SPORT. Udvalget for Professionel Håndbold, der består af repræsentanter fra både eliteklubberne og DanskHåndbold, har vedtaget en ny fælles rangliste, som fremover skal afgøre tilmeldingen til de europæiske klubturneringer.
Beslutningen er truffet på baggrund af en indstilling fra Tophåndbold og dermed eliteklubberne, og ranglisten offentliggøres nu for at skabe klarhed for alle klubber i forbindelse med sæsonstart. I processen har der været dialog med det europæiske håndboldforbund EHF, og arbejdet med at få de nye propositioner beskrevet juridisk sættes nu i gang.
Udvalget for Professionel Håndbold oplyser, at listen skal evalueres årligt, mens en mere omfattende evaluering med en bredere interessentgruppe gennemføres hvert tredje år. Ambitionen er, at eventuelle ændringer i ranglisten fremover skal ske i god tid inden turneringsstart, så klubberne kan planlægge ud fra tydelige rammer.
Den nye rangliste gælder for både kvinder og herrer og ser således ud:
Danmarksmester
Grundspilsvinder
DM-sølvvinder
Pokalmester
Grundspils nummer 2
DM-bronzevinder
Grundspils nummer 3
Grundspils nummer 4
Grundspils nummer 5
Listen fortsætter videre ned gennem grundspillet, hvis det er nødvendigt for at fordele pladserne.
Man kvalificerer sig gennem ovenstående rangorden først til Champions League og derefter til European Handball League. Pokalmesteren er sikret en plads i European Handball League, men kan ikke opnå kvalifikation til Champions League via pladsen som pokalmester.
SPORT. FC Fredericia kan præsentere en markant forstærkning på målmandsposten. Klubben har nemlig sikret sig underskriften fra den fransk-engelske keeper Etienne Green, der kommer fra Burnley FC i Premier League.
Green er født i Colchester i England, men opvokset i Frankrig, hvor han siden 2009 har været en del af Saint-Étiennes ungdomsakademi. Han fik sin debut i Ligue 1 i april 2021, en kamp der blev mindeværdig, da han både holdt buret rent og reddede et straffespark. Siden nåede han over 35 kampe i den franske topliga, før turen gik videre til Burnley, som han i seneste sæson var med til at rykke op i Premier League.
Den 191 centimeter høje målmand har desuden erfaring fra det engelske U21-landshold og ser nu frem til at tørne ud for FC Fredericia.
»Jeg er virkelig, virkelig glad. Det har været nogle gode dage med snakke med Fredericia, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang. Det, jeg ser mest frem til, er at komme ud på banen og levere. Det er det vigtigste for mig« siger Etienne Green.
Han fortæller, at han allerede har fulgt klubben på afstand. »Jeg har fulgt klubben lidt på sociale medier, og jeg har set gode resultater og engagerede fans. Det gør bare, at jeg glæder mig endnu mere til at komme i gang her i FC Fredericia« siger han.
Sportschef Stig Pedersen lægger ikke skjul på, at det er en signing, der vækker stolthed i klubben. »Vi er meget stolte af, at vi har kunnet tiltrække og skrive kontrakt med en spiller, der har erfaring fra en Premier League klub i England og Ligue 1 i Frankrig. Det er en stor signing for FC Fredericia, og vi glæder os til at se Etienne i aktion. Med ham på plads har vi nu igen et komplet målmandsteam, hvor tre stærke keepere skal tage kampen op mod hinanden« siger han.
Pedersen fremhæver især Green som en målmand i en god alder. »Etienne kommer med en solid erfaring fra den bedste franske række, hvilket vidner om et højt niveau. Han er 25 år og står dermed i en rigtig god alder for en målmand. Vi forventer, at hans erfaring og kvaliteter vil komme både ham selv og FC Fredericia til gode« siger han.
Etienne Green har sin første arbejdsdag i klubben i morgen, og FC Fredericia ser frem til at præsentere den nye målmand for hele byen.
