Syd- og Sønderjyllands Politis afdeling for organiseret kriminalitet anholdte torsdag eftermiddag en 77-årig mand på havnen i Rømø. Han blev anholdt på baggrund af en mistanke om smugling af hash fra Danmark til Grønland via vandvejen.
I forbindelse med anholdelsen foretog politiet også flere ransagninger og fandt her 19 kilo hash i båden samt et større pengebeløb.
Den 77-årige mand, som også ejer båden, hvor politiet fandt penge og hash, er nu sigtet for salg af narkotika, og den fundne hash samt penge er beslaglagt.
– Vi er meget tilfredse med gårsdagens fund, som beror på en kort og intensiv efterforskning. Vi har standset en mængde narkotika i at komme til Grønland med de negative konsekvenser, det medfører – hos den enkelte misbruger af narkotika, men også via den økonomiske kriminalitet, som medfølger heraf, siger vicepolitiinspektør Karsten Hulmose, afdelingen for organiseret kriminalitet hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Manden er løsladt efter endt afhøring og afventer nu sagens videre forløb.
Efter at Pernelle Jensen (V) har udtalt sig om lægevagtsordningen i Fredericia, er Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti blevet overrasket. Hun er ikke enig i konklusionerne og mener, der skal en mere aggressiv plan til på området.
Pernelle Jensen, der også er medlem af regionsrådet, har tidligere udtalt, at hun mener, Fredericia er kommet godt med på området, hvor der i lang tid har været rejst kritik af kommunens sundhedstilbud, især lægevagten:
– Ser man på tallene, kan man se, at der i februar var 255 konsultationer i Fredericia, i marts var tallet 317, og i april var det 285. Der har været omkring en dag hver måned, hvor der ikke har været konsultationer. Jeg synes, at tallene viser, at man godt ved, der ligger en lægevagt i Fredericia, siger Pernelle Jensen og fortsætter:
– Sammenligner man med andre byer, så er Fredericia faktisk ret godt med, synes jeg. Vi kan altid blive bedre, men de tal, som vi har fået, viser, at der er noget at lave.
– Jeg er meget forundret over, at vi her i kommunen kan være tilfredse med, at vi har en lægevagt, der har åbent én time om dagen, fire dage om ugen, siger Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti.
Hun understreger, at det for hende handler om, at en lægevagt skal kunne tilgås uden for de almindelige lægers åbningstid. Derfor er det ikke godt nok, at der eksempelvis kun er åbent fra 20-21, når man indtænker Fredericias størrelse og antallet af borgere i byen:
– Vi har kæmpet i mange år, også da vi fik Sundhedshuset, for at få en reel lægevagt. En reel lægevagt har åbent uden for lægernes åbningstider. De skal kunne tilgås telefonisk, og så skal man kunne blive behandlet lokalt. Der er rigtig mange fredericianere, der ikke har mulighed for at køre bil til akut lægebehandling i Kolding. De skal måske ud og have fat i en taxa eller bruge offentlig transport. Mange har eksempelvis flere børn, der enten skal vækkes og transporteres med eller efterlades hos nogle andre.
Eilersen mener, at der er brug for den mildere grad af behandling, som en akutlæge tilbyder, uden at man skal til at køre langt for det. Hun mener, det er en klar forringelse af service og sundhedstilbuddet til borgere i Fredericia og også, at det påvirker ligheden:
– Hvis vi gerne vil have lighed i sundhed, så duer det her ikke. Man hægter nogle fra. Det kan være folk, der ikke er socialt stærke eller har en økonomi med en eller flere biler. At kalde lægevagten for en succes med den lægevagt, vi har i Fredericia, er at tage store ord i munden. Vi ser i Dansk Folkeparti gerne, at vi får flere tilbud tættere på Fredericia, end vi har i dag. Sundheden i Fredericia står stille. Vi udvikler os ikke i forhold til sundhedstilbud. Vi skal til at være meget mere aggressive. Vi skal heller ikke centralisere vores sundhedstilbud.
