Mere end hver tredje butik solgte ulovligt til mindreårige

0

Sikkerhedsstyrelsen anvendte i går for første gang unge kontrolkøbere, som led i styrelsens tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker. 34 procent af butikkerne med alkohol-, nikotin- eller tobaksprodukter overtrådte aldersgrænserne.

I går havde Sikkerhedsstyrelsen premiere på den nye toårige forsøgsperiode, hvor styrelsen må gøre brug af unge kontrolkøbere til at føre tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker.

Nu er resultaterne af den første dag med de unge kontrolkøbere landet. Og det viser sig, at mere end hver tredje butik med alkohol-, nikotin- eller tobaksprodukter overtrådte aldersgrænserne.

Tidligere skulle Sikkerhedsstyrelsen være til stede på det præcise tidspunkt, hvor en butik foretog et ulovligt salg af alkohol, nikotin eller tobak til en mindreårig. Med de nye beføjelser er det blevet markant nemmere at kontrollere, om butikkerne husker at overholde aldersgrænserne.

– I går blev aldersgrænserne overtrådt på de 17 af vores 50 tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker. Det er allerede flere overtrædelser, end vi har fundet på vores mere end 2.000 tilsyn de sidste fire år. Det viser, at der er behov for denne mere effektive kontrol, forklarer Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Forsøgsordningen med de unge kontrolkøbere er et af de 30 initiativer i regeringens forebyggelsesplan. Formålet med forebyggelsesplanen er på sigt at nedsætte børn og unges forbrug af alkohol-, nikotin- og tobaksprodukter.

Forud for den nye ordning med de unge kontrolkøbere har Sikkerhedsstyrelsen informeret branchen om de nye tiltag. Desuden kommunikerede styrelsen massivt om de nye tiltag i medierne fra morgenstunden. Men det ændrede altså ikke på, at mange butikker alligevel glemte at tjekke ID ved de unge kontrolkøbere.

– Vores hensigt med den nye ordning er ikke bare at lange bøder over disken. Tværtimod håber vi på, at procenten for overtrædelser bliver lavere med tiden. Derfor fortsætter vi med at gå i dialog med branchen om problematikken. Men vi fortsætter selvfølgelig også med at føre tilsyn med alderskontrol, understreger Stine Pedersen.

Det er altid den erhvervsdrivendes ansvar, at salgsstederne overholder de gældende aldersgrænser for salg af alkohol, nikotin eller tobak.

Antal gennemførte tilsyn i fysiske butikker den 1. juli 2024

  • Mandag den 1. juli gennemførte Sikkerhedsstyrelsen sammen med de unge kontrolkøbere 50 tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker, der sælger alkohol, nikotin eller tobak.
  • På de 17 af tilsynene blev aldersgrænserne overtrådt.
  • På de 33 af tilsynene blev aldersgrænserne overholdt.

De nuværende aldersgrænser for alkohol, nikotin og tobak

  • Alkohol med mere end 1,2 procent og op til 16,5 procent: Over 16 år
  • Alkohol med mere end 16,5 procent: Over 18 år
  • Nikotinprodukter: Over 18 år
  • Tobaksprodukter: Over 18 år

Bødestørrelser for overtrædelser af aldersgrænserne

  • Gennemfører man som erhvervsdrivende et ulovligt salg af alkohol til en mindreårig, vil bødeindstillingen første gang være på 10.000 kr.
  • Gennemfører man som erhvervsdrivende et ulovligt salg af tobak, tobakssurrogater, e-cigaretter eller urtebaserede rygeprodukter til en mindreårig, vil bødeindstillingen første gang være på 25.000 kr.