Ugens Jay's: Grete Højgaard

UGENS JAY'S. Der står en sort kaffe på bordet hos Jay's, og på den anden side af ruden går eftermiddagen sin gang på Ryes Plads, hvor mennesker mødes, skilles og finder et bord i solen, og man kan roligt lade blikket hvile lidt på den trafik, for den er dagens gæsts livsværk i miniature. Grete Højgaard har brugt et helt arbejdsliv på at få mennesker til at mødes, de seneste seksten år i industriel målestok som direktør for landets tredjestørste messecenter, og længe inden kaffen er drukket, falder den sætning, hun har samlet det hele i.

»Magien opstår, når mennesker mødes,« fastslår hun.

Sætningen har hjemme på direktionsgange, og alligevel er den hos Grete Højgaard først og fremmest selvbiografi. En mand med et værtshus i Vejle, gæster ved et restaurantbord, en diskret stemme i en telefon – livets store sving er for hendes vedkommende kommet gående i menneskeskikkelse, og selv byen, hun i dag kalder sin, begyndte som et møde. »Det var først og fremmest et møde med en by, som kunne så meget mere, end den selv troede. Og en by, der har været nem at komme til at elske. Jeg tænker, at det er min by i dag, selvom jeg er tilflytter,« fortæller hun om Fredericia, som hun kom til i 2010.

Hun kom til verden som efternøler i en flok på fire børn i Daugård mellem Vejle og Horsens, en landsby med femten, seksten butikker dengang, og skolegangen begyndte i Ørum i en lille skole med ét klasseværelse, fortsatte på Daugård Skole og endte med realklasserne i Hedensted. Gymnasiet blev Horsens Statsskole, og det var i grunden en tilfældighed, for hun havde ønsket Vejle og fik tilbuddet om at skifte dertil efter et halvt år, men da var hun landet i en klasse, hun holdt af, og på den fransksproglige linje, som Vejle slet ikke havde. Så hun blev, og det fik betydning. Statsskolen i de år var gennemsyret af tidens strømninger, af samfundsdebat og kvindekamp, båret af stærke lærere, og for en pige fra landet åbnede der sig billeder, som har fulgt hende siden, om hvor vigtigt det er at skabe sit eget liv, også som kvinde.

🔇

Planen efter studenterhuen hed ellers psykologi efter et sabbatår, men allerede den første sommer mødte hun sin første mand, og pludselig virkede både Aarhus og København uoverskueligt langt væk. Det blev engelsk og spansk i Kolding, et valg truffet med hjertet, for Kolding lå tæt på ham. Han drev værtshus i Vejle, hun havde selv haft studiejob i restaurationslivet gennem gymnasieårene og set branchen fra flere sider, og et sted i den kombination fandt hun det, hun ville bruge sit liv på. Værtskabet. »Det kan altid noget, når man bliver mødt med begejstring og glæde,« forklarer hun.

Springet ud i det egne kom efter en ferie med sene middage, hvor parret vendte hjem med en konstatering af, at Vejle manglede et sted at spise natmad, og inden længe havde de købt et tidligere diskotek og forvandlet det til spiserestauranten Huset. Natmads-idéen viste sig hurtigt at være bedre på papiret end på gaden, hvor værtshusmiljøet omkring dem var af den hårdere slags, så de lagde stilen om med hvide duge, ordentlige glas og et køkken, der fik lov at være ambitiøst, og så kom succesen. Han stod i køkkenet, hun i restauranten, sit første barn fødte hun samme forår, som de åbnede, med et par måneders mellemrum, og hun var hurtigt tilbage mellem bordene, for energien har alle dage været hendes store valuta. I tretten år drev de stedet, og sidevejene åbnede sig undervejs gennem gæsterne, som de har gjort hele hendes liv. Det var stamgæster, der skaffede parret opgaven med at drive café ved auktionerne på en istandsat herregård uden for byen, en helt anden verden af smørrebrød, kage og et publikum af samlere, og for Grete Højgaard blev det en tidlig lektion i, hvad et netværk kan, når man passer det.