Susanne Eilersen peger også på, at situationen har stor betydning for kommunens vision om at tiltrække flere borgere til Fredericia. Hun understreger, at sundhedstilbud er helt centrale for eksempelvis bosætning i en kommune:
– Børnefamilier har i den grad brug for, at de kan komme nemt til lægen. Nære tilbud på sundhedsområdet er afgørende. Vi ved alle, at børn ofte bliver syge eller vælter på en cykel. Derfor bruger familier med børn også sundhedsvæsenet mere, og her er Fredericia altså kommet bagud.
I en tid, hvor verden desperat søger bæredygtige energiløsninger, tager danske Everfuel A/S føringen med et ambitiøst projekt, der kan revolutionere brintindustrien. Med planer om at udvikle en imponerende 2 GW grøn brintproduktionskapacitet ved Revsing Energi Park, positionerer Everfuel sig som en nøglespiller i den grønne omstilling.
Everfuel indsender projektforslag til stort H2-produktionsprojekt, unikt positioneret til den kommende dansk-tyske H2-rørledning. Everfuel A/S er glade for at kunne meddele, at de har indsendt et projektforslag til den fasede udvikling af op til 2 GW grøn brintproduktionskapacitet ved Revsing Energi Park, som er under udvikling af Vejen Kommune, Danmark. Projektet, kaldet Frigg, hvis det bliver inkluderet af kommunen, er sat til at blive Everfuels første storskala produktionsanlæg dedikeret til brintforsyning via rørledning til industrikunder i Tyskland.
Everfuel har sikret jord til udbygningen af Frigg og fortsætter nu udviklings- og feasibility-arbejdet for at sikre adgang til den tilgængelige infrastruktur for det unikt positionerede projekt. Frigg er placeret tæt på Revsing transformatorstation og inden for området af brintbackbone. Frigg er planlagt til at kunne udvides op til 2 GW elektrolysekapacitet med potentiel direkte forbindelse til lokal grøn energiproduktion fra sol og vind udviklet af Everfuel eller partnere, samt integration med lokal fjernvarme. I maj annoncerede Everfuel en hensigtserklæring med en ikke-oplyst tysk industrikunde om indledende levering af op til 10.000 tons grøn brint om året. Projekt Frigg er den planlagte forsyningskilde for den tyske kunde og for andre fremtidige industrielle aftagere.
– Vi er begejstrede for at gå videre med Frigg-projektet, som repræsenterer en betydelig udvidelse af udviklingen af Danmarks brintproduktionsinfrastruktur. Det vil støtte lokal beskæftigelse og skabe andre positive ringvirkninger i regionen, samtidig med at det reducerer CO2-udledningen i Europa. Frigg er en nøgleaktør i vores kommercielle drøftelser med vores LoI-partner og andre industrikunder i Tyskland. Projektet er også et vigtigt element i dialogen med de danske myndigheder vedrørende Everfuels indikerede rørledningskapacitetsreservationer, sagde Jacob Krogsgaard, grundlægger og CEO af Everfuel.
Frigg er placeret på “Lower T”, specifikt i krydset mellem den nord-syd og øst-vestgående brintbackbone, som forventes at være den første sektion, der bygges og er operationel i 2028, som annonceret af den danske TSO, Energinet. Frigg er positioneret til hurtigt at skalere efter markedets efterspørgsel. Derudover forventes HySynergy også at blive forbundet til Lower T-rørledningen, hvilket muliggør kritiske balancerings- og redundansforsyningsfunktioner mellem de to faciliteter.
