15.8 C
Copenhagen
lørdag 16. august 2025

Midlertidig aftale redder Cafe Strandparken

0

En forpagtningsaftale blev det ikke til, men Fredericia Kommune har indgået en midlertidig samarbejdsaftale med beboerforeningen om Cafe Strandparken.

Fredericia Kommune har forsøgt at indgå en forpagtningsaftale på Cafe Strandparken. Selvom der var flere interesserede, lykkedes det ikke.

Derfor har Fredericia Kommune og Skærbæk Beboerforening indgået en samarbejdsaftale omkring brugen af Strandparken frem til 1. november.

”Jeg er selvfølgelig ked af, at det ikke er lykkes at indgå en forpagtningsaftale for Strandparken. Men jeg er utrolig glad for at kunne fortsætte et godt samarbejde med beboerne i området om Strandparken. Jeg ser frem til, at der igen vil komme aktiviteter og liv omkring Strandparken, også set i lyset af de gode aktiviteter, der foregår i Naturpark Lillebælt-regi”, siger formanden for Teknisk Udvalg, John Nyborg.

Formålet med samarbejdsaftalen er, at beboerforeningen får mulighed for at bruge Strandparken og det tilhørende stuehus mod, at de skaber offentlige aktiviteter i området ved Strandparken og i tilknytning til Blå Flag-stranden, mens Fredericia Kommune omvendt har behov for tid til at finde gode løsninger for bygningerne i Skærbæk.

Beboerforeningen vil involvere forskellige aktivitetsudvalg i byen i opgaven og gøre deres bedste for at lykkes med dette. De har allerede planlagt en jazz-festival lørdag den 17. august 2024, og her vil Skærbæk Amatørteater også opføre deres årlige revy.

”Vi er rigtig glade for at få denne mulighed, så de flot renoverede bygninger i Strandparken kommer i brug til gavn og glæde for både lokalområdet og gæster udefra”, siger Aksel Gruelund Sørensen, formand i Skærbæk Beboerforening.

Kolding Kommune er i spil ved en ny forbindelse over Lillebælt

0
Foto: AVISEN

Efter at have gennemført en analyse peger Vejdirektoratet på en ny bro over Lillebælt syd for Middelfart. Dette vil betyde et vejanlæg hen over Stenderuphalvøen i Kolding Kommune. Men dette støtter hverken Kolding Kommune eller Trekantområdet, slår borgmester Knud Erik Langhoff fast.

Der er tegnet en tyk streg på kortet tværs over Stenderuphalvøen i Vejdirektoratets skitse over en mulig linjeføring af en kommende ny forbindelse over Lillebælt.

Vejdirektoratet har analyseret seks mulige nye linjeføringer over Lillebælt og slår i en pressemeddelelse fast, at “Det viser sig, at en vejforbindelse syd om Middelfart er den løsning, der giver de største trafikale gevinster, når man ser på sparet rejsetid og kørselsomkostninger.”

Løsningen syd om Middelfart sender trafikken fra E45 syd om Kolding og tværs over Stenderuphalvøen, hvorfra selve broen skal løbe syd for Fænø og gå i land syd for Middelfart.

I samme pressemeddelelse fortæller Vejdirektoratet dog også, at forligskredsen i Folketinget bag Infrastrukturplan 2035 har sat det videre analysearbejde af linjeføringen på pause, fordi man afventer forundersøgelserne af en Als-Fyn-forbindelse, som forventes færdige ved udgangen af 2024.

Knud Erik Langhoff. Foto: AVISEN

“Jeg håber, folketingspolitikerne tænker sig rigtig godt om i den pause, de nu har givet sig selv, før der kommer en endelig beslutning om en linjeføring. Det er meget vigtigt for mig at slå fast, at Kolding Kommune ikke bakker op om en løsning, der skal gå hen over Stenderuphalvøen,” understreger borgmester Knud Erik Langhoff fra Kolding Kommune.

