Fredericia ved et politisk Tipping Point

Af
Erik Schwensen
-
0
The Tipping Point
Fredericia ved et politisk Tipping Point

SAMFUNDSANALYSE: I den første samfundsanalyse omkring kommunalvalget 2025, anvendte jeg Douglass C. Norths institutionelle teori om stiafhængighed som udgangspunkt. Det er blot et af flere mulige analyseperspektiver, der kan give os en forklaringskraft på omstændighederne og konsekvenserne i forbindelse med kommunalvalget 2025. Denne artikels samfundsanalyse tager et andet udgangspunkt. Udgangspunktet er Malcolm Gladwells tanker og forfatterskab ud fra tre af hans bøger:  ”The Outliers”, ”Blink” og ”The Tipping Point”.

For når et politisk magtskifte indtræffer, forsøger vi ofte at forklare det gennem enkelthændelser: en upopulær sag, en stærk kandidat, stigafhængigheder eller en vellykket kampagne. Kommunalvalget i Fredericia 2025 viser, at de dybe politiske strømninger sjældent kan reduceres til én faktor. De opstår i samspillet mellem strukturer, intuition og sociale dynamikker.

Det er netop dette felt, Malcolm Gladwell udforsker i sine værker Outliers, Blink og The Tipping Point. Tilsammen danner de en form for trelagsmodel, der giver en overraskende præcis forståelsesramme. En forståelsesramme der supplerer og understøtter Douglas C. Norths institutionelle teori om stiafhængighed, der blev lagt til grund i den første samfundsanalyse af kommunalvalget i 2025.

Indledning

Kommunalvalget i Fredericia den 18. november 2025 var ikke blot et lokalt magtskifte. Det var et eksempel på, hvordan politiske forandringer i dag opstår i et samspil mellem dybe strukturer, individuelle øjebliksbeslutninger og kollektive bevægelser. Socialdemokratiet gik markant tilbage, og blokpolitikken blev afløst af ønsket om et bredere tværpolitisk fællesskab. Venstre overtog borgmesterposten via dette opståede tværpolitiske fællesskab, der for få år siden ville have virket usandsynlig. Et tværpolitisk fællesskab i Fredericia som var vokset frem og testet af gennem de alternative 2-årige budgetforlig i årene 2024 og 2025.

Malcolm Gladwells tre bøger kan give én samlet forklaringsramme

Men hvordan kan man forstå et sådant skifte uden at reducere det til enkeltpersoner, personsager eller taktiske fejl? Et frugtbart analytisk greb findes i Malcolm Gladwells tre hovedværker: Outliers (2008), Blink (2005) og The Tipping Point (2000). Tilsammen kan de læses som en samlet teori om forandring — og anvendt analytisk på politiske forhold udgør de, hvad jeg vil kalde Gladwells 3-lags Model for politiske valg.

Modellen gør det muligt at finde en mulig forklaring på, hvorfor et politisk system bliver modtageligt for forandring, hvordan vælgerne træffer deres beslutning, og hvornår en valgkamp tipper irreversibelt.

Gladwells tre værker beskæftiger sig med forskellige niveauer af menneskelig adfærd:

  • The Outliers forklarer de strukturelle og kulturelle betingelser, som gør succes eller forandring mulig.
  • Blink forklarer mikroøjeblikket, hvor mennesker intuitivt og individuelt træffer beslutninger.
  • The Tipping Point forklarer den sociale dynamik, hvor små påvirkninger pludselig bliver store.

Anvendt på politik kan disse tre niveauer forstås som:

  1. Mulighedslaget (struktur og kontekst)
  2. Øjeblikslaget (vælgernes intuitive og individuelle beslutning)
  3. Spredningslaget (hvordan stemninger bliver kollektive)

Kommunalvalget i Fredericia 2025 er interessant, fordi her peger analysen af alle tre lag i samme retning.

Mulighedslaget: Outliers og den strukturelle parathed

I The Outliers udfordrer Gladwell forestillingen om, at succes alene skyldes talent og indsats. I stedet peger han på betydningen af timing, kultur, muligheder og institutionelle rammer. Her finder vi forbindelsen til Norths Stigafhængighed. Overført til den politiske verden betyder det, at vælgernes valg ikke kan forstås isoleret fra den kommune, de lever i.

Fredericia har i årene op til 2025 gennemgået markante forandringer. Byudvikling, tilflytning og rollen som logistisk knudepunkt i Trekantområdet har ændret byens sociale sammensætning. Samtidig har kommunens socialområde været genstand for vedvarende debat, kritik og bekymring — både økonomisk og administrativt.

I sådanne situationer opstår det, Gladwell ville kalde et mulighedsvindue. Ikke nødvendigvis et krav om revolution, men en stigende åbenhed over for, at “noget andet” kunne være bedre. Når et parti – som Socialdemokratiet – har siddet tungt på magten i flere årtier, opstår der med tiden en strukturel slitage: selv små problemer tillægges systemisk betydning. Her “kigger” Norths stigafhængighed igen frem i Gladwell vurderinger.

Denne lokale kontekst blev forstærket af det nationale bagtæppe. Socialdemokratiet gik tilbage i mange kommuner i 2025, hvilket reducerede den psykologiske barriere for at stemme imod partiet lokalt. Det føltes ikke længere som et brud med normen.

Outliers-laget forklarer på den måde, hvorfor Fredericia var klar til forandring, længe før valgkampens sidste uger.

Øjeblikslaget: Blink og beslutningen i stemmeboksen

Men strukturel parathed er ikke nok til at forklare et valgresultat. Valg afgøres i sidste ende af hundredvis – i Fredericia tusindvis – af individuelle beslutninger. Gladwells bog Blink beskæftiger sig netop med disse beslutninger: de hurtige, intuitive vurderinger, vi foretager os uden fuld rationel gennemgang.

Gladwell introducerer begrebet thin slicing — evnen til at danne en helhedsvurdering på baggrund af meget få informationer. I politik betyder det, at vælgere sjældent stemmer efter lange læsninger af partiprogrammer. De stemmer efter fornemmelser som: stabilitet, troværdighed, retning.

Her spillede valgkampens framing en afgørende rolle i Fredericia. Venstres slogan “Fredericia sikkert videre” er et skoleeksempel på Blink-kompatibel kommunikation. Det kræver ingen forklaring, rummer både forandring og tryghed og taler direkte til vælgerens mavefornemmelse.

