbejde, sprog og ansvar. Det var venstrekørsel og et kørekort, der stadig får ham til at grine lidt, når han fortæller om rundkørsler på Malta, hvor den indlærte danske automatik skulle have et lille nøk. Det var også erkendelsen af, at al den praktiske kunnen ikke stod i vejen for bøgerne, men pegede ham tilbage mod dem. Da han vendte hjem, fandt han en anden vej til studenterhuen end det klassiske gymnasium. »Det var så en toårig studenterkursus,« siger han om Aarhus Akademi. Skoletrætheden var forduftet. »Jeg havde ligesom fået nu af, ej, det var sgu ikke det. Jeg var nødt til at have et studentereksamen, for ellers kunne jeg ikke komme videre med noget som helst.«
Vejen mod juraen bød på små tilfældigheder og store skub. En farbror var advokat i Aarhus. Natarbejde på en døgnåben benzinstation gav tider, hvor man bladrede aviserne færdige og begyndte at rode lidt i skufferne. »Så fandt jeg jo nogle juraopgaver. Jeg tænkte, det ser sgu da interessant ud, det her. Så vidste jeg, det var jo det.« I 1979 kom han ind på jura i Aarhus. »Der er jo de traditionelle discipliner,« siger han og remser familieret, arveret og formueret op. »Formueret er jo meget vigtigt inden for jorden. Altså, fordi i den sidste ende, så ender det jo tit noget med penge.« Det lyder nøgternt, men ikke kynisk. Det lyder som én, der har set, hvor menneskers konflikter til sidst lander, og hvordan man folder dem ud med respekt.
Studielivet trak ud. Ikke fordi han ikke læste. Også fordi han levede. »Vi levede livet,« som han formulerer det. Og på et tidspunkt besluttede han, at nu skulle det gøres færdigt. Han skar ned på lønarbejdet og gav den gas. Eksaminerne blev taget, som systemet var dengang, og det bar ham ud i arbejdslivet. Det skulle vise sig, at den juridiske retning, som passede ham, fandt sin form i mødet med byens konkrete sager og retssale, hvor man kigger folk i øjnene.
I 1989 kom han til Fredericia som fuldmægtig hos Palle Viuff. »Jeg kom jo til Palle den 1.april 1989. Det har jeg altid kunne huske.« Planen havde egentlig været at vende tilbage til Aarhus, når han var blevet advokat. Men byen ved Lillebælt gjorde noget ved ham. »Jamen, jeg blev glad for Fredericia. Det gjorde jeg faktisk.« Den sætning får lov at hænge lidt i luften, som om pausen er en del af forklaringen. For hvad er det, man bliver glad for i en by. Det er mennesker, opgaver, ture ud til Trelde, smut til Fyn over den gamle Lillebæltsbro og den fornemmelse af, at tingene forandrer sig på en måde, man kan mærke.
Jens fandt hurtigt rytmen i sagsbunkerne og i den retssalspraksis, der dengang havde et andet omfang. »Vi mødte jo også til retternes forberedelse,« fortæller han. Man stod nede i byretten, afleverede stævninger, fik dem skrevet ind i bogen, og man mødtes til det, der i dag for længst er blevet digitalt. Det var papirets tid, og det var mødernes tid. Samtidig var det en skole i mennesker. »Man lærer meget af at snakke med alle typer mennesker,« siger han og taler om de år, hvor inkassosager fyldte, og hvor det handlede om at være fast og fair. »Der er ingen grund til at genere folk og gå deres ære for nært. Behandl dem nu ordentligt sådan, som man også selv gerne vil behandles.«
Han blev beskikket som advokat i 1991 og blev partner. Navnet stod sidenhen på brevpapiret, og kontoret voksede ind i de opgaver, der fulgte med reformer, digitalisering og et boligmarked, der i perioder eksploderede. »Jeg vil jo sige, at der skete der altså også ting og sager,« siger han om halvfemserne. Priserne på huse i området tog fart, og han og Palle stiftede et lille boligselskab, der med tiden voksede, fordi alt, hvad der blev tjent, blev lagt tilbage og geninvesteret. Han fortæller med et skævt smil om en jul, hvor man bogstaveligt talt proppede kontanter i lommen. Ikke som pral, mere som et billede på en tid, hvor tingene var mere håndgribelige.