HySynergy, Sif og Friggs planlagte kapacitet forventes at være tilstrækkelig til at udføre Everfuels opdaterede strategiske ambition, som kommunikeret i Q1 2024-rapporten. De tre projekter er placeret i DK1 strømsone i Jylland, Danmark, og er placeret til at udnytte Danmarks unikke position inden for vedvarende energi. Den konkurrencemæssige fordel ved grøn brintproduktion i DK1 er dokumenteret i en analyse udført af Aurora Energy Research på vegne af Hy24 og Everfuel. Se venligst ledelsesresuméet fra Aurora-rapporten vedhæftet denne pressemeddelelse.
Everfuel er forpligtet til at fremme Frigg-projektet og vil holde relevante interessenter informeret om væsentlige udviklinger, efterhånden som de opstår. Realiseringen af Frigg er underlagt vellykket fortsat udvikling og inklusion af projektet af Vejen Kommune.
Oberst Henrik Graven Nielsen har siden februar 2020 været chef for Føringsstøtteregimentet og garnisonskommandant i Fredericia. I dette interview diskuterer obersten blandt andet Forsvarets nuværende situation, Forsvarets ledelsesgrundlag, Føringsstøtteregimentets rolle i fremtidens forsvar og regimentets deltagelse i dette års 175-års jubilæum for udfaldet fra Fredericia d. 6. juli 1849.
Dansk forsvar netop nu
På spørgsmålet om hvilken situation Forsvaret står i i dag, og hvordan obersten vurderer situationen, siger obersten:
– Forsvaret står i en utrolig spændende situation lige nu; krigene er desværre kommet tættere på, og den sikkerhedspolitiske situation er mere usikker. Det har stor betydning for, hvordan forsvaret skal bygges op, og hvordan vi skal løse vores opgaver. Og som man kan sige med et smil på læben, men alvorligt ment, så er det også på tide, at vi kommer i gang med at udmønte de store rammer for forsvarsforliget, der blev vedtaget sidste år. Politikkerne har her for nylig indgået de første to delaftaler, som sætter en retning for Forsvarets udvikling. Det handler blandt andet om styrkelse af 1. Brigade, en ny værnepligt samt flere HR-initiativer.
– Hvad betyder det så for regimentet og Fredericia Garnison. Ja, en styrkelse af 1. Brigade betyder også styrkelse af enheder på kasernen, tilsvarende for de andre initiativer. Vi kommer fra et svært udgangspunkt med mange års nedbygning og fokus på andre ting end forsvar, og skal derfor have stor fokus på genopbygning og være klar til at løse de nye opgaver. Grunden til, at det betyder noget for mig, er selvfølgelig, at det handler om udviklingen af regimentet og garnisonen.
(Foto: AVISEN)
Føringsstøtteregimentet i Fremtidens Forsvar
Føringsstøtteregimentets mission er “at opstille, uddanne og indsætte effektive og højteknologiske føringsstøttekapaciteter til Forsvarets internationale og nationale operationer, øvelser og aktiviteter”. Visionen er blandt andet “fortsat at være forsvarets værnsfælles videns- og kompetencecenter for føringsstøtte”.
Obersten tilføjer:
– Føringsstøtteregimentet leverer kommunikation, IT, hovedkvartersstøtte og mobile hovedkvarterer til nogle af Forsvarets operative enheder. Det er værnsfælles på tværs af Forsvarskommandoens operative område, at vi løser vores opgaver. Teknologien udvikler sig hele tiden, og vi skal anvende den teknologi, der er klar til at blive bragt i felten, altså klar til at blive gjort operativ. Vi skal følge med den udvikling – ikke nødvendigvis med den allernyeste teknologi, der lige er opfundet i laboratoriet, men teknologien skridtet efter, som er klar til at blive sat i felten. Et eksempel er 5G-teknologien, som vi skal tage fat på, når vi kigger på deployerbare og mobile IT- og signalforbindelser.Som værnsfælles regiment skal vi fortsat understøtte den operative værnsfælles udvikling, som forsvarsforliget også peger i retning af. Det gælder både de traditionelle VHF-, UHF- og HF-radiosystemer og de mere moderne kommando- og kontrolsystemer, f.eks. vores Battle Management System (BMS), helt ned på kompagni-, delings- og gruppeniveau, så man både kan se og opdage fjenden, men også så man ved, hvor egne enheder er, hvilket muliggør hurtigere og mere effektiv føring af enhederne i felten. Det skal vi fortsat kunne levere til de operative enheder, der har det behov.