BUSINESS. Når Mille Holm træder ind i butikken i Strib, er det ikke bare som en medarbejder, men som købmand og ansvarlig for det hele. Hun er kun 26 år, men allerede nu står hun i spidsen for sin egen REMA 1000. For hende er det ikke bare et arbejde, men opfyldelsen af en drøm, hun har haft i mange år.
»Det er jo sådan en drøm, der er blevet til virkelighed. Det er noget, jeg har arbejdet på længe« fortæller hun med et smil, da vi møder hende i butikken.
Rejsen dertil begyndte tilbage i 2015, hvor hun som 16-årig fik sit første fritidsjob i en REMA 1000 i Fredericia. Dengang var ambitionerne ikke større end at tjene lidt ekstra ved siden af skolen. Men som hun selv siger, tog tingene hurtigt fart.
»Jeg startede som ungarbejder og blev senere lukkeansvarlig, da jeg fyldte 18. Jeg troede egentlig, det var det i REMA. Jeg tog til USA som au pair, kom hjem og ville være sygeplejerske. Men så ramte corona, og jeg kunne mærke, at det ikke var vejen for mig. I stedet fik jeg en elevstilling gennem en butikschef, jeg kendte, og så tog det fart derfra« fortæller hun.
Fra elevforløbet gik turen videre til en butik i Kolding, hvor hun blev souschef. Efter to og et halvt år stod hun klar til at rykke endnu et skridt op. Da muligheden bød sig i Strib, tøvede hun ikke. »Jeg sagde bare højt til min regionschef, at det kunne jeg godt tænke mig, og så blev det min butik« siger hun.
At være så ung og alligevel have ansvaret for en hel butik kan virke overvældende. Men Mille Holm er klar. Hun vil sætte sit præg på REMA 1000 i Strib, samtidig med at hun respekterer, at butikken er en del af lokalsamfundet og allerede har sine faste kunder.
»Jeg vil gerne ind og selvfølgelig være mig, men også være det Strib har brug for. Det skal ikke føles som en stor omvæltning, men kunderne skal kunne mærke, at der også kommer et lille præg fra mig« siger hun.
Hun lægger vægt på nærvær, både i butikken og i det omkringliggende samfund. »Det betyder alt at være en del af lokalsamfundet. Det er jo det, der afgør, om kunderne handler hos mig eller ej. Så jo mere jeg kan engagere mig og være synlig, jo mere føler kunderne også, at det er deres butik« siger hun og tilføjer, at hun især vil bruge sin interesse for sport til at skabe forbindelser i byen.
Samtidig har hun et klart fokus på medarbejdernes trivsel. »De betyder alt. Jeg kan ikke gøre det selv. Hvis vi har det godt sammen, og hvis vi udstråler glæde til kunderne, så spreder det sig. Jeg vil gerne have, at vi bliver en butik, som folk i byen taler om som et godt sted både at handle og at arbejde« siger hun.
Mille Holm overtager medarbejderne fra den tidligere købmand og har allerede ansat en ny salgsassistent. Hun vil i den kommende tid mærke efter, om holdet skal suppleres med flere. Men hendes første mål er klart: at falde til og blive accepteret i Strib.
»Det første år handler om at falde på plads. Jeg forstår godt, at kunderne også lige skal vænne sig til en ny købmand, og det skal vi finde ud af sammen. Jeg vil gerne vise, at jeg er her for dem« siger hun.
Når hun ser længere frem, er ambitionen ikke til at tage fejl af. »Om fem år ser jeg en butik, der trives virkelig godt og er i fremdrift. Ikke bare min REMA, men hele Stribs REMA« siger hun.