Da Huset blev solgt, blev parret hentet til at starte Kongebrogaarden op på den anden side af Lillebælt, hvor hun begyndte som hotelchef og endte som administrerende direktør. Men de mange timer side om side i samme forretning begyndte at slide på ægteskabet, og i et forsøg på at redde det prøvede de noget andet og flyttede en kort overgang nordpå. Nissen flyttede med, som hun konstaterer, og tilbage i trekantområdet blev de skilt. Hun stod alene, søgte job og faldt over en annonce fra Scandic, der manglede en direktør i Kolding. »Jeg tænkte, at jeg kunne være der lidt, indtil jeg fandt ud af, hvad jeg skulle,« husker hun med et smil, for det lidt blev til rigtig mange år. »Jeg havde stået udefra og tænkt: Herregud, sådan en kæde. Men de var bare dygtige, og jeg lærte virkelig meget,« erkender hun om koncernen, der blev en åbenbaring for en kvinde, som hidtil havde drevet sit eget, og som nu pludselig havde kolleger på sit eget niveau at sparre med.

Da Hilton overtog Scandic, blev koncernsproget engelsk, og sprogstudierne fra Kolding forrentede sig med ét i månedlige rapporter, budgetter og møder på et sprog, hun elskede at bruge. Fra Kolding gik turen videre til Scandic i Sydhavnen i København, og gør man regnestykket op på tværs af årene, er det efterhånden blevet til hjem og arbejdspladser i det meste af landet. Det regnestykke morer hende. »Nu skal vi ikke gøre det værre, end det er,« griner Grete Højgaard og skynder sig at tilføje den pointe, der betyder noget for hende, at de fleste steder har hun været i mere end ti år.

Hun bliver med andre ord hængende, når hun først er landet et sted, og det skulle snart gælde endnu en gang, for det var i København, telefonen ringede med en diskret forespørgsel om et messecenter i Fredericia, beskrevet som en spændende virksomhed med en økonomisk udfordring. »I første omgang syntes jeg faktisk ikke, det var noget for mig. Men efterhånden som jeg gik og tænkte over det, tænkte jeg: Jo, hvorfor ikke? Det skal da prøves,« fortæller hun, og efter mødet med bestyrelsen var al tøven forsvundet, for da vendte det hele på en tallerken. »Da jeg først havde været der, tænkte jeg, at det her ville jeg virkelig gerne. Så blev det pludselig noget, jeg drømte om.«

At et messecenter i økonomisk modvind kunne forvandle sig til en drøm, lyder som et paradoks, lige indtil hun forklarer, hvad der trækker i hende. »Det, der altid fanger mig, er, når jeg kan mærke, at jeg kan gøre en forskel med det, jeg er god til. Og så er jeg altid nysgerrig på, hvad der ligger bagved, og hvordan man kan skabe et godt resultat ud af noget, der ikke er det,« siger hun.

I dag hedder stedet MESSE C, identiteten er orange, og C'et peger på beliggenheden i centrum af landet. Huset kan med sine mere end hundrede år kalde sig landets første messecenter, det er vokset til det tredjestørste, og en tiårig lejeaftale med kommunen rækker frem mod 2035. Kommer resultaterne på bane, taler hun konsekvent i flertal, og det har hun gjort, længe før den slags blev moderne ledelseslatin. »Én ting er, hvad man selv kan, men det allermest interessante er, at de to hænder, jeg har, kan ganges med alle de mennesker, der er ansat i virksomheden. Det er det, der virkelig kan få tingene til at rulle,« lyder det fra direktøren.

Byen taler hun om med en tilflytters forelskelse og en indfødts ejerskab, og forelskelsen begyndte i gågaden. »Jeg syntes, gågaden var fuldstændig fantastisk. I stedet for at gå i et stort center kom man ind og ud af butikkerne, fik sne på næsen, gik videre til det næste sted og talte med de mennesker, der stod bag disken. Man fik den der fornemmelse af: Her hører jeg til,« husker hun.