Forsvarets ledelsesgrundlag
Forsvarets ledelsesgrundlag blev opdateret for cirka et år siden i april 2023. På spørgsmålet om, hvordan obersten integrerer dette ledelsesgrundlag i sin ledelse, svarer han:
– Jeg synes, at Forsvarets nye opdaterede ledelsesgrundlag på en rigtig god måde beskriver balancen imellem de tre hoveddiscipliner: “Ledelse”, ”Gode Kollegaer” og ”Høj Trivsel”. Det er endnu ikke fuldstændigt rammesat, men vi er i gang med at modernisere vores grundlag med baggrund i det grundlag, som Forsvarets ledelse har udgivet. Nogle af de begreber, som Forsvarets værdigrundlag sætter fokus på, er blandt andet: troværdighed, selvstændighed, ansvarlighed og åbenhed. Vores ledelsesprincipper skal ses som supplement til Forsvarets ledelsesgrundlag.
– Vi bevæger os indenfor tre discipliner som militær myndighed, officer og medarbejder: FØRING, LEDERSKAB og STYRING. Discipliner som jeg bekender mig til 100%, fordi jeg har været i det og er i det. Jeg føler, at det er et godt afsæt for at lave Føringsstøtteregimentets ledelsesgrundlag. Det står også over vores værdier, som vi har lavet her ved regimentet, og som blandt andet omhandler teamwork, ordentlighed og den gode arbejdsplads. I vores ledelsesgrundlag finder vi nogle ord for, hvordan vi vil være som ledere og chefer, og hvordan vi gerne vil behandle vores medarbejdere. Det grundlag, som er skabt med Forsvarets ledelsesgrundlag, synes jeg er rigtig godt, og derfor bekender jeg mig fuldstændig til det.
– Vi er i gang med at udvikle noget, vi kalder Føringsstøtteregimentets ledelsestrekant. Vi sætter ”de gode opgaver” ind i midten af ledelsestrekanten. Rundt om ”de gode opgaver” har vi ”god ledelse”. Vi supplerer det med blandt andet: teamwork, følgeskab og empowerment, hvor vi bliver mere konkrete som både ledere og medarbejdere. Det betyder også meget for mig, at vi som arbejdsplads tager stilling til, hvordan vi ønsker at arbejde, og hvordan vi ønsker at være som arbejdsplads. Vi har brug for at synliggøre, at vi er en god og positiv arbejdsplads, som man kan vælge til. Det er ikke sikkert, at de værnepligtige skal være her, indtil de skal pensioneres, men de skal være her for en periode og vide, at de bliver behandlet ordentligt i den periode, de er her, og tilsvarende for andre personalegrupper. At vi er en god og åben arbejdsplads med et godt sæt værdier og gode ledelsesprincipper, som man kan se sig selv i, og som man ved, at ledelsen står på mål for.
– Den store konkurrence om arbejdskraften, som vi ser i dag, betyder også, at de forskellige generationer af unge – om det er X, Y eller Z-generationen – skal kunne se sig selv i den arbejdsplads, vi har, og det sæt værdier og de ledelsesprincipper, som vi arbejder ud fra. Så også på den måde synes jeg, at det er vigtigt.