For Mille Holm handler købmandsdrømmen ikke kun om varer på hylderne og tal på bundlinjen. Det handler om at skabe en butik, hvor kunderne føler sig hjemme, og hvor medarbejderne trives. »Jeg håber, at kunderne vil sige, at det er en pæn butik med de varer, de skal bruge, og at jeg er en købmand, der behandler mit personale ordentligt. Jeg vil gerne gå den ekstra mil for at give folk en god oplevelse« siger hun.
Og med den indstilling er Stribs nye købmand mere end klar til at skrive sit kapitel i historien om REMA 1000.
POLITIK. Når Social- og Sundhedsskolen i Fredericia gør status over sine grundforløbselever, står et paradoks tydeligt frem. På den ene side melder kommunen igen og igen ud, at der mangler hænder i ældreplejen. På den anden side sidder elever på skolens gange uden kontrakt og uden sikkerhed for, at de kan starte deres uddannelse i samarbejde med den kommune, de fleste af dem bor i.
Ud af 24 elever på grundforløb 2 i Fredericia er det blot tre, der har fået en ansættelse. Tallene har vakt opsigt, for hvordan hænger det sammen, når prognoserne viser, at Fredericia i de kommende år får brug for næsten 30 procent flere medarbejdere i plejesektoren end i dag.
Næstformand i Senior- og Socialudvalget, Kirsten Hassing Nielsen fra Det Konservative Folkeparti, tøver ikke med at kalde tallene påfaldende.
»Det er noget, jeg tidligere har spurgt ind til ved forvaltningen, og det vil jeg gøre igen. For hvis Social- og Sundhedsskolens elever har en oplevelse af, at der ikke er pladser nok, og de samtidig bliver afvist ude i plejen, så kan det da godt undre, hvad det skyldes. Det må vi have undersøgt,« siger hun.
Hun understreger, at hun løbende får orienteringer om stillinger, der bliver slået op og besat, men at det ikke nødvendigvis matcher de unge under uddannelse. Alligevel mener hun, at tallene kalder på en forklaring.
»Hvis man som arbejdsgiver står og mangler stillinger, og der samtidig er elever på sosu-skolen, som gerne vil ud, men ikke synes, de bliver tilbudt noget, så må vi have klarlagt hvorfor. Det er da påfaldende,« siger hun.
Risiko for at miste de unge
Spørgsmålet er ikke kun et talspil. For konsekvenserne kan række langt ud over skolens mure. Hvis de unge oplever, at de ikke kan få en plads i Fredericia, kan de med rette se sig om efter muligheder i andre kommuner.
»Jeg tror da, at de søger andre steder hen. Det er meget naturligt. Jeg vil da helst beholde dem i Fredericia, men hvis pladserne ikke er her, så søger man selvfølgelig ud. Det ville jeg selv gøre, hvis jeg ikke kunne få lov at arbejde med det, jeg er uddannet til. Derfor skal vi da også gøre alt, hvad vi kan for at holde på dem,« siger Kirsten Hassing Nielsen.
Hun vil dog ikke pege på økonomien som den oplagte forklaring. »Det tør jeg ikke udtale mig om, for det skal jeg have flere oplysninger om,« siger hun.
I stedet peger hun på kapacitet og rammer. Det kræver ressourcer at have praktikanter, men det fritager ikke kommunen for ansvar.
»Det kræver jo noget at have praktikanter ind, men det skal man kunne som arbejdsgiver. Jeg er selv arbejdsgiver, og jeg ved, hvor vigtigt det er at kunne tage en praktikant ind. Selvfølgelig kræver det en indsats og et overskud, men det skal man kunne. Og kan vi det ikke, så må vi ind og se på, hvorfor. Er det tiden, der mangler, eller de fornødne rammer. For jeg synes, det er drønærgerligt, hvis vi ikke kan tilbyde de unge en plads,« siger hun.
En fælles opgave
For næstformanden handler spørgsmålet i sidste ende om ansvar. Hun lægger vægt på, at kommunen skal være ekstra vågen på netop de områder, hvor presset er størst.
