15.3 C
Copenhagen
mandag 9. juni 2025

Politiet advarer igen

0

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer nu pårørende til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer om at få fjernet deres telefonnumre og adresser fra de åbne telefonlister.

Baggrunden for advarslen er en bølge af bedragerisager, hvor såkaldte falske bankbude målretter sig sårbare ældre borgere.

I flere tilfælde har de kriminelle fået adgang til ofrenes kontaktoplysninger via sider som krak.dk og oplysningen.dk, hvor telefonnumre, navne og adresser frit er tilgængelige. Ved hjælp af disse oplysninger narres ældre borgere til at tro, at deres værdier er i fare, og bedragere udgiver sig derefter for at være bankansatte, der vil “hjælpe” med at beskytte deres penge.

Kriminelle udnytter ældres oplysninger

Ifølge politikommissær Susanne Kiel Nielsen, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet, er de ældre borgere særligt udsatte, fordi deres oplysninger let kan findes online.

– Vi ved, at gerningsmændene bruger oplysninger om navn, nummer og adresse fra de åbne telefonlister. Det er vigtigt at tage en snak med sine ældre familiemedlemmer og hjælpe dem med at få udeladt nummer, forklarer Susanne Kiel Nielsen i en pressemeddelse.

Ved at kontakte sit teleselskab kan man bede om at få fjernet sit telefonnummer og navn fra de offentligt tilgængelige lister. Mange teleselskaber tilbyder også muligheden for at gøre det online, hvilket kan være et simpelt og effektivt skridt mod at undgå disse bedragerier.

En kendt fremgangsmåde

Bedragerne, der står bag de falske bankbude, arbejder efter en nøje planlagt fremgangsmåde. De ringer til ofrene, typisk ældre mennesker, og overbeviser dem om, at deres penge og værdier er i fare. Herefter bliver de bedt om at udlevere hævekort, koder og i nogle tilfælde også kontanter og smykker til en falsk bankrepræsentant, der kommer forbi deres hjem.

– Selvom vi har kendt til metoden i mere end et år, ser vi desværre stadig nye ofre, der falder for disse veltalende bedragere, udtaler politikommissæren og understreger vigtigheden af forebyggende tiltag.

Sydøstjyllands Politi og flere andre politikredse har tidligere været ude med lignende advarsler i forbindelse med bedragerisager, hvor ældre borgere er blevet målrettet af kriminelle. Over hele landet har politiet gentagne gange advaret mod falske bankbude og andre svindelmetoder, der udnytter borgernes tillid og let tilgængelige oplysninger. På trods af den øgede opmærksomhed fortsætter gerningsmændene med at finde nye ofre

Gode råd fra politiet

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer i pressemeddelsen til følgende:

  1. Få fjernet dine kontaktoplysninger fra åbne telefonlister.
  2. Vær skeptisk, hvis du bliver ringet op og bedt om at overføre penge eller udlevere kortoplysninger.
  3. Udlever aldrig dine koder eller værdigenstande til fremmede, der udgiver sig for at være bankansatte.
  4. Afbryd opkaldet, hvis du er i tvivl, og kontakt din bank direkte via deres hovednummer.

Hvis du eller en af dine kære er blevet udsat for et bedrageri, opfordrer politiet til, at det straks anmeldes.

Ny aftale skal give kortere ventetid for togrejsende

0

Tirsdag er der blevet underskrevet en aftale mellem Danmark og Tyskland, som vil forbedre togrejsende oplevelse på strækningen over den dansk-tyske grænse.

Justitsminister Peter Hummelgaard og den tyske indenrigsminister, Nancy Faeser, har sat deres underskrifter på en aftale, der gør det muligt for begge landes politi at udføre kontrol i togene straks efter, de har krydset grænsen. Det betyder kortere ventetid for passagerer, da togene fremover ikke skal holde stille på den første station efter grænsen, mens kontrolprocedurer udføres.

Den nye aftale kommer i kølvandet af den stigende togtrafik mellem Danmark og Tyskland, som blandt andet er en konsekvens af arbejdet med Femern-forbindelsen. Aftalen skal lette hverdagen for mange pendlere, der ofte oplever ventetid ved grænsen, når togene standses for kontrol.

Peter Hummelgaard ser positivt på udviklingen og fremhæver aftalens betydning for de mange mennesker, der krydser grænsen dagligt.

– Det er afgørende for regeringen, at vores kriminalitetsbekæmpende kontrolindsats i grænseområderne er både stærk og effektiv. Men det er samtidig vigtigt, at kontrollen tilrettelægges så smidigt som muligt, så den giver færrest mulige gener for pendlerne, udtaler justitsministeren.

Han tilføjer, at aftalen især vil gavne pendlerne, nu hvor Tyskland også har indført grænsekontrol mod Danmark.

Effektivisering af kontrol

Aftalen betyder i praksis, at dansk politi fremover kan begynde at udføre kontrol i togene, straks efter de har krydset grænsen til Danmark. Tidligere skulle de vente til toget ankom til den første station på dansk jord. Det samme gælder for tysk politi, som nu kan påbegynde deres kontrol i tog, når de krydser grænsen ind i Tyskland.