Henrik Graven ved 6. juli 2021. Foto: AVISEN
175-året for Det Sejrrige Udfald fra Fredericia d. 6. juli 1849
Afslutningsvis diskuterer vi Føringsstøtteregimentets rolle som væsentlig medarrangør og bidragyder til hver års 6. juli-dage, og obersten deler sine tanker om jubilæumsåret 2024:
– Jeg synes, at 6. juli er en fantastisk festlig begivenhed, som jeg er glad for, at vi kan være en del af. I år er det et jubilæumsår, og det ser vi frem til at deltage i. Som garnison i en by som Fredericia, hvor man festligholder nogle af de store slag i historien, er det en helt naturlig forpligtelse for os at deltage i, støtte op om og festligholde både sejre og nederlag.
Baggrundsinfo: Forfatteren af denne artikel har i knap 40 år været ansat i Forsvaret, blandt andet som regimentschef i Fredericia Garnison fra 2011-2013.
Danmark oplevede vækst i personbilssalget og i andelen af elbiler i maj 2024, på trods af at det skandinaviske bilmarked var præget af tilbagegang.
Bilsalget i Skandinavien i maj måned pegede ikke i nogen fælles retning. Mens personbilssalget faldt i både Norge med 23,2 procent og i Sverige med 11,2 procent steg salget i Danmark med 4 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
– Vi er meget positive over at se, at det danske bilmarkedet er så stærkt. Vi formår at holde fast i væksten, selvom det er svært i vores nabolande, og det tegner til, at vi i Danmark, får et godt bilår igen i 2024, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Danmark (tidl. De Danske Bilimportører).
Andelen af elbiler bliver stadig større og større i Danmark. Siden 2020 er andelen af nyregistrerede elbiler steget stødt år for år og i maj 2024 udgjorde elbilerne 49,7 procent af de nye danske personbiler. Norge er fortsat det land med den største elandel på 77 procent, men den er faldet sammenlignet med maj 2023, hvor elandelen udgjorde 80,7 procent af bilsalget. Elbilernes andel er også faldet i Sverige. I maj 2023 udgjorde elbilerne 41,5 procent af det svenske marked, mens de i maj 2024 kun udgjorde 30,8 procent.
– Vores nabolande er gode eksempler på, at incitamenterne til at vælge grønne biler er vigtige for, hvordan markedet udvikler sig. Det er vigtigt, at vi fortsat holder afgifterne i ro i Danmark og styrker danskernes muligheder for at vælge elbilerne til. Det er afgørende for, at vi kan lykkes med den grønne omstilling, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Danmark (tidl. De Danske Bilimportører).
En ny offerundersøgelse fra Justitsministeriet viser, at mellem 57.000 og 75.000 danskere i alderen 16 til 79 år har været udsat for vold inden for det seneste år. Mere end en tredjedel af respondenterne er ’meget bekymret’ eller ’en del bekymret’ for vold og anden kriminalitet i samfundet.
Slag, spark og hårde skub. Titusindvis af danskere oplever årligt at blive udsat for vold. I 2023 svarede 1,4 procent af de adspurgte i Justitsministeriets årlige offerundersøgelse, at de har været udsat for vold inden for det seneste år. Det svarer til mellem 57.000 og 75.000 personer i alderen 16 til 79 år, hvilket er på niveau med andelen i 2022 og de seneste ti år samlet set.
– Vold er en af de mest ødelæggende forbrydelser og det rene gift for sammenhængskraften i vores samfund. Vold skaber utryghed i de berørte lokalsamfund, og voldsmændenes afstumpede handlinger sætter ofte dybe spor i de enkelte ofre, der måske aldrig bliver sig selv igen. Derfor ser vi fra regeringens side med stor alvor på, at titusindvis af danskere fortsat bliver udsat for vold hvert eneste år. Det er alt for mange – det skal vi som samfund ikke acceptere, siger Justitsminister Peter Hummelgaard.