“Halvøen er en naturperle, som både er et Natura 2000-område og et habitat. Dertil kommer, at der er store kulturværdier, bl.a. forbundet med Skamlingsbanken. Det vil være helt forkert at ødelægge dette enestående område med masser af trafik,” pointerer Knud Erik Langhoff.

Han påpeger også, at det ikke kun er Kolding, der foretrækker en anden linjeføring.

“I Trekantområdet Danmark, der er en sammenslutning af de syv kommuner, der ligger her i området ved Lillebælt, bakker vi op om en anden løsning. Vi har tidligere i fællesskab rettet henvendelse til Folketingets Transportudvalg, hvor vi anbefaler, at den tredje forbindelse skal være en forbindelse nord for de nuværende Lillebæltsbroer, der går parallelt med den, vi i dag kalder den nye Lillebæltsbro,” understreger Knud Erik Langhoff.

Den løsning er også en af de seks løsningsmuligheder, som indgår i Vejdirektoratets analyse.

Trekantområdet Danmark er en sammenslutning af kommunerne Kolding, Vejle, Fredericia, Middelfart, Vejen, Billund og Haderslev.

Læs også

Havareret lastbil udfordrer trafikken

0

En havareret lastbil i venstre spor på E20 mellem <60a> Fredericia V og Fredericia forårsager betydelige trafikproblemer. Vejdirektoratet rapporterer om lange køer og opfordrer bilister til at udvise ekstra forsigtighed.

Situationen har resulteret i en markant opbremsning af trafikken og kø på Den Nye Lillebæltsbro. Der arbejdes på højtryk for at få ryddet vejen og genoprette normal trafikafvikling.

19,6 millioner kroner til faste teams i ældreplejen i Fredericia, Middelfart, Kolding og Vejle

0

Regeringen og aftalepartierne bag ældrereformen har nu fordelt 376,1 millioner kroner til faste teams i ældreplejen. Formålet er at sikre, at ældre borgere møder kendte ansigter i deres eget hjem, hvilket kan forbedre både plejekvaliteten og arbejdsglæden blandt plejepersonalet. Midlerne er fordelt ud fra den demografiske sammensætning i kommunerne, så de tager højde for antallet af ældre.

Fredericia Kommune modtager 3,521 millioner kroner til at styrke faste teams i ældreplejen. I Middelfart Kommune modtager man 2,979 millioner kroner. Kolding Kommune får en væsentlig tildeling på 5,810 millioner kroner. Vejle Kommune modtager 7,289 millioner kroner, det største beløb blandt de nævnte kommuner.

Ældreminister Mette Kierkgaard udtaler, at nogle kommuner allerede er godt i gang med omstillingen til faste teams, hvilket glæder både borgere og medarbejdere. Hun håber, at omstillingshjælpen vil betyde, at kommunerne hurtigere når i mål, og at de tager ved lære af de kommuner, som allerede har opnået gode resultater. Med denne finansiering får Fredericia mulighed for at forbedre plejen for de ældre borgere gennem en mere kontinuerlig og personlig plejeoplevelse.

Ældreordfører Maria Durhuus fra Socialdemokratiet understreger vigtigheden af at undgå, at de ældres hjem bliver en banegård. Hun er meget glad for, at midlerne til faste teams skal sikre tryghed, høj faglighed og kontinuitet for de ældre, samtidig med at plejepersonalet får større frihed til at yde omsorg, der passer til den enkelte. Middelfart kan nu intensivere indsatsen for at implementere faste teams og dermed skabe en mere stabil og tryg pleje for de ældre borgere.

Hans Chr. Schmidt fra Venstre påpeger, at omstillingen til faste teams kan være omvæltende og svær at gennemføre. Han understreger, at det er afgørende at lære af de kommuner, som har påbegyndt omstillingen, og at bygge videre på deres erfaringer. Denne økonomiske håndsrækning skal hjælpe Kolding med at fremme implementeringen af faste teams, hvilket vil sikre bedre plejekvalitet og arbejdsvilkår for plejepersonalet.