Aftalen påvirker dog ikke politiets kontroltryk ved grænsen, som vil forblive uændret. Målet er at mindske ventetiden og gøre kontrolindsatsen mere smidig uden at gå på kompromis med sikkerheden.

Den nye ordning træder i kraft fra i morgen den 12. oktober 2024 og forventes at give en mærkbar forbedring for de mange togrejsende, der dagligt krydser grænsen for at arbejde, studere eller besøge familie og venner.

Aftalen er et led i at sikre, at politiets kontrolindsats er både effektiv og samtidig tager hensyn til passagerernes rejseoplevelse.

Oplev verdensklassekunst i Trekantområdet

0

På Trapholt i Kolding inviterer den nye udstilling FEEL ME sine besøgende ind i en verden, hvor følelser får form og krop. Udstillingen, som er museets største internationale til dato, præsenterer værker af 28 danske og internationale kunstnere og designere, og for mange af dem er det første gang, de udstiller i Danmark. Over mere end 1000 kvadratmeter udfolder værkerne sig i et samspil af lys, lyd og kropslige oplevelser, der sætter følelser som frygt, kærlighed, skrøbelighed og intimitet i centrum.

Happiness is as brittle as glass, Sali Muller. Foto: Kenneth Stjernegaard.

Museumsinspektør på Trapholt, Katrine Stenum Poulsen, har været dybt involveret i kurateringen af FEEL ME. Hun ser udstillingen som en samtalestarter, der giver publikum mulighed for at reflektere over, hvad følelser er, og hvordan de påvirker os i en verden, hvor alting sker med accelererende fart.

– Vi er i disse år meget optagede af, hvordan vi føler, og samtidig foregår der en bred offentlig samtale om, hvordan vi følelsesmæssigt kan holde sammen på os selv i en accelererende tidsalder. Men hvordan forstår vi følelser, og kan kunsten hjælpe os med at sætte ord og billeder på begrebet? spørger Katrine Stenum Poulsen.

For hende at se er kunsten ikke bare et æstetisk udtryk, men kan også være et værktøj, der kan hjælpe os til at forstå og reflektere over noget så abstrakt som følelser. Hun fremhæver, at udstillingens værker har et særligt potentiale til at befordre samtaler om følelser, netop fordi de kollektivt opleves i museets rum.

– I udstillingen FEEL ME kan man opleve, hvordan kunstnere udtrykker følelser som frygt, kærlighed, skrøbelighed, forbavselse, raseri og intimitet. Den kollektive oplevelse af kunst i museets rum har et særligt potentiale for at starte samtaler om følelser, understreger hun.

Et af udstillingens hovedtemaer er forholdet mellem sind, krop og rum. FEEL ME udfordrer den traditionelle opfattelse af følelser som noget, der udelukkende findes i sindet.

– Følelser bor ikke kun i hjernen, de er også kropslige. Og i denne udstilling vil vi gerne åbne for en forståelse af, at følelser kan være noget, der opstår i rummet omkring os, i relationerne mellem kroppe, forklarer museumsinspektøren.

Shylight, DRIFT. Foto: Kenneth Stjernegaard.

Kunstens dialog med teknologi

Med baggrund i aktualitetsbegrebet spiller teknologi også en væsentlig rolle i flere af udstillingens værker. Her stiller kunstnerne skarpt på, hvordan teknologi og følelser kan mødes og interagere i en verden, hvor teknologiske fremskridt konstant ændrer vores måde at forstå menneskelige relationer på.

– Vi har flere kunstnere med, som arbejder med teknologi på forskellige måder, fortæller hun.

– Et eksempel er den danske kunstner Cecilie Vagner Falkenstrøms værk Omsorgsmaskinen. Her undersøges det, hvilken rolle kunstig intelligens kan spille i fremtidens sundhedsvæsen. I værket ligger man i en hospitalsseng ved siden af en skærm, hvor en kunstig intelligens optræder som en slags vågekone.

Værket, som Katrine især fremhæver, når det kommer til dialogen mellem kunsten og teknologien, udfordrer os til at tænke over, om teknologi kan erstatte menneskelig omsorg, eller om der er visse opgaver, som kun mennesker kan udføre.

– Vi træner i dag algoritmer og kunstig intelligens til både at forstå og interagere med menneskelige følelser, forklarer Katrine Stenum Poulsen.

– Men spørgsmålet er, om vi nogensinde kan overdrage noget så følsomt som omsorg til maskiner?

Et andet teknologisk værk er af den australske kunstner Nina Rajcic, der har skabt et spejl, der aflæser hver gæsts ansigtsudtryk og genererer et personligt digt baseret på deres humør.

– Det er fascinerende at se, hvordan teknologien kan fortolke vores følelser og skabe en kunstnerisk respons i realtid, bemærker hun.

– Vi har haft gæster, der er blevet overraskede over, hvor præcist spejlet rammer deres følelsesmæssige tilstand.

