I rækken af EU-valginterviews er vi kommet til Det Konservative Folkeparti. Vi har haft besøg på AVISEN af Niels Flemming Hansen, der er spidskandidat for Det Konservative Folkeparti til Europa-Parlamentet den 9. juni 2024.

Niels Flemming Hansen er i dag medlem af Folketinget og formand for Europaudvalget. Det blev en samtale om, hvad Niels Flemming kalder et anderledes og meget vigtigt valg med tre hovedtemaer: krigen i Europa, klimaforandringerne og migrationen, som alle har en stor indflydelse på EU-valget. Niels Flemming Hansen peger blandt andet på, at der ikke er noget alternativ til, at Ukraine vinder den krig, der er i gang. Vi skal også sikre vores egen forsyningssikkerhed og forsvarsindustri, som vi skal til at bygge op. Niels Flemming Hansen mener også, at EU skal have en forsvarsindustrikommissær, som kan koordinere den opbygning.

Niels Flemming Hansen peger også på, at det handler om, hvor meget de enkelte lande skal kunne selv, og hvor meget der skal kunne i EU-fællesskabet. Det handler også om samarbejdet på vegne af Danmark mellem de 15 danske politikere, der bliver valgt til EU-Parlamentet, hvilket Niels Flemming Hansen synes er et ekstremt vigtigt tema.

Se og lyt til samtalen med Niels Flemming Hansen om klima og grøn omstilling, EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik, migrationsspørgsmålet, ytringsfriheden i relation til den digitale udvikling, kunstig intelligens (AI), EU’s vækstpolitik og andre aktuelle EU-valgtemaer.