»Grundlæggende ser vi meget gerne, at der er så mange elever som muligt i kommunen, og det gælder selvfølgelig også på ældreområdet. Når vi ved, at der er mangel på ressourcer, så skal vi være ekstra opmærksomme på at tage elever ind. Det skal vi ikke kun gøre, fordi der er mangel, men fordi vi skylder de unge at give dem mulighed for at komme ind og få erfaring. Det er jo dem, vi skal satse på i fremtiden. Når de er færdiguddannet, skal de kunne gå ud og få et job,« siger hun.
Hun åbner samtidig for, at kommunen må styrke dialogen med både skole og forvaltning, så der bliver skabt bedre løsninger.
»Jeg vil gerne være med til at facilitere samtaler og dialog. Hvis der er barrierer, må vi åbne dørene,« slutter hun.
Tallene fra Fredericia står imens ikke alene. På tværs af sosu-skolens afdelinger i Fredericia, Vejle og Horsens oplever næsten halvdelen af grundforløbseleverne at starte uden kontrakt. Direktør Jacob Bro har tidligere advaret om, at det svækker både motivation og chancen for at gennemføre uddannelsen.
KRIMI. En 28-årig mand fra København er mandag blevet idømt 12 års fængsel ved Københavns Byret efter at have tilstået sin rolle i indsmuglingen af i alt 135 kilo kokain til Danmark.
Ifølge anklagemyndigheden skete forbrydelserne over to perioder. Fra april 2020 til marts 2021 medvirkede den nu dømte til, at en bagmand organiserede indsmuglingen af 120 kilo kokain. Hans opgave var at modtage betalinger fra salg af kokain i Københavnsområdet og i Odense og herefter aflevere pengene til medgerningsmænd. Det finansierede nye indkøb af kokain. Den 28-årige modtog mindst 2,6 millioner kroner og afleverede mindst 1,3 millioner kroner.
Koordineringen af betalinger og aflevering af udbytte foregik gennem krypteret kommunikation på platformen SKY ECC.
Tilståelsen omfattede også et nyere forhold begået i april 2024, hvor den 28-årige stod for at modtage betaling i forbindelse med indsmuglingen af yderligere 15 kilo kokain. Dette forhold indgår i et større sagskompleks, hvor 11 personer i juni 2024 blev anholdt og sigtet for indsmugling og distribution af i alt 234 kilo kokain.
Syv personer er indtil nu blevet dømt i komplekset. Blandt dem en 34-årig mand, der i januar 2025 i en ankesag ved landsretten blev idømt 12 års fængsel for at have modtaget, opbevaret og videredistribueret ikke under 120 kilo kokain.
Specialanklager i NSK, Laura Jensen, udtaler sig om dommen. »Den dømte i sagen har spillet en nødvendig rolle i, at indsmuglingen har kunnet finde sted. Han har arbejdet tæt sammen med den formodede bagmand i sagen, og han har som pengemand stået for narkotikaorganisationens inddrivelse og aflevering af penge. Jeg er tilfreds med, at retten på trods af tilståelsesrabatten, har udmålt en markant straf, der afspejler tiltaltes medansvar for, at massive mængder kokain er solgt i Danmark.«
Den 28-årige tog betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.
LEDER. Ørsted har i årevis været symbolet på Danmarks grønne ambitioner. En national stolthed, en grøn eksportsucces og en virksomhed, der på papiret skulle vise verden, at en statslig aktør kan være både ansvarlig og konkurrencedygtig. Men anno 2025 står billedet i et helt andet lys.
På få år er Ørsteds aktiekurs kollapset. De amerikanske projekter er endt i juridiske slagsmål, regulatoriske katastrofer og milliardtab. Finansieringsplaner, der var bygget på farm-downs og projektfinansiering, er brudt sammen. Derfor står vi nu med en stat, der som hovedaktionær tvinges til at poste yderligere 30 milliarder kroner i en aktieemission, som i alt skal skaffe Ørsted 60 milliarder. For at redde, hvad der reddes kan.