En international oplevelse i Trekantområdet

Trapholt har med FEEL ME skabt en platform, hvor både etablerede og nye internationale kunstnere får lov til at udforske grænselandet mellem følelser og kunst.

– Vi har været meget ambitiøse med denne udstilling, siger hun.

– Det har været vigtigt for os at sikre en mangfoldighed af stemmer i udstillingen, ikke kun på tværs af køn og alder, men også på tværs af geografiske områder.

Dette fokus på mangfoldighed er tydeligt i valget af kunstnere, som kommer fra hele verden. Publikum får blandt andet mulighed for at opleve den amerikanske kunstner Daniel Wurtzels fem meter høje installation Air Fountain, hvor transparent silke svæver i en hypnotisk dans til musik.

Air Fountain, Daniel Wurtzel. Foto: Kenneth Stjernegaard.

– Vi er stolte over at kunne præsentere værker af kunstnere, der aldrig før har udstillet i Danmark, fortæller museumsinspektøren, og fortsætter:

– Det er ikke længere nødvendigt at rejse til København eller Aarhus for at opleve kunst i verdensklasse – det kan vi nu også tilbyde i Trekantområdet.

Hvad tager man med sig?

Et af de spørgsmål, som naturligt rejser sig, er, hvad de besøgende tager med sig fra udstillingen. Hvad håber kuratorerne, at folk tager med hjem? Katrine Stenum Poulsen reflekterer:

– Vi har klare intentioner, men vi kan aldrig styre, hvad folk tager med fra en udstilling. Jeg håber, at folk tager med sig, at der er mange måder at føle på. Vi kan måske tro, at vi alle oplever følelser på samme måde, men det gør vi ikke. Og noget af det sværeste er faktisk at udtrykke vores følelser.

Hun tilføjer, at udstillingen måske kan åbne nye døre for publikum:

– Jeg håber, at udstillingen kan være med til at åbne nye døre til at forstå både egne og andres følelser, og hvordan vi kan kommunikere dem. Det er i sidste ende det, der gør kunsten så vigtig – den tilbyder os nye perspektiver.

FEEL ME på Trapholt er åben fra den 26. september 2024 til den 10. august 2025, og udstillingen lover at blive en oplevelse, hvor både sind og krop bliver aktiveret i mødet med følelsernes mange facetter.

Ukendte konger får nyt liv i spektakulær udstilling

0

Kulturmuseet i Vejle går nye veje for at fortælle historien om Danmarks glemte vikingekonger. ‘De Første Konger’ åbner fredag d. 11/10 2024.

De fleste danskere kender navnene Gorm den Gamle og Harald Blåtand og har hørt om Jelling-kongerne, der regerede i 900-tallet. Men de skriftlige kilder fortæller også om flere danske konger fra 700- og 800-tallet. Arkæologisk forskning fra de seneste årtier viser, at Danmark har været et samlet kongerige langt tidligere end tidligere antaget.

Med den nye udstilling håber museet, at danskerne også bliver bekendt med nogle af de første danske konger: Horik og en anden Harald, nemlig Harald Klak, der er to af hovedpersonerne i udstillingen.

– Vores ambition er at fortælle vigtig og relevant danmarkshistorie på overraskende og sanselige måder. Med De Første Konger fortæller vi et glemt kapitel af Danmarks historie, hvor den nyeste forskning kombineres med nytænkende og anderledes måder at formidle på. Jeg tør godt sige, at vi har overgået os selv endnu en gang, udtaler museumschef Flemming Hedegaard.

Tegneserie fra gulv til loft

Kulturmuseet har valgt en utraditionel tilgang til udstillingen. I samarbejde med den berømte fransk-danske tegner Thierry Capezzone har de skabt en tegneserie om magtkampen mellem Horik I og Harald Klak.

Den spændende fortælling, som den frankiske kejser fik nedskrevet i sine årbøger, er den gennemgående historie i udstillingen. Tegneserien og en række andre illustrationer af Capezzone pryder udstillingens vægge fra gulv til loft.

Kongehallen i Erritsø

En af de mest spektakulære arkæologiske opdagelser i de senere år er kongehallen ved Erritsø. På en bakketop med udsigt over Lillebælt har der i flere hundrede år ligget en række store haller, bygget som de tilsvarende haller i Lejre og Tissø. Dette fund giver arkæologerne næsten sikkerhed for, at de første danske konger regerede over hele det nuværende Danmark – både Jylland, Fyn og Sjælland.

En rekonstruktion af dele af den 50 meter lange kongehal danner sammen med håndskårne træmøbler og Thierry Capezzones tegninger kulissen for en række fascinerende museumsgenstande fra både Sverige, Tyskland og Danmark.

– Vi har indlånt nogle virkelig fine ting til udstillingen, blandt andet fra Danmarks eneste kendte kongegrav fra den tidlige vikingetid. En konge blev begravet med rige gravgaver i Hedeby i midten af 800-tallet. Men er det Horik I eller Harald Klak, der ligger i bådkammergraven? Det er bare et af de spændende mysterier, der udfolder sig i udstillingen, fortæller Charlotta Lindblom, arkæolog og museumsinspektør på Kulturmuseet i Vejle.