Ældreordfører Kirsten Normann Andersen fra SF fremhæver, at faste teams forbedrer både kvaliteten for de ældre og arbejdsmiljøet for de ansatte. Hun glæder sig over, at penge nu sendes ud til kommunerne, øremærket specifikt til faste teams. Med denne betydelige finansiering kan Vejle Kommune styrke oprettelsen og udviklingen af faste teams, hvilket skal skabe en mere stabil og tryg plejeoplevelse for de ældre borgere.

Midlerne er fordelt på baggrund af kommunernes demografiske sammensætning og skal sikre, at omstillingen til faste teams kan ske hurtigere og mere effektivt. Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne understreger vigtigheden af kendte ansigter i plejen for både borgerne og medarbejderne. Hun mener, at kendte ansigter skaber mere tryghed og kvalitet for de ældre, men også et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne.

Ja tak til klima – nej tak til Krifa

0

Debatten raser lige nu i (de lokale) medierne over, at man i Region Syddanmark har valgt at stille krav til sine kursusudbydere om klimavenlighed. Man vil fx ikke længere få serveret rødt kød på kurser ved Region Syddanmark.

Vi har fuld respekt for beslutningen, som er truffet af regionens administrative ledelse og med generel opbakning fra medarbejderne. Der er heldigvis mange gode alternativer til det røde kød, og det er positivt, at regionen anerkender sit ansvar som kursusudbyder.

Men ansvaret stopper ikke ved klimaet.Regionen har også et vigtigt ansvar for at støtte et stabilt arbejdsmarked med gode løn- og arbejdsvilkår.

Derfor undrer det os, at regionen er kunde ved en kursusvirksomhed, der har overenskomst med den gule fagforening Krifa.

En overenskomst er vel en overenskomst, vil nogle sikkert indvende. Men nej, det er ikke så simpelt.

Krifa laver nemlig ikke overenskomster, som vi normalt kender dem.

Er man tvunget til at arbejde under en Krifa-overenskomst, er man også tvunget til at frasige sig konfliktretten. At lønmodtagerne, når alle diplomatiske måder er opbrugt, har muligheden for at strejke, er én af de bærende søjler i den danske model. Fratages konfliktretten, svækkes lønmodtagernes rettigheder betydeligt.

Den danske model er i en kamp for overlevelse. Medlemmerne siver fra de traditionelle fagforeninger, fordi de kan få billigere medlemskab hos de gule forretninger. Grunden til, at medlemskabet her er billigere, er, at de gule alternativer stort set ingen overenskomster tegner, men i stedet lukrerer på dem, de rigtige fagforeninger udarbejder og vedligeholder.

Krifa er blandt de gule foreninger, der tegner ganske få overenskomster, men disse overenskomster er i vores øjne figenblade for en forretning, der først og fremmest tjener penge på andres arbejde, mens lønmodtagerne som helhed svækkes.

Vi opfordrer derfor Region Syddanmark til at sige nej til at samarbejde med virksomheder, der har gule overenskomster. Lige netop det forthold mener vi er mere vigtigt end rødt kød på bordet eller ej.

Nyt studie om børn og mad: Særligt én aldersgruppe har det svært med frugtstykker i yoghurten

0
Unhappy little child beautiful girl with long hair in home clothes with yogurt sitting at dinning table in kitchen at home. The child does not want to eat

At børn ikke er vilde med for mange kerner, frugtkød eller andre stykker i maden er velkendt. Men særligt de seksårige gider slet ikke klumperne, viser et nyt studie fra Københavns Universitet udgivet i dag. Forskningen kaster nyt lys over børns madpræferencer på tværs af aldersgrupper til gavn for forældre, sundhedssektor og fødevareindustri.

Hvis du som forælder synes, at din seksårige pludselig er blevet ekstra kræsen og pernitten med aftensmadens tekstur, så fortvivl ej. Det går over igen. Det er nemlig i seksårsalderen, at børn allerhelst vil undgå knas i peanutbutteren, bær i marmeladen og frugtstykker i yoghurten, viser et nyt studie fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.