Samtidig ændrede advokatgerningen karakter. Systemerne bag ejendomshandlerne blev professionaliseret med tilstandsrapporter og ejerskifteforsikringer, og en stor del af de sager, der før holdt advokater beskæftiget, gled ud af kalenderen. »Det lykkedes jo så også med det system,« konstaterer han nøgternt. Andre områder kom til. Han husker de mange flygtningesager i begyndelsen af halvfemserne. »Hav af sager,« som han siger, og det lyder stadig af lange dage og tæt stof. Familieretten fulgte ham gennem årtierne, ikke mindst samværssager, som alle, der har været i rummet, ved, er blandt de tungeste, fordi de handler om børn, brud og håb. Og så var der retssalene. Mange blev det ikke til de senere år, for det er krævende arbejde. »Når man møder i retten, så er du altså nødt til at være forberedt. Jeg vil faktisk sige, at du skal være bedre forberedt end til et eksamen, for der er kun dig selv, det går ud over. Når du repræsenterer andre mennesker, så er det et ansvar.«
Mellem linjerne ligger der en metode. Vær forberedt. Overvej, hvad du vil spørge om. Spørg ikke, hvis du ikke kan bruge svaret. Vær forudseende, ikke bare skarp. Omkring hæftelsesforhold i anpartssager var han gennem en række sager, hvor praksis og principper skulle lægges til rette. Han fortæller anekdoter med glimt i øjet, som den dag, hvor en landsretssag tog så kort tid, at modpartens advokat kunne nå flyet hjem igen. Ikke fordi noget var ligegyldigt, men fordi hjemmearbejdet var gjort.
Når Jens taler om Fredericia, taler han både om natur og byudvikling. Han ser den smukke by udvikle gennem årene og de bløde bakker, og han ser byens smukke kystlinje i alle årstider. Han har også set byen ændre karakter. Industrien er trukket væk fra midtbyen, og nye lag er kommet til. »Der, hvor jeg synes, det virkelig tog fart, det var da Søren Møller (tidligere direktør på Fredericia Teater red.), han fik gang i teateret dernede. Der kom flere og flere caféer, og med forestillingerne kom der kom folk til byen.« Musicalmiljøet og det nye liv i gaderne flyttede på fortællingen om Fredericia. Jens banker ikke tromme for noget bestemt, han konstaterer. Men glæden over, at en driftig kultur har sat aftryk, er tydelig.
Byen har også givet ham noget helt privat. »Jeg fandt jo øvrigt også drengenes mor i byen «To børn kom ud af det, og i alt er det blevet til fire. »Det er fandme dejligt at have nogle børn,« siger han uden omsvøb. Den ældste kan høre på telefonen, om far er til stede. En lille kærlig reprimande, som forældre med travle jobs kan genkende. I alt har han fire dejlige børn, som han siger, og nu ser han frem til at have mere tid. »Jeg glæder mig til at have mere tid til alting,« siger han. Det handler ikke om store planer. Det handler om roen i samtalerne, pauserne uden dårlig samvittighed, og den enkle mulighed for at være der, når børnene ringer.
For Jens har fritiden ikke været fyldt af klubber og turneringer. »Jeg rendte ikke rundt og spillede golf,« som han siger. Det har været familie og arbejde. Og den balance er han egentlig tilfreds med. Skulle golfen en dag lokke, ligger den som en mulighed. Ikke som en pligt. Man mærker, at samme sans for proportioner har styrt hans arbejdsliv. Gør det ordentligt. Lad være med at lade dig rive rundt af modebølger. Vær til stede for klienten, og vær ordentlig – også når samtalen er svær.
Sammen med sin makker, Palle Viuf og de mange gode kolleger, har han har administreret ejerforeninger, ført sager, forhandlet, forberedt og siddet ved bordende, når beslutninger skulle tages. De seneste år har han trappet ned og givet mere fra sig, men han blev ved, hvor det gav mening. »Der var bare nogle sager, som jeg havde taget nok gange, man kan sige, at det var andres tur, eksempelvis så sagde jeg, at det med at gå i retten, det var ikke mig mere.« Det var et valg. Et udtryk for respekt for det ansvar, en retssag er. Andre opgaver trak mere i ham. Ejendomsadministrationen, møderne, den løbende drift. Og så selvfølgelig relationerne.