Det er ikke småpenge. Det er skatteydernes penge. Det svarer til godt 5.600 kroner pr. dansker. Og spørgsmålet er: Har vi som borgere egentlig sagt ja til at være bank for Ørsted?
Mens staten lægger milliarder, kører der samtidig en skattesag, som potentielt kan koste Fredericia Kommune over 300 millioner kroner. Ørsted mener, de ikke skal betale selskabsskat i Danmark på samme måde som andre virksomheder – selv om selskabet udspringer af den danske energisektor og stadig har hovedkontor her. Det betyder i praksis, at byen, der huser selskabet, står til at miste et trecifret millionbeløb.
Lokalt i Fredericia har man for længst lugtet lunten. Det er netop baggrunden for, at byens politikere bad ADP’s ledelse om at sikre sig i tilfælde af, at Ørsted sagde: ”Vi betaler jer nul.” Resultatet blev et salg af aktier i ADP til en ny, interessant partner, som kan tilføje værdi og udvikling – men også et klart tegn på, at man ikke længere stoler på Ørsted som en stabil bidragyder til byens økonomi.
Alligevel er de politiske reaktioner på Christiansborg til at overse. Når landets største erhvervssag lige nu både handler om, at staten redder Ørsted med milliarder, og at samme Ørsted forsøger at undgå at betale skat i Danmark, burde der lyde en storm af kritiske røster. Men de fleste ledende politikere er tavse.
Ingen stiller spørgsmålet: Hvorfor skal staten agere bank for en virksomhed, der selv har drevet sig i knæ? Ingen spørger, hvorfor det er acceptabelt, at et selskab, der beder om redning, samtidig nægter at betale skat, hvor de har deres forretning.
Ørsted har dygtige medarbejdere, det skal ingen tage fra dem. Men virksomhedens ledelse har truffet en række fejlslagne beslutninger, som nu truer hele forretningen. Det er ikke skatteydernes ansvar at redde et selskab, der burde have haft bedre styr på sine risici og sin strategi.
Staten skal stille sig selv et simpelt spørgsmål: Er vi aktionærer eller er vi bank? Hvis svaret er det sidste, er vi ude på et skråplan. For staten er sat i verden for at sikre rammer, velfærd og retfærdighed – ikke for at holde hånden under en virksomhed, der både unddrager sig skat og driver dårlig forretning.
Ørsted anno 2025 er ikke længere et symbol på den grønne succes. Det er blevet et symbol på politisk passivitet, dårlig ledelse og en farlig sammenblanding af stat og forretning. Og mens Christiansborg tier, betaler borgerne regningen.
TRAFIK. Banedanmark og DSB har i samarbejde med Sønderborg og Aabenraa Kommuner sat gang i en række tiltag, der skal øge sikkerheden ved jernbaneoverkørslerne mellem Sønderborg og Tinglev. Beslutningen kommer efter to ulykker med kort tids mellemrum på strækningen.
Når togene igen begynder at køre mellem Tinglev og Sønderborg, bliver hastigheden sat ned fra 100 til 70 kilometer i timen ved de seks overkørsler, der har advarselsanlæg men ingen bomme. Ifølge Banedanmark betyder det, at bremselængden bliver halveret, og at lokomotivførerne får mere tid til at reagere, hvis biler eller mennesker er i overkørslen.
»Vi er alle meget berørt af de to ulykker, der med kort tids mellemrum har været i to overkørsler på strækningen. Banedanmark og DSB er derfor her og nu blevet enige om, at togene sætter hastigheden ned i overkørslerne, til 70 kilometer i timen. Det sker, mens vi gennemfører en grundig analyse af, hvilke tiltag der er behov for frem til overkørslerne som planlagt får bomanlæg i første halvår 2027,« siger Martin Harrow, sikkerhedschef i Banedanmark.