Fuldstændig fantastisk. Sådan lyder det også om klassen i Horsens, om årene hos Scandic, om naturen og teatret, og efter en times tid ved kaffebordet står det klart, at udtrykket hos Grete Højgaard fungerer som andre menneskers komma. Begejstringen er det gear, hun kører i, og byen får den i rigt mål, når hun remser herlighederne op, beliggenheden og logistikken, naturen, hvor alle i byen efter hendes udregning kan cykle til skov eller vand på ti minutter, og det, hun kalder et mini-Barcelona, med badestrand og volde lige op ad bymidten og en vikingefortælling ved Erritsø, der stadig venter på at blive foldet ud. Kanalbyens forvandling af den gamle industrihavn følger hun tæt og med en utålmodig længsel efter mere fart på, og musicalteatret og musicalakademiet kan hun stadig undre sig lykkeligt over, for i hendes øjne fortæller de historien om en by, der tør langt mere, end størrelsen tilsiger. »Jeg synes, det er wow,« funderer hun.

Selv har hun for længst blandet sig i det meste af det, byen foretager sig, som næstformand i Business Fredericia siden organisationens start, som formand for Experience Fredericia, der blev skabt af byens turisterhverv under corona og siden har samlet kræfterne bag alt fra erhvervsturisme til de store events, og som formand for musicalteatret, hvor årene efter eget udsagn har givet hende en helt ny forståelse for, hvad kultur gør ved mennesker. »Ånden er vigtig, og det er vigtigt, at vi bruger kulturen til at forstå både os selv og samfundet omkring os,« siger hun og vender så tilbage til det, der efter hendes mening er hemmeligheden bag, at tingene kan lykkes i Fredericia. »Så stor er byen heller ikke. Vi kender faktisk hinanden godt, og vi kan se hinanden i øjnene og sige: Det her vil vi, og det står vi sammen om.«

Utålmodigheden, der sneg sig ind, da talen faldt på Kanalbyen, er i øvrigt ægte nok, og hun punkterer selv glansbilledet af det utrættelige overskudsmenneske, inden nogen når at spørge. »Tålmodighed har jeg ikke meget af. Det har jeg virkelig ikke. Det har også nogle gange været en belastning for mine omgivelser. Men man skal jo også acceptere den, man er,« bemærker hun.

En karriereplan skal man til gengæld lede længe efter i den fortælling. »Det ene job har ligesom ført til det andet og været det naturlige næste skridt,« konstaterer hun, og fortrudt har hun ingenting, om end ét svar kommer langsommere end de andre, da samtalen når til rådet, hun ville give sit yngre jeg.

»Det er altid et af de lidt sværere spørgsmål,« erkender hun og lader tavsheden arbejde et øjeblik, inden svaret former sig. »Husk at nyde det, mens du er i det, for nogle gange er øjeblikket kort. Jeg har haft så mange store oplevelser med mange forskellige mennesker undervejs, og det er unikt i sig selv,« siger hun først og tilføjer så det, der ligger dybere. »Jeg ville nok have givet mig selv lidt mere frihed til at være sammen med familien og børnene. De har ikke fået så meget tid, som de godt kunne have fået.«

Hun siger det med ro i stemmen, for som hun forklarer, sker tingene af en årsag, og de senere år har til gengæld givet tid til det, der fylder mest nu. Familien, som hun kalder det stærkeste i sit liv, med tre voksne børn omkring Odense, børnebørn og et ægteskab, hun indgik for ni år siden med en mand, der ligesom hun havde tre børn med sig.

»Det har været fantastisk og berigende. Først og fremmest at møde et menneske, som man har lyst til at dele sit liv med og virkelig nyde dagene sammen med. Men det har også givet en ny dimension til vores familie, at børnene faktisk prioriterer at være sammen,« fortæller hun varmt.

Spørgsmålet om fremtiden hænger til sidst i luften over kaffekopperne, og hun ved udmærket, hvad der ligger i det, så svaret kommer med et glimt i øjet.

»På et eller andet tidspunkt skal jeg jo ikke blive ved med at arbejde. Men jeg er her endnu,« smiler Grete Højgaard.

Så rejser hun sig fra kaffebordet og går ud på Ryes Plads, hvor eftermiddagen stadig myldrer af mennesker på vej hvert sit sted hen. Hun har brugt et helt arbejdsliv på at dække op for den slags møder, fra natmad i Vejle over hvide duge og hotelgange til messehaller med tusindvis af gæster, og hun har hele tiden vidst hvorfor. Magien opstår, når mennesker mødes. Man skal bare sørge for, at der er et sted at mødes, og det har været hendes livsværk i den by, hun først sagde nej til og i dag kalder sin.