I studiet bad forskerne 485 børn mellem 5 og 12 år vælge imellem seks forskellige fødevarer med og uden klumper, kerner og frugtstykker i. Fødevarerne var brød, appelsinjuice, peanutbutter, jordbærmarmelade, yoghurt og tomatsuppe. Forskerne viste børnene tegninger af fødevarerne med- og uden klumper og bad dem vælge imellem dem.

Og her valgte de seksårige børn i 76 procent af tilfældene fødevarerne uden klumper, hvilket var den højeste andel på tværs af aldersgrupperne.

”At børn generelt ikke er glade for alt for mange klumper i maden er der sikkert mange, der kan nikke genkendende til. Men det er første gang, at et videnskabeligt studie får en specifik aldersgruppe, nemlig de seksårige, koblet så tydligt til denne madpræference,” siger Ph.d. Ching Yue Chow, som er førsteforfatter på studiet.

For at undersøge hvor præcise børnenes svar var har forskerne også brugt ægte brød, appelsinjuice osv. i andre studier, som de kunne sammenligne og bekræfte spørgeundersøgelsens svar med.

Beskyttelse mod giftig mad
At børns forskrækkelse mod for kompleks tekstur i maden topper omkring de seks år, er der muligvis en forklaring på ifølge Ching Yue Chow. I fagsprog kaldes det fødevareneofobi og det beskrives ofte som en modvilje mod at spise nye eller ukendte fødevarer.

”Det menes at være en beskyttende funktion hos børn, som skal forhindre dem i at spise potentielt giftige fødevarer eller andre farlige ting, når de begynder at blive mere selvstændige. Andre studier har vist at mekanismen starter i toårsalderen og tager kraftig til når barnet bliver mere mobilt og selvstændigt og topper, når barnet er seks-syv år gammelt. Derfor giver det god mening, at netop denne gruppe i vores studie ikke bryder sig om for mange klumper i maden, da de i den alder er mest forsigtige hvad angår mad, ” forklarer Ching Yue Chow.

Forskerne undersøgte også om størrelsen på de klumper, der er i maden, har noget at sige. Men her fandt de ikke noget entydigt svar.

”Det virkede ikke til, at børnene havde svært ved at skelne forskellige størrelser på klumper i maden inde i munden. For dem handler det mest om, hvorvidt der i det hele taget er klumper eller ej,” siger Ching Yue Chow.

Med et lavpunkt i lysten til at spise mad med klumper i seksårsalderen går det dog herefter gradvist den anden vej hos de 7-12-årige, viser studiet. Og det underbygges af vores viden om, hvordan børns madpræferencer modnes med alderen.

”I takt med at børnene kommer i skolealderen, kan de blive mere påvirket af klassekammerater og andre i deres omgangskreds til at prøve nye typer af mad og får mere lyst til at udvide deres horisont. Derfor ser vi også at andelen, som gerne vil have mad med klumper i maden, vokser i takt med deres alder i undersøgelsen,” siger Ching Yue Chow.

Nye retter skal måske introduceres 8-15 gange
Og ”anti-klump-fasen”, som de 6-årige har, er man ifølge forskeren nødt til at acceptere som forælder, selvom det kan være frustrerende, når ungerne ikke vil spise den mad, de får serveret. Men det kan nemt ændre sig, når først de er forbi den kritiske seksårsalder. Man skal bare blive ved med at prøve – ofte helt op til 15 gange, lyder opfordringen:

”En hel del forskning om børn og mad viser, at gentagne eksponeringer for nye retter har en positiv effekt på, om de gider at spise det. Helt konkret handler det om at give børnene muligheden for at smage ny mad samtidig med, at der er noget på tallerkenen, de allerede kender. Ofte skal de præsenteres for den nye ret 8-15 gange, før de begynder at kunne lide det, men vedholdenhed belønner sig,” forklarer Ching Yue Chow.