Analogt og digitalt går hånd i hånd

Nogle af udstillingens genstande vises i nyudviklede interaktive montrer, hvor sensorer, lyd, lys og animationer sætter genstandene i scene på en helt ny måde.

– Disse genstande fortjener at få deres historie fortalt og blive gjort levende, men det skal gøres med respekt og faglighed. Det er den balance, vi har forsøgt at ramme, samtidig med at vi har skrottet en masse ‘plejer’. Vi er meget spændte på, hvordan folk tager imod eksperimentet, siger Kamilla Lang Betak, udstillingsarkitekt og projektleder.

De interaktive montrer er skabt i tæt samarbejde mellem museets egne fagfolk og interaktionsdesigner Jonas Kirkegaard fra Almost Noise. System Standex, en af landets førende producenter af sikkerheds- og udstillingsløsninger til museer, har produceret de specialdesignede montrer.

Gennem hele udstillingen ledsages gæsterne af et 14-kanalers soundscape, skabt af musiker og komponist Simon Brinck, der understøtter stemninger og fortællinger.

Totalt udsolgt åbningsfest

De Første Konger er støttet af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks Fond, Spar Nord Fonden og Knud Højgaards Fond.

Åbningsfesten torsdag aften er for længst udsolgt, men udstillingen kan opleves fra museet åbner kl. 10.00 fredag den 11. oktober 2024.

Der er rig mulighed for at besøge udstillingen i efterårsferien, hvor museet holder åbent hver dag fra kl. 10.00 til 17.00. Der er som altid gratis adgang til museet.

Ældrechecken stiger

0

Fra 1. januar 2025 vil cirka 295.000 folkepensionister opleve en betydelig stigning i deres årlige ældrecheck, som forhøjes med op til 5.000 kroner. Denne forhøjelse er den største i mere end 10 år og kommer som en del af et lovforslag, der i dag førstebehandles i Folketinget og allerede har sikret flertal blandt regeringen, SF og Enhedslisten.

Målet med denne forhøjelse er at give en økonomisk håndsrækning til de pensionister, som har de laveste indkomster og dermed har størst behov. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen udtaler i den forbindelse:

– Vi giver nu de folkepensionister, der er dårligst stillede økonomisk, et løft i deres supplerende ydelse til folkepensionen, der i den grad kan mærkes. Omkring hver fjerde folkepensionist har en beskeden indkomst og formue ved siden af folkepensionen, derfor er det rimeligt, at de nu får en ekstra håndsrækning.

Forhøjelsen sker som led i regeringens fokus på at forbedre vilkårene for de pensionister, der har mindst, og følger også tidligere beslutninger om at afskaffe modregning af ægtefællers arbejdsindkomst i pensionerne samt modregning i pensionstillæg for pensionisternes egen arbejdsindkomst.

Forhøjelsen af ældrechecken er skattepligtig og udbetales én gang årligt. Med den nye stigning vil modtagere af ældrechecken, som har en lav indkomst og en formue på under 99.200 kroner (2024), kunne modtage op til 24.900 kroner i 2025. Denne forhøjelse er finansieret via en passagerafgift på flyrejser, som blev indført med aftalen om “Grøn luftfart i Danmark.”

71.000 modtager check i Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding

I Region Syddanmark, hvor Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding kommuner er beliggende, vil 71.000 folkepensionister modtage den forhøjede ældrecheck.

I Fredericia modtager omkring 3.000 folkepensionister allerede ældrechecken, svarende til 31 procent af kommunens pensionister. I Middelfart og Kolding modtager henholdsvis 2.000 og 5.000 pensionister ældrechecken, svarende til 27 procent og 29 procent af pensionisterne i disse kommuner. I Vejle vil 5.000 modtagere, svarende til 25 procent af kommunens pensionister, få glæde af den forhøjede ældrecheck.

Forhøjelsen vil derfor have en mærkbar effekt for mange ældre i disse kommuner, hvor en betydelig del af pensionisterne har en lav indkomst og dermed er berettiget til ældrechecken.

Brintforbindelsen til Vejen og Fredericia på rette vej: Grøn omstilling tager form

0

Udsigterne for en brintrørsforbindelse mellem Esbjerg og Fredericia ser lovende ud, efter at regeringen og klimaminister Lars Aagaard i dag har givet grønt lys for, at Energinet kan fortsætte arbejdet mod en endelig investeringsbeslutning om fremtidens brintinfrastruktur. Dermed bliver den såkaldte rørføringsmodel “Det nedre T” også fastholdt. Modellen har fået sit navn, fordi rørføringen, der strækker sig fra Tyskland til Vejen og videre til Esbjerg og Fredericia, danner et T, når man ser på et kort over det sydjyske område.