Omvendt stod Socialdemokratiet i en situation, hvor fortællingen var mere defensiv. Først sent kom partiets mere overordnede valgprogram til kendskab for vælgerne. Interne spændinger og behovet for at forklare komplekse problemstillinger reducerede budskabets umiddelbare gennemslagskraft. I Blink-termer betyder det, at vælgerens førstehåndsindtryk ikke blev entydigt positivt.

Når vælgere er i tvivl, falder de ofte tilbage på simple heuristikker: “Hvem virker mest i kontrol?” eller “Hvem føles som det sikre valg?”. I 2025 syntes disse intuitive spørgsmål i stigende grad at blive besvaret til de alternative forligspartiers, herunder partiet Venstres, fordel.

Spredningslaget: The Tipping Point og valgkampens acceleration

Det sidste lag handler om, hvorfor et valgresultat ikke blot ændrer sig marginalt, men tipper. I The Tipping Point beskriver Gladwell tre mekanismer, som tilsammen skaber sociale epidemier.

Law of the Few – De fås lov
De fås lov erklærer, at det er kun de rigtige budbringere, der kan tippe og sprede et budskab, hvor virus- og epidemi-begreberne anvendes som metafor.

I Fredericia spillede enkelte nøglepersoner en afgørende rolle. Venstres borgmesterkandidat Peder Tind fungerede som det, Gladwell kalder en Salesman: en troværdig, rolig formidler af forandring. Samtidig fungerede lokale aktører i erhvervsliv, foreninger og partiorganisationer som Connectors, der bandt budskabet sammen i sociale netværk.

Stickiness Factor – Budskabets klæbrige karakter
Budbringerne kan dog kun få succes, når budskabet er et, der fænger – med andre ord skal det være “klæbrigt”. For at være klæbrigt skal et budskab være huskeværdigt nok til at inspirere til handling eller forandring. Dette er klæbrighedsfaktoren – The Stickiness Factor.

Klæbrighed er særligt vanskeligt i informationsalderen, fordi moderne medier udsætter forbrugerne for så meget information, at det er sværere for et individuelt budskab at hænge fast. I reklamebranchen kaldes dette dilemma for rodproblemet. Klæbrighedsfaktoren er ideen om, at man kan ændre præsentationen af ​​et budskab for at gøre det mere smittende og mere klæbrigt (og dermed have en mere varig effekt). Denne idé blev netop populariseret i Malcolm Gladwells bog The Tipping Point.

I Fredericia var budskaber som “slingrekurs”, “borgerlig retning” og “sikkert videre” lette at gentage og nemme at huske. De forenklede komplekse problemer til fortællinger, der kunne deles i samtaler, på sociale medier og i lokalpressen. Andre eksempler kunne nævnes.

Power of Context – Kontekstens magt
Endelig var konteksten gunstig for et politisk Tipping Point. National modvind for Socialdemokratiet, lokal debat om styring og en generel oplevelse af, at “nu er tiden inde”, skabte et miljø, hvor selv små påvirkninger fik stor effekt. Når først vælgerne oplever, at “stemningen har ændret sig og vendt”, forstærkes bevægelsen af sig selv. Det er selve Tipping Pointets logik.

Fredericia som skoleeksempel på moderne valglogik

Set gennem Gladwells trelagsteori fremstår Fredericia 2025 ikke som et særtilfælde, men som et eksempel på moderne vælgeradfærd. Et valg tipper, når:

  1. Strukturerne muliggør forandring (Outliers)
  2. Vælgernes intuition peger i samme retning (Blink)
  3. Sociale mekanismer accelererer bevægelsen (The Tipping Point)

Når alle tre lag falder sammen, kan selv dybt rodfæstede politiske traditioner brydes.

Perspektiv og konsekvenser: Hvad kan partier lære?

Hvis der er én overordnet lektie fra Fredericia, er det denne: Politik handler ikke kun om politik. Det handler om kontekst, følelse og sociale relationer. Partier, der ignorerer ét af lagene, risikerer at misforstå både vælgerne og deres egen position.

I denne samfundsanalyse er jeg ikke dykket ned under partioverfladen og set på de enkelte partiers interne adfærd før, under og efter valget. Dels er det vanskeligt for udenforstående at får valid viden til rådighed, og dels ville det forlænge artiklen betydeligt.

Men her kunne Malcolm Gladwells hypoteser med fordel også anvendes både på valgets vindere og dets tabere. Lykkes det fx for det borgmesterbærende parti Venstre at foretage det, i 1. SAMFUNDSANALYSE påpegede, paradigmeskifte? Eller – som man fornemmer, når man lytter på vandrørene – udvikler og spreder den indre uro sig hos valgets kortsigtede tabere (Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti) enten til yderligere deroute eller til gevinster på den lange bane, fx i form af rettidige generationsskifter før næste valg?

Gladwells tre værker minder os om, at demokrati ikke kun udspiller sig i byrådssale og partiprogrammer, men i menneskers hverdagsoplevelser, intuitive vurderinger og i de sociale fællesskaber. Fredericia i 2025 var det øjeblik, hvor alle tre niveauer mødtes — og hvor politikken tippede.

I tråd med Gladwells ovenstående idéer og tanker kunne jeg også have valgt andre forfattere og teoretikere til at belyse, udbygge og forklare de tendenser og forhold, der sker i forbindelse med forandringer i vort samfund. Den norske forfatter Kjell Arne Røviks bøger “Trender og translasjoner: ideer som former det 21. århundrets organisasjon” og “Moderne organisasjoner”, Karl Erik Weicks forfatterskab om meningsdannelse, organisering og ledelse, samt Viktor E. Frankls bog ”Man search for Meaning” understøtter på flere måder Gladwells tilgang. Disse forfattere fortjener dog en særskilt plads i samfundsanalysernes verden.

Sker det politiske paradigmeskifte netop nu i Fredericia eller?

Flere flytter til Kolding Kommune og væksten fordeler sig i hele kommunen

Af
Mille Dyhrberg
-
0

KOLDING. Kolding Kommune oplever fortsat befolkningsfremgang, og både byer og lokalsamfund bidrager til udviklingen. I løbet af 2025 voksede indbyggertallet med 780 personer, og samlet set er befolkningen steget med 2.833 borgere over de seneste fire år. Dermed har kommunen overgået den politiske målsætning for befolkningsudviklingen.

Ifølge de nyeste befolkningstal valgte 6.364 nye borgere sidste år at bosætte sig i Kolding Kommune. Udviklingen peger på, at flere får øjnene op for kommunen som et attraktivt sted at bo, arbejde og uddanne sig.

Befolkningsvæksten er ikke koncentreret ét sted, men fordeler sig bredt geografisk. Flere mindre byer og lokalsamfund har oplevet fremgang side om side med Kolding by.