Derudover er det en god idé at undgå både tvang og belønninger for at barnet eksempelvis spiser sine grøntsager.

”Det er en meget kortsigtet strategi at belønne barnet med en is, hvis de spiser deres broccoli. For i det øjeblik, man fjerner isen, gider de ikke spise det sunde. Samtidig skal man heller ikke presse barnet eller forsøge at tvinge det til at spise bestemte ting, for man risikerer, at de endnu mindre end før vil spise den nye mad, fordi de forbinder den med noget negativt,” siger Ching Yue Chow.

Det nye forskningsresultat kaster et grundigere lys over børns madpræferencer i alderen 5 til 12 år, som forskeren håber kan gøre både forældre og fødevareindustri klogere på vores mindstes forhold til mad.

”Det er vigtigt at forstå den bagvedliggende psykologi hos børn, når man som forælder serverer mad for dem, og når man som virksomhed udvikler nye produkter, så man undgår, at børn bliver unødigt kræsne. Her håber jeg, at vores studie kan være en inspiration til forældre og dem, der udvikler nye madprodukter,” slutter Ching Yue Chow.

Fakta om studiet:

Studiet er udgivet her
Forskningen er udført i et tæt samarbejde mellem Future Consumer Lab, Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet og CASS Food Research Center ved Deakin University, Australien.
Forskerne bag studiet er: Ching Yue Chow, Anne C. Bech, Annemarie Olsen, Russell Keast, Catherine G. Russell og Wender L.P. Bredie.
I studiet deltog 485 australske børn i alderen 5-12 år.
Studiet er finansieret af Innovationsfonden og Arla Foods.

Ransagning i haveforening endte med sigtelse for en 41-årig mand

0

Sydøstjyllands Politi fandt i forbindelse med en ransagning cirka 128 gram amfetamin. En 41-årig mand er nu sigtet i sagen.

På baggrund af en anmeldelse tirsdag den 2. juli 2024 tog Sydøstjyllands Politi ud for at foretage en ransagning på en adresse i en haveforening i Vejle.

Ved ransagningen fandt politiet euforiserende stoffer, heriblandt cirka 128 gram amfetamin. En 41-årig mand, der opholdt sig på adressen, blev anholdt i forbindelse med ransagningen.

Den 41-årige mand, der er fra Vejle, blev løsladt efter afhøring. Han er fortsat sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg.

Analyse af ny Lillebæltsforbindelse sat på pause

0
Foto: AVISEN

Forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 har besluttet at sætte den strategiske analyse af en ny forbindelse på tværs af Lillebælt på pause, indtil resultaterne af forundersøgelsen af en fast forbindelse mellem Als og Fyn er klar.

Med Infrastrukturplan 2035 blev det besluttet at undersøge, hvordan vi sikrer den nødvendige kapacitet til både vej- og jernbanetrafik i Lillebæltskorridoren i fremtiden.

Vejdirektoratet og Banedanmark fik til opgave at udføre en såkaldt strategisk analyse for at afdække hvilke muligheder og udfordringer, der vil være i forbindelse med dette projekt. Screeningsfasen, som er første trin i den strategiske analyse, er nu afsluttet.

”I screeningsfasen har vi kigget på seks forskellige linjeføringer for en ny forbindelse på tværs af Lillebælt. Vi har regnet på og sammenlignet de forskellige løsninger. Det viser det sig, at en vejforbindelse syd om Middelfart er den løsning, der giver de største trafikale gevinster, når man ser på sparet rejsetid og kørselsomkostninger,” siger afdelingsleder i Vejdirektoratet, Andreas Egense.

Forligskredsen har vurderet, at linjeføringen syd om Middelfart (se illustration) i høj grad må ses i sammenhæng med resultatet af den igangværende forundersøgelse af en fast forbindelse mellem Als og Fyn, som forventes færdig i slutningen af 2024. Derfor bliver den strategiske analyse af en ny forbindelse på tværs af Lillebælt midlertidigt sat på pause.