– Det nedre T er en helt afgørende forudsætning for, at vi kan skabe en grøn løsning, styrke forsyningssikkerheden, skabe nye arbejdspladser og udvikle grønne løsninger, ikke kun for Trekantområdet, men for hele Danmark, siger Jens Ejner Christensen, bestyrelsesformand i Trekantområdet Danmark og borgmester i Vejle Kommune.

For kommunerne i Trekantområdet Danmark er det af stor betydning, at brintforbindelsen fortsat planlægges til at gå gennem Fredericia. Området har den nødvendige teknologi og er Danmarks produktionscentrum med en høj koncentration af industri- og transportarbejdspladser. Jens Ejner Christensen understreger vigtigheden af at få brinten til Fredericia, hvor raffinaderiet kan udskifte eksisterende brint med grøn brint, hvilket vil kunne reducere Danmarks CO2-udledning med 350 tons om dagen.

– Det bliver en stor klimamæssig gevinst for Danmark, når der etableres en brintrørføring fra Tyskland op gennem Danmark. Men for at opnå de fulde grønne gevinster er det afgørende, at rørføringen går igennem de områder, hvor potentialet er størst, og hvor teknologierne er klar til at udnytte det. Det er derfor positivt, at muligheden for at brintrøret kommer til Fredericia stadig lever, forklarer Jens Ejner Christensen.

Brintinfrastrukturen er en nøglefaktor i Danmarks Power-to-X (PtX) strategi, som Folketinget vedtog i 2022. Denne strategi fremmer udviklingen af grønne brændstoffer og brint, og en brintrørføring fra Tyskland til Danmark er en politisk beslutning, som skal medfinansieres og drives af markedet. PtX-strategien sigter mod at placere infrastrukturen i områder, hvor der allerede findes forudsætningerne for vækst, som Trekantområdet Danmark med sin eksisterende industri og partnerskaber som Triangle Energy Alliance.

– En brintrørføring gennem Trekantområdet, og videre til Fredericia, vil ikke alene fremme den grønne omstilling, men også skabe over 19.000 nye arbejdspladser i PtX-værdikæden. Hvis vi skal have mest muligt ud af investeringerne, skal rørføringen placeres der, hvor infrastruktur og partnerskaber allerede er etableret, siger Jens Ejner Christensen.

Den oprindelige plan var, at brintinfrastrukturen skulle være klar i 2028, men flere udfordringer har skubbet tidsplanen. Nu forventes forbindelsen mellem Esbjerg, Vejen og Fredericia at være færdig i 2031-32, hvor Danmark vil kunne drage fuld fordel af sin placering som en af de førende nationer inden for grøn omstilling og produktion af grønne brændstoffer.

Om Trekantområdet Danmark

Trekantområdet Danmark er Danmarks ældste business-region og en politisk ledet samarbejdsorganisation, der omfatter syv kommuner: Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle. Regionen spiller en central rolle i Danmarks industrielle og grønne udvikling.

SOSU-elever baner vejen som rollemodeller

0

Tirsdag blev der sat fokus på fremtidens SOSU-rollemodeller, da 132 elever fra SOSU-skoler over hele landet deltog i en særlig bootcamp i Fredericia.

Bootcampen var en del af projektet ‘UNG I VELFÆRD’, der har til formål at skabe større kendskab til social- og sundhedsuddannelserne blandt unge. Direktør for Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, Jacob Bro, understreger vigtigheden af elevernes rolle:

– De skal ud og fortælle historien om, hvad det indebærer at uddanne sig inden for SOSU-faget.

Under bootcampen blev deltagerne trænet i at formidle deres uddannelse og forklare, hvorfor SOSU-faget er en vigtig karrierevej. En central del af arbejdet som rollemodel er at bekæmpe de mange fordomme, der ofte knytter sig til SOSU-uddannelsen, fortæller eleverne.

– Vi skal ud og forklare, hvorfor det er en god idé at tage en SOSU-uddannelse, og hvad der er fedt ved det, siger Andreas Hedegaard Jensen, der er elev på EUX-linjen.

– Vi vil også gerne aflive nogle af de fordomme, hvor faget bliver set ned på. For eksempel er der mange, der siger, at SOSU-arbejde kun handler om at tørre gamle mennesker. Det er meget mere end det.

Mange unge ved måske stadig ikke endnu, hvilke muligheder en SOSU-uddannelse kan give dem. I gårsdagens workshop arbejdede eleverne derfor blandt andet med at bryde disse fordomme og blev opfordret til at bruge deres egne oplevelser og erfaringer til at fortælle om, hvordan faget åbner døre til en bred vifte af muligheder. De skulle på bootcampen lære, hvordan man kan være med til at vise, at SOSU-uddannelsen også kan være et springbræt til andre karrieremuligheder.

For elever som Morten Warnece og Andreas Hedegaard Jensen, der begge er i gang med EUX-forløbet, er der ikke kun fokus på SOSU-faget, men også på de ekstra muligheder, EUX åbner.

– Jo, det er det med at kombinere to ting. Du får både en erhvervsuddannelse og en gymnasial uddannelse samtidig, forklarer Morten Warnece. Og det er netop denne kombination, der giver de to drenge en følelse af at have flere fremtidsmuligheder.