Justitsministeren fortsætter:
– Regeringen vil derfor gennemføre en strafreform, der blandt andet sætter hårdere og mere konsekvent ind over for alvorlig personfarlig kriminalitet såsom vold og voldtægt. For det er afgørende for både det enkelte offer og for samfundet som helhed, at retsvæsnet reagerer med den fornødne alvor og hurtighed på alvorlig personfarlig kriminalitet. Vi skal som samfund tage tydeligt afstand fra voldsmanden og vise vores støtte til ofrene.
Den nye offerundersøgelse viser desuden, at 53 procent af voldsofrene i 2023 har anmeldt volden til politiet, eller at politiet har fået kendskab til hændelsen på anden vis. Det er den højeste andel, der er målt i de 19 år, hvor undersøgelsen er gennemført. Herudover ses, at andelen, der angiver, at de er ”meget bekymret” eller ”en del bekymret” for vold og anden kriminalitet i samfundet, er faldet over årene, men det er dog fortsat mere end en tredjedel, som angiver dette.
Undersøgelsen belyser befolkningens udsathed for forskellige former for kriminalitet. Blandt andet tyveri og indbrud, hvor undersøgelsen indikerer, at befolkningens udsathed er faldet over de seneste 10 år samlet set. Derudover undersøges udsathed for hærværk og vold, herunder partnervold, psykisk vold, voldtægt, øvrige seksuelle krænkelser samt kriminalitet begået på internettet og anmeldelsestilbøjeligheden for de forskellige kriminalitetsformer.
Fakta
Justitsministeriet udarbejder hvert år offerundersøgelsen ”Udsathed for vold og andre former for kriminalitet”. I den seneste rapport for 2023 bliver resultaterne for de seneste 19 års undersøgelser opsummeret.
Det skal understreges, at det er befolkningens oplevelser, der måles, og at disse oplevelser ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med den juridiske afgrænsning af kriminalitet.
Offerundersøgelsen er udarbejdet af Justitsministeriet i samarbejde med Københavns Universitet og støttet af Det Kriminalpræventive Råd og Rigspolitiet.
Overgaard Wood har annonceret lanceringen af “Rest for the Restless,” en innovativ gyngestol designet af Julie Gjern, den nyeste tilføjelse til teamet. Samtidig fejrer virksomheden samarbejdet med Studio Pneuma og deres elegante møbel, “Curvy Stool”.
“Rest for the Restless” – En gyngestol til aktive sind
Julie Gjern har udviklet gyngestolen “Rest for the Restless” med inspiration fra sine egne oplevelser med ADHD. Hendes mål har været at skabe en stol, der ikke kun tilbyder komfort, men også tillader bevægelse og aktivering af kroppen.
– Jeg har svært ved at sidde stille og koncentrere mig i længere tid ad gangen. Gyngestolen giver mig en stor ro ved at kunne gynge, forklarer Julie. Resultatet er en gyngestol, der tilpasser sig forskellige siddestillinger og giver brugeren frihed til bevægelse.
Gyngestolen er designet med alsidighed i tankerne. Dens ergonomiske polstring sikrer maksimal komfort, og under sædet findes en skjult skuffe, der kan trækkes ud som en skrive- eller tegnepult. Dette tillader brugeren at være kreativ og produktiv, mens de gynger.
Samarbejdet med Studio Pneuma – “Curvy Stool”
Overgaard Wood er også underleverandør til Studio Pneuma’s nye produkt, “Curvy Stool”. Denne alsidige møbelgenstand, fremstillet af solid Dinesen-eg, fungerer både som en stol og et sidebord. Dens skulpturelle design gør den til et visuelt højdepunkt. Studio Pneuma’s design fremhæver organiske former og bæredygtige materialer, og deres brug af restmaterialer fra Dinesen afspejler Overgaard Wood’s værdier om ansvarlighed og respekt for naturen.
Deltagelse i 3DaysofDesign
Under 3DaysofDesign vil begge møbler blive præsenteret. Julie Gjerns “Rest for the Restless” kan opleves i samarbejde med Københavns Snedkerlaug, mens Studio Pneuma’s “Curvy Stool” vil blive fremvist i Dinesens Showroom. Arrangementet finder sted fredag den 14. juni mellem kl. 9 og 14.