Som led i screeningsfasen har Vejdirektoratet og Banedanmark også kigget på de eksisterende forbindelser over Lillebælt. De opdaterede beregninger viser, at der først vil være udsigt til kritisk trængsel på Den Ny Lillebæltsbro efter år 2040. Det er samtidig vurderingen, at Den Gamle Lillebæltsbro kan holde mindst 50 år endnu.

Læs screeningsrapporten for en ny forbindelse på tværs af Lillebælt

Følg projektet for en ny forbindelse på tværs af Lillebælt

GF advarer: Trætte feriebilister gør vejene usikre

0

TRÆTHED I TRAFIKKEN: GF Fonden har i en dugfrisk undersøgelse spurgt danskerne, om de kører på ferie, selvom de er for trætte til at køre. Og resultatet i Region Syddanmark overrasker GF Forsikring, der kommer med gode råd til at holde sig frisk til bilturen.

Mere end hver tredje danske bilist, der har kørt langt på ferie inden for de seneste fem år, har følt sig for trætte til at køre bil i så mange timer. Og 21 procent af danskerne har prøvet at køre bilen i mere end 11 timer i streg på vej til eller fra en ferie. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Human Engage for GF Fonden.

– Vi ved alle, at vi bliver mindre opmærksomme, når trætheden melder sig, og sker det bag rattet, udsætter man sig selv, sine passagerer og andre bilister for fare. Træthed og uopmærksomhed er en stor faktor i dødsulykker på vejene, så man skal virkelig have respekt for de lange køreture, når man kører afsted på ferie, siger direktør for Skadehjælp ved GF Forsikring, Martin Rundager.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at uopmærksomhed og utilstrækkelig orientering er en medvirkende faktor i 60 procent af alle dødsulykker i trafikken. En af årsagerne til manglende opmærksomhed og orientering er træthed bag rattet.

Næsten halvdelen i Syddanmark har følt sig meget træt

I undersøgelsen fra GF Fonden kan man læse, at 44 procent af de adspurgte danskere i Region Syddanmark, som har kørt langt på ferie, har oplevet at føle sig for trætte til at køre. Og det kan have en stor effekt på opmærksomheden, fortæller søvnekspert Birgitte Hintz:

– En af de ting, der sker, når man er træt i trafikken, er at koncentrationen og opmærksomheden falder. Det har en effekt på, hvordan man fører sit køretøj og læser trafikken. Er man vågen i 15 timer, så svarer det faktisk til en alkoholpromille på 0,5. Mange vågne timer har altså en effekt på ens evner som bilist, siger hun og fortsætter:

– Har man været vågen i mange timer, kan hjernen faktisk falde i søvn af nogle sekunders varighed – selvom man har øjnene åbne. I de sekunder er man uden sine sanser, og man oplever ikke, hvad der sker omkring en. Det er livsfarligt at køre i den tilstand.

Er man for træt til at køre forsvarligt, er det også strafbart. I Færdselsloven hedder det, at man skal være i stand til ”føre køretøjet på fuldt betryggende måde”.

Gode råd til en sikker kør-selv-ferie

Står ferien på meget kørsel, så gælder det om at have fokus på sin energi, og sørge for at hvile, når man føler sig træt.

– Vær udhvilet. Skal man køre langt, så gør det efter en god nats søvn eller en rolig dag. At køre direkte efter arbejde anbefales ikke.
– Husk kaffen. På turen kan man holde et stop på en tankstation, hvor man kan købe en kop kaffe og tage en lur. Drik kaffen først, sæt en alarm på max 20 minutter. Sover man længere, ryger man ned i den dybe søvn. Efter tyve minutter mærker man også effekten af kaffens koffein, og du er klar til endnu et stræk på køreturen.
– Sørg for at strække benene, når det er muligt. En lille gåtur i frisk luft kvikker hjernen op. Et nedrullet vindue bidrager ikke på samme måde.
– Skal man køre meget langt, så planlæg turen med et længere stop. En enkelt overnatning på en lang køretur er givet godt ud, og man kommer sikkert frem.
– Vær opmærksom som passager. Gab, ændret humør og uopmærksomhed kan være indikationer på, at chaufføren er for træt til at køre – og så er det vigtigt, at du som passager siger det.