– Hvis du nu skulle blive træt af erhvervsområdet, så har du altid mulighed for at få et job inden for det gymnasiale område. Det giver flere valgmuligheder, uddyber Andreas.

Andreas og Morten drømmer begge to om at blive ambulancebehandler, og ser EUX som en oplagt mulighed for at opbygge erfaring inden for omsorg og sundhed.

– Jeg vil gerne være ambulancebehandler, og måske senere arbejde med farmaci, fortæller Morten.

Workshops med fokus på kommunikation

Gårsdagens bootcamp bød på flere workshops, der klædte eleverne på til deres nye rolle. Et af de vigtigste elementer var at lære, hvordan de kan bruge sociale medier som en platform til at nå ud til de unge.

– Det handler om at nå ud til de helt unge. Du får ikke unge mennesker til at læse en avis, men de er på sociale medier. Når de scroller gennem TikTok eller Instagram, kan der pludselig dukke noget op om SOSU-uddannelsen, og så tænker de måske, at det faktisk er ret spændende, siger Morten Warnece.

Eleverne blev derfor også trænet i at lave opslag til sociale medier og udarbejde præsentationer, som de kan bruge, når de skal ud og tale til publikum.

– Vi skal også lave enten et opslag til sociale medier eller en planche, og vi skal tale fra en ølkasse foran publikum om, hvad det er, vi laver, forklarer Morten.

En dag med indtryk og læring

Dagen i Fredericia var fuld af indtryk, og både Morten og Andreas glæder sig til at komme i gang med at formidle deres nye rolle som SOSU-ambassadører.

– Det har været meget spændende, og vi glæder os til at se, hvordan plancherne kommer til at se ud, og hvordan vi kan vise de unge, hvad SOSU-uddannelsen handler om, afslutter Morten Warnece.

Med initiativer som disse håber SOSU-skolerne at inspirere flere unge til at vælge en uddannelse inden for social- og sundhedsområdet, hvor der i fremtiden vil være stor efterspørgsel på arbejdskraft.

SOSU-direktør ser stort potentiale

0

Regeringens nye udspil om den erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse, EPX, har potentiale til at ændre uddannelseslandskabet for unge, der vil kombinere teori og praksis. EPX er tænkt som en ny vej for dem, der ønsker flere muligheder efter grundskolen – en uddannelse, der skal ruste dem til både erhvervsuddannelser og professionsbachelorer. Men hvad betyder denne nye uddannelse for eksisterende tilbud som EUX Velfærd, der i dag er en vigtig indgang til social- og sundhedssektoren?

Jacob Bro, direktør på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, ser muligheder i den nye uddannelse, men understreger samtidig vigtigheden af at fastholde det praksisnære fokus, som EUX Velfærd bygger på.

Jacob Bro, direktør. Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens. Foto: AVISEN

“Det bliver svært for EUX Velfærd, hvis EPX kommer. Men spørgsmålet er, om det er så problematisk. Det hele afhænger af, hvad EPX’en kommer til at indeholde,” siger han og tilføjer:

“Noget af det vigtigste er, at hvis vi vil gøre uddannelsen erhvervsrettet, som vi gør på SOSU FVH, så handler det om at lære i praksis. Det er ikke nok kun at læse tykke bøger. Det afgørende er, hvordan vi omsætter viden til noget erhvervsrelevant. Hvis vi kan lykkes med det, kan EPX blive en god mulighed.”

Den nye reform har som mål at etablere EPX som en erhvervsrettet gymnasieuddannelse i hele landet. Med fokus på praktisk erfaring skal de unge kunne vælge mellem retninger som ‘velfærd og sikkerhed’ eller ‘håndværk og teknik’. EPX skal give adgang til videregående uddannelser som bioanalytiker, socialrådgiver og sygeplejerske. Jacob Bro anerkender potentialet, men fastholder, at den praksisnære undervisning er nøglen til succes.

“Jeg håber, vi kan tilbyde EPX. Det ville være mærkeligt, hvis vi ikke kunne, især når vi mangler velfærdsmedarbejdere. Vi kan tilbyde den praksisnære undervisning, vi allerede har på SOSU FVH, fra dag ét. Eleverne kan læse hjemme, men det er i praksis, de lærer at omsætte viden. Vi skal bare i gang og lave en god uddannelse,” forklarer Jacob Bro.

På Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens har kombinationen af teori og praksis vist sig effektiv. EUX Velfærd giver eleverne en studentereksamen og uddannelse som social- og sundhedsassistent – en vej mange unge vælger for at sikre sig både jobmuligheder og videreuddannelse.

“Det ville være naturligt at tilbyde EPX i de fleste af de kommuner, vi dækker. Men det kræver et godt elevgrundlag. Hvis kommunal 10. klasse nedlægges, kunne det skabe en mulighed for at tiltrække flere elever, som ønsker at arbejde inden for velfærdsfagene,” uddyber Jacob Bro.