Udover den midlertidige hastighedsnedsættelse har Banedanmark beskåret beplantningen ved overkørslerne for at skabe bedre udsyn. Tre af dem, Kådnervej, Visgårdvej og Kærvej, bliver desuden overvåget i en periode for at sikre, at signalerne fungerer korrekt.
Hos DSB hilser man initiativerne velkommen.
»Vores kunders og medarbejderes sikkerhed har altid højeste prioritet. Derfor bakker vi fuldt op om de her tiltag, der nu iværksættes for at øge sikkerheden. At sænke hastigheden midlertidigt gennem overkørslerne vil skabe mere tryghed for både vores passagerer og vores lokomotivførere, indtil der hurtigst muligt kan etableres mere permanente løsninger. Vi forsætter arbejdet med både Banedanmark og kommunerne for at finde de mest effektive løsninger ovenpå den forfærdelige ulykke sidste uge, der stadig berører os alle dybt,« fortæller Per Schrøder, driftsdirektør i DSB.
Aabenraa og Sønderborg Kommuner er samtidig gået i gang med at opsætte nye skilte og etablere rumleriller ved de seks overkørsler, så bilister i højere grad bliver gjort opmærksomme på, at de nærmer sig jernbanen.
BUSINESS. Efter mere end et århundrede med en afgift, som i branchen længe er blevet kaldt Danmarks mest gakkede, ser chokoladeafgiften nu ud til at forsvinde. Regeringen har i sit finanslovsudspil lagt op til at afskaffe afgiften, der i årtier har været en administrativ byrde for bagerier og konditorier i hele landet.
Hos BKD, Bager- og Konditormestre i Danmark, vækker udspillet både glæde og lettelse.
»Det her er en sten, som vi i bagerbranchen har haft i skoen i mere end 100 år. Det er næsten svært at forstå, at den nu ser ud til at forsvinde. Det er ikke sket af sig selv. I branchen har vi kæmpet for det i mange år, men først da økonomiminister Stephanie Lose satte sig for at forstå, hvad der egentlig foregik, er der sket noget. Det vil jeg gerne på vegne af alle danske bagerier og konditorier udtrykke både stor respekt og dyb taknemmelighed for« siger formand John Jønsson.
Også BKD’s administrerende direktør Henrik Mühlendorph understreger betydningen af afgiftens mulige endeligt.
»Det er svært at overvurdere den branchemæssige betydning af, at chokoladeafgiften forsvinder. Selvfølgelig handler det om penge, men det handler måske endnu mere om alt det uforståelige afgiftsbøvl, tidskrævende besvær og ressourcedrænende byrder, der nu forsvinder. Glæden over at kunne fokusere mere af sin tid på at producere skønne produkter fremfor at prøve at forstå en uforståelig 102-årig afgiftskonstruktion vil være betragtelig« siger han.
Hos Byens Brød, der blandt andet driver bagerforretninger i Fredericia, Børkop og Vejen, ser bagermester og indehaver Lars Hesselvig regeringens udspil som et vigtigt skridt.
»Det er meget positivt, at man nu endelig vil fjerne chokoladeafgiften. Den har været bøvlet og tidskrævende for hele branchen, og det er klogt at rydde op i regler, som i virkeligheden ikke gavner nogen. Mindre bureaukrati betyder, at vi kan bruge kræfterne på at udvikle os, skabe nye produkter og give kunderne endnu bedre oplevelser. Jeg håber, at politikerne fremover vil fortsætte med at lytte til branchen, når vi peger på muligheder for at skabe bedre rammer for erhvervslivet« siger Lars Hesselvig.
Chokoladeafgiften blev indført for mere end 100 år siden, men har i stigende grad udviklet sig til et komplekst og administrativt tungt system, som både brancheorganisationer og erhvervsliv i årevis har kritiseret. Først med økonomiminister Stephanie Loses fokus på sagen er der for alvor sket fremskridt, lyder det fra BKD.