Den største procentuelle vækst fandt sted i Eltang, hvor indbyggertallet steg med 8,9 procent, svarende til 82 nye borgere. Udviklingen hænger sammen med øget boligbyggeri i området, hvor der de senere år er opført både private lejeboliger og parcelhuse.

Kolding by voksede med 599 borgere, hvilket svarer til en stigning på 0,9 procent. Også centerbyerne Lunderskov og Vamdrup havde fremgang med henholdsvis 60 og 26 nye borgere.

Borgmester Jakob Ville glæder sig over, at væksten er bredt funderet.

»Det er en flot vækst, som jeg er rigtig glad for. Det er dejligt at se, at flere landsbyer og centerbyer oplever fremgang sammen med Kolding by. Det viser, at vi har noget at byde på, både for dem, der gerne vil bo i byen, og dem, der foretrækker mere rolige omgivelser i de mindre byer. Og jeg ser gerne, at endnu flere får lyst til at flytte til Kolding Kommune,« siger han.

Borgmesteren opfordrer samtidig borgerne til selv at være med til at fortælle om livet i kommunen og de kvaliteter, der kendetegner hverdagen.

»Jeg tror, at vi alle sammen kan gøre vores til at få flere indbyggere, hvis vi bliver bedre til at fortælle om de gode ting, der foregår i vores kommune. De ting og forhold, der gør hverdagslivet godt. Det kan være gode historier om, hvordan man benytter vores skønne natur, eller om de fællesskaber, der findes i vores mange foreninger, i kulturlivet, på arbejdspladserne og på uddannelsesinstitutionerne,« siger Jakob Ville og opfordrer også til at dele historierne på sociale medier.

Pr. 1. januar 2026 havde Kolding Kommune 96.285 indbyggere. En del af væksten skyldes et mindre overskud i de mellemkommunale flytninger, hvor der var 39 flere, der flyttede til kommunen, end der flyttede fra. De fleste tilflyttere kom fra Vejle, Aarhus og Vejen, og i 2025 var der samtidig en stigning i antallet af tilflyttere fra både Vejle, Aarhus og Odense sammenlignet med de foregående år.

Den største del af befolkningsfremgangen kommer dog fra indrejse fra udlandet. I 2025 var der et overskud på 778 borgere på indrejsebalancen. Langt hovedparten, 84 procent, var i aldersgruppen 18 til 64 år, hvilket peger på, at mange internationale borgere kommer til kommunen for at arbejde eller studere.

De indrejste havde mange forskellige statsborgerskaber, men danske statsborgere udgjorde den største enkeltgruppe. I 2025 var 15,6 procent af de indrejste danskere, som vendte hjem til Danmark og Kolding efter et ophold i udlandet.

Samtidig viser tallene, at der fortsat er et mindre underskud på balancen mellem fødsler og dødsfald. I 2025 blev der født 864 børn i kommunen, mens 919 borgere døde.

Samlet set bekræfter tallene en stabil befolkningsudvikling, hvor Kolding Kommune fortsat formår at tiltrække nye borgere både fra resten af landet og fra udlandet.

Fra Fredericia til EM-kulissen: To FHK-officials sidder ved bronzekampen

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

SPORT. Når EM i herrehåndbold når sin afgørende fase, er det ikke kun spillerne på banen, der er udvalgt blandt de bedste. Ved dommerbordet sidder også folk, der er håndplukket til opgaven. Til bronzekampen sidder to af dem fra Fredericia.

Fredericia HK har to officials repræsenteret i turneringens afsluttende kampe. Jan Jochumsen og Henrik Matthiassen er udtaget som henholdsvis tidtager og sekretær – roller, der kræver rutine, overblik og fuld koncentration i et internationalt setup, hvor fejl ikke er en mulighed.

Udtaget blandt de få

Udtagelsen er ikke tilfældig. Ifølge Henrik Matthiassen sker den blandt en relativt lille gruppe officials, der i forvejen arbejder internationalt. »Når Dansk Håndbold er arrangør af sådan et stævne, skal de stille tidtager og sekretærer til rådighed. Der er omkring 17 par i Danmark, som sidder ved internationale kampe, og blandt dem bliver der så udtaget nogle få, der skal repræsentere dansk håndbold ved EM. Og der var vi heldige at være med,« fortæller han.

Jan Jochumsen har mange års erfaring bag sig. Han har siddet ved dommerbordet i Fredericia siden oktober 2022 og er i gang med sin 36. sæson i håndbolden, først som videomand og holdleder, siden som official. »Jeg er typen, der gerne vil gøre tingene 100 procent. Da jeg fik muligheden for at komme til at sidde ved dommerbordet, sagde jeg ja tak. Og efter et halvt års tid blev jeg prikket på skulderen og spurgt, om det internationale også kunne have interesse,« siger han.

Siden har han og Henrik siddet sammen ved både Champions League-, Europa League- og nu EM-kampe.

Et trin mere

Selv med mange års erfaring er EM noget særligt. Tempoet er højere, presset større og konsekvenserne mere tydelige, også ved dommerbordet. »Man skal ikke forklejne ligaen eller Champions League, for det går også stærkt. Men EM er lige et trin mere. Der er lidt mere på spil,« siger Jan.

Under EM-kampene bliver samarbejdet med dommerne endnu mere afgørende. Øjenkontakt, håndtegn og præcis timing skal fungere i et øjebliksbillede, hvor spillet hele tiden skifter retning, og hvor støjen fra tribunerne er konstant. »Alle sanser skal være tændt. Og så gør det en forskel, at der sidder 15.000 mennesker og synger med på et anlæg, der nærmest overdøver dommernes fløjter,« bemærker han.

Stemningen mærkes tydeligt, også fra pladserne ved bordet. »Den er helt vild. Når publikum bare synger videre af sig selv, kan man virkelig mærke, at det her er noget særligt.«

Midt i den kulisse har Henrik overblikket som sekretær. Det er ham, der sørger for, at kampens detaljer bliver registreret korrekt, i realtid. »Jeg registrerer målscorere, stilling, udvisninger og advarsler. Der sidder en DHF-observatør og en supervisor med det overordnede ansvar for kamprapporten, men der skal hele tiden kontrolleres. Tempoet i håndbolden er blevet så højt, at det kan være svært at nå det hele,« forklarer han. Jan supplerer fra tidtagerens plads: »Vi er afhængige af klar kommunikation med dommerne. Når tiden stoppes eller spillet sættes i gang igen, skal det ske præcist. Hvis håndtegnene ikke sidder, bliver det en udfordring.«

Bronzekampen venter

Som afslutning på EM er Jan og Henrik blevet tildelt bronzekampen, en kamp, der markerer det sidste punktum for turneringen for mange af dem, der arbejder i kulissen. »Det er altid rart at være med til sidst,« siger Henrik.