Mere end hver tredje butik solgte ulovligt til mindreårige

0

Sikkerhedsstyrelsen anvendte i går for første gang unge kontrolkøbere, som led i styrelsens tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker. 34 procent af butikkerne med alkohol-, nikotin- eller tobaksprodukter overtrådte aldersgrænserne.

I går havde Sikkerhedsstyrelsen premiere på den nye toårige forsøgsperiode, hvor styrelsen må gøre brug af unge kontrolkøbere til at føre tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker.

Nu er resultaterne af den første dag med de unge kontrolkøbere landet. Og det viser sig, at mere end hver tredje butik med alkohol-, nikotin- eller tobaksprodukter overtrådte aldersgrænserne.

Tidligere skulle Sikkerhedsstyrelsen være til stede på det præcise tidspunkt, hvor en butik foretog et ulovligt salg af alkohol, nikotin eller tobak til en mindreårig. Med de nye beføjelser er det blevet markant nemmere at kontrollere, om butikkerne husker at overholde aldersgrænserne.

– I går blev aldersgrænserne overtrådt på de 17 af vores 50 tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker. Det er allerede flere overtrædelser, end vi har fundet på vores mere end 2.000 tilsyn de sidste fire år. Det viser, at der er behov for denne mere effektive kontrol, forklarer Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Forsøgsordningen med de unge kontrolkøbere er et af de 30 initiativer i regeringens forebyggelsesplan. Formålet med forebyggelsesplanen er på sigt at nedsætte børn og unges forbrug af alkohol-, nikotin- og tobaksprodukter.

Forud for den nye ordning med de unge kontrolkøbere har Sikkerhedsstyrelsen informeret branchen om de nye tiltag. Desuden kommunikerede styrelsen massivt om de nye tiltag i medierne fra morgenstunden. Men det ændrede altså ikke på, at mange butikker alligevel glemte at tjekke ID ved de unge kontrolkøbere.

– Vores hensigt med den nye ordning er ikke bare at lange bøder over disken. Tværtimod håber vi på, at procenten for overtrædelser bliver lavere med tiden. Derfor fortsætter vi med at gå i dialog med branchen om problematikken. Men vi fortsætter selvfølgelig også med at føre tilsyn med alderskontrol, understreger Stine Pedersen.

Det er altid den erhvervsdrivendes ansvar, at salgsstederne overholder de gældende aldersgrænser for salg af alkohol, nikotin eller tobak.

Antal gennemførte tilsyn i fysiske butikker den 1. juli 2024

  • Mandag den 1. juli gennemførte Sikkerhedsstyrelsen sammen med de unge kontrolkøbere 50 tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker, der sælger alkohol, nikotin eller tobak.
  • På de 17 af tilsynene blev aldersgrænserne overtrådt.
  • På de 33 af tilsynene blev aldersgrænserne overholdt.

De nuværende aldersgrænser for alkohol, nikotin og tobak

  • Alkohol med mere end 1,2 procent og op til 16,5 procent: Over 16 år
  • Alkohol med mere end 16,5 procent: Over 18 år
  • Nikotinprodukter: Over 18 år
  • Tobaksprodukter: Over 18 år

Bødestørrelser for overtrædelser af aldersgrænserne

  • Gennemfører man som erhvervsdrivende et ulovligt salg af alkohol til en mindreårig, vil bødeindstillingen første gang være på 10.000 kr.
  • Gennemfører man som erhvervsdrivende et ulovligt salg af tobak, tobakssurrogater, e-cigaretter eller urtebaserede rygeprodukter til en mindreårig, vil bødeindstillingen første gang være på 25.000 kr.