For de lokale bagerier betyder udsigten til afgiftens afskaffelse, at tiden kan bruges på at udvikle nye produkter og servicere kunder frem for at kæmpe med regler og bureaukrati. Og måske kan det også give grobund for flere iværksættere og nye bagerbutikker rundt om i landet.
FINANS. Sparekassen Danmark har lagt første halvår af 2025 bag sig med et resultat før skat på 861 millioner kroner. Selvom det er en anelse under de oprindelige forventninger, betegner sparekassen resultatet som tilfredsstillende.
Administrerende direktør Vagn Hansen fremhæver især kundetilgangen som et stærkt signal.
»Sparekassen har nu mere end 387.000 kunder, hvoraf næsten hver tredje tillige er garant i sparekassen. Det er vi i al beskedenhed stolte af, og vi tager det som udtryk for tillid til sparekassen, at så mange af vores kunder har valgt at bakke op om sparekassen ved at være garant« siger han.
I alt voksede sparekassens samlede forretningsomfang med 13,6 milliarder kroner i første halvår, svarende til en vækst på 4,5 procent. Samtidig er der netto kommet cirka 5.700 nye kunder til.
Pres fra renter og stigende omkostninger Som andre danske pengeinstitutter har Sparekassen Danmark mærket konsekvenserne af Nationalbankens rentenedsættelser i 2024 og 2025. Både udlåns- og indlånsrenter er sat ned, og kombineret med lavere renteindtægter på overskudslikviditeten har det reduceret nettorenteindtægterne i forhold til sidste år.
Omkostningerne er samtidig steget til 1.103 millioner kroner mod 1.042 millioner kroner i samme periode sidste år. Stigningen hænger blandt andet sammen med flere medarbejdere, strategiske initiativer og generelt stigende udgifter.
Nedskrivninger og usikkerhed Nedskrivningerne på udlån er i første halvår opgjort til 322 millioner kroner. Sparekassen har blandt andet øget de ledelsesmæssige skøn med 250 millioner kroner som følge af usikkerheden omkring øgede toldsatser på varer til USA og den geopolitiske uro.
Endnu en sammenlægning Sparekassen Danmark har de seneste år markeret sig som et pengeinstitut i vækst, og 2. april blev sammenlægningen med Sparekassen Djursland en realitet. Det var den 17. i rækken af sammenlægninger med Sparekassen Danmark som det fortsættende institut.
Med fusionen er sparekassen nu også repræsenteret på Djursland og i Langå. Samtidig blev der etableret to nye almennyttige fonde, Sparekassen Danmark Fonden Djursland og Sparekassen Danmark Fonden Langå-Randers, der sammen med de øvrige 13 fonde i år kan bidrage med 130 millioner kroner til lokale formål.
Stærk kapitalposition Egenkapitalen er steget med 1,6 milliarder kroner det seneste år og udgør nu 15,5 milliarder kroner. NEP-procenten er pr. 30. juni 2025 beregnet til 28,7 procent mod et krav på 19,5. Det giver en overdækning på 9,2 procentpoint svarende til 5 milliarder kroner.
Betydelig samfundsbidrag Sparekassen Danmark har i første halvår betalt 228 millioner kroner i selskabsskat og 80 millioner kroner i lønsumsafgift.
»Sparekassen bidrager således efter første halvår 2025 med selskabsskat og lønsumsafgift for i alt 308 millioner kroner til samfundet. Dertil kommer et betydeligt beløb i moms og energiafgifter, som ikke er fradragsberettiget« siger Vagn Hansen.
Skifte i direktionen Halvårsregnskabet markerer samtidig et skifte i toppen. Efter mere end 27 år i sparekassen har Vagn Hansen meddelt, at han fratræder som administrerende direktør ved udgangen af august. Fremover bliver det Lars Thomsen og Kim Mouritsen, der i fællesskab overtager posten som administrerende direktører.