Også Jan ser frem til opgaven, selvom han har én klar forhåbning. »Jeg håber inderligt ikke, at det er Danmark, jeg skal sidde ved. Så vil jeg hellere sidde stille bagefter og se finalen,« siger han med et smil.

En del af et fællesskab

Til sidst vender både Jan Jochumsen og Henrik Matthiassen tilbage til det, der for dem begge giver EM-oplevelsen en ekstra dimension. For selvom opgaverne ved dommerbordet kræver fuldt fokus og professionalisme, rækker oplevelsen ud over selve kampene.

EM er også et sted, hvor relationer og rutiner gentager sig på tværs af haller, landsdele og turneringer. »Når man har været med til flere slutrunder, møder man mange af de samme frivillige igen og igen. Det bliver næsten som en lille familie. Selvom vi kommer fra hele landet, er der et fællesskab, som minder meget om det, man kender fra klubben derhjemme,« fortæller Henrik afslutningsvis.

Ved bronzekampen sidder to lokale ansigter fra Fredericia klar ved dommerbordet – midt i EM-kulissen, med fokus på tid, overblik og spillets detaljer.

Nyt forskningscenter i Odense skal bruge kunstig intelligens til bedre diagnosticering af brystsygdomme

Af
Mille Dyhrberg
-
0

SUNDHED. Et nyt forskningscenter på Odense Universitetshospital skal de kommende år bruge kunstig intelligens til at finde og behandle sygdomme i brystkassen mere præcist. Centeret, der har fået navnet Center for Klinisk Excellence THORACIC PARK, har netop modtaget 7,5 millioner kroner i støtte fra Regionsrådet i Region Syddanmark.

Hvert år gennemføres omkring 150.000 CT-scanninger af brystkassen i regionen, blandt andet for at opdage sygdomme som lungekræft, lungebetændelse og blodpropper i lungen. Med en aldrende befolkning vokser behovet for avanceret billeddiagnostik, og her skal kunstig intelligens spille en central rolle.

Forskerholdet vil udvikle algoritmer, der kan hjælpe lægerne med tidligere og mere præcis identifikation af blandt andet lungekræft, blodpropper, udposninger på hovedpulsåren og hjerte-kar-sygdomme. Målet er både at styrke diagnosticeringen og give bedre viden om patienternes prognose.

Centeret forankres på OUH i tæt samarbejde med Syddansk Universitet samt andre sygehuse i og uden for regionen. Det bliver det tiende excellencecenter i Region Syddanmark siden 2015.

Regionsrådsformand Bo Libergren glæder sig over, at regionen endnu en gang investerer i forskning på højt niveau.

»THORACIC PARK bliver det tiende excellencecenter i regionen siden 2015. Centrene har understøttet patientbehandling på allerhøjeste niveau, og det glæder mig, at vi gennem årene har kunnet støtte så mange dygtige forskere i regionen. Holdet bag THORACIC PARK vil udnytte det store teknologiske potentiale, der ligger i kunstig intelligens i sundhedsvæsenet, og jeg ser frem til at følge deres arbejde og resultater, som i sidste ende kommer patienterne til gode,« siger han.

Ledelsen af det nye center varetages af ledende overlæge og klinisk professor Christian B. Laursen fra Lungemedicinsk Afdeling på OUH. Han ser støtten som en mulighed for at omsætte teknologiske visioner til konkret patientbehandling.

»Der er meget snak om potentialet i AI, og i vores projekt vil vi have det ud at leve i det moderne sundhedsvæsen, så det rent faktisk kommer til at gøre en forskel for patienterne. Vi træner algoritmerne på rigtige patientforløb fra regionen og tester det ude på afdelingerne. På den måde får vi en løsning, der både er skræddersyet til Region Syddanmark, men også potentielt vil kunne udbredes nationalt og internationalt og inden for andre sygdomsområder,« siger han.

Ambitionen er at samle vurderingen af hjerte-, kar- og lungesygdomme i én samlet AI-baseret platform. Ifølge Christian B. Laursen kan det skabe mere sammenhængende patientforløb og mindske behovet for gentagne undersøgelser.

»Når en patient får scannet brystkassen, giver det ikke mening, at AI kun fokuserer på én bestemt ting. Vi forsøger at samle hjerte-, kar- og lungeperspektivet, så patienten oplever et mere sammenhængende forløb. Normalt skal patienten måske videre til flere forskellige scanninger og undersøgelser, og det kan være svært at navigere i. Den kunstige intelligens skal hjælpe med at minimere ekstraforløb og unødvendige undersøgelser, der kunne komme efterfølgende,« siger han.

Center for Klinisk Excellence THORACIC PARK modtager forskningsstøtte over de næste fem år og skal arbejde tæt sammen på tværs af lægespecialer og sygehuse. Målet er, at forskningen hurtigt kan omsættes til praksis og på sigt komme patienter til gavn både i Region Syddanmark og uden for landets grænser.

EWII siger farvel til 20 års fiberudbygning i Trekantområdet

Af
Mille Dyhrberg
-
0

BUSINESS. Efter knap to årtiers arbejde med udrulning af fibernet i Trekantområdet er det nu slut for EWII som ejer af den fysiske infrastruktur. Konkurrencerådet har godkendt salget af EWIIs fibernet, og dermed kan handlen gennemføres fra 1. februar.

Det er selskabet Sinal, der overtager fibernettet, som består af de kabler, der gennem årene er gravet ned i veje og fortove i området. Fra den 2. februar bliver fibernettet en del af Sinals infrastruktur.

Salget markerer afslutningen på et af EWIIs største infrastrukturprojekter og betyder samtidig, at knap 50 medarbejdere overgår til en ny organisation.

»Det er en helt særlig milepæl i EWII. Vi har brugt knap 20 år på at udrulle fibernettet i hele vores forsyningsområde, så det er et kæmpe infrastrukturprojekt, som vi afslutter. Samtidig siger vi farvel til de knap 50 gode kolleger, som nu skal passe på fibernettet i en ny organisation. Det er kolleger, der har været med til at fuldføre vores vision om at styrke Trekantområdet med digital infrastruktur, hvilket vi alle er utroligt stolte af,« siger administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn.