Det er også relationerne, der gør, at det ikke føles som et definitivt farvel. »De slipper jo ikke for mig herinde, for jeg kommer selvfølgelig forbi,« siger han med et grin. Han har stadig fælles ejendomsselskab med Palle, og deres makkerskab er en tråd gennem hele fortællingen. »Jeg prøver at tænke på, hvor mange timer, vi har gået op og ned af hinanden. Det er jo et makkerskab,« siger han. Der ligger varme i ordene. En slags kollegial venskab, der er blevet til hverdagsgrund.
Når han taler om at være advokat i Fredericia, taler han også om den særlige tilgængelighed, han har oplevet hos mennesker her. Det er en by med et flow af tilflyttere og pendlere, en by der insisterer på at være arbejdsplads for mange og hjem for endnu flere. Han mener, at det kan mærkes i møderne. »Jeg synes i grunden folk, de var meget tilgængelige på en eller anden måde.« Det er sagt uden sentimentalitet, men med den respekt, der opstår, når man igen og igen sidder overfor mennesker, der har brug for ens rådgivning.
Vi tømmer kopperne en sidste gang, og Jens ser ud over gaden, hvor livet går sin gang. I slutningen af september er der reception for at markere pensionen. Datoen er fast, tidsrummet er lagt, og adressen siger sig selv for alle, der kender stedet. Dørene i Vendersgade åbnes for klienter, samarbejdspartnere og venner af huset, der vil sige tak for indsatsen og ønske alt det bedste på den næste strækning fra klokken 12 til 16 fredag den 26. september på kontoret i Vendersgade 26 E i Fredericia.
Han nikker stille, da ordene falder på plads. Der er intet dramatisk over det. Bare en mand, der har løftet en opgave i mange år, og som nu lægger mapperne i skuffen, så andre kan tage over. Det passer ham fint. »Nu er man ikke travlt, nu skal du ikke nå noget,« som han siger om samtalerne, han glæder sig til at have med sine børn. Tiden føles ikke som et hul, der skal fyldes, men som en gave, der skal bruges.
Inden vi går, vender han tilbage til begyndelsen. Til den unge mand, der blev skoletræt og rejste ud, arbejdede på en farm og fandt ud af, at vejen hjem gik gennem bøgerne. Til den fuldmægtig, der kom til Fredericia og blev hængende, fordi byen og arbejdet gav mening. Til retssalene, hvor man skal være bedre forberedt end til eksamen, og til de møder, hvor man går efter bolden og aldrig efter manden. Til alle de mennesker, der på hver deres måde har været en del af ruten. Til et arbejdsliv, der ikke behøver fanfare for at være betydningsfuldt.
»Være tilfreds,« sagde hans far altid. »Og hvis man skal være pølsemand, så vil man lige så godt være en god pølsemand.« Den sætning har fulgt ham som en stille ledestjerne. At gøre sig umage. Ikke mere højtideligt end det. Når man hører Jens fortælle, virker det også som en ret præcis beskrivelse af, hvorfor han blev hængende i Fredericia. Han fandt sin hylde og stod ved den. Med udsigt over byen, hvor han har været advokat, kollega, administrator, rådgiver, far og meget andet. Nu venter den lange hverdag uden kalenderens kant, men med tidens mildere rytme. Det passer ham glimrende.
Der er reception for Jens Bilde Jørgensen fredag den 26. september fra klokken 12.00 –16.00 på adressen: Vendersgade 26E
Og så er der receptionen. Den bliver, som han selv lægger op til det i dag med kaffekoppen i hånden. En rolig markering med et håndtryk, et smil og en lille historie i døren. Det er som om man allerede kan høre summen af samtaler i lokalet, hvor gamle klienter, kolleger og venner skubber skuldrene sammen og løfter glas på én gang jordnært og festligt. Et langt farvel, som kun de byer kan give, der kender forskellen på at være travl og at være til stede. Fredericia er en af dem. Jens Bilde Jørgensen er en af dem. Og Vendersgade er det naturlige sted at sige på gensyn.