Med i kølvandet på fusionen med Sparekassen Djursland indtrådte Pernille Amstrup-Bønløkke i bestyrelsen som næstformand, mens tidligere direktør Peter Lading Sørensen blev en del af direktionen.
Fastholder forventninger På trods af renteudvikling og stigende omkostninger fastholder ledelsen forventningerne til hele 2025. Resultatet før skat ventes at lande i niveauet 1,6 til 2 milliarder kroner og efter skat i niveauet 1,3 til 1,6 milliarder kroner.
Når historien dømmer os, vil den ikke kun se på, hvilke kriser vi gennemlevede, men også hvordan vi lod os lede gennem dem. Det er et tilbagevendende mønster, at magten i højere grad har levet af problemer end af løsninger. Som Erik Schwensen så præcist formulerer det, har vi skabt en ledelseskultur, hvor selve krisen er blevet råstoffet for magt, mens reelle løsninger gør magthavere overflødige.
Det er et paradoks, vi kan genkende fra mange epoker. Den romerske republik blev holdt sammen gennem forestillingen om ydre trusler, indtil den blev opløst indefra. I nyere tid trækker Schwensen selv en parallel til Storbritannien: »Den tidl. Premierminister i Storbritannien Sir Winston Churchill var et godt eksempel herpå. Han var en eminent og uovertruffen politisk leder i krise- og krigstid, men slog ikke til, da en fredeligere periode indtraf.« Historien minder os dermed om, at de ledere, der vokser i krisens skygge, ikke altid er de samme, som kan skabe fred, retning og varig udvikling.
Vi lever i en tid, hvor krisen er blevet en permanent tilstand. Finanskrisen blev afløst af oliekrisen, som blev overskygget af coronakrisen, som igen blev fulgt af krigen i Ukraine og konflikterne i Mellemøsten. Medierne står klar med breaking news, læserne klikker, og politikere og magteliter finder legitimitet i at holde os fast i problemet. En ny krise tager opmærksomheden, før den forrige er løst.
Filosofisk set minder denne tilstand om Søren Kierkegaards fortvivlelse, hvor mennesket fastlåses i en eksistens, det ikke kan frigøre sig fra, eller Michel Foucaults beskrivelser af institutioner, der reproducerer magt gennem narrativer og disciplin. I dag ser vi en kombination: En ledelseskultur, hvor krisen er blevet til en eksistensform, og hvor magtens opretholdelse trumfer samfundets udvikling.
Men ledelse må ikke reduceres til evig krisestyring. Sand ledelse er kunsten at skabe fremtid. At pege på retning, sætte mål og mobilisere fællesskaber. Schwensen opstiller fire spørgsmål, der kunne tjene som et kompas for enhver leder: Hvad vil vi fastholde i vores samfund? Hvor vil vi bevæge os hen? Hvordan når vi målet? Og hvordan ved vi, at vi er i mål? Det er en model, der forpligter ledere til at tænke i løsninger frem for problemer, i visioner frem for frygt.
Med kommunal- og regionsvalget til november står vi foran en afgørende mulighed. Her vil vi igen høre mange ord om udfordringer, mangler og kriser. Men det egentlige spørgsmål, vi bør stille kandidaterne, er: Hvilket samfund ønsker I at lede os hen imod? For uden vision bliver magt blot en forvaltning af problemer, ikke en åbning til fremtiden.
Historien viser, at samfund, der evner at formulere en fremtid, kan overvinde selv de største prøvelser. Ikke fordi kriserne forsvinder, men fordi de ikke får lov til at definere alt. At lede handler ikke om at overleve krisen, men om at skabe den fred, der følger efter.
Det er på tide, at vi som borgere kræver mere. At vi kræver ledere, der ikke lever af krisen, men som kan lede os ud af den. Ledere, der tør pege på det ønskede samfund – og bygge det.