Godkendelsen fra Konkurrencerådet har været betinget af, at Norlys-koncernen, som ejer Sinal, ophørte samarbejdet med en række antenneforeninger. Den betingelse er nu opfyldt, og derfor kan salget gennemføres som planlagt.

For de fleste internetbrugere i Trekantområdet vil ejerskiftet ikke kunne mærkes i hverdagen. Salget ændrer ikke på, hvor kunderne har deres internetabonnement.

EWII fortsætter nemlig som udbyder af internetabonnementer på fibernet i Trekantområdet og tilbyder fortsat internet via både fiber og coax på landsplan. Derudover er energikoncernen landsdækkende med elaftaler og ladebokse til elbiler.

Ifølge EWII giver salget af fibernettet mulighed for at fokusere endnu mere på nye investeringer inden for energi, klima og grøn omstilling. Med den gennemførte handel lukker EWII dermed et markant kapitel i koncernens historie og retter blikket mod nye strategiske mål.

Et liv i beton og mennesker som byen voksede omkring

Af
Andreas Andreassen
-
0

BUSINESS. Der er en særlig ro, når man kommer kørende ad Egeskovvej mod Randal Beton i Fredericia. På den ene side ligger KFUM’s boldbaner. På den anden side naturen omkring Randal Bæk, sneklagt denne vinterdag. Tæt her voksede Jan Riisager op på Eriksvej, mens forældrene passede forretningen på den anden side af vejen.

På den 27.000 kvadratmeter store plads kører truckene stadig rundt og flytter speciallavede betonelementer. Støjen fra virksomheden overdøves af bilerne, der passerer på Egeskovvej. Det er en af de små ironier, Jan Riisager selv noterer sig, de gange snakken falder på støj og byudvikling.

Når Jan Riisager bevæger sig rundt mellem hallerne, er tempoet et andet. Den ro, der omgiver ham, skyldes ikke stilstand, men erkendelse. Fredag støbes der beton for sidste gang. Ikke som et symbolsk farvel, men fordi der stadig er en ordre, der skal gøres færdig. Sådan har det altid været her. Arbejdet først, orden i tingene, og afskeden bagefter.

»Det første, jeg kan huske, det er egentlig, at jeg selv er hernede som 13-årig og står i en eller anden form og smider beton op i en lille bitte form.« Jan Riisager smiler, da han fortæller det. Små ringe til vandstik, der skulle hæve dækslerne op i niveau med fortovet. Det var ikke store konstruktioner, men det var begyndelsen. Og det var her, relationen til stedet blev støbt, længe før han vidste, at det skulle blive hans livsværk.

Hans far startede på fabrikken i 1966. Dengang manglede de en truckfører, og med det grønne bevis i hånden var vejen ind i virksomheden kort. To år senere blev faderen formand og var med til at installere et nyt blandeanlæg i slutningen af 60’erne. Et anlæg, som Jan Riisager mange år senere selv lukkede ned. »Det blandeanlæg lukkede jeg ned for for 14 år siden, fordi jeg skulle levere CE-mærket beton, og det kunne jeg ikke med det blandeværk.« Teknologien, kravene og tiden løb videre. Det samme gjorde byen.

I begyndelsen var Randal Beton ikke en familievirksomhed. Men da den tidligere ejer døde i begyndelsen af 80’erne, forpagtede Jans forældre grunden i tre år, før de købte den. På det tidspunkt var der fire ansatte. Og så var der Jans mor, der gik fra jobbet som pædagog til at blive bogholder, økonomichef og som Jan tørt bemærker, IT-chef, selvom der ikke rigtig var noget IT endnu. Jan Riisager havde egentlig ikke tænkt, at han skulle overtage. Han havde stået ved maskinerne som knægt og syntes, det var »dødens pølse«. Han tog en uddannelse, var officer af reserven og drømte om noget andet. Men livet trak i en anden retning. »Min kone blev gravid, og samtidig var der en mand, der stoppede hernede, da jeg sad og spiste hos mine forældre en søndag aften. Så mandag morgen startede jeg hernede. Så var det ligesom lagt,« siger han og ler stille.

Siden da er der gået næsten 33 år, og faderen nåede at være på stedet i 39 år, inden han og Jans mor gik på pension. Det er et helt arbejdsliv, faktisk to, og imellem dem et sted, hvor hverdagen ikke blev målt i karrierehop, men i mødetider, maskiner og de samme mure, man gik ind ad igen og igen. Beton har fyldt det meste af livet.

I mange år var forretningen enkel og stabil. Belægningsten, rør og fliser blev produceret og solgt videre, ofte til kommunen, og der var en forudsigelighed i både opgaver og indtægter, som gjorde hverdagen overskuelig. Det var ikke glamourøst, men det var til at regne med. En klassisk lokal industrivirksomhed, hvor man vidste, hvad man stod op til mandag morgen. Så ændrede vilkårene sig. Ikke gradvist, men pludseligt. »Det stoppede jo nærmest hen over en weekend, fordi kommunen pludselig begyndte at købe alle mulige steder og få priser ind.«

Det var dér, Jan Riisager traf et afgørende valg. Den store belægningsmaskine blev solgt. Det var det sidste, hans far var med til, da de sammen løsnede de sidste bolte i gulvet, før maskinen blev kørt til Polen. I stedet fandt virksomheden en niche. »Så begyndte vi at lave speciel beton. Vi fandt en lille niche, hvor vi kunne være og trives.« Det blev ikke masseproduktion, men specialopgaver. Beton, der krævede omtanke, dialog og håndværk. Og sporene er der endnu. »Når jeg kommer rundt til næsten alle byer i Danmark, så kan jeg se, det der, det har vi lavet,« siger han stolt.

I Jelling står de hvide søjler og fliser ved Kongernes Jelling, optaget på UNESCOs verdensarvsliste. I Aarhus, Vejle, Kolding, Ørestad og mange andre steder findes blomsterkummer, altaner, fliser og konstruktioner fra Randal Beton. Opgaver, der ikke altid var lige til. »Nogle gange har vi virkelig skulle sætte os ned og kigge på hinanden, formanden og jeg, og spørge hvordan fanden løser vi det her.«

Men de fandt en vej, igen og igen.