Han ser reformen som en mulighed for at udvide uddannelsestilbuddet i områderne, hvor skolen allerede er til stede – Fredericia, Vejle, Kolding og Horsens.

“Vi har cirka 100 elever på grundforløb 1, og vi håber, de vil vælge EPX med en velfærdsretning. Det kan også blive en vej for dem, der ønsker at blive folkeskolelærere, pædagoger eller sygeplejersker og få en praksisrettet tilgang til deres fag,” siger han.

Regeringens forslag om at afskaffe 10. klasse og erstatte EUX med EPX åbner for en ny debat om, hvordan de unge bedst rustes til fremtiden. Jacob Bro er åben for de nye muligheder, men fastholder, at det praksisnære element skal være centralt for at sikre kvaliteten.

“Det hele afhænger af indholdet. EPX skal være erhvervs- og professionsrettet, ikke blot mere af det samme. Det er det, vi skal arbejde med de kommende år,” slutter Jacob Bro.

Brintinfrastruktur omkring Fredericia tager form

0
(Foto: AVISEN)

Energinets markedsdialog om brintinfrastrukturen, der blev afsluttet tidligere i år, har bekræftet det store potentiale for brinttransport i Danmark. På baggrund af dialogen, som omfattede 30 besvarelser fra 15 aktører, herunder projekter i brintklynger omkring Fredericia, Esbjerg og Holstebro, står det klart, at der er et betydeligt behov for brinttransport, især mod eksportmarkederne i Tyskland. Med denne udvikling har Energinet genberegnet bookingkravene for brintinfrastrukturen, og tidsplanen for projektet er blevet opdateret.

Brintprojekterne, der primært omhandler produktion til eksport, er tæt knyttet til områder som Fredericia. Energinets analyser viser et brinttransportbehov på op til 6,9 GW i 2050, mens behovet i 2031 forventes at ligge omkring 4,2 GW, dog afhængig af projekternes modenhed. I denne sammenhæng er Fredericia et centralt punkt på brintbackbone*, som er planlagt til at blive en hovedforbindelse for brinttransport.

Fredericia spiller en væsentlig rolle i vores infrastrukturplaner. Det er her, mange af de danske og internationale projekter samles, da byen ligger strategisk godt placeret i forhold til eksportkorridoren mod Tyskland.

Modenhedsbedømmelse og geografisk inddeling

På baggrund af markedsdialogen har Energinet udarbejdet en modenhedsvurdering, der inddeler projekterne i fire kategorier: arealrettigheder, forsyning, teknik og økonomi. Projekterne har varierende grader af modenhed, men for de mest fremskredne er der allerede nu identificeret transportbehov på 0,8 GW langs den sydlige strækning mod Esbjerg og Tyskland. Hertil kommer 1,3 GW tilknyttet havvindprojekter i Nordsøen, som dog først kan modnes, når havvindudbuddene er afgjort.

Opdaterede bookingkrav og Fredericias rolle

Energinet har nu genberegnet bookingkravene for de enkelte geografiske områder. For strækningen, der inkluderer Fredericia, skal der bookes yderligere 0,1 GW for at udløse denne del af infrastrukturen. Det betyder, at Fredericia er en vigtig brik i det samlede brintbackbone, hvor transportkapaciteten afhænger af markedets efterspørgsel og booking af kapacitet.

Dengeografiske placering og de store industrielle aktører, der allerede har meldt sig på banen i Fredericia, ser vi et stærkt potentiale for, at byen bliver en afgørende hub for brinttransport og -eksport.

Udfordringer og opdateret tidsplan

Selvom markedsdialogen viser en stor interesse for brinttransport, er der udfordringer, der skal løses. Energinet har justeret tidsplanen for projektet, da flere aktiviteter har vist sig at være mere komplekse og tidskrævende end forventet. Planen er nu, at den sydlige strækning til Esbjerg og Tyskland (Nedre T) kan være i drift i 2031, mens forbindelsen til Fredericia og Holstebro først forventes idriftsat i 2032 og 2033.

Tæt samarbejde med Tyskland

Energinet arbejder tæt sammen med den tyske partner Gasunie Deutschland for at sikre, at brintinfrastrukturen mellem Danmark og Tyskland kan idriftsættes samtidig på begge sider af grænsen. Denne forbindelse er afgørende for det fremtidige brintmarked, og Fredericia vil spille en central rolle i denne udvikling.

Fredericias strategiske betydning

Fredericia er ikke kun en geografisk vigtig placering i Danmarks brintinfrastruktur, men byen har også historisk set været et industriknudepunkt. Med den kommende brintinfrastruktur cementerer byen sin position som et centrum for grøn energi og eksport. Energinet understreger, at rettidig adgang til infrastrukturen er afgørende for, at danske brintprojekter kan blive konkurrencedygtige på det europæiske marked.

Med et klart fokus på fremtidens energiløsninger står Fredericia som en af de centrale byer i Danmarks brintinfrastruktur. Tiden vil vise, hvordan de næste skridt i projektet vil folde sig ud, men potentialet er stort for både byen og de involverede aktører.