Som en virksomhed fra Fredericia er Overgaard Wood stolt af at være præsenteret på to forskellige steder under 3DaysofDesign i København. Dette arrangement tiltrækker mange udenlandske interessenter, der ønsker at opleve det ypperste indenfor dansk møbeldesign.
TrekantBrand har lavet en årsberetning, der er udkommet i 125 eksemplarer. I beretningen kan man blandt andet læse, hvor mange udrykninger der har været i 2023.
I beretningen kan man blandt andet læse formanden for Beredskabskommissionen, Knud Erik Langhoffs, beretning om 2023. I den står der blandt andet:
Knud Erik Langhoff. Foto: AVISEN
– Januar var den vådeste nogensinde. De tidlige sommermåneder var så varme og tørre, at det udviklede sig til en reel tørke, og med tørken fulgte et afbrændingsforbud til Sankthans. Og så vendte regnen stærkt tilbage og gjorde juli til den vådeste nogensinde målt. Og sådan fortsatte ekstremerne, som blandt andet også bød på en 100-årshændelse i form af en stormflod i oktober. Det var med til at give en masse arbejde til TrekantBrands folk, står der i Knud Erik Langhoffs beretning.
I alt har TrekantBrand været ude til 1.877 opgaver. Det fordeler sig over følgende punkter:
Bygningsbrande inkl. ABA (automatisk brandalarm): 1.051 hændelser
Fredericia byder på en ganske særlig fejring i år. Byens faste tradition med at markere sin historiske rolle som fæstningsby under Fæstningsdagene i juli får i 2024 en ekstra stjerne. Det er nemlig 175-års jubilæet for Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849, og denne betydningsfulde anledning fejres med deltagelse af H.M. Dronning Margrethe.
– Det er med stor ære og glæde, at vi ser frem til H.M. Dronning Margrethes besøg den 6. juli i år. Det er en helt enestående tradition, der fortsætter. Siden 1949 har H.M. Dronning Margrethe deltaget i 100-års jubilæet, 125-års jubilæet, 150-års jubilæet og nu i 175-års jubilæet for udfaldet fra Fredericia i 1849. Det er vi dybt taknemmelige for, udtaler formanden for 6. juli Komiteen, Erik Schwensen.
Fejringen vil starte med, at H.M. Dronning Margrethe deltager i mindegudstjenesten i Sct. Michaelis Kirke. Efter gudstjenesten vil hun overvære den traditionsrige procession, der går fra Meldahls Rådhus gennem byens historiske gader.
– Et jubilæumsår er en særlig anledning, og derfor glæder det mig også, at H.M. Dronning Margrethe deltager i fejringen af vores garnisonsby. Historisk er Fredericia knyttet til Kongehuset helt tilbage til 1650, hvor Kong Frederik den 3. grundlagde Fredericia som kongelig fæstningsby. Vi glæder os hver gang repræsentanter fra Kongehuset besøger vores by, siger borgmester Christian Bro.
Hele byen står klar til at tage imod dronningen og fejre denne særlige dag med manér. Det bliver en mindeværdig begivenhed, hvor fortid og nutid smelter sammen i en højtidelig hyldest til Fredericias stolte historie og Kongehusets vedvarende støtte til byen.
Region Syddanmark og Mødrehjælpen indgår ny partnerskabsaftale, så flere sårbare familier kan få vigtig støtte og rådgivning i et svært, nyt familieliv. Parterne har allerede gode erfaringer med at samarbejde og har startet knap 500 forløb op siden 2022.
Det er hårdt for de fleste at blive forældre og stå over for nye udfordringer, men for nogle kræver det særlig, ekstra støtte. Det kan f.eks. være gravide kvinder, der er ramt af depression, diabetes, eller som tidligere har mistet et barn.