At finde en vej handlede imidlertid ikke kun om beton og konstruktioner, men i lige så høj grad om mennesker. Om dem, der mødte ind hver morgen, ofte i årtier, og som gjorde fabrikken til mere end maskiner og støbeforme. For Jan Riisager er det næsten umuligt at tale om Randal Beton uden også at tale om dem, der har haft deres hverdag, deres arbejdsliv og i nogle tilfælde deres livsforandring inden for murene. »Der er mange, der har været her i rigtig lang tid.«

Formanden Morten Aksø stopper efter 31 år. En medarbejder gik på pension som 81-årig. En anden, kendt som Speedy, nåede 29 år, inden han ved årsskiftet gik videre. Det er ikke tilfældigheder, men resultatet af en tilgang, hvor stabilitet og loyalitet blev set som en styrke. Randal Beton har ikke kun været et produktionssted, men et sted, hvor relationer fik lov at vokse, og hvor mennesker blev hængende, fordi der var plads til dem.

Men der var også dem, der kom ind ad døren med mere i bagagen end de fleste. Folk, der havde haft det svært, var ramt skævt af livet, havde været sygemeldt eller stod uden fodfæste på arbejdsmarkedet. Her blev døren ikke lukket. »Der er også ret mange, der starter hernede, som ikke har en helt ren straffeattest,« fortæller han.

Jan Riisager fortæller det roligt og uden dramatik, men med tydelig stolthed, om medarbejdere der begyndte med fodlænke, om samarbejdet med kriminalforsorgen, jobcenteret og EUC Lillebælt og om løsninger, der ikke stod i nogen manual. Weekendafsoning blev erstattet af dokumenteret fremmøde, budgetter blev lagt sammen med banken, og nogle morgener blev der kørt ud for at hente folk, når det hele var lidt tungt. Det var ikke socialpolitik, men hverdagsledelse.  »Efter kort tid har de fundet ud af, at det, de har bidraget med, er noget, de andre sætter pris på.«

For Jan var pointen enkel. Når mennesker oplever, at der er brug for dem, og at deres arbejde betyder noget, så sker der noget, med dem selv, med deres familier og med deres tro på, at de kan mere, end de måske selv havde regnet med. Det var også derfor, Randal Beton i 2024 modtog CSR-prisen. En anerkendelse, Jan Riisager ikke ser som en afslutning, men som en bekræftelse på en måde at drive virksomhed på, hvor ansvar ikke var et tillæg, men en del af fundamentet. »Jeg er enormt stolt af, at der er andre, der har lagt mærke til, hvad vi har forsøgt at gøre.«

Men historien har også en anden side. En side, der handler om støj, by og udvikling. Fabrikken ligger i dag inden for bygrænsen, og Grønlandskvarteret voksede frem omkring den i slutningen af 60’erne og 70’erne, dengang hvor industrien var en naturlig del af byen, og hvor støjen var noget, man levede med. »Støjniveauet på det tidspunkt var fuldstændig vanvittigt i forhold til i dag,« fortæller han.

EU-direktivet fra 2014 ændrede vilkårene for støjende virksomheder. Produktionen skulle omlægges, flyttes eller lukke. Og selvom Jan Riisager oplever, at støjen i dag primært består af lidt lastbil- og truckkørsel, blev rammerne gradvist for snævre. »Der skal lidt støj til, ellers kan man ikke eksistere.«

Han havde håbet, at der kunne findes en løsning, hvor virksomheden langsomt blev givet videre, en glidende overgang til nye hænder og nye kræfter. Men det lykkedes ikke. I stedet blev virksomheden solgt, og afviklingen begyndte. Alligevel er det ikke bitterhed, der fylder mest, men eftertænksomhed over den udvikling, der har formet både byen og arbejdspladsen. »Den udvikling, der har været i samfundet, den har egentlig også fulgt med her.«

Det ses i de gamle bygninger og i detaljerne. De smalle trapper, hvor man engang bar 50 kilos sække op ad gangen. Det moderne løftegrej, der siden kom til. Et arbejdsliv, der har forandret sig, men stadig har haft tyngde og betydning.

Fredag kører Jan Riisager til bageren på Vesterbrogade og henter rundstykker. De sætter sig i en rundkreds, og der støbes beton for sidste gang, ikke som en markering, men fordi der stadig er en opgave, der skal gøres færdig. Mandag begynder nedtagningen. Kraner pilles ned. Inventar flyttes. Der ryddes op. »Der skal ikke fejres det helt store.«

Men vemodet melder sig alligevel, især når kalenderen nærmer sig slutningen. »Især når vi når hen til den 28.,« bemærker Jan. Og måske, når den sidste dag for alvor rammer, kan det ikke helt udelukkes. »Det kan da godt være, der skal uddeles en enkelt tudekiks,« smiler han så til sidst. Et stille punktum for en virksomhed, der i mere end et århundrede har sat sine spor, ikke kun i beton, men i mennesker.

Nu venter semifinalen: Anfører mærker ikke træthed

Af
Patrick Viborg
-
0

Danmark spillede sig onsdag sikkert videre til EM-semifinalen med en klar sejr over Norge, men for anfører Magnus Saugstrup handlede aftenen mindre om cifrene på tavlen og mere om udtrykket, strukturen og de pejlemærker, holdet nu tager med sig ind i opgøret mod Island fredag.

Danmark afsluttede mellemrunden onsdag med en klar sejr på 38-24 over Norge, men for anfører Magnus Saugstrup var det ikke resultatets størrelse, der fyldte mest efter kampen. Snarere var det fornemmelsen af et hold, der igen ramte et stabilt udtryk, og som samtidig fik føjet endnu et element til paletten forud for fredagens EM-semifinale mod Island.

Ifølge Saugstrup var det netop helheden, der bar den danske præstation – både i bredden og i strukturen.

»Jeg synes, vi spillede en god kamp over hele linjen,« siger han og peger samtidig på betydningen af, at Thomas Arnoldsen blev en del af kampen og hurtigt fandt sin plads i det kollektive spil.

»Det var dejligt at få Thomas ind, og han fandt hurtigt rytmen sammen med os.«

Blikket er dog allerede rettet mod næste opgave, og her venter et islandsk hold, der ifølge den danske anfører vil stille helt andre krav end Norge gjorde. Island er et hold, der lever af tempo, fysisk spil og kompromisløshed i duellerne, og det er netop dér, Saugstrup forventer, at kampen kan blive afgjort.

»På fredag venter semifinalen mod Island, og det bliver en hård kamp. De kommer til at gå til den, som de altid gør. De har et rigtig godt hold, og der kommer til at vente mange mand-mod-mand-dueller og masser af fart i deres angrebsspil.«

For Danmark handler det derfor om at ramme de rigtige afstande og den rette balance – både i forhold til modstanderen og internt på banen. Det er ikke kun et spørgsmål om formationer, men om timing og positionering i hver enkelt fase af spillet.