*En brintbackbone er et planlagt netværk af rørledninger designet til at transportere brint over store afstande på tværs af lande eller regioner. Dette infrastruktursystem er afgørende for at understøtte den voksende produktion og anvendelse af brint som en grøn energikilde. Formålet med en brintbackbone er at forbinde producenter af brint (fx fra elektrolyse af vand ved hjælp af vedvarende energi som vind eller sol) med forbrugere som industrivirksomheder, transportsektoren og energiforsyningsnettet.

Brintbackbone-netværket er opbygget som et nationalt eller internationalt system, hvor rørledningerne sikrer effektiv og sikker transport af brint fra produktionssteder til brintforbrugende sektorer, ofte på tværs af grænser. Dette netværk er kritisk for at opnå skala og stabilitet i brugen af brint som energibærer, da det kan håndtere store mængder brint, der kan distribueres til de områder, hvor der er størst behov.

I konteksten af Danmark, og særligt Fredericia, spiller brintbackbone-systemet en vigtig rolle, da det forbinder danske produktionssteder med eksportmarkederne i Tyskland og andre dele af Europa. Det er en del af overgangen til mere klimavenlige energikilder og et skridt mod at gøre brint til en integreret del af energiforsyningen, især i industri og tung transport.

Carsten Hänel takker af som CEO for Orkla Danmark

0
Carsten Hänel

Efter 25 år hos Orkla, heraf de sidste seks som CEO for Orkla Danmark, har Carsten Hänel valgt at træde tilbage fra sin stilling for at bruge mere tid med sin familie og forfølge andre interesser. Hänel vil fortsætte i sin rolle frem til slutningen af foråret 2025, mens virksomheden begynder rekrutteringsprocessen efter en ny direktør.

Carsten Hänel har haft en imponerende karriere i Orkla over to perioder. Han startede sin rejse i 1998 som salgsdirektør for KiMs, forgængeren til Orkla Confectionery & Snacks Danmark, og blev senere CEO for virksomheden. Efter en tid som CEO hos Carlsberg Danmark vendte han tilbage til Orkla i 2018 som CEO for Orkla Foods Danmark og blev i 2021 udnævnt til CEO for Orkla Danmark, hvor han har ledet integrationen af Orkla Confectionery & Snacks Danmark og Orkla Foods Danmark.

“Jeg vil gerne udtrykke min dybeste taknemmelighed over for Carsten for hans bemærkelsesværdige ledelse og dedikation gennem årene. Hans evne til at levere stærke resultater har ikke blot styrket virksomhedens vækst, men også skabt en stærk og positiv kultur, der mærkes i hele organisationen. Derudover strækker Carstens indflydelse sig langt ud over Orkla Danmark, hvor hans engagement har haft en betydelig indvirkning på både den danske fødevaresektor og Orkla Foods Europe,” udtaler Atle Vidar Nagel Johansen, CEO for Orkla Foods Europe og formand for bestyrelsen i Orkla Danmark.

Under Carsten Hänels ledelse har Orkla Danmark oplevet betydelig vækst og en konsolidering af forretningerne, der har gjort virksomheden til en stærk enhed på det danske marked. Hänel har ligeledes været en vigtig del af ledelsesteamet i både Orkla Foods Europe og Orkla Confectionery & Snacks, hvor han har bidraget med sin store erfaring og strategiske indsigt.

“Vi har været utrolig heldige at have haft Carsten som leder i Danmark, hvor han har ledet vores forretninger igennem mange år. Hans arbejde med integrationen og opbygningen af Orkla Danmark til en stærk enhed, der konsekvent leverer på vores forventninger, er særligt bemærkelsesværdigt. Med sin omfattende erfaring og strategiske indsigt har han været et uvurderligt medlem af vores ledelsesteam, og han vil blive savnet af mig og mange kolleger,” siger Ingvill T. Berg, CEO for Orkla Confectionery & Snacks.

Selv udtrykker Carsten Hänel stor taknemmelighed for sin tid hos Orkla og de muligheder, han har haft for at udvikle forretningen.

“Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med nogle af de største FMCG-mærker i Danmark gennem min karriere – de sidste 20 år som CEO. Det har været en fantastisk rejse, og jeg har nydt hver eneste dag. Men jeg har også lovet min familie, at jeg ville trække mig tilbage i god tid for at tilbringe mere tid med dem og for at udforske andre interesser. Med en milepælsfødselsdag for døren, føles det som det rette tidspunkt at træffe denne beslutning. Det bliver dog svært at sige farvel til de mange fantastiske kolleger, jeg har arbejdet sammen med i så mange år,” siger Carsten Hänel.

Selvom Hänel træder tilbage som CEO, vil han fortsat være aktiv i sine bestyrelsesroller, herunder som næstformand i DLG-koncernen, hvor hans erfaring og indsigt vil fortsætte med at gøre en forskel.

Orkla Danmark har allerede indledt processen med at finde hans efterfølger, der skal videreføre den stærke udvikling og sikre fremtidige resultater.