Region Syddanmark og Mødrehjælpen har netop underskrevet en ny partnerskabsaftale, der skal sikre rådgivning og specialiseret støtte til sårbare familier fra 1. september 2024 og foreløbigt frem til 2032. Et tilbud, der primært er målrettet syddanske gravide og familier, der er udfordret af fysiske eller psykiske sygdomme, eller som står med økonomiske, familiære og sociale udfordringer.
Et nytænkende samarbejde på tværs
Region Syddanmark og Mødrehjælpen indgik den første partnerskabsaftale tilbage i 2022, men da den nuværende aftale udløber til august, har opgaven været sendt i udbud.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) glæder sig over, at samarbejdet med Mødrehjælpen kan fortsætte og fremhæver det som et godt eksempel på, hvordan sundhedsvæsen og civilsamfund kan løfte hinanden:
– Det er et forbilledligt eksempel på, hvordan en privat, social organisation og et offentligt sundhedsvæsen kan gå sammen om at hjælpe udsatte familier, når de har allermest brug for det. Mødrehjælpen har opbygget en enorm erfaring og ekspertise på området over mange år, og vores fødesteder har været meget tilfredse med samarbejdet. Sammen sikrer vi, at vi griber familierne i tide – både på den sociale og sundhedsfaglige bane.
Den nye aftale vækker også stor glæde hos Ninna Thomsen, direktør for Mødrehjælpen:
– Vi vil gerne anerkende Region Syddanmark for modet til at nytænke, hvordan vi løser opgaver på tværs af sektorer. Det skaber stor værdi for rigtig mange gravide og børnefamilier i sårbare situationer, når vi arbejder sammen på tværs. Vi ser meget frem at fortsætte vores stærke partnerskab og sammen mindske den sociale ulighed i sundhed, siger hun.
Konkret betyder aftalen, at familierne bl.a. kan få rådgivning hos socialrådgivere eller deltage i gruppeforløb, der kan støtte dem under graviditeten, forberede dem på fødslen og opstarten på familielivet.
Som noget nyt vil den nye aftale give bedre mulighed for at lave rådgivning tættere på de sårbare familiers bopæl og mulighed for telefoniske og virtuelle rådgivningsforløb.
Hundredvis af familier har allerede fået hjælp
Region Syddanmark og Mødrehjælpen bygger videre på gode erfaringer med at samarbejde fra den tidligere partnerskabsaftale. I alt blev der startet 496 rådgivningsforløb fra september 2022 til maj 2024. Familierne har primært fået hjælp til bekymringer om graviditet, fødsel, barsel, økonomi og udfordringer i forhold til netværk og parforhold.
Formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Mette With Hagensen (S), glæder sig over, at den nye aftale sikrer en mere langsigtet indsats flere år frem:
– Vi har set, hvordan samarbejdet har gjort en helt afgørende forskel for hundredvis af kommende familier. Det har været med til at skabe mere trygge rammer og et mere stabilt fundament i en usikker tid med store omvæltninger. Nu kan vi tilbyde endnu flere familier den mulighed de næste mange år.
Det vil være muligt for parterne forlænge kontrakten op til to gange, hver gang med op til 12 måneder.
Faktaboks
– Opgaven med sårbare familier har været i udbud, hvor to aktører bød på at indgå partnerskabsaftalen med regionen. Mødrehjælpen vandt udbuddet.
– Den nye partnerskabsaftale træder i kraft d. 1. september 2024 og løber frem til august 2032.
– Indsatsen består af tre dele:
Individuelle rådgivningsforløb
Gruppeforløb
Tilbud om støtte via eksisterende tilbud i civilsamfundet
– Familierne kan selv henvende sig telefonisk eller i den åbne rådgivning eller få tilbuddet via en jordemoder.
– Aftalen koster ca. 2,5 mio. kr. om året og er et supplement til regionens fødeplan.