»Vi skal se, om vi kan finde den rigtige højde og den rigtige distance – både til målet og mellem hinanden.«

Saugstrup fremhæver særligt forsvaret som en mulig nøgle til kampen, og her ser han 6-0-formationen som et vigtigt udgangspunkt, hvis den danske defensiv formår at sætte det nødvendige tryk.

»Nøglen mod Island kan blive, at vi får fat i vores 6-0-forsvar. Hvis det fungerer, behøver vi ikke at gå i 5-1 eller andre formationer.«

Kampen mod Norge gav nogle tydelige pejlemærker i den sammenhæng. Her lykkedes det Danmark at få skubbet modstanderen længere væk fra målet og dermed tage tempo og rytme ud af deres angrebsspil, hvilket skabte et mere kontrolleret kampbillede.

»I dag lykkedes det, fordi vi fik dem længere væk fra målet,« forklarer Saugstrup og uddyber, hvordan det påvirkede Norges muligheder.

»Vi fik dem tvunget ud i 7 mod 6, og de fik ikke helt lov til at flytte bolden så hurtigt.«

Det er netop den fleksibilitet, han ser som afgørende i en semifinalekamp, hvor intet sjældent forløber som planlagt, og hvor evnen til at justere undervejs kan blive forskellen.

»Når det fungerer, kan vi holde fast i det, og ellers må vi justere og gå tilbage i 6-0 igen.«

Selv blev Saugstrup sat ind relativt tidligt i kampen mod Norge, men uden at han selv lægger noget særligt i det. For ham er det et spørgsmål om rotation og belastningsstyring snarere end personlige dispositioner.

»Om det var planen fra start, at jeg skulle ind efter et kvarter, må du spørge trænerne om. Jeg ved det faktisk ikke.«

Han afviser samtidig enhver antydning af træthed.

»Men nej, jeg er ikke træt. Overhovedet ikke.«

Rotationen på stregen handler ifølge anførerens vurdering primært om at få alle i gang og skabe kontinuitet.

»De skulle bare have en start, og så er der ikke mere i det.«

Han vender igen tilbage til Arnoldsen og den dimension, han tilfører holdet, særligt i det fysiske spil, hvor hans tilstedeværelse ændrer dynamikken i angrebene.

»Thomas Arnoldsen kommer med enormt meget fysik. Han er tung i duellerne og rigtig god til at afgøre situationer, når han går ind i dem.«

Især i krydsspillet lægger han et markant pres på modstanderne, hvilket tvinger forsvaret til at reagere tidligere og dermed åbner rum for andre.

»Især når han krydser, lægger han et stort pres. Det giver også mere plads til andre, fordi modstanderne er nødt til at have ekstra fokus på ham.«

Saugstrup er dog bevidst om, at det samlede billede først kan vurderes endeligt efter en grundig gennemgang.

»Jeg vil gerne se kampen igennem, før jeg kan give et helt præcist svar,« siger han, inden han alligevel giver en foreløbig vurdering.

»Men umiddelbart ser det rigtig fornuftigt ud.«

Der har også været fokus på de logistiske rammer frem mod semifinalen, men her mener den danske anfører ikke, at det kommer til at spille en afgørende rolle, når kampen først går i gang.

»I forhold til det med rejser og logistik – det kan godt gøre en lille forskel.«

Men erfaringen siger ham, at den slags hurtigt forsvinder i baggrunden, når intensiteten stiger.

»Når Island, og for den sags skyld også andre hold, står i en semifinale, så er de klar uanset hvad. De kommer med 100 procent i en time.«

Det kan måske mærkes i detaljerne før kampstart, men sjældent mere end det.

»Man kan måske mærke det lidt i opvarmningen, som kan føles hårdere, og måske mangler man lidt power sidst i kampen.«

Når bolden først er i spil, overtager instinkterne.

»Når man først spiller, fylder det ikke ret meget.«

Fredag venter derfor ikke bare en semifinale, men en kamp, hvor Danmark skal ramme samme ro, samme struktur og samme kollektive udtryk som mod Norge – velvidende at Island vil presse hver eneste beslutning og hver eneste duel til det yderste.

Læs mere her

Den vilde kontrast for Thomas Arnoldsen

Af
Patrick Viborg
-
0

For få måneder siden lå EM langt uden for rækkevidde. Onsdag stod Thomas Arnoldsen pludselig midt i det hele, da Danmark slog Norge og spillede sig i semifinalen. Vejen dertil har været præget af tålmodighed, genoptræning og en krop, der – mod forventning – var klar, da der blev ringet.

Der findes comeback-historier, der næsten kræver store ord. Og så er der dem, hvor kontrasterne i sig selv fortæller det meste. Thomas Arnoldsen befinder sig i den sidste kategori. Ikke fordi historien mangler drama, men fordi springet fra hverdagen til EM-pludselighed er så konkret, at det næsten står af sig selv.

Onsdag aften vandt Danmark 38-24 over Norge, og med sejren er Danmark klar til EM-semifinalen fredag mod Island. For Arnoldsen var kampen ikke bare endnu et skridt i turneringen, men kulminationen på et forløb, der for få måneder siden så helt anderledes ud.

Et skinnebensbrud i efteråret havde sat ham ud i omkring 12 uger, og med den tidshorisont virkede EM ikke bare usikkert, men reelt urealistisk. Derfor er det også svært for ham selv helt at forklare, hvor han står nu – midt i en slutrunde, netop indkaldt i truppen, foran et fyldt Jyske Bank Boxen.

»Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det. Især på grund af kontrasten. For en uge siden spillede jeg foran 50 mennesker i Hadsund Hallen, og nu står jeg foran 15.000. Det var virkelig en fed oplevelse.«

Indkaldelsen kom uden varsel og uden tid til at gøre hverdagen klar. Ikke som et langt tilløb, men som en besked, der vendte døgnrytme og planer på hovedet.

»Jeg fandt ud af det efter Tyskland-kampen. Der skrev han til mig, at jeg skulle møde ind klokken 10, så jeg nåede ikke rigtig at pakke. Jeg skulle tidligt op og afsted.«

Der havde været dialog undervejs. En fornemmelse af, at noget kunne være på vej, men også en klar erkendelse af, at det lige så godt kunne ende anderledes.

»Selvfølgelig havde vi været lidt i dialog om det og om, hvordan det hele gik. Men jeg vidste også godt, at der var en chance for, at jeg ikke skulle med herned.«

Det er en position, hvor man balancerer mellem håb og realisme.

»Det giver lidt spænding, men man forbereder sig også på, at det måske ikke bliver til noget.«

Netop derfor er lettelsen også tydelig nu.

»Derfor er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at jeg står her nu.«

Ser man bare to måneder tilbage, havde han ikke selv set det komme.

»For to måneder siden havde jeg ikke regnet med, at jeg skulle stå her i dag.«

Dengang var beskeden klar.

»Jeg fik at vide, at jeg ville være ude i omkring 12 uger, og så kunne jeg godt regne ud, at det her ikke var realistisk.«

Alligevel ændrede det ikke ved arbejdsindsatsen. Tværtimod.

»Da jeg fik at vide, at jeg var med i bruttotruppen, tænkte jeg, at der var en chance for, at jeg kunne blive udtaget, men det var langt fra sikkert.«

Derfor blev der skruet op tidligere, end planen egentlig tilsagde.

»Derfor begyndte jeg også at arbejde og træne lidt tidligere, fordi det var nødvendigt, hvis benet skulle være stærkt nok til at stå her.«

Det var et valg uden garantier.

»Jeg er rigtig glad for, at det arbejde har båret frugt.«

Kroppen har reageret bedre, end han selv havde turdet håbe, og det er en afgørende del af forklaringen på, at han står her nu – ikke som et projekt, men som en spiller, der igen kan belastes uden konstant at mærke efter.

»Jeg mærker overhovedet ikke noget til skaden.«

Det betyder ikke, at pausen ikke har sat sine spor. En længere periode uden kamp viser sig også andre steder.

»Det eneste er, at min krop har taget lidt på, fordi jeg har været ude i lang tid.«

Det er ikke noget, han gør stort ud af.

»Det må jeg lige arbejde lidt med hjemme på hotellet.«

Det afgørende er, at kroppen ellers svarer igen.

»Men ellers mærker jeg ingenting.«

Spørgsmålet handler derfor mindre om skaden og mere om kampformen. Den kan ikke genskabes fuldt ud på træningsbanen, uanset hvor struktureret arbejdet har været.

»Om jeg kan spille 60 minutter? Det ved jeg ikke.«

Han er realistisk.

»Kampformen er selvfølgelig ikke helt på plads endnu.«

Onsdagens kamp blev dog en positiv erfaring. Ikke bare fordi Danmark vandt stort, men fordi han selv fik mere spilletid, end han havde regnet med, og oplevede, at kroppen kunne følge med.

»Jeg fik mange minutter i dag, og det gik bedre, end jeg selv havde forventet.«

Forskellen mellem træning og kamp forsvinder ikke, men den blev mindre.

»Der er selvfølgelig forskel på træning og kamp. Kroppen har dog reageret fint på det.«

Midt i det hele ligger kontrasten, som Arnoldsen vender tilbage til igen og igen – ikke som pointe, men som konstatering. Hverdagen, der stadig er tæt på, selv om rammerne nu er helt anderledes.

»Ja, jeg har samlet et IKEA-skab.«

Overgangen er næsten sværere at forklare end selve skadescomebacket.

»Kontrasten fra at være hjemme i lejligheden i Aalborg og samle et klædeskab til at stå her, er ret vild.«

Detaljerne hænger ved.

»Det var et stort skab med tøj og det hele, og det tog nogle timer og gav også et par frustrationer.«

Perspektivet er til gengæld klart.

»Til sidst er det altså bedre at stå inde i boksen end derhjemme og samle det næste IKEA-skab.«

Fredag venter semifinalen. For Thomas Arnoldsen ikke som kulminationen på et nøje planlagt forløb, men som resultatet af tålmodighed, hårdt arbejde – og en krop, der var klar, da det uventede opkald kom.

Læs mere her

Når symboler erstatter reel omsorg

Af
Jan Køpke Christensen
-
0

OPINION. Regeringens seneste udspil om en fødevarecheck fremstår for mange mere som et politisk stunt end som ægte hjælp til dem, der har det svært. Det, der markedsføres som social ansvarlighed, ligner i virkeligheden et forsøg på at købe sig til sympati hos vælgerne – og det er bekymrende. 

Ser man på konsekvenserne, bliver skævhederne tydelige. En børnefamilie, hvor begge forældre hver tjener 475.000 kroner – i alt 950.000 – modtager 5.000 kroner. En anden familie med en samlet indkomst på 800.000 kroner må nøjes med 2.500 kroner. Halvdelen. Samtidig kan familier med millionindtægter også få del i ordningen, hvis blot den ene ægtefælle har lav eller ingen indkomst. At forestille sig, at disse husstande ikke kan få økonomien til at hænge sammen omkring middagsbordet, er svært at tage alvorligt. 

Endnu værre er det, at mennesker med reelle økonomiske udfordringer helt falder igennem. En enlig forsørger med to børn og en indkomst på 501.000 kroner får absolut ingenting. Ingen hjælp. Ingen anerkendelse af deres situation. 

Det her er ikke rimeligt. Det er et kludetæppe af regler uden retning, hvor støtten gives vilkårligt, og hvor mange almindelige, arbejdsomme danskere står tilbage uden hjælp. 

Problemet er ikke mangel på penge i statskassen. Der fandtes langt mere ansvarlige løsninger: et højere bundfradrag, lavere skatter og afgifter samt en målrettet styrkelse af velfærdens kerne. Det ville være redelig politik. 

Men fødevarechecken handler ikke om borgernes hverdag. Den handler om magt og positionering. Og det ved vælgerne godt. 

Borgernes Parti vælger en anden vej – baseret på sund fornuft, respekt for borgerne og løsninger, der er fair og til at forstå.

Politibetjent dræbt i alvorlig ulykke på motorvejen ved Aabenraa

Af
Andreas Andreassen
-
0

En politibetjent er natten til onsdag afgået ved døden efter en alvorlig trafikulykke på Den Sønderjyske Motorvej ved Aabenraa. En anden politibetjent kom alvorligt til skade og er indlagt. Det oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi.

Politiet modtog klokken 01.34 en anmeldelse om en ulykke på motorvejen, som ifølge politiet skete som følge af glat føre. Kort tid efter indtraf endnu et uheld samme sted, da en lastbil ramte et af politiets køretøjer, der befandt sig på ulykkesstedet.

I forbindelse med påkørslen blev en politibetjent dræbt, mens en anden betjent pådrog sig alvorlige skader. De pårørende er underrettet.

Motorvejen er fortsat afspærret i begge retninger, mens der foretages tekniske undersøgelser på stedet. Politiet oplyser, at arbejdet forventes at tage noget tid.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om ulykken.

1...789...205Side 8 af 205